How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4331Visninger
AA

4. Blodbadet - Harrys synsvinkel

Jeg havde det forfærdeligt, da jeg gik i seng den aften. Vi var alle blevet placeret forskellige steder på skolen - mest for at de var sikre på, vi ikke gjorde vores modstandere noget. For eksempel at slå dem ihjel.

Glem det. Jeg nægtede at slå nogen ihjel - hellere dø selv. Ikke engang Malfoy ville jeg kunne slå ihjel. Han var en del af mit liv, faktisk kunne vi have været venner. Jeg kunne på ingen slå nogen ihjel. Sådan var jeg bare ikke anlagt. Jeg var ... hvordan skulle jeg forklare det? Uskyldig? Nej, nok ikke helt uskyldig, men da ikke nogen morder. Jeg var ikke en morder. Mine forældre blev myrdet - jeg kunne aldrig finde på at dræbe nogen. Nej. Jeg nægtede, at gøre det.

Hvad var det Fudge havde sagt? At de ville tvinge os til at vende os mod hinanden, til at dræbe hinanden? Hvordan? Hvordan skulle de kunne gøre det? Det var jo... det var jo umuligt! Jeg kunne aldrig finde på at slå hverken Ron eller Hermione ihjel. Eller nogen anden. Nej, ligemeget hvad de gjorde, kunne de ikke tvinge os. Vi havde vores egen vilje - vores eget liv!

Jeg kunne sagtens se, hvordan Fudge havde godtet sig, da han råbte mit navn op. Han var virkelig glad. Det var som om at mit navn var hans første fødselsgave i hele hans liv. Eller også.. Eller også var det bare meningen med hele dette Dødsspil, som de kaldte det. Min død. Meningen var min død. De ville lukke munden på mig. De kunne afskærme sandheden, fordreje den, men den ville stadig eksistere. Selvom jeg døde, ville sandheden eksistere. Folk ville kende til den. Snart, snart ville Voldemort angribe igen. Voldemort ville rejse sig igen - alle ville kende til sandheden. Snart.

Døden var, som Dumbledore altid sagde, blot en ny rejse, ligesom livet var. Måske var den ikke så slem endda? Og måske, hvis vi heldige, blev vi genforenet i den. Vi ville være sammen igen. Døden kunne skille os ad for en tid, men den ville forene os igen. Og jeg ville møde mine forældre. Døden var måske ikke så slem alligevel. Men jeg ville alligevel ikke opleve den nu. Ikke allerede. Jeg skulle leve mit liv - jeg ville ikke dø. Ikke nu, hvor jeg havde overlevet Turneringen i Magisk Trekamp året før. Det ville ikke være fair. 

Jeg sov ikke den nat. Jeg blev ved med at vende og dreje mig lige før jeg faldt i søvn. På trods af at Fudge havde sagt gentagne gange, at søvn var meget vigtigt - man ville nok ikke få noget i Skoven. Både fordi Fudge og de andre fra Ministeriet gerne troede på, at vi ville dræbe hinanden og fordi der var nogle virkelig farlige væsner i skoven. Man kunne ikke engang vide sig sikker i træerne. Til sådan et - et Dødsspil var den Forbudte Skov ideel. Den var fuld af farlige væsner, og i det hele taget bare et forfærdeligt sted at overleve. Man skulle være bidt af en varulv, hvis man ville overleve, derinde som menneske. Eller næsten menneske. Jeg vidste, hvad jeg talte om - sidste gang, jeg havde været derinde uden Hagrid, var Ron og jeg nær blevet ædt af kæmpedderkopper.

Ikke fordi jeg havde noget imod edderkopper, men jeg begyndte at nære et lille had til den store forsamling af edderkopper, der bare ventede på at åbne deres grimme munde og æde Ron og jeg hele. Og så var der Aragog, der var sådan lidt ligeglad med om folk levede eller døde - 'farvel, venner af Hagrid.'

Jeg skulle ikke ind i den skov igen. Så hellere begå selvmord. Den var et forfærdeligt sted - hvorfor den overhovedet var på skolens grund, havde altid været et mysterie for mig. Men på den anden side - det var der meget af skolens historie, der var. Skolen var ikke andet end mysterier. Det var faktisk til at blive vanvittig over.

Da jeg blev hentet, gad jeg ikke engang se på alle de forsamlede elever, der var kommet for enten at håne eller sige farvel til mig. Jeg glattede mit pjuskede, sorte hår og sukkede dybt. Dette mindede alt for meget om sidste år. Bortset fra at der ikke var nogen, der havde deres sjove skilt, der sagde 'Go Cedric, ned med Potter.' For Cedric var død. Død og borte. Kun på grund af mig var hans lig kommet med tilbage. Og det var kun på grund af rent held, at jeg ikke selv døde.

Ministeriets folk førte mig ud af skolen, ud på de grønne udendørsområder, der strakte sig ned mod Skoven, søen og Quidditch-banen. Jeg så ned mod det store stadion, hvor en stor bunke af forsyninger lige var til at skimte. Jeg rystede på hovedet. Det her kunne umuligt ende godt. Og min usynlighedskappe. Jeg skar tænder ved tanken, om at for eksempel Malfoy kunne få fat i den. Nej, det måtte ikke ske. Jeg var parat til at dræbe for at få - nej, jeg ville ikke dræbe. Jeg ville ikke dræbe. Jeg ville ikke dræbe. Jeg ville ikke dræbe. Jeg ville dræbe.

