Dum for friheden

Anne bliver mobbet i skolen og har ingen venner. Anne bliver træt af altid at være freaken så hun løber hjemmefra for at finde et sted for hende. Men det går ikke helt så godt også bliver Anne viklet ind i noget rod.

0Likes
0Kommentarer
217Visninger
AA

1. Annes fejltagelser




Slam! Døren smækkede i og jeg kastede mig på sengen. Jeg skreg og sparkede, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Hvorfor mig!? Hvorfor skal jeg altid være den der er idioten. Den der ikke fortjener venner og anerkendelse. Den som der ikke passer ind, og altid skal jages væk så andre ikke får det ubehageligt ved min eksistens. Jeg vil bare væk herfra!! Nogen bankede på døren. Mors bekymrede stemme skar igennem mine tanker. "Anne? Er du okay??"
"Jeg har det fint, gå nu bare din vej!" råbte jeg grådkvalt. Jeg har ikke brug for hende.
Jeg har tænkt over det et stykke tid nu. Om jeg ikke bare skulle komme væk her fra mens jeg kan. At gå min vej og ikke skulle bekymre sig om mennesker og karakterer som jeg ikke kan bruge videre i livet. Ja hvorfor ikke? Jeg gør det. Jeg greb min skoletaske og tømte den for bøger og papirer. Jeg tog pengene jeg har stjålet fra min far, og smed dem i min pung. Uden at tøve løb jeg ud af døren. Uden at sige farvel eller lave en fin slutning på mit liv her. Det ville bare gøre alting svære.
Jeg gik ned mod centrum, og håbede på at jeg kunne finde et sted jeg kunne blive for natten. Solen var ved at sænke sig, og himlen var klar mørkeblå. Kulden skar igennem min jakke, og klamrede sig til min krop. Jeg kunne høre musik fra restaurenterne og mennesker grine i baggrunden. Min mave gjorde ondt og mine fødder var smadrede. Mine øjne var ved at lukke i og jeg prøvede at finde ly for natten. Et herberg dukkede op på min vej. Jeg bankede på døren og en kraftig dame, med kort rødt hår åbnede døren. "Hej, kan jeg leje et rum for natten?" sagde jeg kuldegysende. Damen så forvirret på mig som om jeg snakkede et helt andet sprog.
"Tror du at vi er et hotel" sagde damen. "Øhm.. er det her ikke et herberg?" sagde jeg skuffende, og mistede håbet om en varm seng.
"Jo, men ikke for rige snotunger som dig, det er for folk i nød, unge dame." sagde damen surt.
Inden jeg skulle til at svare igen, smækkede damen døren i hovedet på mig.
Jeg sukkede og gik videre ud i natten.

Et par fødder viste sig foran mig. Mit blik var sløret, men jeg kunne hurtig mærke at en person var lige foran mig. "Hallo, er du okay" sagde en stemme over mig. Jeg satte mig op af væggen som jeg sov ved. Gyden jeg lå i var klam og kold og stanken af skrald var stærk. Jeg kiggede op på den mørke skygge over mig, som viste sig at være en dreng. Han var rimelig høj, og havde kulsort hår. Og hans blå øjne glimtede i mørket. Han satte sig ned på hug, og kiggede bekymret på mig. "Hvorfor ligger du her" spurgte han, og tog sin jakke af. "Det var den eneste mulighed" svarede jeg hæst. Han lagde sin jakke om mine skuldre, og rejste sig op. "Hvad med at du kommer med mig? Jeg bor i et stort hus ikke så langt herfra, hvor der masser af unge ligesom dig" sagde han og rakte sin hånd ned mod mig. "Hvad mener du med unge som mig" spurgte jeg forvirret. Lugten af skrald havde gået mig til hovedet. "Du er jo løbet hjemmefra ikke?" sagde han velvidende. "Jo men hvordan vidste du det?"
"Det er ikke så svært at gætte, når du ligger her i en gyden midt om natten og prøver at sove." sagde han og smilede. Jeg grinte og tog fat i hans hånd.

Villavejen vi kørte ned af var fyldt med store, tomme huse og med en have fuld af ukrudt. Det så ud til at der ikke havde boet nogen her i 20 år. Men da vi kørte ned i enden af vejen, stoppede bilen foran et stort mørkegrønt hus. Der var lys i vinduerne, og man kunne mærke varmen strømme ud af huset. Folk grinede inde i huset, og musik spillede højt.

