Empty Words - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
Julia har ikke en hel almindelig mor. Hun arbejder nemlig som vocalcoach for One Direction. Nemlig Helene Horlyck. Selvom Julia - efter hendes manges mening - burde være helt glad, fordi at hendes mor arbejder med boybandet, er hun ikke selv særlig begejstret. Hun føler at drengene river hendes mor fra hende. Julia selv bor i Danmark, og da hun en dag for tilbuddet om at komme 2 hele måneder til England for at være ved sin mor, takker hun ja. Hun vidste bare ikke lige, at hendes mors 'nye drenge' skulle tilbringe meget af tiden sammen med dem.

6Likes
2Kommentarer
792Visninger
AA

3. Anden dag..

 

Jeg vågnede næste morgen ved en høj lød der irritererede mine øre. Lyden var et par skrig, der straks fik mig til at rejse mig op, og løbe ud i køkkenet. Det kunne være min mor der havde slået sig.. Men det var det ikke. Det var såmen bare One Direction drengene der spillede et alla andet fodboldspil, og åbentbart havde en af dem tabt, og benyttede derfor lejligheden til at skrige, og vække det halve af lejligheden.

Suk.

Nå, så var jeg i hvert fald oppe. Jeg plejede altid svært ved at komme op af sengen, så det var jo fint. Jeg fandt noget tøj. Bare nogle jeans og en striktrøje og en stor pralende moustage halskæde. Jeg elskede den.

Min hår lod jeg hænge naturligt, mens jeg lagde et tykt lag mascara og en masse Concealer.

Så var jeg ellers klar til en ny dag. Nummer  to. Min mor stod i køkkenet og stegede bacon, mens Liam stod ved ved siden af og lavede spejlæg.  Den dejlige duft fik mig til at smile stort, selvom den dårlige start på morgnen havde gjort mig lidt sur, så var det jo ikke verdens undergang  og det var så dumt at hidse sig så meget op pga. sådan en lille ting.

"Godmorgen alle sammen," smilede jeg, og fik en masse "godmorgen." tilbage. 

"Skat er du lige sød at holde øje ved baconnet?" spurgte min mor mig. "Jamen jeg er ikke så-" "Tak skat!" Hun kyssede mig på kinden, trak hendes nøgler frem, og gik ud af døren. Nok efter noget juice eller noget. 

Nå, så havde jeg da fået en opgave. Jeg var ikke særlig god til det med mad, og det gjorde mig også utryg at skulle stå alene med alle drengene. Som om de forventede en masse af en, nu hvor alle syntes de var perfekte.

Jeg lod paletkniven lægge i min hånd, og bevægede blidt og usikkert på det larmende kød. Da baconnet stegede så meget, sprøjtede det også meget, hvilket fik mig til at gå langt tilbage, men stadig med paletkniven i kødet, og jeg lignede en tard. Jeg havde aldrig sagt jeg var mester i mad!

"Skal du have hjælp?" spurgte en blid og lidt fnisende stemme mig. Det gik op for mig at jeg havde al opmærksomheden fra alle drengene, hvilket ikke var hensigten ved det. 

"Ja tak," svarede jeg forlegent Harry, der overtog paletkniven fra mig. Jeg stod lidt og svajede og mistede derefter interessen af at kigge på dem mens de lavede mad, og tog i stedet et blad frem, og skimtede lidt af siderne i ren kedelighed.

Pludselig udstødte min mave et brøl, hvilket gjorde mig rød i kinderne. Når min mave rumlede var det altid rigtig højt, og jeg skulle bare have mad hurtigst muligt. Heldigvis var jeg kommet til et sted, hvor det sikkert var normalt at få spejlæg hver dag, mens jeg fik klamt havregrød i Danmark. Hah.

"Sulten?" spurgte Harry mig med et smil. Jeg nikkede usikkert med et lille smil. "Smage?" spurgte han hvilket fik mig til at grine. Hans korte spørgsmål var søde. Men jeg nikkede. Han førte paletkniven mod min mund, hvor et stykke stegt bacon var placeret. Jeg lod mine læber omfavne den knasende masse, hvilket sendte et dejligt smil på mine læber.

