Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7874Visninger
AA

19. The End

Her stod jeg igen. Ved døren til Louis og Harrys lejlighed. Harry var stadig ikke blevet sendt hjem fra sygehuset, så hvis her var nogen, var det Louis. Jeg bankede forsigtigt på døren, uden helt nogle forhåbninger. Den sidste uge havde jeg desperat prøvet at få fat på Louis igen, men for hver eneste dag tabte jeg håbet mere og mere, og det gjorde virkelig ondt. Det gjorde helt utrolig ondt, og jeg var ikke bare ked af det. 

Jeg følte mig direkte syg. Det føltes som om jeg havde et kæmpe hul i maven, der ikke ville gå væk. Jeg fik næsten ingen søvn om natten, fordi jeg havde for meget at tænke på. Min far havde opsøgt mig flere gange, men jeg havde alle gangene sagt at jeg skulle på arbejde. Jeg vidste godt det var tarveligt, men jeg magtede ikke noget som helst. Når jeg snakkede med Chelsea, lod jeg som om at alt var godt, selvom det ikke var. Lige meget hvor dumt det end lød, så havde Louis knust mig. 

Mine følelser for ham var stærke, så den måde han skubbede mig væk på, det føltes som et slag i maven hver eneste gang han lagde på, når jeg ringede. Jeg savnede ham så forbandet inderligt. Det gav et sæt i mig, da døren åbnede. Louis havde den svagt på klem. Han havde samme tøj på som i går, og hans øjne var hævede, samt hans hår uglet. ”Avery,” sagde han med en monoton stemme. ”Hvad er der galt med dig?” spurgte jeg koldt. ”Jeg tror mere spørgsmålet er, hvad der ikke er galt med mig,” sagde han med et skævt smil. Hans ligeglade facade, fik vreden til at blusse i mig. Jeg løftede hånd og stak ham en solid lussing på kinden, samtidig med jeg følte den første tåre trille ned af kinden på mig. Han tog sig til kinden, men da han kiggede på mig, var der intet vrede i hans blik.

Derimod intet. Hans blik var fuldstændig tomt. ”Vær ikke sådan der,” hviskede jeg svagt. Han fnøs kort. ”Du kender mig ikke!” sagde han med en hævet stemme. ”Jeg er sådan her. Jeg er en idiot, og du kan ikke ændre på mig, lige meget hvor gerne du vil!” råbte han. ”Tag dig sammen!” skreg jeg hysterisk. ”Tror du ikke der var andre end dig, der blev ramt af det, da vi troede vi havde mistet Harry? Nej, det troede du nok ikke, for du er så egoistisk, men lad mig fortælle dig en ting; Hele verden handler ikke om Louis!”

Tårerne pressede sig på hos ham, men han var hurtig til at gnide dem irriteret væk. ”Jeg kan ikke hjælpe dig. Beklager,” sagde han koldt. En tung sten landede i maven på mig, ved hans ord. For det var ikke bare ord. Han havde givet op på mig. Mine ben føltes pludselig ikke som om de kunne bære mig mere. Pludselig forsvandt alt lysten til at græde. Mit udtryk blev hårdt, og det var ligesom om at alt bare gik i stå. Alle følelser. Der var intet mere. ”Så det her er altså enden?” spurgte jeg selvom jeg godt kendte svar. ”Jeg er ked af det,” sagde han ligegyldigt.  Mine øjne mødtes hans en sidste gang. ”Det er jeg også,” hørte jeg mig selv sige, inden jeg vendte om.

*

 

5 måneder senere.

Tiden heler alle sår. Det var det folk sagde, men de vidste tydeligvis ingenting. Nogle gange stillede jeg mig selv spørgsmålet om jeg egentlig levede eller bare eksisterede. Jeg hældte mest til den sidste. Chelsea var kommet hjem, og fordi jeg var led nok til det, havde jeg bedt hende om at lade mig være i fred i et stykke tid. Jeg håbede hun kunne tilgive mig, hvis jeg blev god igen. Det håbede jeg selvfølgelig på, men det lignede ikke noget der ville komme i den nærmeste fremtid. Jeg hadede at være hjemme, for det var her tankerne blev sat i gang, og selvom der hang mange minder ved caféen, følte det stadigt mere udholdeligt at beskæftige sig med noget på arbejdet. Jeg havde taget alle de ekstra vagter, jeg overhoved kunne. De  vagter hvor jeg skulle lukke af, var de bedste.

De blev tit sent, hvilket gjorde at min krop var udmattet, når jeg kom hjem. Så var det lidt nemmere at falde i søvn. Der var endnu en halv time til min vagt startede, og jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre med den tid. For det meste lå jeg bare og lavede ingenting, men jeg valgte at tænde fjernsynet, i tilfælde at et eller andet kunne få min opmærksomhed. Efter et minut tids ugyldigt stirren ind i fjernsynet, faldt mit blik hen over min mobil der lå på sofabordet. Jeg havde den på lydløs hele dagen, og tog den kun, hvis det var min far. I samme øjeblik lyste displayet op. I en umenneskelig langsom bevægelse, fik jeg den taget til mig.  Mit hjerte stoppede næsten, da jeg så Louis’ navn på skærmen.

