How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4421Visninger
AA

12. Epilog - Hannahs synsvinkel

Da Cornelius Fudge overrakte mig den lysende pokal, var det som om alt inde i mig blev knust under vægten af den skyld, jeg følte. Da jeg havde dræbt Ally, tilgivet Katie og set hende dø, samt finde Hermiones, dem fra Slytherins og Harrys lig, vidste jeg, at jeg aldrig ville komme mig over Dødsspillet. Da jeg fandt Hermiones lig begyndte jeg at græde. Ikke fordi jeg havde et specielt forhold til hende - jeg havde håbet, at hvis hun stadig var i live kunne jeg måske overtale hende til at tage mit liv. Jeg ville kunne møde Ernie igen. Måske denne gang kysse ham, mens han kunne reagere. Ikke mens han var døende. Jeg ville kunne fordybe mig i hans blå øjne. Jeg ville kunne se Katie igen. Jeg ville kunne sige undskyld til Ally. Jeg ville kunne så meget, hvis jeg bare var død inde i den forbandede skov, men fordi Hermione valgte at blive dræbt, så ville jeg først kunne det om mange år. Jeg var ikke en af dem, der ville begå selvmord. Måske ville jeg lede Døden på vej og byde den velkommen, men jeg vil ikke direkte være skyld i min egen død. Indirekte, ja, men ikke direkte.

Alle fra Hufflepuff, en del fra Ravenclaw og Gryffindor og nogle fra Slytherin kom løbende hen til mig, da jeg faldt om efter Fudge havde overrakt mig pokalen. Jeg ignorerede dem. Jeg kiggede blot op på loftet, der afspejlede aftnens himmel. Skyerne drev roligt rundt på den mørkeblå himmel, nogle få stjerner smilede ned til mig. To stjerner lyste kraftigere end de andre. Jeg smilede og lukkede kort øjnene. De smilede ned til. De holdt øje med mig. Jeg klappede på stengulvet, der sendte kolde vibrationer op igennem mine hænder, og begyndte en langsom proces med at komme op og stå. Jeg følte nogle hænder, der skubbede mig. Da jeg vendte mig om for at takke personen, var der ikke nogen. Jeg smilede og kiggede ned i gulvet. De ville hjælpe mig. Det vidste jeg, de ville. De havde nok snakket ud i mellemtiden, og samarbejdede nu om at hjælpe og holde øje med mig. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte hævne dem. Men ikke ved at dræbe - ved at tale. Jeg vendte mig mod Fudge, der kiggede bekymret for mig, men trådte et skridt bagude under mit kolde blik. Eleverne gik bagude, så jeg kunne se direkte på ham. De vidste nok, hvad jeg ville gøre og sige.

"Goddag igen, hr. minister," sagde jeg sukkersødt, men mine øjne kunne slå lyn, "jeg ville gerne lige sige noget, nu da jeg har vundet dit fantastiske Dødsspil." jeg ventede ikke på svar, før jeg fortsatte. Denne gang var min stemme høj og skinger, og i takt med at jeg tale blev den nærmest til et skrig; "Ved du, hvad du har gjort? Du har fået venner vendt imod venner! Du har fået gode mennesker til at blive sindssyge! Vanvittige! Du har slået mennesker ihjel! Du har slået Ernie ihjel! Du har slået Katie ihjel! Du har fået alle, der betød noget for så mange her i rummet, slået ihjel, bare fordi du ikke tror på sandheden! Jeg hader dig! Du er jo sindssyg!"

Jeg mærkede ikke Lammeren, før jeg endte nede på gulvet. Jeg slog hovedet mod trappestenen, og gik ud som et lys. Men jeg havde fået sagt, hvad jeg ville sige. Jeg havde fået åbnet så mange øjne. Jeg havde hævnet dem.

 

Katie og Ernie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...