Never ending love (one shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2013
  • Opdateret: 9 feb. 2013
  • Status: Igang
Mit bidrag til 'at miste'-konkurrencen. Håber I nyder den.


"There's this place in me where your fingerprints still rest, your kisses still linger, and your whispers softly echo. It's the place where a part of you will forever be a part of me."

74Likes
71Kommentarer
2152Visninger
AA

2. Never Ending Love (one shot)

 

 

”Der er intet mere at gøre. Kræften har bredt sig til resten af hans krop, og der er intet mere vi kan gøre. Jeg beklager.”

Alt virkede uvirkeligt. Så jeg tog mig selv til mit hoved, og begyndte at rive i mit hår. Det varede ikke længe før, jeg havde revet adskillige hårtotter ud af min hovedbund, og nu stod med dem i hænderne. Tårerne hobede sig op i mine øjenkroge, selvom jeg bed hul på min tunge for at holde dem inde. Blodet i min mund blev hurtigt blandet op med de salte tårer. Jeg spyttede flere gange på hospitalsgulvet, da smagen mindede mig om mit tab. Jeg lukkede øjnene og bankede mit hoved ind i betonvæggen, som holdt mig oprejst.

Gangene var efterhånden blevet ryddet, og de eneste mennesker var de gående sygeplejesker og læger, en gammel dame og jeg. Jeg kiggede forsigtigt over på den gamle dame, men billedet af hende kunne ikke samle sig for tårerne. Så jeg tørrede mine øjne, og så at hun også græd. Jeg kiggede hurtigt væk igen, og ind på den stue hvor han lå. Jeg bed mig endnu en gang i læben, og der skulle ikke mange kræfter til, at få den velkendte smag af blod tilbage. Jeg sank en klump, og missede med øjnene, da gardinerne blev trukket for det store vindue, og solens stråler trængte ind i det lille ventelokale.

Jeg rømmede mig diskret, da en ung sygeplejerske, som jeg kunne kende fra tidligere, kom gående forbi. Hun stoppede op, og mit hjerte begyndte at banke en smule hurtigere. Hun vendte sig langsomt om, og et medlidenhedssmil kunne ses på hendes læber. Jeg sank endnu en gang, og kiggede hende i øjnene.

”Må jeg se ham? En sidste gang.”, fik jeg mumlet frem, og hun nikkede forsigtigt. Hun skulle til at sige noget, men sukkede så, og begyndte at gå. Jeg fulgte automatisk efter hende, og de monotone skridt gjorde mig ør. Døren nærmede sig, og jeg ventede bare på, at hun skulle åbne den op, og jeg skulle se ham – en sidste gang.

Hun tog fat i håndtaget, som var en smule rustent, hvilket man tydeligt kunne se på grund af den kridhvide dør, som stod i kontrast til det kobberfarvede håndtag. Det var som om, at det tog tusinde af år før døren åbnede sig nok til, at man kunne se ind i det dunkle lokale. Og da døren endelig åbnede sig nok op, så lyste han rummet op, trods sin sygdom. Hans strålende person gav glæde til alle, også til dem, som følte sig tomme for glæde.

Hans øjne åbnede sig en smule, da lyden af døren, der blev smækket i, dominerede lokalet. Hans øjne blev en smule lysere da han så mig, men så var det som om, at han igen blev sørgelig. Jeg gik med tunge skridt over til ham, og da jeg kom tættere på, begyndte tårerne igen at trille. Jeg tørrede dem ikke væk, for det eneste jeg havde i mine tanker, var ham. Jeg stoppede op, da jeg kunne række min hånd ud, og røre hans ansigt, fra hvor jeg stod. Og så betragtede vi hinanden.

”Hvordan kunne det ende sådan her?” hviskede jeg, og hans mundvige trak sammen til et smil. Det var et smil, som han skulle anstrenge sig for at lave. Jeg forstod ikke smilet, men faldt sammen alligevel i hans arme, som var svage, men ikke svage nok til ikke at holde om mig. Det var aldrig noget, som kunne hindre hans arme i at holde om mig. Han kunne altid, uanset situationen, holde om mig, og få mig til at føle mig hjemme. Jeg græd på hans bryst, og han i mit hår.

”Så længe du er i mine tanker, og jeg i dine, så vil det aldrig ende.” hviskede han med besvær i stemmen. Tårerne begyndte for alvor at strømme til, og jeg hulkede over hans bryst. Jeg strakte mig, så vores ansigter mødtes, og kyssede ham. Jeg mærkede hurtigt, hvordan vores tårer blandede sig i kysset. Det mindede mig om, at det ville være det sidste.

”Jeg elsker dig,” fik jeg mumlet i kysset, og han hviskede de samme ord, hvorefter hans læber trak sig sammen, og føltes mere uvirkelige. Jeg kyssede ham på panden, vendte mig om, og gik ud af lokalet uden at kigge mig tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...