Life in fear

Koru er en hel almindelig plesiosaur. Han lever i frygt for sirener og bor i huler med andre plesiosauere. Men han drømmer om meget mere end bare det. Så da magien til en andet liv kommer, tager han chancen. Han glemte bare at tænke længere ud end til hans snude...

4Likes
0Kommentarer
507Visninger
AA

2. Et farligt valg

"Koru, din dovne ko, kom så op!" Koru kiggede søvnigt op og så Jilly. Hun svømmede et par gange rundt op sig selv og kiggede forventningsfuldt på ham. Koru fik uden besvær samlet sig sammen til at svømme hen til hende. "Hvor skal vi hen?" spurgte han mens han fulgte efter hende. Jilly svarede ikke med det samme. "Hvad skal vi Jilly?" Spugte han en gang til. "Kom med og se." Sagde hun bare. Hun svømmede skarpt til siden. Koru fulgte efter uden tøven. En gang imellem svømmede en plesiosaur forbi dem. Han hilste hver gang. Jilly standsede pludselig op og kiggede rundt for at sikre sig, at der ikke var nogen i nærheden. "Jeg har fundet nogle undervandsstrømme." Sagde hun og studerede hans ansigt for at se hans reaktion. "Men det er jo forbudt." Sagde Koru strengt. "Kom nu, det bliver sjovt."

Jilly svømmede videre og efterlod Koru til sin kamp om hvad han ville. Han sukkede for han så fulgte efter hende. Hun var kommet et godt stykke foran ham.

 

"Nå så kom du." Sagde Jilly og puffede drillende til ham. Han skubbede igen. Foran dem var grotterne, der førte til ukendte steder. Grotterne var aldrig rigtig blevet undersøgt, for de ældste plesiosaurere havde forbudt alle andre at gå derind. Men det var ikke kun fordi undervandsstrømmen første derind. De sagde, at der var sket noget forfærdeligt derinde. "Kom, hvad venter du på?" Jillys stemme fik koru ud af sine dybe tanker. Hun svømmede derhen af. Koru fulgte tøvende efter. Han kiggede endnu rundt i den tomme gang. Bag hørte han i det samme Jillys lykkelige hvin. Han vendte sig brat om. Jilly svømmede med undervandsstrømmen. Hun svømmede flere gang hurtigere end normalt. Koru kiggede endnu en gang rundt i håb om nogen, der ville hjælpe ham. "Kommer du snart." Råbte Jilly og svømmede op til ham. Hun ventede ikke på svar med at svømme ned og tage en tur mere. Hun hvinede endnu en gang af fryd og fik Koru til at ville prøve. Ved hendes tredje tur tog han chancen og fulgte efter hende. Det var eget sjovere end det så ud til. De hyggede sig med suset og prøvede flere gange end nogen fik tal på.

Efter lang tid, hvor de stadig hyggede sig med nye måder at svømme på i strømmen, hørte Koru sin mor kalde. Han kiggede over på Jilly for at se om hun også havde hørt det. Hun kiggede også selv på ham. "Jeg må smutte nu." Sagde hun kort og svømmede væk. Koru hørte sin mor kalde igen og undrede sig lidt over hvorfor Jilly kaldte tilbage. Han satte også i gang og svømmede hen mod sin mor. Hun blev ved med at kalde og han satte farten op. "Jeg er her mor." Råbte han, da hun endnu en gang kaldte. I det fjerne kunne han se hende. Han skyndte sig hen mod hende. Hun kiggede efter ham og svømmede selv imod ham. "Hvor har du været, jeg har været så bekymret for dig." Sagde hun halvvejs imod ham. Det føltes så uendeligt langt hen til hende. "Jeg var ved undervandsstrømmen." Sagde han uden rigtig at tænke over at hun ville forbyde det, før han havde sagt det. "Åh, hyggede du dig?" sagde hun. Koru nikkede kort. Han var næsten henne ved hende, da Jilly dukkede op bag ham. "Mor, jeg er her" sagde hun. Koru begyndte at undre sig. Hans mor snakkede til Jilly som om hun var hendes mor. Han rystede på hovedet. Det måtte være hans mor. Hun stod jo lige der.

 

I det fjerne kunne han høre en kalden. Det lød også som hans mor. Men hun stod jo lige der, foran ham! Han svømmede lidt rundt igen. Der var noget galt. Hans mors stemme blev til en hvislen. Hendes halvdybe rolige stemme blev til en hæs hvæsen. Han kiggede derhen igen. Det var ikke hans mor. I stedet var det en sirene. Dens blå skæl skinnede perfekt på dens slanke krop. Koru havde aldrig set en før, men han var ikke i tvivl. Sirenen nærmede sig ham og hans puls steg. "Hjælp" hans stemme knækkede over og han måtte trække vejret dybt ind nogle gange før han tog mod til sig. Sirenen vendte sig endnu en gang mod Jilly. "Jilly, pas på!" Råbte Koru, men Jilly hørte ikke efter. Koru kiggede rundt efter hjælp. Der var ikke andre. "Hjælp!" Råbte han igen i håb om, at nogen hørte ham. Han svømmede af fulde kraft hen mod sirenen, som var lige foran Jilly. Den kiggede lige på ham. Han undgik dens blik, da han skubbede Jilly væk med så stor kraft han kunne. Hun kom et stykke væk, men var stadig tryllebundet af sirenen. Sirenen smilede med sine sylespidse tænder. Den svømmede imod dem og gjorde klar til sin middag. Koru var i chok. Hans hjerte bankede hårdere end nogensinde. Sirenen snappede ud efter dem og Koru nåede lige at tænke, at det var slut. Han lukkede øjnene og gjorde klar til smerten.

 

Sirenen nåede ikke at gøre skade, for midt i Jillys skrig og Korus hårdt bankende hjerte, kom Korus mor til undsætning. Hun styrtede ind i sirenen og bed sig fast i dens skæl. Sirenen skreg forskrækket. Den nappede nytteløst efter hende. Blodet flød ud og blandede sig med vandet. Hun kastede den væk fra sig og i et splitsekundt var det som om sirenen ville flygte. "Flygt!" Råbte Korus mor inden den angreb hende. Hun afveg og bed den i stedet. I det fjerne, så Koru flere sirener. De holdt sig i kanterne, men de nærmede sig langsomt. Jilly ventede ikke på Koru, men flygtede med det samme. Koru kiggede kort på sin mor, og hun sendte ham et blik Koru ikke kunne tyde. Hun smed sirenen fra sig, for den var død og blev angrebet af to mere. De bed sig fast på hende. Hun kæmpede imod mens flere sirener nærmede sig hende. Koru fik endelig styr på sig selv og flygtede så hurtigt han kunne. Han kendte gangene ud og ind, så før han vidste af det og overhoved fik tænkt på det, der var sket, var han hjemme hos Tino og Shenna, der legede fange . Han smilede kort før han kom til at tænke på sin mor. Han skyndte sig ind til sovestedet. Sorgen var skyllet over ham og der var intet, der kunne få han til at undgå at slippe et hulk. Han lagde sig ned og håbede inderligt at hun var overlevet.

 

Koru havde ligget i så lang tid at han ikke vidste hvor længe. Nok omkring flere timer. Han løftede hovedet og besluttede sig for at passe på sine søskende. Uanset hvad tid det var på dagen, måtte han finde Alora. Hun kunne måske tage sig af Tino og Shenna. Han kiggede ud af sovestedet, hvor Tino og Shenna lå på bunden sammen. De sov. Koru halvsmilte kort for sig selv og svømmede af sted mod Aloras hule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...