Da vi kom ind i huset, var der mennesker der dansede og sang i stuen, og det så så hyggeligt ud. At jeg ikke kunne lade vær' med at smile. Musikken tonede ud, og en stemme fyldte rummet. "Hør lige her alle sammen!" Alle stoppede med at danse og grine med det samme. "Kom lige her hen Anne" hviskede David. Jeg gjorde hvad han sagde. Deres blikke hvilede på mig, ikke dømmende men nysgerrige var de. For det var jeg også. "Det her er gruppens nye medlem Anne, som jeg fandt i gyden her i nat." Sagde David højt. "jeg håber at i vil tage godt imod hende."
Stuen blev stille. De unges blikke var søde og kærlige. Blikkene hvirvlede rundt i rummet fandt sammen i en klump og omsvøbede mig. Det var som om jeg passede ind.

Pakken balancerede mellem mine hænder. Prøvede at mærke vægten på den, lugtede til den og prøve at regne ud hvad pakken indholdte. Når jeg rystede den gav den ingen lyd, ikke det mindste. David havde også virkelig tapede den godt til. Det er kun David der ved hvad der i den. Og Katrine selvfølgelig. Men ellers ingen. David og Katrine var meget hemmelighedsfulde omkring pakkerne. Det var en regel at ingen måtte spørge. De andre var også ligeglade. De gjorde bare hvad der blev sagt. Hold pakken hemmelig og sikker, følg instrukserne og stil ingen spørgsmåltegn. Det kan godt være at de andre har tænkt sig at finde sig i det, men det har jeg ikke. Jeg vil vide hvad jeg laver.

Jeg hev en kniv ud af min taske, og satte mig på kanten af fortovet. David havde fundet et godt tidspunkt til at levere pakken, for der var ingen mennesker omkring mig. Kun fuglene der prøvede at spise skralden på gaden. Men de siger jo ikke noget. Jeg kørte kniven ind under tapen og prøvede at skille pakken ad så den ikke blev ødelagt. Lågerne på den lille pakke, puffede op og jeg gik ind til et underligt syn. Små bitte poser med lidt af hvert. En masse små poser med underligt hvidt pulver. Og endnu mindre poser med små lyserøde piller i. jeg vidste ikke helt hvad det var men, jeg vidste at det vores gruppe havde gang i var forkert og ulovligt.


Døren smækkede i, og jeg trampede direkte op ad trappen med pakken i hånden. Jeg åbnede døren på vidt gab ind til David og Katrines kontor, og råbte "det er forkert det I laver, og endnu mere forkert at I får unge til at gøre det for jer". Jeg smed pakken på gulvet og nogle af poserne med pillerne eksploderede.

Katrine så meget vred ud men, David prøvede at tage det roligt og gik stille hen mod mig.
"Hvad vil du ha, anne" spurgte han. Jeg kiggede mistroisk på ham og sagde "Jeg vil ikke ha noget fra jer. I kan have jeres forretning for jer selv men, jeg går altså til politiet!"
Davids øjne udvidede sig, og han var ikke længere rolig. Katrines udstråling gik fra vred til bekymret.
Der blev stille i rummet. David brød stilheden.
"Nej du gør ej." sagde han og trækkede op i blusen, for at vise hvad han havde i sit bælte.
En blank stor kniv stak op af det brune bælte.
Jeg prøvede ikke at skrige eller flippe ud, men tog en dyb indånding. Davids fodtrin kom nærmere og nærmere. Jeg skreg og løb ud af døren.

Skoven var mørk og kold. Mine sko var sjaskvåde, men blev ved med at løbe. Lige meget hvad. To lys kom op bag mig, og jeg kunne høre tunge fodtrin bag mig. Lige pludselig kunne jeg intet se, og jeg løb lige ind i et træ. Jeg faldt på jorden, men nogen greb hårdt fat i min arm og hev mig op af træet. Alt var sløret. En stor dunken fyldte mit hoved, og varm strøm af blod kørte ned fra min pande. Det var det. Slutningen. Duen havde forladt mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...