Vi blev placeret på nogle små platforme, hvor vi skulle stå i et minut. Hoppede vi ned fra den ville vi få vores ben revet af af landminer, der var gravet ned. Alt sammen på en nat.

I den store forsyningsbunke lå der mad, rygsække, mugglervåben, telte og andre ting. Faktisk lå der også en medicinkasse, som jeg var sikker på ville blive nyttig. 

"30 sekunder," lød Fudges irriterende stemme i luften.

Jeg ville løbe hen til det sværd, der lå lige der, og så ville jeg prøve at få fat i en rygsæk. Jeg var parat til at dræbe for at få fat i forsyninger. Det var mit liv, der stod på spil her!

Jeg trak vejret så roligt, som jeg nu kunne. Jeg kunne ikke lide det her - det havde allerede ændret på mig! Jeg ville aldrig - aldrig - sige, at jeg var parat til at dræbe. Men det var jeg nødt til. Hvor lidt jeg end syntes om det. Ellers ville de andre dræbe mig.

"10 sekunder."

Jeg stillede mig klar, parat til at løbe hen til sværdet, få fat i en rygsæk og så min usynlighedskappe. Hvis jeg måtte dræbe, så fair nok med det. Jeg var klar.

"0 sekunder."

Der lød en høj, lang tone og alle begyndte at løbe - inklusive mig.

Sværdet jeg var på vej hen mod, blev taget af den ukendte dreng fra Ravenclaw, så jeg fortsatte bandende hen mod rygsækken. Denne gang fik jeg fat i mit mål. Jeg så rundt på de andre, der allerede var begyndt at kæmpe. Drengen fra Ravenclaw var faldet for Chos hånd, og ham Matthew fra Slytherin var blevet dræbt af Crabbe. Sådan gik det jo, når man holdte sig udenfor de stærkes gruppe. Man blev tæsket.

Jeg løb hen til et andet våben, der lå og flød. Jeg stoppede lige foran det, og samlede det varsomt op. En kastekniv. Jeg sukkede, men lagde den alligevel ned i min taske, der stadig blev holdt i min hånd. Jeg så rundt, men kunne ikke få øje på kappen, så jeg endte bare med, at løbe hen for at tage noget mad og så spurte væk.

Der lød et højt pigeskrig bag mig, så jeg vendte mig ikke om. Jeg ville ikke se, hvem der var død. Især ikke hvis det var Cho. Jeg ville ikke kunne klare det.

Jeg så rundt på Quidditch-banen, før jeg fik øje på den lille gang, der førte ned til skoven. Jeg hejste rygsækken op på mine skuldre, før jeg spænede ned mod gangen. Da jeg var dernede, stoppede jeg for at få luft, jeg var ikke vant til at løbe så meget. Jeg hoppede nærmest to meter op i luften, da jeg mærkede et puf i min ryg. Jeg vendte mig om, for at se tom luft. Usynlighedskappen.

"Ron?"

Luften dirrede lidt foran mig, og Rons fregnede ansigt kom til syne.

"Ved du, hvor Hermione er?"

Jeg rystede på hovedet, og blev så helt koldt om hjertet. Pigeskriget.

"Jeg hørte et skrig.."

Rons ansigt blev ligblegt, og et sekund frygtede jeg det værste, eller jeg troede, det var det værste.

"Nej, det var ikke hende..." han bed sig i læben og så så undskyldende på mig, "jeg kæmpede mod Cho."

Mit hjerte stoppede nærmest, og jeg så fuldstændig rødt. Jeg fik rygsækken bakset af min ryg, fik kniven op og kastede den. Så var blodsrusen ovre, og jeg stod overfor Ron, der faldt til jorden. Med en kniv dybt boret i hans mave.

"Harry.."

Jeg gispede. Det var mig, der havde gjort det. Jeg havde slået ham ihjel.

Jeg greb ham, lige før han drattede omkuld, og lod så tårerne trille.

"Nej, Ron, nej!" jeg skreg det sidste, vel vidende om, at Slytherinerne var sekunder fra os, "jeg... det var ikke meningen! Jeg blev ulykkelig! Ron, bliv hos mig!"

Men Ron blev ikke hos mig. Han hostede, og så gjorde han ikke mere. Han sagde ikke noget. Jeg tog usynlighedskappen fra hans lig, og puttede den ned i min taske sammen med kniven. Jeg lod ham beholde hans rygsæk, uden at tænke på, at der kunne være værdifulde genstande i den. Jeg kunne ikke bare at tage mere fra ham. Jeg havde allerede taget hans liv.

Jeg så mig ikke tilbage, da jeg løb ned mod Skoven. Jeg kunne ikke. Jeg ville kun se Rons lig, og det var det sidste jeg ville se. Jeg ville nok også se, hvordan nogle af de andre elever rippede Ron for forsyninger. De ville tage hans taske og alt indhold. Og det var min skyld. Jeg havde dræbt Ron. Jeg var morder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...