Limbo

Johan og Martin skal sove hos Carl-Emil. Det er dagen før Halloween og da alle tre drenge elsker gys og spænding beslutter de sig for at gå ned på kirkegården. På kirkegården ser de noget der skræmmer livet af dem. Noget der har noget at gøre med deres underlige tysklærer...

1Likes
0Kommentarer
191Visninger

2. 1.

 

Det var dagen før halloween. Johan og Martin skulle sove hos mig. Jeg bor lige overfor en kirkegård som vi havde været nede på et par gange. Vi var alene hjemme og kunne sådan set gøre som det passede os, så vi tog en stor skål og lavede en dobbelt portion popcorn. Så satte vi en gyserfilm på. Den handlede om nogle lig der kravlede ud af deres kiste ved fuldmåne og blev til zombier. Den var egentlig ikke specielt uhyggelig så det var ikke den der skræmte os. Nå, men da filmen var slut besluttede vi os for at gå ned på kirkegården. Det var lidt koldt og blæste en del så vi tog både handsker, huer og halstørklæder på. Så gik vi udenfor. Vi krydsede den lille vej, gik over åen og ind af den store port til kirkegården. Den stod på klem. Var der nogen?

”Hallo?” Råbte Martin. Intet svar. Han gik videre. Johan gik lige i hælene på ham mens jeg gik tøvende efter dem.

”Jeg kan altså ikke rigtig lide det” Mumlede jeg.

”kom nu, Carl-Emil” Sagde Johan overmodigt og rettede sig op. ”der sker jo ikke noget”. Netop som han sagde det, standsede Martin brat op. Johan var lige ved at gå ind i ham og skulle lige til at åbne munden for at brokke sig, da han så det. Jeg gik langsomt hen til dem, bange for hvad jeg ville få at se. Så kiggede jeg over skulderen på Martin. Der stod en gravsten. Foran den var der et hul med en stor hvid ligkiste i. Den havde små sølvkors i hvert hjørne. Kistens låg var skubbet af. Ingen af os sagde noget i lang tid. Så gik jeg hen til hullet. Tøvende og forsigtigt. Jeg lænede mig langsomt ind over hullet for at kigge. Kisten var tom. Jeg rettede mig langsomt op. Så løb jeg. Jeg sprintede hen af den lille sti på kirkegården ud af porten, over åen, hen over vejen. Jeg kunne høre skridt bag mig og håbede at det var Johan og Martin. Jeg løb ind i opgangen ,op ad alle trapperne til fjerde sal og stak hånden ned i min lomme efter mine nøgler. Åh nej. De var væk. Jeg havde da taget dem med ud? Jeg tjekkede samtlige lommer i mit tøj, men nøglerne var der ikke. Nu kom Johan og Martin halsende op ad trapperne.

”du tabte nøglerne” sagde Martin og kastede et nøglebundt til mig.

”tak” jeg låste fumlende døren op og gik ind.

Da vi havde fået vores overtøj af satte vi os ind i sofaen.

”hvem fanden havde gjort det?” spurgte Jeg.

”spørg ikke mig”sagde Martin. Johan sad og stirrede ud i luften. Han trak vejret hurtigt og skælvede så voldsomt at man kunne mærke det i sofaen. Jeg rejste mig op og gik hen til vinduet bag fjernsynet. Herfra kunne man se kirkegården. De andre gik også hen og kiggede. Vi stod sådan i godt en halv time før vi besluttede os for at lave aftensmad. Klokken var omkring ti, så vi var godt sultne da kødsovsen var færdig en halv time senere. Vi spiste uden at snakke sammen og da klokken var halv tolv, gik vi ind på værelset og satte os ved computeren. Vi gik ind på youtube og satte noget musik på. Det tøede os lidt op og så begyndte vi at snakke. Vi snakkede om alt muligt, men undgik at tale om episoden på kirkegården for få timer siden. Til sidst besluttede vi os for at sætte endnu en film på. Denne gang var det en James Bond film. Vi så Skyfall, Tomorrow never dies og nogen af de andre og da filmene var slut, var solen ved at stå op. Jeg kom først i tanke om den uhyggelige episode da jeg gik forbi vinduet bag fjernsynet. Noget fangede mit blik. En skikkelse bevægede sig ude på kirkegården. Den gik hen imod hullet og den tomme kiste. Da den nåede hullet hoppede den ned i det.

”se” sagde jeg til de andre og pegede på skikkelsen der nu var ved at lægge sig ned. Martin gispede, Johan lukkede øjnene og sagde: ”Jeg drømmer”. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.

”Hvad i alverden...” mumlede Martin. Johan der havde haft lukkede øjne hele tiden sagde: ”lad nu være! Kan vi ikke bare glemme det?”

”okay så” Sagde Martin ”Men det var nu ret underligt”. Selvom vi havde svært ved at lade være med at tænke på det vi lige havde set faldt vi ret hurtigt i søvn.