"Jeg er positivt overrasket," smilede jeg og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre med mine arme. Jeg kom altid med nogle nederen kommentarer når jeg var usikker, og det var irriterende. 

Harry lyste op i et smil. Men jeg stoppede ham. "Du skal altså ikke tage æren. Jeg har også lavet det, og min mor har også!" 

Harry rystede seriøst på hovedet, men man kunne se han var ved at knække. "Jeg er altså grunden til det blev så sprødt og lækkert!"

"Sikkert," smilede jeg og vidste ikke hvad jeg nu skulle gøre. Om samtalen var færdig, om jeg bare skulle vente på min mor kom tilbage.. Usikkerheden gjorde mig ærgerlig og pinlig over mig selv. Jeg besluttede at dække bordet, så jeg da havde noget at tage mig til. Liam var for længst færdig med æggene og lagde panden på køkkenbordet under en bordskåner selvfølgelig. Harry fandt en tallerken og placerede baconnet på den,  og lagde den derefter på bordet. Jeg fandt glas, og lige efter et par sekunder bankede døren, jeg åbnede, og min mor kom ind med en juice og et par små ting. 

Mor smilede begejstret over det dækkede bord, lagde juicen på bordet, og sagde: "Lad og spise."

 

 

Klokken var.. ja, jeg var ikke sikker, men jeg ville gætte på 14 stykker. I det øjeblik befandt jeg mig på en macdonald's restaurant og spiste frokost. Jeg spiste en kæmpe burger med salat og kærnet brød, mens dem jeg befandt mig med, knasede pomfritter, cola og små burgere som virkede så falske. Det lignede lidt noget plastisk. 

Min mor og jeg havde aftalt at tage ud og spise frokost, og så havde mor spurgt om One Direction ville med. De takkede selvfølgelig ja. Ikke at jeg ikke kunne lide at de var med. Det var da hyggeligt. Men jeg håbede snart de ville tage hjem. De måtte da gerne være sammen med os, men jeg håbede ikke de skulle sove her i aften igen. Jeg ville gerne spise middag alene med min mor, og snakke tingene igennem med hende. Der havde sket så meget på det halve år hun havde været væk, og jeg kunne ikke vente med at fortælle hende det, men da det havde været personligt havde jeg aftalt med mig selv at vente til at vi blev 100 % alene.

Selvom burgeren var lækker, kunne jeg simpelthen ikke få den ned, og jeg lagde den tilbage på vores bakke, og slog mig blidt på maven. "Jeg er helt smadret.."

Niall som havde fortalt mig, at han var irlænder - god info - kiggede spørgende på min burger, og derefter op på mig. Jeg vidste godt at Niall elskede mad, og at han ville benytte alle lejligheder til at få noget indenbords.

Snyd at intet af maden påvirkede ham, mens jeg fik bumser på panden og ekstra på lårene. Kendte var bare så perfekte..

"Må jeg få det sidste?" spurgte Niall. Liam grinede og kiggede på Niall med hævede øjenbryn. Niall kiggede bare på mig med røde kinder. 

"Ja selvfølgelig," svarede jeg sødt, og lagde den ikke engang halvspiste burger over til Niall, der straks tog en bid. Han var nu lidt spøjs ham Niall. Han virkede vildt bundnær og sjov. Han var nok en af de typer, jeg ville blive venner med. Men jeg ville ikke stifte venskab med nogle af drengene før jeg kendte dem helt. 

Zayn sad med et smøret smil på læberne, mens han så til Niall der grov åd min burger. Zayn var lidt... en.. hvordan skal man forklare det.. Mystiks type. Hans mørke øjne var ikke til at få kontakt i, havde jeg lagt mærke til, det var ikke tit han grinede og snakkede. Lidt ligesom mig. 

