How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4214Visninger
AA

5. Første nat, første prøvelse - Hermiones synsvinkel

Jeg havde fået fat i en rygsæk ved blodbadet på Quidditch-banen. I den var der et reb, en vanddunk fyldt med vand og nogle tændstikker. Intet mad. Hvordan jeg skulle anskaffe mig noget, fandt jeg nok ud af hen ad vejen. Det gjorde jeg altid. Jeg lukkede kort øjnene, prøvede at huske tilbage på hvad der var sket på Quidditch-banen. Alt blodet, alle skrigene, alle ligene. Og værst af alt, det syn, jeg vil huske for resten af livet; Harry, der slog Ron ihjel. Hvordan kunne han gøre det? Ron var hans bedste ven! De var sammen om alt! Hvad havde Ron gjort? Været i vejen? Hvis jeg mødte Harry her i skoven, ville jeg være den første til at angribe ham. Dræbe ham. Man angreb, dræbte ikke sine venner uden grund. Harry havde ikke haft en grund. Harry havde dræbt Ron for ingenting. Helst ville jeg have dræbt mig selv i stedet for at dræbe en af de to. Eller, sådan havde jeg haft det før. Sådan havde jeg det ikke nu. Lige nu ville jeg hævne Ron. På hans morder. Harry James Potter.

Jeg så rundt i skoven. Der var mørkt og uhyggeligt. Hvor lang tid jeg havde gået, havde jeg ingen idé om. Jeg havde bare gået og gået, og gået, og gået. Jeg havde ikke haft nogen destination, da jeg kun havde været herinde en gang før. På mit første år sammen med Hagrid, Harry, Malfoy og Ron. Eller jo, jeg havde jo også været et par meter inde, når Hagrid skulle vise os noget, som for eksempel Hippogrifferne. Og sidste år vidste Hagrid dragerne for Harry. Hvilket var snyd, men det reddede Harrys liv.

Jeg gik lidt i mine egne tanker, indtil jeg hørte hylet. Et varulvehyl. Jeg standsede brat op, og så febrilsk rundt. Den kunne komme fra hvilken som helst side lige nu. Hylet var dog ikke så højt, så hvis den løb lige imod mig ville den være fremme om... et par minutter. Jeg så rundt på træerne. Kun få af dem så stabile nok ud til at jeg kunne klatre i dem. Jeg strøg hen imod det højeste af dem, hvor jeg begyndte at klatre. Til min store fortrydelse kunne jeg mærke at jeg havde glemt meget af, hvordan man klatrede i træer, siden jeg gjorde det sidste gang som 9-årig. Jeg når cirka fire meter op, da jeg hørte skriget. Et pigeskrig. Jeg holder godt fast i grenene, mens jeg rystende kravler videre. Jeg genkendte det skrig. Det var Lavender Browns skrig. Jeg var helt sikker. Da jeg kom to meter længere op, satte jeg mig til rette og begyndte at græde. Jeg havde ikke meldt mig til det her. Jeg havde ikke meldt mig til at dø. Jeg ville ikke dø. Jeg var bange. Flere af min kammerater var allerede døde, og en af dem var dræbt af min bedste ven. Harry, en dreng, jeg forbandede til Helvede.

Da der lød endnu et hyl, og jeg nær faldt ned vel og mærke, valgte jeg, at spænde mig fast. Jeg holdt fast i træet med den ene hånd, mens jeg krængede rygsækken af den ene skulder, den hang hen over. Jeg fandt rebet i rygsækken, før jeg kastede den over min skulder igen. Jeg vendte mig halvt om i mit behagelige lille træsæde, og smed rebet om den tykke gren, og greb den på den anden side. Jeg vendte mig normalt om igen og spændte rebet, som jeg bandt mange gange med forskellige knob.

Og så kom tidspunktet, hvor jeg  blev så glad for at jeg havde spændt mig fast, for på det tidspunkt var jeg så tæt på at falde ned af grenen, jeg sad på. 

