Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7873Visninger
AA

2. What about tomorrow?

 

Et smil kom frem på Louis læber, da mit lille forsigtige nik blev til et selvsikkert smil.
Tænk engang at en kendt, som Louis Tomlinson, havde spurgt om vi var venner.
Jeg skulle lige til at spørger om han synes det samme, da der kom en masse turister ind på caféen. Jeg vidste at Louis var nødt til at gå, da nogle højt sandsynligt var fans.
Louis tog hurtig en serviet, og skrev noget på den, gav mig den, og smuttede så ud af døren.
Forvirret tog jeg servietten op, og kiggede på den. Et stort smil kom frem på mine læber, da jeg så han havde skrevet hans nummer på den.
”Øhh.. frue, kan jeg bestille nu?”
Det gik først op for mig nu, at der var en kunde, der forsøgte at få fat i mig.
”Ja, undskyld hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte jeg, og virkede nok lidt som en lalleglad idiot lige nu. Men altså hvem vil ikke være det, når man lige har fået nummeret på en kendt?

Okay jeg virkede nok mere til at synes det var fedt han var kendt, end det at vi var venner, og han var rigtig sød.
Men altså sådan var det ikke. Louis var rigtig sød, og jeg er glad for at han også synes det om mig
hvilket jeg da går ud fra han gør, fordi han gav mig hans nummer.
Det var nok lidt forvirrende, men jeg håber altså i ved hvad jeg mener.



                                         ***

Efter en lang arbejdes dag, kom jeg træt hjem, og smed mig på sofaen.
Jeg havde kun en ting til at køre rundt i mit hoved lige nu, og det var det at Louis havde givet mig hans nummer.

Gad vide om han ville have jeg skrev i dag, eller ville jeg virke desperat hvis jeg gjorde det nu.
Måske skulle jeg bare vente, eller?
En høj og irriterende lyd afbrød mine tanker.
Det kom fra min mobil. Jeg måtte seriøst skifte den ringetone.
Jeg kiggede kort på navnet, for at se hvem det var. Men til min store overraskelse, var det et hemmeligt nummer. Min første tanke var at det var Louis der ringede, fordi han synes jeg var for langsom. Det kunne være han troede jeg ikke gad ham, at jeg ikke gad snakke med ham. Jeg kom hurtigt væk fra tanken igen, da jeg kunne høre en pige stemme i den anden ende af røret.
”Hallo, Avery?” Først nu gik det op for mig at jeg rent faktisk havde taget den.
”Øh, hej hvem er det?” spurgte jeg forvirret, og virkede nok en lille smule dum lige nu.
”Det mig, Chelsea, din bedste veninde husker du nok?” sagde den glade pige stemme drillende.
Det er noget tid siden at Chelsea og jeg havde snakket sammen, fordi jeg har haft så travlt med arbejde. Så for mig var det super fedt, hun ringede.
”HEJ!” råbte jeg nærmest af begejstring.
 Jeg kunne høre Chelsea's grine helt sindssyg, hvilket nok var begrund af min reaktion, over hvem der havde ringet.
”Nå men hvordan går det så?” spurgte hun, da hun endelig var færdig med at grine.
Kort tænkte jeg over om jeg allerede nu, skulle fortælle hende om Louis, men kom hurtigt væk fra det igen.
”Det går egentligt meget fint, men hårdt med arbejdet. Hvad med dig?” det var det eneste jeg sagde til hende, hun er min bedste veninde, og så fortæller jeg hende ikke gang om Louis.
Hun afbrød mig i at skælde mig selv ud, og sagde: ”Det går godt, der sker ikke rigtig noget nyt. Men intet nyt, er godt nyt, ik?”
Jeg grinte lidt over det hun sagde, og skulle lige til at fortælle hende om Louis, men nåede det ikke da hun pludselig var nødt til at gå. Jeg nåede knap nok at sige farvel, før hun lagde på.
Nu sad jeg bare i min lille stue, hvor der var helt stille. Det var det triste i at bo alene, der var ikke ligefrem larm her hjemme.
Pludselig kom jeg tilbage til Louis, og kom i tanke om at jeg nok burde skrive til ham. Men hvad skulle jeg skrive?
Jeg endte med at skrive: #Hej Louis, ked af du var nødt til at gå i dag, det var ellers hyggeligt at snakke med dig :D Hilsen Avery#
Lidt akavet besked, men var nødt til at skrive et eller andet.
Jeg fandt servietten frem, skrevet nummeret ind på min mobil, og sendte så beskeden.

Bib bib.
Jeg kastede mig nærmest over min mobil, da den bibbede. Det bliver dejligt og kunne komme i kontakt med Louis, uden at det er på Caféen.
Glad åbnede jeg beskeden og læste: # Hej Avery, det jo ikke din skyld at jeres café er fed. Men i hvert faldt, kunne du måske tænke dig at være sammen en dag?:D #
Jeg kunne ikke lade hver at smile lidt over Louis besked, og måske også blive lidt glad over at han gad være sammen med mig.
Okay måske lidt mere end 'lidt' glad, måske ret så glad. Jeg synes i hvert fald det var mega fedt.
#Jo det lyder hyggeligt :D# svarede jeg hurtigt, og smed min mobil i sofaen.
Hurtigt fandt jeg en cd, og satte den i min gamle musikafspiller. Den var altså rigtig gammelt, det var en af de første rigtige cd-afspillere der var.
Men i hvert faldt satte jeg musikken på, og skruede højt op for det. Derefter dansede jeg bare rundt af glæde. Mine naboer hader mig måske lidt for det, men jeg var glad, og nød livet.
Tænk engang at der kunne komme noget så fedt, ud af at gå på arbejde. Jeg mener ja okay man får penge, men hvor mange møder lige en ny ven. Og endnu mere vildt, hvor mange møder en ny ven, der er kendt.