Næste morgen vågnede jeg ved at solen skinnede mig i øjnene. Jeg kiggede ned på Johan og Martin der begge sov tungt på hver deres madras på gulvet. Så rejste jeg mig op og gik ud og tissede. Da jeg havde vasket hænder gik jeg ud i køkkenet for at lave omelet. Johan og Martin ville sikkert også gerne have noget når de engang stod op så jeg lavede tre. Da jeg havde spist min stillede jeg de andre i køleskab og gik hen for at se noget fjernsyn.

Der gik omtrent en time før jeg hørte nogen gå rundt inde på soveværelset. Lidt efter kom Johan ud. Hans halvlange lyse hår sad hulter til bulter og han gabte og strakte sig.

”godmorgen” sagde han.

”godmorgen” svarede jeg fraværende ”der er omelet i køleskabet”

”okay” han tog omeletten ud af køleskabet, tog en tallerken og satte sig hen ved siden af mig.

 

Vi tilbragte formiddagen med at se tv. Martin, der havde ry for at sove længe, stod først op langt op ad eftermiddagen. Da alle havde spist og taget tøj på, gik vi udenfor. Vi gik ned ad den lille gade til kiosken på hjørnet hvor vi købte os en is, som vi tog med hen i parken. Så ringede Johans telefon:

”hej mor” sagde han.

 

”ja”

 

”nu?”

 

”okay”

 

”ja. Hej hej” han lagde sin telefon ned i lommen igen.

”jeg skal hjem nu” sagde han og rejste sig op.

”hej hej” sagde jeg

”vi ses i morgen” Råbte Martin efter ham.

”vi ses!” råbte han tilbage. Så var han ude af syne.

Martin og jeg sad længe og snakkede. Da klokken var cirka halv seks gik vi hjem til mig igen. Min mor var hjemme og var ved at lave aftensmad.

”hej med jer” sagde hun

”Hej mor”

”Hej Susanne”

Resten af dagen gik med at vi spiste aftensmad og lavede de sidste af vores lektier. Da klokken var omkring halv ni, ringede Martins mor og sagde at han skulle hjem.

”hej hej Martin” sagde min mor

”vi ses” sagde han og vinkede.

”hej hej”.

Da Martin var gået satte jeg mig over i sofaen til min mor og så fjernsyn. Det var et eller andet comedy-show med Linda P. Det sluttede klokken 11. derefter gik jeg i seng.

 

Næste morgen vågnede jeg ved at mit vækkeur ringede. Jeg tog mit tøj på, gik ind i stuen og lavede mig en portion havregryn. Imens jeg spiste sad jeg og kiggede ud af vinduet til kirkegården. Skikkelsen var der igen. Pludselig kom jeg i tanke om hvad der havde stået på gravstenen: Steen Volmer Kisserup. Jeg tabte skeen ned i havregrøden. Det kunne ikke passe. Jeg rejste mig op og gik hen for bedre at kunne se ud af vinduet, og ganske rigtigt, der kom min tysklærer ,Steen Volmer, gående hen ad den lille sti på kirkegården.

”Mor?” sagde jeg

”Ja. Hvad er der?”

”jeg har det ikke så godt” løj jeg

”hvad er der da i vejen?”

” jeg har bare sådan lidt ondt i maven”

”okay, skal du blive hjemme i dag?” hun så bekymret ud

”ja det tror jeg”

”læg dig ind i din seng og slap lidt af” sagde hun og nulrede mig i håret. Da jeg lå inde i min seng blev mine tanker ved med at kredse om min tysklærer. Hvad var han? Hvordan kunne han tale, gå, tænke og ånde hvis han var død? Var han ond? Hvorfor var han skolelærer hvis han var død? Hvem var han? Hvad var han? Jeg havde kun ligget der i ti minutter da jeg blev enig med mig selv om at jeg skulle i skole alligevel. Jeg måtte snakke med ham. Jeg måtte fortælle det til de andre.

”Mor!” kaldte jeg

”hvad så?” sagde hun og stak hovedet ind af døren.

”jeg har det bedre nu”

”det var godt”

”jeg vil gerne i skole alligevel”

”er du sikker på det?” hun så lidt mistroisk ud.

”ja”

”så skal du skynde dig”

”ja ja” sagde jeg og rejste mig op. Jeg kiggede på mit armbåndsur. 20 minutter i otte. Jeg tog min skoletaske og styrtede ud af døren.

”hej hej” sagde jeg og smækkede døren efter mig uden at vente på svar. Så styrtede jeg ned af gaden og videre af alle de små veje. Jeg kom ud til den store vej og hen til busstoppestedet. Bussen holdt der allerede. Den begyndte langsomt at køre.

”vent!” råbte jeg og løb hen til bussen. Den standsede og åbnede døren. Jeg trådte ind og viste mit månedskort til buschaufføren. Så gik jeg ned bag i bussen og satte mig. Et kvarter efter var jeg fremme ved skolen.

