De Udødeliges Nat

Blod hungren er en følelse jeg kender til. Jeg kender til den, hader den og elsker den. Den får mig til at føle mig levende, men den minder mig også om hvad jeg er. Død. Et monster. En vampyr.

Da en sekstenårig pige bliver offer for en forfærdelig ulykke, er det det eneste folk taler om i hele North Carolina. Ja, faktisk i hele USA. Men hvad de ikke ved, er at pigen lever videre. Hun lever videre som et monster. Hun fylder natten med frygt. Frygt og blod, og ingenting kan stoppe hende.

1Likes
1Kommentarer
383Visninger

1. Blodrusen

Vinden rev i mine kinder. Det var koldt. Virkelig koldt. Jeg fortsatte med at løbe. Mine ben bar mig af sted, ind mellem alle træerne, uden pauser. Jeg behøvede ikke pauser. Jeg var vampyr.
Jeg flygtede ikke fra noget. Det ville man nok tro, hvis man så mig. Men det gjorde jeg altså ikke. Jeg løb, fordi jeg havde lyst, fordi jeg elskede det, og fordi det var det eneste jeg kunne gøre, uden at tænke på blod.

Det var jo ikke fordi jeg havde bedt om det. Det havde jeg slet ikke. Men nu hvor det var sket, så var det egentlig ikke fordi jeg hadede det. Jeg kunne leve et nyt liv. Jeg kunne være mig selv, jeg kunne gøre hvad jeg ville. Alt det er jo noget alle drømmer om, og jeg havde fået chancen for at gøre det. Men mit gamle liv var jo heller ikke forfærdeligt. Jeg havde haft det godt. Jeg havde haft venner der kunne lide mig, en familie der elskede mig, et deltidsjob hos den lokale bager, et liv som alle andre sekstenårige. Jeg skulle til at starte på college. Efter sommerferien. Men skæbnen ville mig det anderledes.

"Jeg kender til selverkendelse!" Min veninde Emilia var i gang med en omgang af hendes daglige "Verden er imod mig uden grund!" Jeg kiggede over på min ven Eric. Han fokuserede på vejen der snoede sig frem foran os. "Jeg er ikke ligesom alle de der andre piger... De laver ikke andet end at spekulere over: Åhh nej! Sidder mit hår mon godt nok? Ihh løber min mascara? Uhh sidder mit tøj godt nok?... Altså... De piger kender ikke til selverkendelse! De kan ikke klare at jeg gør! Derfor er de jaloux... Og... Derfor er de i mod mig! Det er hele verden! Vi lever i en mainstream verden! Ikk' os' Noreen!?" Jeg nikkede. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg orkede ikke at diskutere med Em. Jeg var bekymret for Eric. Hele vejen hjem havde han bare koncentreret sig om vejen. Han havde ikke en gang sagt noget, da Em igen påpegede at hun troede han var homoseksuel. Det var som om, at Eric på en eller anden måde, vidste at der ville ske noget. Hvis han troede det, så fik han ret. Pludselig spærrede han øjnene op. Dækkene begyndte at vine under os, træerne bevægede sig hen mod os, eller også var det os, der bevægede sig hen mod dem. Det hele gik så hurtigt. Så lød der et kæmpe brag, og jeg hørte ikke mere.

Det var det sidste jeg oplevede som menneske. Det var det sidste jeg huskede som menneske. Et par uger senere vågnede jeg op ude i skoven. Jeg var virkelig forvirret. Mine gummer var ømme og min mavesæk truede med at vende sig på hovedet hvert sekund. Jeg snublede rundt i skoven og spekulerede over hvem jeg var, og så mødte jeg Elanor. Elanor Lockwood. En ældgammel vampyr, men som lignede en lille 14-årig forskræmt pige. Jeg var stødt direkte ind i hende. Hun havde taget fat i mig, og nærmest knust min underarm, inden hun bare løb. Hun løb bare. Løb og løb med mig snublende rundt bag ved sig. Jeg havde ikke skreget, jeg var blevet glad for at møde et menneske. Eller... Det jeg troede var et menneske. Pludselig stoppede hun op. "Hvem er du"? Jeg havde fremstammet spørgsmålet som et andet lam. Elanor havde bare smilet underligt. "Hvem er du"? Jeg havde spurgt igen. "Hvem jeg er? Jeg er det mest uhyggelige du kan forestille dig. Jeg er et monster. Et nattens væsen. Jeg er udødelig, jeg er en vampyr." Jeg havde lyst til at grine. En vampyr! Det var sgu da for komisk. Den lille pige rendte rundt og troede hun var en vampyr. For helvede da også. Hvad lavede hun egentlig her ude? Elanor tog fat i mit håndled. Hun studerede min blodåre. Fulgte den med sin finger. "Du er ikke menneske." Jeg havde lyst til at grine igen. Men der var noget klogt over hende. Hun vakte min interesse. "Du er ikke menneske. Du er ligesom mig." Jeg havde løftet øjenbrynene. "Så jeg er vampyr?" Elanor nikkede. "Fedt nok. Skal vi så æde nogle mennesker sammen hva'?" Jeg rystede på hovedet. Elanor tog en flaske frem fra sin jakkelomme. "Jeg synes du skal drikke det her." Jeg kiggede på indholdet i flasken. "Ja klart. Du tror helt seriøst at jeg har tænkt mig, at drikke noget klamt rødt halløj, som en fremmed lille pige stikker i hånden på mig?" Elanor nikkede. Hun begyndte at skrue på låget med hurtige bevægelser. Lugten slog mig i ansigtet. Jeg kunne tydeligt lugte det. Blodet. Jeg blev tørstig. Eller også var det sult jeg følte. Jeg havde ingen anelse, måske var det en blanding. I det øjeblik gik det op for mig, at hun havde ret. Jeg var en vampyr. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...