Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7936Visninger
AA

10. Wait! Are you inlove with Harry?

Jeg havde fri i dag, og havde bestemt mig for at tage en tur ned i byen. Ikke at jeg manglede noget overhovedet, jeg elskede bare at få nyt tøj. Jeg havde ikke snakket med Louis endnu, og jeg gik ud fra at Harry ikke havde sagt til ham at jeg havde været der. Jeg tænkte bare han havde vel kontaktet mig, hvis han vidste jeg havde været der, ikke?
Eller ikke. Han var sikkert så sur på mig, at han ikke gad snakke med mig. Men på en måde forstod jeg ham godt. Jeg tror også selv jeg var blevet ret ked af det hvis jeg havde været ham. Men det var jo heller ikke, ligefrem fordi jeg selv var særlig glad for tiden.

Jeg stoppede mig selv i at gå og tænke på Louis, da det var meningen at i dag, skulle være en god dag. Jeg faldt pludselig for en sød lyseblå skjorte. Jeg stod længe bare og betragtede den flotte skjorte, og overvejede stærkt at købe den, da jeg opdagede en endnu sødere kjole hænge ved siden af. Jeg fortsatte længe bare med at finde og finde og finde, nyt tøj som jeg synes var vildt fedt. Jeg endte op med at have tyve ting i hånden, og var godt klar over at jeg ikke kunne købe det hele – Hvilket var ret trist.

Jeg smed alt tøjet fra mig, da en alt for velkendende brunhåret fyr kom gående mod mig. Jeg vendte mig panisk om, for at gå væk, men gik ved et uheld i stedet ind i et tøjstativ, så det hele var ved at vælte. Pinligt. Men til mit held var der ingen der så det, altså lige udover ham. Man kunne nemt høre Louis søde grin, da han kom tættere på mig.
”Er du okay?” spurgte han, og smilede stort til mig, så man kunne se hans perfekte hvide tænder. Jeg nikkede uden at sige et ord. Jeg kiggede bare ned i jorden, og ventede på at han skulle videre, eller noget. Men intet skete. I stedet lagde en ret akavet stilhed, sig over os.

”Nåårh ja, øm Harry sagde du ville snakke med mig.” Han afbrød den ellers så akavet stilhed, hvilket var rart, jeg ville bare ønske han havde sagt noget andet. Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke om alt det der kæreste noget, ikke lige nu, ikke i dag. Det var meningen det skulle være min hyg-dig-og-vær-glad-dag.
Igen nikkede jeg bare stille uden at sige noget, i håbet om at vi kunne skifte emne.
”Du er svær at blive klog på,” mumlede han meget lavt, det var sikkert ikke meningen jeg skulle høre det, men det gjorde jeg. Det gjorde mig et kort øjeblik faktisk lidt vred, men jeg kom hurtigt væk fra det, da det gik op for mig at han faktisk havde ret.
Jeg mener bare, når jeg kan forvirre mig selv, forvirre jeg helt sikkert også alle andre. Jeg havde en stor lyst til at begynde at græde, og så bare gå, men jeg lod hver.
Måske skulle jeg bare fortælle ham hvad det var jeg gik og tænkte på, men det var bare lidt svært, når jeg ikke engang selv vidste det. Jeg var så forvirret.
”Er du okay?” spurgte Louis, og lagde en hånd på min skulder. Det gik op for mig at jeg græd, da smagen af salt ramte min mund. Jeg tog en dyb indånding, og nikkede så for tredje gang. Okay jeg indrømmer det, det virkede ikke en skid overbevisende, når jeg bare nikkede, men det var bare svært for mig lige nu.
”Måske vi skulle gå et andet sted hen og snakke,” han lød meget omsorgsfuld da han sagde det, og trak mig så med ud af butikken.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da vi sad ind på starbucks, og Louis bare kiggede afventende på mig.  
”Hvad er det du gerne vil vide?” spurgte jeg forsigtigt, og kiggede bare trist ned i bordet. Jeg kunne mærke allerede nu, at Louis og jeg højest sandsynligt kom op og skændes.
”Jeg ville bare gerne vide, hvorfor du siger du ikke vil være sammen med mig, men alligevel kommer op til min lejlighed,” nu når han sagde det lød det ret dumt, men jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre.
Der var kun to ting jeg nogle lunde vidste lige nu:
1: Jeg var vild med Louis.
2: Jeg ville absolut ikke være en berømtheds kæreste.

