The Pressure to be Perfect.

E-mails og kommentarer på Facebook støder mere end vi tror.

27Likes
43Kommentarer
1276Visninger
AA

5. 4

 

Ordene virkede pludselig som en pil der gik igennem hendes hjerte, men som ikke dræbte hende. Pilen blev bare siddende, og Elena stod og drejede den rundt i såret. Elena. Det var hende der havde startet alt det her. Amalie kunne ikke græde, det var som om hun i det øjeblik havde glemt hvordan man gør. Hun sad bare der i sin seng, krammede en pude og kiggede lammet på computer skærmen med de sorte bogstaver.

Det var først da skærmen blev helt sort, at hun blev vækket fra sin hypnose. Det var også blevet mørkt udenfor, og en rumlen fra hendes mave indikerede, at det var aftensmads tid. Men hun var ikke sulten. Alle ordene kørte rundt i hendes hoved, og kun ét gik igen: ”Fed.” Amalie rejste sig op, og konstaterede at hendes ene fod sov. Det stak i den og hun kunne næsten ikke hole balancen. Hun åbnede sit klædeskab og fandt en ren bluse og et par jeans. Nu skulle der købes ind til en sund aftensmad, så hun ikke tog for meget på.

Det var koldt udenfor, og Amalie gik så hurtigt hun kunne. Da hun kom ind i varmen, og det kunstige lys fra lamperne gik hun straks i gang med at putte den ene super sunde ting ned i kurven efter den anden. Gulerødder, ærter og fedtfattigt oksekød. Der var aldrig nogen der skulle kalde hende fed igen! Aldrig.

Hun betalte hurtigt, og gik med hastige skridt hjem. Det kolde fortov havde hun for sig selv, der var ingen kloge mennesker der begav sig ud på gåben når det både var koldt og mørkt.

Hjemme satte hun posen fra sig, og tog varerne op og lagde dem i køleskabet. Arrigt rev hun posen med gulerødder op, og fandt de største i posen. Hun havde hørt et eller andet sted, at hvis man spiste en gulerod i hel tilstand forbrændte man flere kalorier end man indtog. Så hvis hun bare spiste masser af gulerødder ville hun tabe sig på ingen tid! Genialt.

Da hun havde skrællet omkring fem gulerødder fandt hun en tallerken og et stort glas. Glasset fyldte hun med iskoldt vand, og tallerkenen blev fyldt med gulerødderne. Hun satte det hele fra sig inde på sofabordet, og fandt pakken med oksekød frem. Hun ville lave en simpel, krydret hakkebøf. Ja nok ikke det sundeste i denne verden, men så længe hun sørgede for at stege dem i mindst muligt fedtstof, så gik det nok. Hun skulle jo også leve.

Køkkenet blev fyldt med røg inden for 10 minutter, men bøfferne overlevede. Amalie fandt et stykke køkkenrulle, der kunne suge det sidste fedt ud af bøfferne, inden hun drak et stort glas vand. Hun tog bøfferne med ind i stuen, hvor hun satte sig ned i sofaen og spiste. Det gik utrolig langsomt, og hun sørgede for at tage en mundfuld vand i mellem hver mundfuld mad.

Hun kunne høre en bil i indkørslen, og satte hurtigt de tomme tallerkener ud i vasken, inden hun styrtede op på sit værelse. Hoveddøren gik op. Hendes mor var kommet hjem. Amalie kiggede hurtigt på uret, der hang på den bare, hvide væg og konstaterede at klokken næsten var 9. Det var ikke usædvanligt, at hendes mor kom hjem på det tidspunkt, det havde hun gjort i lang tid. Selvom hun fik fri kl. 4 kom hun aldrig hjem før efter aftensmad tid, og hun havde altid hævede, ynkelige og røde øjne.

Amalies far var i Afghanistan, han var soldat. Der gik længe imellem de hørte fra ham, og inderst inde troede Amalie egentlig at han var død. Hun havde ikke set ham i ni måneder, han vidste slet ikke hvem hun var længere, og hun kunne slet ikke forestille sig en hverdag hvor han ville være hjemme igen.

”Amalie? Er du hjemme?” det var hendes mor. Hun råbte fortabt op af trappen, og man kunne høre på den hæse stemme, at det ikke var længe siden hun havde grædt sidst.

”Hvad?!” råbte Amalie tilbage. Hendes ynkelige mor kunne rende hende et vist sted.

”Kommer du ikke lige ned?” ynkeligt forsøg på at være social med sin datter. Amalie sukkede og rejste sig modvilligt op fra sin seng. Hun gik med lange skridt hen i mod døren, og trak med vilje tiden. Hvad var det nu hendes mor ville have hende til?

”Hvad er der?” spurgte Amalie ligegyldigt. Hun ville ikke engang kigge sin mor i øjnene.

”Det… Det er om din far” svarede hendes mor. Hun snakkede ikke ret højt.

”Hvad mener du?” Amalies øjne blev store.

”Han kommer hjem” hun brød sammen på gulvet. Græd i sine hænder, mens Amalie stod lammet og stirrede lige ud i luften. Kom han virkelig hjem? Det kunne ikke være rigtigt.

Hurtigt forsvandt hun op af trappen igen. Endelig ville der være nogen at snakke med igen. Nu behøvedes hun ikke være alene det meste af tiden.

”Hey Christian.. Can you believe it? Min far kommer hjem” han var den eneste hun kunne dele glæden med. Han var den eneste i hendes verden, der endnu ikke hadede hende.

”Fedt for dig” kolde skid. Han kunne sgu godt tage at være bare lidt glad på hendes vegne? Var hun ikke glad da han kom på førsteholdet? Var hun ikke glad da han fik en lillesøster? Jo. Så kunne han da også være bare lidt glad når hendes far kom hjem.

 ”Din far får et chok. Nu er der to ludere i hans hus. Klamt!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...