How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4217Visninger
AA

6. "Danne en alliance?" - Katies synsvinkel

Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede natten, men det gjorde jeg. Mit hoved dunkede ganske vist, fordi jeg havde brugt en sten som hovedpude, og jeg rystede voldsomt. Jeg havde helt sikkert feber. Måske var det nattens mareridt, der havde fået mig til at ryste sådan. Mareridtene gik ud på, at jeg så mig selv dræbe Ernie, igen og igen. Jeg fortrød det så bittert. Faktisk ønskede jeg nærmest, at jeg døde. Jeg kunne ikke leve videre med mig selv. Jeg var en morder. Men der var andre mordere end mig derude. For eksempel de to kraftige drenge fra Slytherin, der vist havde dannet en alliance med Malfoy og Flint, der gik på min årgang. En idiot for at sige det lige ud.

Indtil videre var der 7, der var døde. Et voldsomt stort antal faktisk, på trods af at ingen af os rigtig gad det. Vi hadede faktisk at gøre det. Eller jeg gjorde. Jeg kunne ikke klare tanken, om at jeg havde dræbt Ernie. Specielt ikke når han faktisk kun havde prøvet at hjælpe mig. Jeg havde dræbt ham i et sekunds panik, fordi jeg troede, han ville dræbe mig. Jeg tog fejl. Jeg tog grufuldt fejl, og Ernie måtte betale prisen for den fejl.

De 7 døde var Ron Weasley, Ernie Macmillan, Lavender Brown, Terry Boot, Matthew Smith, Cho Chang og Marietta Edgecombe. Jeg gøs ved tanken, om hvad Harry ville gøre ved den person, der havde dræbt Ron. Jeg mener, de var jo bedstevenner, og på skolens gange så man næsten aldrig den ene uden den anden. De var knyttet sammen. Det skulle ikke undre mig, at Harry i øjeblikket sad fordybet i planlægningen om en hævnaktion, for han havde jo tydeligvis overlevet blodbadet og den første nat. Og kendte jeg Harry ret, hvilket jeg troede jeg gjorde, så ville han ikke lade morderen på hans bedsteven overleve. Hvis Harry døde og Rons morder vandt.. Jeg tror, Harry ville komme tilbage og hævne sig på morderen. End ikke døden kunne forhindre Harry i at hævne mordet på sin bedsteven. Aldrig.

Jeg så rundt i den lille hule, jeg havde fundet og rakte ud efter min mad. Det var et ret begrænset forråd af mad jeg havde, men jeg fik fat i et telt, hvilket var mere end mange af de andre gjorde. Teltet holdte mig nogenlunde varm, og det skærmede for vinden. Jeg tror, jeg skulle være meget glad for at jeg fik fat i teltet. Nogle af de andre fik kun en rygsæk, nogle ikke engang et våben. Jeg selv smed mit våben, hvor jeg stod, da jeg havde dræbt Ernie. Jeg ville ikke dræbe flere. Jeg kunne ikke dræbe flere. Det var ikke mig.

Hulens stenede gulv fik mig til at ømme mig, og jeg satte mig besværet op. Min feber gjorde mig svimmel, så jeg var nødt til at støtte mig op ad en af teltets sider. Teltet i sig selv var ikke specielt stort, men det var som en gave fra Gud for mig. Jeg kunne holde varmen, jeg var skærmet mod vinden og jeg behøvede ikke bekymre mig om regn. Jeg tog et tørt brød og knækkede det midt over. Sulten gnavede i min mave, men jeg kunne godt regne ud at med mit beskedne madforråd og min sult gik der ikke lang tid, før maden var væk, hvis jeg overlod mig til sulten i min mave. Hellere gemme halvdelen. Jeg lagde brødet ned i madposen, jeg havde taget det fra, og lagde brødet op til min næse, hvor duftede til dets tørre, dejlige duft. Brød var og blev det bedste. Specielt når man var så sulten, som jeg var.