Harry der sad med sin uber seje mobil, var vidst lidt af en romantiker. Spørg mig ikke, det virkede bare sådan. De der krøller og de grønne øjne. Han virkede bare så... Pigeglad.

Louis der sad og snakkede med min mor, havde som altid et smil på læberne. Han virkede - og var sikkert - rigtig flink og positiv. Men jeg vidste jo ikke præcist, hvordan deres personligheder var. Det var bare mit indtryk af dem.

Jeg havde kigget skiftevis på drengene og havde betragtet dem. Og nu førte jeg mine øjne hen til den sidste, Liam. Han kiggede overraskende allerede på mig, hvilket gav mig et indvendigt chok. Han lagde mærke til mit overraskende blik, hvilket fik ham til at trække på smilebånene, før han kiggede væk igen.

Pludselig kom et overraskende gab ud af min mund. 

Jeg trængte vidst til en lur, eller bare dét at ligge ned. 

I en sofa. 

Nu!

 

 

 

"Hjem kære hjem," gabte jeg, og smed mig i sofaen, som selvfølgelig gav en knirkende lyd fra sig. Tykke mig.

Lidt efter kom de andre ind.

Jeg krøb lidt sammen, for at give plads til de andre, som satte sig i sofaen. 

Min mor stod i dørkammen, og kiggede på mig med bekymrede øjne. Jeg kiggede spørgende på hende, hvorefter hun med hånden, lavede signal om at jeg skulle komme med hende.

Vi gik ind i køkkenet og lukkede døren indtil stuen, så drengene ikke kunne høre os.

Min mor havde et ulæseligt blik, hvilket gjorde mig utrolig nervøs.

"Jeg er ked af det. Men det bliver altså kun én måned du skal være her..." mumlede hun, så det var svært at høre..

"Hvad?" spurgte jeg surt, og tog hendes arm og stramte godt til.

"Drengene skal til et pludseligt projekt, og jeg skal være der. Det vare kun en uge. Men jeg ved du ikke kan være alene her, indtil vi kommer tilbage. Så jeg har besluttet at du tager hjem, så snart jeg skal af sted."

"Du beslutter? Jeg kan jo knap nok være sammen med dig, og så skal de oven i købet cutte noget af vores tid.. Hvor er det typisk," råbte jeg, og løb ind på mit værelse, og lagde mig i sengen. 

Lysten til at se på drengene var der 110 % IKKE! Det var ikke deres skyld.. Men det irriterede mig stadig. Det var dem der skulle være så kendte, og skulle gøre alt muligt pladder, som trak min mor med. Alt ville være nemmere hvis min mor arbejdede som pædagog, eller noget andet neutralt.

Det bankede på døren, hvilket fik mig til begrave mit ansigt i min  pude. 

En hånd lagdes på min ryg, hvilket fik mig til at få våde øjne. Det var latterligt at jeg tog det så tungt, og det var kun min mor der kunne forstå. Jeg så hende så sjælendt, at hvert sekund med hende betød noget. Desuden gad jeg ikke gå glip af 1 måned mere, her i London. London var bare perfekt, i alt dens enkelthed.

Jeg vente mig om og kiggede op i mine mors våde øjne. Det påvirkede hende tydeligvis også. Hun var ikke skyld i dette. Jeg vidste hun havde glædet sig som en gal, til at være sammen med mig. 

"Jeg er ked af det skat." Hendes øjne gjorde mig tryg, og som altid blev jeg nød til at tilgive hende. Man kunne ikke afvise min mors blik. 

Jeg var ret sur på One Direction pga. det, men jeg blev nød til holde det inde, og måske opbygge en lille facade.

Min mor som havde min hånd, nussede den blidt, og pludselig kom et lille smil på hendes læber. "I morgen aften skal vi så ikke tage ud og spise? Kun os to.." 

Jeg smilede stort. Endelig. "Der er ikke noget jeg hellere vil mor!" sagde jeg og gav hende et kæmpe knus.

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Jajajajaj, andet kapitel, ved ikke hvad jeg skal skrive, hej!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...