The Pressure to be Perfect.

E-mails og kommentarer på Facebook støder mere end vi tror.

27Likes
43Kommentarer
1275Visninger
AA

6. 5

 

Det er mørkt. Det er som om alt lys er forsvundet. Opslugt af noget ukendt. Alligevel kan Amalie gå rundt uden at falde eller slå sig. Hun ved ikke hvor hun er på vej hen, eller hvor hun er nu. Alt er stille. Så stille, at hun ville kunne høre en sytråd falde til jorden. Hun prøver at råbe, men der kommer ikke noget ud over hendes læber. Pludselig falder hun. Ned og ned i et dybt hul. Hun vil skrige, men hendes stemme er væk. Så bliver der lyst, og hun står igen på fast grund. Hun ser én person for sig. Hun kan genkende hende. Elena. Elena griner. Står der og kigger på Amalie – peger – og griner hånligt. Elena åbner munden, men hun siger ikke noget. Hendes læber bevæger sig selvom der ingen lyd kommer. Og så begynder ét eneste ord at runge. Det giver ekko. Det bliver højere og højere, og til sidst opsluger ordet hele verden. Fed.

 Puden var våd af sved, da Amalie skrigende satte sig op i sengen. Drømmen havde været så virkelig, hun kunne se hvert eneste hår i Elenas øjenbryn. Lugte hendes parfume. Det var bare en drøm. Amalies puls faldt langsomt, og efter nogle minutter kunne hun ikke længere mærke hjertet bore sig vej ud af brystkassen. Hun vendte puden om, så den igen var tør og lagde sig ned igen. Dynen blev trukket helt op over hovedet og bange lukkede hun øjnene igen. Hvis hun var heldig ville hun ikke få den afskyelige drøm igen.

Vækkeuret ringede, og klokken var halv seks. Om morgenen. Amalie hoppede ud af sengen, og skyndte sig i løbe tøjet. Hun måtte løbe tre kilometer, inden hun skulle i skole. Hun elskede den fornemmelse når pulsen steg, og hendes mave skreg efter morgenmad. Den fik hende til at føle sig stærk, som om hun kunne bestige Mt. Everest i shorts. Gadelygterne lyste fortovet op. Hun følte at hun svævede over fliserne. Sulten kunne hun mærke i maven, men den var ikke vigtig længere. Hver eneste time hun gik uden at spise var en sejr. Hver eneste kalorie hun forbrændte var succes. Hvert eneste gram hun tabte, hver eneste centimeter hendes arme blev mindre. Snart kunne hun vise dem, at hun ikke var fed.

Det kolde bad bagefter var som flydende guld. Hun stod under bruseren, stadig med en høj puls og vidste, at jo længere hun stod der, jo flere kalorier ville hun brænde af. Hendes verden var gået op i at tælle kalorierne, og finde fedtprocenten i alt hvad hun spiste. Christian var ikke længere vigtig på samme måde. Skolen blev noget stort og uoverskueligt efterhånden som hendes energi blev mindre. Hun havde ikke kigget sin mor i øjnene i det der mindede om en evighed, og hun var gået en tøj størrelse ned.

”En strandet hval prøver i noget tid at komme tilbage i vandet. Derefter giver den op, og ligger bare så alle kan kigge på den. En gris har sin levetid og derefter bliver den sendt til slagtning, dens hud og fedt bliver lavet om til noget vi mennesker æder”

Hun læste ikke længere beskederne på samme måde. Kiggede på dem, forstod ordene og meningen, men fem minutter efter var betydningen glemt. Det eneste hun tænkte på, var at tabe sig. Blive tynd, så hun igen kunne gå rundt i bikini på stranden uden at føle sig utilpas. Så blikkene blev vendt fra noget negativt til noget positivt. Hun ville være den pige, der fik folk til at kigge efter hende når hun gik ned af gaden, ikke fordi hun var fed, men fordi hun så fucking godt ud.

Med håndklædet omkring kroppen gik hun ind på sit værelse. Hun åbnede klædeskabet og fandt en masse toppe og en stor hættetrøje. Selvom det var maj kunne hun ikke holde varmen længere. Hendes lår var så tynde, at hun blev nød til at tage et par leggins under sine jeans for at folk ikke skulle opdage hvor tynde de var.

Skoletasken blev pakket og hun gjorde den med vilje så tung hun kunne. Tre flasker vand blev puttet ned, og alle de bøger hun havde, blev stoppet i. Så tog hun sin jakke på, stak i sine sko og gik ud af døren. Hun var tidligt på den, så der var masser af tid til at gå en god, stor omvej. Det var tirsdag, så hun skulle have idræt i skolen, men hun var normalt ikke med. Amalie var efterhånden blevet mester i at forfalske sin mors underskrift, og hun kunne altid finde på en ny undskyldning.

Syren i hendes ben var for hende som en morgen øl var for alkoholikere, eller et fix for en narkoman. Vigtig. Det var nærmest livsvigtigt. En måde for hende at overleve dagen på. Et sus. Trætheden i hendes fødder var som adrenalin suset for en maraton løber. Det ekstra kick, der sørgede for, at hun ikke gav op på halvvejen.

Efterhånden som hun nærmede sig skolen begyndte hendes puls igen at stige. Ikke fordi hun var forpustet, men fordi Elena sikkert ville være der. Hun ville igen kalde hende fed, og grine af hende. Christian ville ikke være kommet endnu, han plejede ikke at komme før i sidste sekund inden læreren. Hun ville være alene. Igen.

”Man skammer sig helt over at have kendt en så klam ko”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...