Jeg lod prøvende min mund bide i det tørre brød, og jeg tror der skete et mirakel. Det var som om min feber blev lidt mindre, rystelserne blev mindre og min svimmelhed var ikke helt så voldsom længere. I hvert fald indtil jeg grådigt havde spist mit halve stykke brød. Men tørsten. Tørsten havde brødet ikke kunnet fjerne, faktisk gjorde det vel tørsten værre. Men jeg måtte se frem ad. Måske kunne jeg komme tilbage til Quidditch-banen, for at se om der var blevet glemt en drikkedunk? Ellers var der nok et vandløb her i skoven. Det måtte der være, for hvor skulle alle væsnerne herinde ellers få vand fra? Jo, der var et vandløb et sted.

På trods af at min krop protesterede voldsomt, fik jeg mig bakset ud af teltet. Jeg kravlede ud af hulen, og vendte mig for at sturdere indgangen. Teltets grønne overflade var meget afslørende, så jeg kiggede rundt for at finde noget og dække indgangen til med. Til sidst fik jeg dækket den lille huleindgang med henholdsvis grene, sten og blade. En afskærmning, der ikke ville narre noget menneske. Ikke engang Slytherin-eleverne, der var ligeså dumme som de var grimme. Men dyrene ville måske lade sig narre, hvis jeg var heldig.

Jeg så rundt i skoven, for at orientere mig rigtigt om, hvor jeg cirka var. Men svimmelheden og feberen gjorde svært, så det endte med at jeg bare gik i en tilfældig retning. Jeg sørgede for at lægge små spor ud til mig, så diskrete at jeg håbede, det kun var mig, der kunne få øje på dem. Sporene skulle virke ligesom i mugglereventyret Hans og Grethe, de skulle lede mig tilbage til hulen, når jeg havde fået, hvad jeg ledte efter. I første omgang var det vand. Jeg smaskede lidt, for at finde ud af, hvor tø min mund var. Og efter snart tolv timer uden vand var den pænt tør. Jeg fugtede min sprukne, tørre læber med min tunge, men da det også var helt tør hjalp det ikke rigtig. Jeg strøg noget hår væk, og kom til at strejfe min pande, hvilket fik mig til at sukke. Den var brandvarm. Hvis jeg ikke snart fandt noget vand, noget der kunne hold mig varm eller et våben, så jeg kunne jage, ville jeg dø af feberen. Og før min feber var fladet, kunne jeg ikke bruge et våben, og så ville jeg ikke kunne kæmpe mod nogle af de andre og tage deres ting. Da ville gå fremad begyndte hele verden at svimle for mig og i et sekund var alting sort. Jeg mærkede jorden under mine knæ, og hænder, der havde taget af for stødet. Den var fugtig.

Jeg åbnede mine øjne, som jeg åbenbart havde lukket, og så febrilsk rundt. Vand. Jeg måtte finde vandet, der tydeligvis var i nærheden. Jeg tvang mine ben til at rejse mig op, og gå videre, hvilket fik dem til at knække i protest. Men jeg måtte finde det. Jeg måtte finde vandet. Det var tæt på mig, ingen tvivl om det. Ingen tvivl.

Jeg så rundt, til højre og venstre, men først da jeg kiggede bagud og lidt til højre fik jeg øje på det. Vandet. Dets klare klukken var blevet overdøvet af min krops knækken og jamren, så jeg havde ikke set det, eller hørt det. Jeg nærmest løb derhen og lod mine læber fange den klare overflade. Af ren lettelse begyndte jeg at le, jeg havde fundet vand! Jeg kunne overleve!

Jeg dyppede min hånd i overflade og gjorde den helt våd, for derefter at lægge den mod min pande. I et sekund virkede min pande køligere end før. Jeg lo igen, på trods af at jeg vidste, hvor farligt det kunne være, at le. Jeg kunne blive opdaget af fjendtlige elever, for eksempel af dem fra Slytherin.

"Du er Katie Bell, ikke?" lød en pigestemme bag mig, den var helt hul og afslørede ingen følelser.

Jeg satte i et skrig, før jeg hurtigt vendte mig om. Mine øjne mødte en pige med brunt, bølget hår. Hendes brune øjne stirrede lige ind i mine, og jeg vidste med mig selv, hvem der stod foran.

