The Pressure to be Perfect.

E-mails og kommentarer på Facebook støder mere end vi tror.

27Likes
43Kommentarer
1197Visninger
AA

3. 2

 

Hun åbnede den dør, som for hver mandag føltes tungere og tungere. Klasselokalernes døre var pyntede med tegninger. Hun havde gået på den skole de sidste 9 år, men hun aldrig havde hun drømt om, at den skulle være kulissen til det levende helvede.

Med tunge skridt gik hun ned af den brede gang med de røde fliser. Billeder malet af 8. klasserne hang på den hvide væg, og farverne skulle gøre skolen til et gladere sted. Amalie kiggede ned i gulvet, og drejede instinktivt til højre. Hun vidste hvor hver eneste dør på hele skolen var, hun havde målt dem med sine skridt. Hun havde også afmålt afstanden fra døren, til sin plads.

Tavsheden var slående, selvom den få sekunder før Amalie trådte ind i klassen ikke havde eksisteret. Dét vidste hun med sikkerhed. Hun kunne næsten høre hvordan de grinte af hende indvendigt.

”Malle. Kan vi snakke?” Christian var den eneste der brød tavsheden. Et kollektivt gisp gik igennem resten af klassen, og opmærksomheden blev flyttet fra Amalie til Elena.

”Ja selvfølgelig” hviskede Amalie. Hun satte tasken fra sig, og fulgte med udenfor. De satte sig på en bænk, der mest af alt lignede et forvokset askebæger.

”Dét du skrev i går… Med at du ikke kender nogen, der ikke hader dig… Hvad mente du med det?” spurgte han og kiggede Amalie dybt i øjnene.

”Det jeg skrev. Hele klassen hader mig, og de har jo ligesom sørget for at alle andre også gør. Det overrasker mig, at du ikke også gør” hun snakkede hurtigt for, at han ikke skulle høre gråden i hendes stemme.

”Hvorfor?”

”Fordi… Det er en lang historie, og jeg har hverken tid eller overskud til at fortælle den nu.” hun rejste sig op, og forsvandt hurtigt ind på toilettet. Dér stod hun og tørrede tårerne af sine kinder, og med en smule vand fjernede hun mascaraen under øjnene. Det ringede ind.

”Amalie. Bedre sent end aldrig” hendes dansk lærer var altid tidligt på den og formodede, at hendes elever sad klar med deres bøger åbne præcis ét minut inden det ringede ind.

”Undskyld” mumlede hun, og fandt sin plads. Lydløst fandt hun sine bøger i tasken.

”Vil du med i brugsen?” det kunne kun være én person.

”Ja da. Jeg skal lige finde min pung” svarede hun. Hun tog sin jakke på, og med Christian i hånden slap hun da for at gå alene. De gik bevidst lidt efter resten af klassen.

”Nå vil du så fortælle?” spurgte han, og kiggede ned på Amalie.

”Fortælle hvad?”

”Hvorfor du siger, at alle du kender dig hader dig” han var insisterende.

”På grund af dig” hun gav ham med vilje ikke det svar han var ude efter.

”Hvad mener du så med det?” han virkede mere forvirret end før.

”Det burde du da kunne regne ud selv” svarede hun irriteret. Hun slap hans hånd og gik tilbage mod skolen.

Hun satte sig på sin plads og begyndte at tegne på bordet. Sådan havde hun brugt mange frikvarterer før, og hun kom nok til at bruge mange der i fremtiden. Heldigvis var det snart sommer, og så kunne hun komme videre. Væk.

”Hey hvor blev du af?” Christian lænede sig ind over bordet og kyssede hende på kinden. Amalie trak sin computer op af tasken og tændte for den. Hun ignorerede ham så længe hun kunne.

”Når nu du er så skide interesseret i, hvad jeg snakker om kan du jo se selv” sagde hun og klikkede ind på sin mail. Hun vendte skærmen rundt, og Christian læste. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra uforstående til chokeret.

”Hvad er det her?” spurgte han.

”Ligemeget” hun trak computeren til sig, og kiggede ned i bordet igen. Hun hørte Christians tunge skridt, og snart var hun igen alene i klassen. Den ugentlige fritime som alle på skolen havde brugte hun alene i klassen mens alle var ude for at spille fodbold eller slikke sol.

Det der engang var en enlig streg på bordet tog efterhånden form til et helt eventyr land. Hun tog sin mobil frem og tog et billede af bordet. Nu havde hun da noget at lave, når hun kom hjem. Viskelæderet blev fundet, og snart havde hun hvisket hele tegningen ud igen. Beviserne var blevet slettet.

”DIN FEDE KO!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...