Inde i klassen sad alle og snakkede med deres venner. Jeg gik over til Johan og Martin der som sædvanlig sad sammen ved Martins bord.

”godmorgen” sagde de.

”godmorgen. I skal lige høre” sagde jeg ”da jeg sad og spiste morgenmad i dag, så jeg den skikkelse igen. Og denne her gang så jeg hvem det var”

”hvem var det?” spurgte Martin.

” Steen.”

”hvad?” spurgte Johan ”nej. Det kan da ikke passe.”

”det er rigtig nok” sagde jeg.

”men hvad vil du gøre ved det?” spurgte Johan

”vi må snakke med ham” sagde Martin.

”det kan vi da ikke!” sagde Johan ”han slår os ihjel når han finder ud af at vi ved det.”

”hvis vi nu hjælper ham” forsøgte Martin sig.

”med hvad?” spurgte jeg.

”det ved jeg ikke. Måske kunne vi spørge ham.”

”det bliver ikke mig der kommer til at gøre det” sagde Johan.

”så gør jeg det” Martin rejste sig op og gik ”kujoner”

”vent lidt” sagde jeg ”vi kan da godt hjælpe. Ikke også Johan?”

”nej” lød det surt fra ham.

”okay. Så gør vi det bare når han kommer.” sagde Martin.

”okay”

Ti minutter senere kom vores tysklærer ind ad døren. Han lagde sine ting på katederet. Martin og jeg gik hen til ham.

”øhm... Steen?”

”sæt jer ned drenge” sagde han. Underligt svar.

”men det er bare fordi at, øhm... vi var … på kirkegården i forgårs” Steen stivnede. Han kiggede på os:

”Hvad skete der da?”

”øhm... vi så en kiste...”

”som var tom? Med kors i hjørnerne?”

”ja” sagde Martin forsigtigt. Jeg nøjedes med at nikke

”sæt jer ned på jeres pladser. I får det hele at vide når timen er slut.”

”okay” sagde jeg. Så gik vi ned og satte os. Jeg sad over for Johan og så snart jeg havde sat mig spurgte Johan:

”hvad sagde han?”

”vi skulle snakke om det efter timen” sagde jeg.

”ok” jeg tog mine ting op af min skoletaske og slog op på side 47, som Steen havde skrevet på tavlen. Så gik jeg i gang med opgaverne.

Da timen var slut gik vi alle tre op til katederet. Klasselokalet var næsten affolket da han begyndte at fortælle:

”Da jeg blev fyret fra mit tidligere job som skolelærer, flyttede jeg hertil. Omtrent en uge senere døde jeg ved en drukneulykke. Jeg var ude at vinterbade da jeg besluttede mig for at dykke under isen og over til et andet hul. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg mistede fornemmelsen af hvor jeg var og kunne ikke finde hullet. Nogen minutter senere var jeg død. Jeg blev først fundet den næste dag. De kontaktede min familie og få dage senere blev jeg begravet. Meningen var at min sjæl skulle komme til himmels. De små sølvkors på kisten gjorde at den dårlige halvdel af min sjæl ikke kunne komme ud. Den gode halvdel af min sjæl kom ud, men resten blev siddende i min krop. Og da en halv sjæl ikke kan komme i himmelen, kom den til et sted der hedder Limbo. Jeg manglede noget at lave da jeg ikke kunne holde ud at være alene, så jeg ansøgte om jobbet her. Jeg fik det næsten med det samme.

Så her er jeg nu. En ulykkelig sjæl fanget i min egen krop.”

”Wow. Passer det?” Spurgte Martin.

”selvfølgelig gør det!”

”okay, okay!” sagde Martin.

”kan man ikke bare knække sølvkorsene af?” spurgte Johan

”jo, men jeg kan ikke gøre det” sagde Steen ”jeg kan jo ikke røre ved dem”

”vi kunne gøre det” sagde jeg

”ja. Så ville problemet være løst” sagde Steen ”tag hen og gør det nu!”

”men hvad så med resten af dagen?” spurgte Johan ”skal vi så slet ikke i skole?”

”det er ligegyldigt, bare I gør det nu”

”okay” sagde jeg.

”jeg tager med” sagde Steen. Så gik vi ned til busstoppestedet og tog bussen til stoppet tættest på kirkegården. Vi løb ned til kirkegården og ind til Steens gravplads. Så hoppede vi ned i hullet og begyndte at knække de små kors af. Det tog sin tid, for korsene sad godt fast. Da vi endelig havde fået det sidste kors af, hoppede Steen ned i kisten.

”farvel drenge” sagde han da vi løftede låget på.

”farvel Steen” sagde vi. Da låget var lagt ordenligt på klatrede vi op igen.

Uden et ord gik vi hen mod busstoppestedet igen og tog bussen hen til skolen.

”dette her siger vi ikke til nogen vel?” sagde Johan da vi var tilbage på skolen igen.

”nej” sagde Martin og jeg i kor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...