The Pressure to be Perfect.

E-mails og kommentarer på Facebook støder mere end vi tror.

27Likes
43Kommentarer
1279Visninger
AA

7. 6

 

Den påtagede stilhed kom igen, ligeså snart Amalie trådte indenfor døren til klassen. Pigerne sad i et hjørne og fnisede, og drengene sad og spillede. De kiggede alle op fra computeren, mobilen eller hinanden da hun kom gående. Værst var blikket fra Elena, det var som om hun bryggede på en eller anden smart kommentar, men hun sagde ikke noget. I stedet blev blikket ændret fra at være nedværdigende til overrasket. Hun gav Amalie elevatorblikket, mens Amalie udmattet stillede tasken fra sig og trak en vandflaske op. Med hurtige skridt forsvandt Amalie ud fra klassen, og gik op af den røde gang.

Hun stod ved vandfontænen og fyldte vandflasken for tredje gang, da hun mærkede en hånd på sin skulder. Christian. Et gisp forlod hans mund da han lagde sin hånd på hendes benede skulder.

”Du er blevet så tynd skat” hviskede han i hendes øre.

”Hej til dig også” sagde hun og vente sig rundt. Hun kiggede op i øjnene på Christian der næsten var to hoveder højere end hende. Han smilte så man rigtig kunne se hans smilehuller under de høje, markerede kindben.

”Kom” han lagde en hånd rundt om livet på hende, og skubbede hende blidt ned i retning af klassen. Hun lod sig føre frem af ham, for hvis bare han var med forsvandt den falske tavshed, og de bebrejdende blikke som hun frygtede mest af alt. Elena kunne glo alt det hun ville. Det var som om Christian lagde et usynligt skjold af usårlighed omkring Amalie når de var sammen.

”Du må undskylde jeg har været så fraværende på det sidste” sagde han. De gik stadig, nu forfulgt af matematiklærer.

”Det gør ikke noget” svarede hun og smilte. Hun kunne se, at han gengældte hendes smil.

”Hvad laver du i eftermiddag?” spurgte han.

”Jeg er nok sammen med dig, men skal du ikke til træning?” Amalie hævede det ene øjenbryn.

”Det er aflyst, vores træner er syg” han bed sig i underlæben ”Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om” han kiggede ned på hende.

”Hvad?”

”Det skal vi ikke snakke om her” sagde han og kyssede hende i håret da de trådte ind i klassen. Hun rødmede foran Elena, der igen havde røgskyer ud af ørene. Amalie sad alene lige bagved Elena og en der hed Katrine. Hun var en ligeså stor bitch som Elena, på trods af at hun engang havde været Amalies bedste veninde.

Matematik læreren begyndte at skrive en ligning op på tavlen, og et kort blik blev udvekslet. Det var noget hun aldrig forstod, og der blev indgået en aftale om, at hun ikke blev spurgt om det i timerne, hvis hun hver onsdag når de andre havde valgfag mødte op til ekstra-special undervisning i matematik. Dét gjorde hun gerne.

Fra sin plads bagved Katrine og Elena kunne hun høre at de hviskede. Lige nøjagtig højt nok til at hun kunne høre det, uden at være i stand til at tyde ordene, men heller ikke det var noget nyt. De to piger havde været klistret sammen af superlim lige siden 4. klasse hvor Katrine og Amalie ”voksede fra” hinanden. Amalie var for kikset til Katrine.

Amalie fiskede sin computer op af tasken og placerede den på sit bord inden hun tændte for den. Ingen e-mails i dag tænkte hun og loggede derfor på Facebook. Hun havde fået én notifikation. Gad vide fra hvem?

Elena Simonsen inviterede dig til at synes godt om hendes side ”Amalie’s a bitch”

Nej hvad? Forsigtigt klikkede hun ind på siden, og hun kunne høre en bevidst fnisen fra pigerne foran hende. Hun bed sig i læben, for hun ville ikke græde foran alle i klassen. Siden havde 47 likes allerede. De fleste fra hendes klasse, og klassen under. Hun ville kigge dem igennem, og der var ingen navne der overraskede hende.

Hun klikkede ind på profilbilledet, bare nysgerrig for at se det. Det var et billede, fra den første aften hun var ude for at løbe. Man kunne se hvordan hendes fedt hoppede op og ned i luften, og hvordan hun halsede efter vejret som en hund i en varm bil. Til billedet var der skrevet: ”Koen prøver at tabe sig. Sødt”

En forsigtig tåre trillede ned af hendes kind. Ikke nok med at de havde invaderet hendes mail, og hendes mobil, nu invaderede de også hendes facebook? Hun ville aldrig være i stand til at være alene igen. De var overalt, og hun fik ikke fred.

En tåre undslap sit fangenskab og trillede stille ned af hendes kind. Hun følte det som om hele klassen kiggede på hende, og grinte af hende. Som om de alle vidste, at nu havde hun opdaget det. Amalie rakte en hånd i vejret.

”Ja hvad er der Amalie?” spurgte læreren og kiggede forundret på hende.

”Må jeg godt gå på toilet?” svarede hun med et spørgsmål. Hendes lærer nikkede kort til hende inden han fortsatte på tavlen.

Amalie rejste sig, og forsvandt hurtigt ud fra klassen. Hun løb tværs over det røde gulv ind på pige toilettet hvor hun lukkede døren og låste sig inde i en af båsene. Nu kunne hun give slip på de tårer hun efterhånden var mester i at tilbageholde. Med ansigtet begravet i hænderne sad hun der og gav slip på alle de følelser der havde ophobet sig i løbet af de sidste måneder.

Da tårerne endelig slap op låste hun sig forsigtigt ud igen. Hun skulle være sikker på, at hun stadig var alene. Det var hun. Et hurtigt kig i spejlet og hun kunne konstatere at mascaraen ikke længere sad på øjenvipperne, men i stedet på kinderne. Hun tog lidt toiletpapir og noget vand, og skrubbede ivrigt og rasende på hendes kinder. De blev helt røde inden den sorte mascara var forsvundet.

Hun hørte et klik. Efterfulgt af et fnis. Hvad var det? Amalie skyndte sig ud fra toilettet, gik ind i klassen for at pakke sine ting og så tog hun hjem. Lige inden døren bumpede hun ind i en meget kold krop.

”Hey hvad skal du?” spurgte han med en hæs stemme. Hun behøvedes ikke tænkte sig længe om, for der var kun en person der ville snakke til hende i den tone.

”Hjem. Skriv når du er hjemme så kommer jeg over” svarede hun. Hun ville bare ud derfra, og han stod i vejen.

”Okay. Jeg siger til lærerne at du blev syg” svarede han og flyttede sig.

**

Hjemme tændte hun computeren, for at tjekke siden en enkelt gang.

Et nyt billede var blevet uploadet, og man kunne tydeligt se de hævede øjne, og de sorte kinder.

”Tud tud. Har mor sagt nej til kage?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...