Jeg lod min mobil falde til gulvet, som var det en bombe. Mit hoved var allerede blev fyldt med grunde til, hvorfor han skrev til mig, men jeg var virkelig blank. Selvom det sikkert var det værste jeg kunne gøre, besluttede jeg mig for at åbne beskeden. Med rystende hænder, fik jeg trykket på ’Læs besked’.

#We need to talk.# var alt der stod. Jeg fnøs. Hvordan vovede han overhoved at tage kontakt til mig igen. I ren frustration, kastede jeg min mobil fra mig. Pludselig fik jeg en trang til at komme væk herfra. Jeg rejste mg hurtigt op, hvilket gjorde mig helt svimmel, men jeg prøvede at ignorere det. Hurtigt fik jeg trukket den sorte arbejds t-shirt på og de matchene sorte jeans. Inden længe var jeg ude af døren. Den kolde efterårsluft ramte mig hårdt, og inden jeg nåede hen til caféen var det også begyndt at regne.

*

 

Louis synsvinkel:

 

Hun havde ikke svaret på min sms endnu, hvilket var så nervepirrende. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde håbet så meget. De 5 sidste måneder havde været de værste i hele mit liv. Da Harry havde brug for at komme sig helt fuldstændig, havde vi fået et halvt års pause, hvilket ville sige vi startede næste måned igen. Det var langsomt gået op for mig, hvor dum jeg havde været. Jeg havde ladet min egen sorg og behov over skygge alt andet, hvilket ville sige de personer der betød allermest for mig. Avery var væk. Hun var ikke min pige mere. Jeg kunne ikke engang kalde hende min veninde. Hun var bare en bekendt, som nægtede at snakke med mig.

Jeg bebrejdede hende ikke. Jeg var den største idiot nogen sinde, og jeg gad ikke engang overbevise mig selv om det modsatte. Jeg savnede hende bare så forfærdeligt meget, og der var ærlig talt intet jeg ikke ville gøre, for at få hende tilbage. Jeg var desværre bange for det var for sent. Irriteret slukkede jeg fjernsynet foran mig. Mit blik gled hen over regndråberne der sad klistret til ruden. Det var ikke engang gået op for mig, at Harry var kommet herind, da han begyndte at snakke. ”Lou?” sagde han stille.

Jeg drejede ikke hovedet, men mumlede bare et lille ’ja’ i stedet. Han lod sig dumpe ned ved siden af mig i sofaen. ”Er du okay?” spurgte han forsigtigt. Jeg følte ikke helt for, at lyve for ham, men jeg ville heller ikke til at snakke om det, så jeg lod være med at sige noget, men derimod bare fastholde mit blik på ruden. ”Louis, tag dig sammen,” sagde han bestemt og puffede blidt til mig. Hans ord påmindede mig om sidste gang jeg så Avery, hvor hun havde sagt præcis det samme. ”Hvad vil du have jeg skal gøre?” spurgte jeg og sukkede. ”Jeg mistede hende.”

Harry rystede på hovedet, hvilket fik mig til at se med et løftet øjenbryn på ham. ”Du lod hende gå selv.”

Selvom han havde ret, irriterede hans ord mig stadig. ”Hvad er det du prøver at sige, Harry?” spurgte jeg opgivende. ”Det har jeg allerede sagt engang. Tag dig sammen! Vind hende tilbage!” lød det opmuntrende fra ham. ”Det kan jeg ikke..” startede jeg, men han afbrød mig. ”Jo du kan. Spørgsmålet er om du vil?”

”Selvfølgelig vil jeg det, men..” – ”Så kom da af sted med dig.”

Jeg tøvede. Måske ville hun tage mig tilbage? Hvad hvis hun ville? Og hvad havde jeg egentlig at miste? Jeg blev nødt til at prøve. Jeg sprang op fra sofaen. Hvorefter jeg styrtede mod døren. ”Louis? Måske du skulle rede dit hår først?” lød det fra Harry.

Jeg grinte kort, hvorefter jeg spurtede ind på badeværelset, for at hurtig rede en børste igennem mit hår. Hun ville nok ikke tage den, hvis jeg ringede, så jeg besluttede mig for at sætte kurs mod hendes lejlighed. Inden længe havde jeg fået startet bilen og var på vej mod Londons indre by.

*

 

Jeg tog en dyb indånding, før jeg bankede 3 gange på døren. Jeg håbede inderligt, hun ville åbne døren. Det blev hun nødt til at gøre. Jeg længdes efterhånden efter at se hende igen. Det var alt for lang tid siden. Til min store skuffelse, åbnede hun ikke. Skuffelsen indtog mig hurtigt. Måske var hun hjemme, men gad bare ikke åbne? Eller måske var hun ikke hjemme? Hvis hun ikke var her, havde jeg kun et mere bud. Jeg måtte tilbage til der hvor alting startede.

