The Pressure to be Perfect.

E-mails og kommentarer på Facebook støder mere end vi tror.

27Likes
43Kommentarer
1278Visninger
AA

2. 1

 

Computeren lå bare og ventede på, at den blev åbnet. At hun trykkede på knappen, så de mails hun havde fået i løbet af dagen ville poppe op, så alle de kommentarer hun havde fået på Facebook ville vise sig i hendes notifikationer. Computeren ventede bare på, at tårerne ville begynde at trille ned af hendes kinder.
Hun stillede tasken fra sig, og åbnede computeren. Hun bed sig allerede i læben, hun vidste godt hvad der ventede hende. Tastede koden ind til hendes hotmail, gad vide hvem der havde skrevet til hende i dag?

”Hej din luder.
Hygger du dig ellers med at sove med hele skolen? Er det ikke bare en fantastisk, brugt fornemmelse du har når du står op om morgenen. Fy for den. Hvordan kan du få dig selv til det? Du er så klam!”

”Du er så klam altså. Ad hvor ulækkert. Tjener du mange penge eller hva’? Er det derfor du næsten aldrig er i skole? Du er garanteret sent oppe, for at tjene dine penge… Luder..”

”Din mor må være stolt. Hun har oplært dig godt…”

Hun kunne ikke holde ud at se mere, og klappede hårdt skærmen ned. Hvad havde hun gjort? Alle de personer hun ikke kendte, hvordan kunne de sige sådan nogle ting? Hun havde jo ikke gjort noget af det de skrev… Aldrig… Alligevel torturerede hun sig selv hver dag, for hun kunne ikke lade være med at læse de mails hun fik.
Desperat prøvede hun at finde ud af, hvad der havde startet det hele. Hun havde været kæreste med Christian, ham alle pigerne var vilde med, og det var Elena selvfølgelig ikke glad for. Elena havde været vild med Christian siden børnehaven, og hun kunne ikke acceptere et nederlag. Hun var den perfekte pige, slank med blondt hår og grønne øjne. Hendes smilehuller smeltede de fleste drenge, men Christian så det ikke. Christian havde kun set Amalie, og den dag han havde spurgt hende om de skulle komme sammen, havde været den lykkeligste i hendes liv.
Men så fandt Elena ud af det, og lige siden havde Amalies liv været et helvede på jord. Hvorfor? Hun kunne ikke sige det til nogen, hvem skulle hun også sige det til? Hendes forældre, eller klasselærer og så blive kaldt en sladehank, og kylling i stedet? Nej fandme nej!

”Amalie? Kommer du lige ned og hjælper med maden?” hendes mor kaldte på hende. Hurtigt rejste hun sig op, og tog et hurtigt kik i spejlet. Øjnene var ikke røde, og mascaraen var ikke løbet. Perfekt.

”Ja jeg kommer nu!” råbte hun tilbage, og skyndte sig ned af trapperne. I køkkenet stod hendes mor, og skrællede kartofler. Hun smilte til Amalie, og nikkede i retning af en pakke svine fars. Ulækkert!

”Ej mor, du ved godt, at jeg ikke spiser gris!” beklagede hun sig. Hendes mor sukkede bare opgivende.

”Jamen så kan du skrælle resten af kartoflerne” sagde hun. Amalie himlede med øjnene. Kunne hun ikke fatte, at der var 1000 ting hun hellere ville? For eksempel bare sidde på sit værelse og tude.

”Okay, så giv mig den skræller” sagde Amalie irriteret. Hendes mor smed den i vasken. Amalie samlede den op, og begyndte at skrælle kartoflerne.

”Hvordan har din dag været skat?” spurgte hendes mor.

”Du kan da være ligeglad” mumlede Amalie tilbage.

”Hvorfor dog det?”

”Du er her jo aldrig alligevel!”

”Hvad mener du med det?”

”Dit arbejde er jo hundrede gange vigtigere end mig. Du er her aldrig når jeg har brug for dig, og så tror du at du bare kan redde det hele ved at spørge hvordan jeg har det, når din samvittighed kvæler dig” tårerne trillede ned af Amalies kinder igen.

”Dét er jo ikke rigtigt” en mobil begyndte at ringe. ”Vent skat, jeg bliver nød til at tage den her” sagde hendes mor så. ”Ja det er Kirstine” hun gik ud af køkkenet. Amalie smed kartoflen hun havde i hånden fra sig, gik op på sit værelse og låste døren. Det kunne være lige meget alt sammen. Hendes mor vidste ikke engang, at Amalie havde en kæreste.

”Hej Christian. Hvad laver du på fredag? <3” hun sendte en SMS af sted, og smed sig i sengen med mobilen i hånden.

”Heey skat! Efter alt at dømme er jeg vel sammen med dig? <3” svaret kom hurtigt. Amalie smilte og hendes kinder blev røde. De havde været sammen i et stykke tid nu, men alligevel havde sommerfuglene aldrig forladt hendes mave.

”Jaaaa! What about, jeg holder en lille fest herhjemme? Min mor vil aldrig opdage det alligevel… <3” spændingen kunne hun allerede mærke. Selvfølgelig ville hendes mor aldrig finde ud af det, for hun skulle på forretningsrejse. Men alligevel, kunne Amalie godt tænke sig, at hendes mor kom hjem midt i det hele og begyndte at råbe.

”Lyder som en god idé. Hvem vil du invitere? <3” ja, hvem skulle egentlig inviteres? Ikke ret mange fra klassen. Hvem kendte hun ellers?

”Det ved jeg ikke. Så længe dem fra klassen ikke kommer. Kan du ikke bare tage nogen med? <3” erkendelsen var det sværeste. Dét havde hendes mor altid fortalt hende. Amalies mor – Kirsten – havde selv haft… problemer… men de var long gone nu.

”Jo. Hvis du virkelig gerne vil have det? <3”

”Jamen for fanden Christian. Jeg kender jo ikke nogen, der ikke hader mig vel?!” bare han ikke ville blive for ked af det. Amalie plejede ikke at skælde nogen ud, og specielt ikke Christian.

”Det finder vi ud af :-*” skrev han bare. Han kunne aldrig blive sur, eller svare igen, hvorfor var der ingen der ville sige noget til hende? Enten var hun en luder, ellers var hun én man ikke kunne skælde ud.

Hun kastede telefonen ind i væggen. Hvorfor var der ingen der kunne forstå det? Hun skreg og håbede inderligt, at hendes mor ville høre det. Måske ville det hjælpe at tænde for noget musik. Rigtig højt. Måske ville hendes mor så skælde hende ud.

Hun sad og ventede. I flere timer ventede hun bare på, at hendes mor ville komme styrtende ind af døren. Det skete ikke, så hun tændte for computeren i stedet. Ikke at det gjorde det bedre, men dårlig opmærksomhed ikke?

”Hej ko. Håber du får det godt med Christian, han er alligevel ikke det værd… Selvom han kysser godt. Hils ham, og spørg hvad han lavede i går”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...