Life in fear

Koru er en hel almindelig plesiosaur. Han lever i frygt for sirener og bor i huler med andre plesiosauere. Men han drømmer om meget mere end bare det. Så da magien til en andet liv kommer, tager han chancen. Han glemte bare at tænke længere ud end til hans snude...

4Likes
0Kommentarer
531Visninger
AA

1. Koru

Solen var lige kommet fra sit højeste og Koru kiggede op fra vandet. Han svømmede mod øen. Han nød at være på den. Det gjorde dagen nemmere at komme igennem. Det havde sit eget mystik. Især træet på den. Egetræet, der tårnede sig op i luften på bakketoppen. Det allerhøjeste sted på hele den lille ø. Koru svømmede så langt hen han kunne og slæbte sig op på den lille sandstrand. Han havde stadig vendt hovedet mod træet. Han undslap et suk og lagde hovedet ned på en sten. Nogle måger skreg over hovedet på ham, og han kiggede op på dem hvorefter han så kiggede ned på sine luffer. Han begyndte at baske med dem og tænkte " gid jeg kunne flyve" Han sukkede igen.

 

Det begyndte at blive sen aften og de sidste solstråler slikkede hans krop. Koru tog et sidste blik på træet og himlen før han slæbte sig selv ned i vandet igen. Han skulle tilbage til sin hule inden det var for sent. Et sted langt væk fra ham kunne han høre en sang. Han stoppede kort op for at lytte. Så rystede han på hovedet og  svømmede videre. Sirenerne var på vej. De var skyld i at mange fra hans art for ikke at sige mange andre arter var faldet stort i tal. Foran ham begyndte klipperne at komme til syne. Han satte  farten op og svømmede imellem klipperne. Da han ankom til sin undervandshule sænkede han farten og kiggede omkring sig. Hvor var alle de andre henne? Sirenernes sang blev højere og tydeligere. Koru svømmede imellem de mange gange inde i sin hule. De fleste gange delte sig flere steder, men han kendte hulen ud og ind så han havde ingen problemer med at finde sit sovested. Vandet var stille. Lidt for stille i forhold til en normal dag i hulerne. De andre plejede at svømme rundt i gangene på denne tid af dagen. Nu var der kun små stimer af fisk og krabberne kunne ses på bunden langt under ham. Han svømmede videre og blev lidt urolig, da han ankom til sit sovested og der stadig ikke var nogen. Han kom op på den nogenlunde vandrette overflade og lagde hovedet ned. I stilheden begyndte en lav nynnen. Koru satte hovedet op og strakte sin lange hals for at kigge over klipperne. Der var intet at se. Den lave nynnen blev højere og Koru blev mere og mere urolig. I et øjeblik troede han, at det var en sirene, der var kommet ind. Han huskede sin mors ord "Sirener tør ikke komme ind i vores huler. Det er aldrig sket". Men Koru var sikker på der måtte være undtagelser. Han lagde sig så fladt ned hans store krop kunne, mens han hørte efter lyden. Der gik lidt tid, så forsvandt lyden og Koru kunne lægge sig til ro igen.

Han åndede ungt ud og var lige ved at glide ind i søvnen, da noget bag han pludselig sprang på ham med et hæst brøk. Koru kæmpede så godt han kunne for at få bæstet ned fra sin ryg. "Nu dør jeg" tænkte han, men da dyret på hans ryg begyndte at grine, kendte han Jillys stemme med det samme. Hun faldt ned fra hans ryg og rullede ned i vandet igen. Hun kiggede udfordrende på ham mens hun havde det meste af hovedet under vand. Koru lo kort før han sprang ned i vandet til hende. Lige så snart han var nede svømmede hun af sted væk fra ham. Han kiggede efter hende indtil hun var omme bag en klippesten. Så svømmede han selv den anden vej for at fange hende. Han fik små glimt af hendes skæl da hun svømmede imellem de største sten på bunden. Han svømmede ind på hende og var lige ved at fange hende, da hun så ham og svømmede skarpt til højre ind i en ny gang. Koru svømmede efter men stoppede da han opdagede at Jilly svømmede vejen ud fra hulen. " Jilly, hvor er du på vej hen?" råbte han efter hende. Hun stoppede ikke. Et sted foran hende begyndte sangene fra sirenerne igen at lyde. Han råbte igen efter hende og denne gang stoppede hun. Koru kiggede rundt omkring sig. Han følte sig iagttaget. Jilly kiggede stadig på ham da han endelig kunne se på hende. Koru spærrede øjnene op for bag Jilly stod hendes mor, Alora. Hun kiggede strengt ned på Jilly. Da Jilly opdagede, at der stod en bag hende, løftede hun langsomt sit hoved og krympede sig lidt sammen ved synes af sin mor. " Jilly, du er ikke på vej ud af hulen, vel?" sagde hun strengt og begyndte at genne hende længere og længere væk. Selvom Alora ikke var en af de største plesiosaur, var hun mere end dobbelt så stor som Jilly. Alora stoppede og kiggede så på Koru. "Skal du ikke også hjem unge mand?" Koru var straks på farten og svømmede tilbage til sit sovested.

 

Gangene var igen blevet fyldt med plesiosaurere. Koru kunne se sine søskende lege rundt i vandet mens hans mor holdt øje med dem. Hun så han lige så snart han kom i nærmede sig dem. "Tino og Shenna, kom" hun drejede hovedet i retning af soverummet og ventede på at de to unger svømmede derind før hun selv svømmede derind. Hun kiggede efter Koru da han blev ude.  Kommer du?" spurgte hun og svømmede videre. Koru vendte hovedet fra sit eget sted til hulen. Han tog en hurtigt beslutning og fulgte efter sin mor i for at sove. Sovestedet var ikke det største, men der var plads nok. Shenna og Tino lagde sig til at sove uden nogen men og Koru kiggede på sin mor, mens hun blidt lagde finnen over dem. Hun kiggede en enkelt gang på Koru og sagde godnat før hun lagde sig til at sove ved siden af ungerne. Hendes bløde stemme genlød i væggene og Korus hoved da han lagde sig ned. Hendes stemme lullede ham i søvn og genlød i hans hoved, da vandet blev stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...