I et hastigt tempo, satte jeg kurs mod caféen. Hun måtte være der! Jeg håbede. Hurtigt fik jeg trukket min hætte godt op over hovedet, i tilfælde af at nogen skulle genkende mig. Mit blik blev fasholdt med jorden, hele vejen derhen. Jeg lod et blik glide hen over mit armbåndsur. 22:02. Jeg kunne på ingen måde vide, om hun lukkede i dag, for ellers ville hun være hjemme på dette tidspunkt, men jeg håbede. Billeder fra sidste gang jeg mødte hende i caféen på dette tidspunkt, skyllede ind over mig, hvilket dannede et lille smil på mine læber, der ikke havde været der længe. Jeg savnede virkelig alt ved hende.

Hendes grin, hendes duft og ikke mindst hendes læber mod mine. Det var alt sammen kommet tilbage til mig, da jeg stoppede med stofferne. Det var ikke noget jeg havde haft lyst til. De var efterhånden det eneste der hjalp mig mod smerterne, men jeg vidste, hun hadede at jeg tog dem, og det var egentlig de eneste der holdte mig væk.

Den lille café kom til syne for mig, da jeg drejede om hjørnet. Få lamper var stadig tændt derinde, hvilket fik et lille håb frem i mig. Uden videre tog jeg i dørhåndtaget, som til mit held ikke var låst endnu. En klokke over døren,  signalerede at jeg var gået ind. Døren til baglokalet gik hurtigt op, og ud kom en meget forvirret Avery. Hun lignede sig selv på en prik, men hendes udtryk var meget hårdere.

Hun stirrede forskrækket på mig, men inden jeg nåede at sige noget, havde hun vendt sig om og smækkede døren i. ”Avery, vent!” råbte jeg højt efter hende, men intet svar kom. Frustreret greb jeg ud efter dørhåndtaget, og gik efter hende ud i baglokalet. Jeg greb febrilsk ud efter hendes håndled, da hun skulle til at gå ud af bagdøren. ”Vent,” kommanderede jeg. Jeg fangede hendes blik, men denne gang var det ikke hårdt og koldt. Det var derimod fyldt med sorg. ”Jeg er så ked af det,” startede jeg, men min stemme knækkede over. ”Jeg var den største idiot nogensinde. Jeg tænkte kun på mig selv, det var forkert af mig og jeg fortryder det så meget.” Det hele røg ud i en lang køre. Hun sagde ikke noget, men fastholdt bare blikket på jorden. ”Jeg ville bare virkelig ønske vi kunne starte forfra,” sagde jeg og prøvede at fange hendes blik, men forgæves. Intet af det jeg sagde, fik hende til at overhoved kigge på mig.

”Jeg elsker dig, Louis,” lød det fra hende, hvilket fik mig til at kigge op på hende. Elskede hun mig? Efter alt det jeg havde gjort? Jeg spildte ikke et øjeblik, men skyndte mig at presse mine læber mod hendes. Det hele kom tilbage til mig. Alle mine gamle minder. Jeg fik dog ikke lov til at nyde det længe, for hun skubbede mig væk fra hende. Hun fangede mit blik. ”Du lod mig ikke færdiggøre,” mumlede hun hvilket kom bag på mig. Hun havde lige sagt hun elskede mig? Hvordan kunne der være et men? ”Jeg elsker dig… Men jeg er ikke forelsket i dig,” sagde hun endelig. Det føltes som at få et slag i maven. En indre smerte skød frem i mig, ved lyden af hendes ord. Tårerne pressede sig på hos mig. ”Avery, vær sød… Giv mig en chance til. Bare én. Jeg har virkelig brug for en enkel chance  til,” sagde jeg med en grødet stemme. Tårerne løb om kap ned af mine kinder. ”Du havde så mange muligheder. Men du benyttede dig ikke af dem. Det er lang tid siden, Louis. Folk kommer videre,” hviskede hun, men jeg vidste hun løj.

Jeg kunne se det på hende. Hun var ligeså ramt som jeg var. ”Men du er ikke videre. Ingen af os er videre, for det er ikke meningen vi skal komme videre. Det er meningen vi skal være sammen,” prøvede jeg og tog hendes hånd. Hun kiggede blot på hendes hånd i min, men det fik mig kun til at flette dem sammen. Hun plantede kort et kys på min kind. Jeg kiggede forvirret på hende. Hun kiggede trist på mig. ”Beklager Louis.”

Hun ville ikke have mig tilbage. Det var det eneste der kørte rundt i mit hoved. Jeg havde mistet hende for alvor. Med tårerne trillende ned af kinderne gik jeg ud. Dette var den værste aften i mit liv. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre af mig selv. I ren og skær frustration, hamrede jeg min næve mod muren.

Smerten i hånden var ekstrem, hvilket fik mig til at hamre den mod muren yderligere 3 gange. Det afledte lidt den indre smerte. Jeg lod mig dumpe ind på det første værtshus jeg kunne finde. Det her måtte drikkes væk. Jeg havde ikke Avery i baghovedet mere. Der var ingenting der holdte mig fra at drikke, til jeg ikke kunne gå eller tænke mere. Og det var lige det jeg havde tænkt mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...