De to ting gik jo så bare op imod hinanden, i en stor slås kamp, og hvem af dem vil vinde? Ja det anede jeg virkelig ikke.

Det gik først op for mig at jeg burde svare da Louis pludselig gav et meget højt suk fra sig. Hvor efter jeg hurtigt ud tænkte, hvad jeg ville sige. Men da der ikke kom noget frem, måtte jeg improvisere.
”Jamen der er ikke så meget at sige, jeg har jo fortalt dig at vores verdner er forskellige,” selvom det ikke helt kom ud som jeg gerne ville have, var det jo sandheden – Eller noget af den.
”Men hvorfor var du så hjemme ved mig?” spurgte han. Man kunne nemt høre på hans tonefald, at jeg havde såret ham med det jeg havde sagt før, og det gjorde mig ked af det. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare til hans sidste spørgsmål.  Jeg vidste det jo ikke helt selv, jeg vidste bare jeg var i tvivl om mit valg. 
Jeg tog en dyb indånding, og kiggede op fra bordet.
”Jeg ved det ikke helt… Jeg.. er bare forvirret, og ved ikke helt hvad jeg skal vælge?” svarede jeg ærligt, og kiggede så tilbage ned i bordet. Min hænder rystede, og panikken steg i mig. Det var sådan noget lort, jeg havde rodet mig ud i. Jeg risikerede at miste en af de bedste venner jeg havde haft, bare fordi jeg var så fucked op at kysse ham, og så ikke vide om vi skulle være sammen bag efter.
”Jeg forstår bare ikke hvorfor dine bekymringer om vores forskelligheder, ikke var der mens vi bare var venner,” hvorfor havde han så mange spørgsmål, jeg kunne ikke svare på nogle af dem, og det irriterede mig. Jeg sukkede lydløst. Han havde jo ret, det bekymrede mig ikke før. Før var jeg jo en berømtheds ven. Jeg rystede på hovedet af mig selv.
Pludselig kunne jeg mærke Louis’ varme hænder om mine. Jeg kiggede op. Hans blå øjne mødte mine, og vi kiggede bare på hinanden et stykke tid.
”Intet vil ændre sig, Avery,” inderst inde vidste jeg han havde ret. Inderst, inderst inde. Men jeg kunne bare ikke tage chancen, og så risikere at det hele går galt. Jeg kiggede væk fra Louis igen, da han lænede sig frem for at kysse mig. Jeg havde det så skidt med ikke at kysse ham, det gjorde helt ondt inden i. Men jeg skulle ikke lave præcis den sammen fejl igen.
”Hvad er det jeg har gjort?” han lød virkelig såret, og slap hurtigt mine hænder. Som han eller havde holdt sødt før.
”Jeg er virkelig ked af det Louis, men jeg er virkelig i tvivl om hvad det er jeg vil. Du er så sød, og jeg kan virkelig godt lide dig. Men det der med at være kærester med en berømthed.. det bare svært,” jeg forsøgte desperat at få øjenkontakt med ham, så han kunne se jeg mente det. Men det eneste han kiggede på, var hans hænder som nu lå i hans skød.

”Vent! Er det her fordi du er vild med Harry?” udbrød Louis pludselig, jeg kiggede med store øjne på ham. Havde han lige sagt det jeg troede han sagde. Han troede jeg var vild med Harry.  Hvad var det lige han ikke forstod, ved at jeg ikke ville være sammen med en berømthed.
”Nej.. Nej!  Jeg er ikke vild med Harry, overhovedet! Louis det har altså overhovedet ikke noget med det at gøre!” det hele blev bare sagt i en lang stime, der var vigtigt for mig at han forstod at jeg ikke var vild med Harry.
Han nikkede bare stille, men kiggede stadig ned på sine hænder. Længe var der bare helt stille, ingen sagde noget.
En rigtig dårlig fornemmelse kørte igennem min krop, da Louis rejste sig og gik to skridt væk.
”Jeg er ked af det Avery, men jeg kan ikke vente forevig, på at du bestemmer dig,” jeg nåede ikke sige mere, inden Louis var ude af døren.
Tårende trillede ned af mine kinder, i alt sin fart. Jeg havde dummet mig for groft, og nu var det forsent at gøre noget.
_____________________________________________________________________________________________

Nåå! hvad sker der lige for Avery:D Hun må sgu nok snart til at bestemme sig, inden hun mister Louis:P 

Men ud over hvad sker med hende, hvad synes i så om historien indtil videre? :D 

-Freja Payne
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...