Efter jeg havde danset rundt i en halv time, var jeg godt træt. Jeg slukkede for den høje musik, hvilket jeg følte var ret dumt, da der blev helt stille.
Jeg løb over til min mobil, og så jeg havde en sms. Hvem ville nu noget?
Jeg åbnede min mobil op, og så det var Louis. Jeg åbnede beskeden, og læste den hurtigt i gennem.
Han havde skrevet, han gerne ville være sammen med mig i morgen, hvis jeg havde lyst. Hurtigt svarede jeg, at jeg selvfølgelig gerne ville, og om han kom og hentede mig.
Mens jeg ventede på svar, gik jeg ind på mit værelse, for at gøre klar til at gå i seng. Jeg var rimelig træt, og ville gerne være udhvilet til i morgen. Jeg kunne høre min store dejlige dyne kalde på mig.
Jeg lagde mig i min seng, med min mobil i hånden, og ventede bare på svar. Det føltes som en evighed, før min mobil endelig sagde noget. Jeg åbnede træt beskeden op, og læste så: #Ja jeg kommer og henter dig, og så kan du komme med hjem og se mit hjem, hvis du vil? :D#
Glad sendte jeg en hurtig besked tilbage, og lagde mig så til rette. Sengen føltes som en sky, når man er træt, og bare gerne vil sove. Men det skulle jeg ikke have lov til. Få sekunder efter jeg havde lagt mig til rette, ringede det på døren. Træt og med en opgivende tanke om at få søvn, rejste jeg mig, og gik ud til døren.
Min lejlighed var meget mørk, da jeg ikke havde tændt noget lys. Hvilket viste sig at være dumt, da jeg nu kunne mærke en smerte i min fod. Forvirret tænde jeg lyset i den lille gang, for at kigge på min fod. Under min fod, var der en del blod, som dryppede ned på mit gulv.
Forvirret og irriteret kiggede jeg ind i stuen, for at se hvad jeg havde trådt på, men jeg kunne ikke se noget.
Dørklokken ringede igen, så jeg var nødt til at humpe hen imod døren. Jeg åbnede den træt, og så til min store overraskelse at det var Chelsea.
”Øh, hej. Hvad laver du her?” spurgte jeg, mens jeg vinkede hende ind i huset, for at jeg kunne få noget på min fod.
”Jeg tænkte på om jeg kunne sove her, for jeg kom op og skændes med min forældre, og gad ikke rigtig være der hjemme?” sagde hun mens hun kig efter mig, bare i en stor bue uden om blodet der lå i gangen.
”Hvad er det du har lavet?” spurgte hun og kiggede på min fod.
”Jeg ved det ikke rigtig, der var noget i stuen, men jeg ved ikke hvad det var,” svarede jeg hurtigt, mens jeg satte en våd vaskeklud på min fod.
Det sved af helvedes til, og man kunne se hvor hurtigt kluden blev rød, af blod.
”Er det denne her du har skåret din fod på?” spurgte Chelsea om, da hun kom ud til mig i køkkenet med en muslingeskal i hånden.
Ja jeg har en samling af dem, men hvordan filan er en af dem havnet på gulvet.
Kort løftede jeg på skulderne, da jeg ikke rigtigt vidste om det var det.
Jeg fjernede kluden fra min fod, for at se hvor dybt såret var. Men til mit held var det ikke særlig dybt. Det kunne sagtens klare sig, hvis bare jeg lige satte et plaster på.

Chelsea og jeg hyggede os resten af tiden, med at se film. Da jeg pludselig kom i tanke om, at jeg skulle være sammen med Louis i morgen, og nok snart var nødt til at gå i seng.
”Øm, Chelsea jeg er nok nødt til at gå i seng nu, jeg skal være sammen med Louis i morgen,” sagde jeg, og gabte stort.
Chelsea kiggede forvirret på mig, hvilket jeg ikke forstod. Så vi sad egentligt bare og kiggede forvirret på hinanden, som to idioter.
”Hvad er der?” udbrød jeg pludselig, da vi bare havde siddet i stilhed. Hvilket jeg synes var ret akavet.
”Hvem er Louis?” spurgte hun med et drillende smil, og skubbede til mig med hendes ene albue. Det kig først op for mig nu, at jeg ikke havde fortalt hende om Louis.
Øh nej, så skulle jeg til at fortælle hende det nu, og det blev sikkert mega akavet, da hun tror noget helt forkert.
”Bare en ven,” sagde jeg træt og rejste mig fra sofaen, i håb om at jeg kunne læbe væk fra spørgsmålene, hun sikkert havde.
Hun hostede falsk, hvilket jeg bare grinte af, hvor efter jeg gik ind i seng.
_____________________________________________________________________________________
Så det var andet kapitel, hvad synes i? :D 

- Freja Payne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...