En vareulv kom slæbende på Lavenders lig, og det så helt ærligt forfærdeligt ud. Struben var helt flænset op, og det ene ben manglede. Det var nærmest flået af, at dømme ud fra det voldsomme sår nede ved hoften. Der var kløer, der havde flået i hendes kappe, som om hun var blevet hevet ned fra et eller andet. Sandsynligvis et træ, hvis man skulle dømme ud fra det grønne, der var at se på hendes hvide strømpebukser, der var helt indsmurte i nyt og gammelt blod.

Jeg bed mig i læben, for ikke at kaste op ved det rædselsfulde syn. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville se Lavender sådan. Hun plejede ellers altid at have styr på sit udseende - og sin spådom, for hun troede åbenbart, at Trelawneys 'spådomme' var den rene og skære sandhed. Ja, det var godt nok flot. Trelawney var en gammel fupmager, det vidste alle. Parvati og Lavender havde bare aldrig indrømmet det. Måske fordi de gerne ville bestå deres 'yndlingsfag'. Tja, det måtte vel være ligesom med Hagrid og Harry, Ron og mig selv. Vi tog jo kun det fag, på grund af at Hagrid underviste. Ikke af nogen anden grund. Det måtte Hagrid ikke tro, for jeg havde faktisk tænkt mig at droppe faget næste år. Jeg måtte jo have plads til alle de fag, jeg skulle have for at gøre min uddannelse færdig. Og Magiske Dyrs Pasning og Pleje var ikke nogen af mine fag, jeg skulle have på F.U.T.-niveau.

Jeg lænede hovedet tilbage og lagde hænderne mod ørerne for at afskærme de lyde, ulven lavede mens den åd af Lavender. De var afskyelige, kvalmende og bare... Jeg havde ikke ord for det. Dette her burde ikke være lovligt. Lavender havde en hel fremtid foran sig! Det var ikke fair, at hun blev dræbt på den her måde. Og at Ron blev dræbt af Harry på den måde. Eller, at alle, der døde på Quidditch-banen, skulle dø for andres hånd. Hadet til Cornelius Fudge, der var blevet født her til sommers, blev forstærket til sådan et niveau, at hvis jeg var et jordskælv ville jeg bryde Richter-skalaen. Måske ville han prøve at lukke munden på Harry, men det her var altså for... for afskyeligt. Hvad med alle de forældre, hvis børn aldrig har sagt noget, om at Voldemort var tilbage? Lavenders forældre ville aldrig få hende tilbage.

"Og de døde elever fra i dag er," startede Fudges kvalmende stemme ud, og jeg lagde hånden på munden for ikke at brække mig. Alt morgenmaden sad oppe i halsen, og ventede bare på at blive lukket ud. Men det ville få vareulven til at bemærke mig. Jeg måtte ikke ses, jeg måtte ikke høres og jeg måtte ikke lugtes.

Jeg lukkede ude for Fudges stemme ved at presse hænderne hårdere mod ørerne. Jeg havde ikke den store lyst til at høre, hvem der døde i dag. Jeg vidste, at Ron og Lavender var døde, hvilket var fint for mig. Jeg behøvede ikke flere detaljer. Jeg ville ikke høre flere navne. Jeg nægtede - medmindre Harrys navn blev nævnt. Jeg ville ikke høre, at flere uskyldige elever var blevet dræbt. Specielt ikke den lille pige fra Hufflepuff - hvad ville hendes forældre ikke sige? Fudge måtte stoppe det her vanvid!

Jeg mærkede noget vådt løbe ned ad min kind, og da jeg tørrede den væk gik det op for mig at jeg græd. Uheldigvis måtte jeg bruge min ene hånd til det, og derfor hørte jeg det sidste navn, Fudge sagde.

"Ernie Macmillan."

Jeg tænkte mig ikke om, før jeg skreg. Det var bare noget jeg gjorde, helt uden at tænke på varulven under mig, eller eventuelle fjender, der var i nærheden. Det ville bare ud. Jeg var ikke helt sikkert på, hvorfor, men det ville det. Måske var det ikke direkte på grund af Ernie, men på grund af alle de andre, der var døde. Som Ron. Og Lavender. De var alle uskyldige, de behøvede ikke at dø. Og jeg ville hævne dem. For dem, der havde dræbt var ikke uskyldige.

"Nej!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...