"Du kendte ham, gjorde du ikke?"

Pigen nikkede, hun vidste tydeligvis, hvem det jeg talte om. Hvordan skulle hun også kunne lade være med det? Jeg vendte mig væk fra pigen, og lod et fortrydeligt hulk bane sig vej igennem mine nu sammenpressede læber.

"Og du er her for at tage hævn?" min stemme var hul, men rystede en del. Nærmest som om jeg var bange. Hvilket jeg også var. Jeg var bange for døden. Hvad der ville være efter den. Selvom jeg ville være lykkelig, hvis jeg kunne møde Ernie igen, og sige undskyld. Undskyld for at tage hans liv.

"Nej," sagde pigen, hvilket fik mig til at kigge på hende. Hendes øjne var fulde af tårer, men de talte sandt. Hun ville ikke dræbe mig, "jeg er her for at spørge, hvorfor du gjorde det. Hvorfor du tog ham fra mig."

Jeg mærkede, hvordan tårerne pressede på, men jeg lod dem ikke passere. Jeg lod ikke pigen se dem. Det ville være respektløst - hun havde mistet en ven eller en kæreste, fordi jeg havde taget ham fra hende, og hvis jeg græd... det ville ikke være fair. Jeg levede, det gjorde Ernie ikke.

"Jeg..." jeg trak vejret dybt, mens jeg prøvede at holde min vejrtrækning under kontrol, "jeg blev bange, fordi jeg troede, han ville dræbe mig. Jeg gik i panik. Jeg fortryder det virkelig - jeg har mareridt om hans skrig, hans ansigt, der fortrak sig i smerte. Jeg fortryder det så bittert. Du må tro mig."

Jeg var ligeglad om hun troede på mig, jeg ville bare have hendes tilgivelse. Jeg ville have fred. Men uden en tilgivelse, ville jeg først få fred, når jeg jeg sagt undskyld til Ernie. I døden. Men denne pige - hun havde stået nær Ernie, det var hende det gik ud over. Hendes tilgivelse være ligeså vigtig.

"Hvis jeg var en anden," startede pigen ud med skælvende stemme, "så ville jeg bebrejde dig hans død, men noget siger mig, at Ernie ikke ønskede det. Jeg ved ikke om, jeg kan tilgive dig, men jeg vil tage imod din undskyldning. Selvom den er ynkelig, og ikke kan bringe ham tilbage, så accepterer jeg den."

Jeg så lidt på hende. Det var store, sande ord, der kom fra en pige, der så så ung ud. Hun måtte være mindst ét år yngre end mig. Men jeg var hende ikke andet end taknemmelig. Hun accepterede min, ja, ynkelige undskyldning. Hvordan kunne jeg tro at det var nok? Jeg havde taget et liv, og så forventede jeg, at folk tilgav mig, fordi jeg sammensatte en masse ord? Nej. Det var ikke en fair vurdering. Undskyldninger kan redde dig ud af mange ting, men ikke sager som denne. Ikke mord.

"Hvad hedder du?"

"Hannah. Hannah Abbott."

Hannah Abbott. Hun gik på årgangen under mig, altså på femte årgang, og gik på Hufflepuff. Hun var vist den kvindelige vejleder, og Ernie var den mandlige. Klart at de havde haft et tæt knyttet forhold; jeg havde set dem flere gange på gangene de forrige år, og vejledertjansen bragte virkelig to personer sammen.

"Vil du danne en alliance med mig?" spørgsmålet hoppede ud af min mund, og jeg slog straks hånden for munden.

Hvordan kunne jeg finde på at sige det? Jeg havde slået hendes ven eller kæreste ihjel! Jeg kunne da ikke bare spørge, om noget så vigtigt. I en alliance skulle man stole på hinanden, og hvorfor skulle Hannah stole på mig? Jeg var en morder. Morder. Morder. Morder.

"Danne en alliance?" gentog hun tøvende, før hun sank en klump. Hun så direkte på mig, de hun svarede.

"Ja."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...