Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7901Visninger
AA

3. Stuck in the moment....Literally

 

Jeg spjættede forskrækket med kroppen, og rullede direkte ned på gulvet fra sengen. Oh God, jeg drømte at jeg faldt. Jeg kan ikke huske hvor jeg faldt fra, bare at jeg faldt. Selvfølgelig havde jeg glemt alt om min sårede fod. Jeg strakte kroppen, og slog min fod ind i benet på sengen. Smerte. ”AAV!”, skreg jeg og havde inderligt ondt af mig selv. Jeg var overbevist om at min fod var begyndt at bløde igen. ”Hvad fanden laver du?!”, grinede Chelsea. Hun var vidst lige vågnet. ”Jeg ligger bare hernede og lider, hvis det er ok med dig”, sagde jeg og klynkede. Chelsea grinede. Hvad var der dog galt med hende?

Okay, hvis det havde været hende havde jeg nok også grint lidt, men sådan er vi. ”Hvad skete der lige præcis?”, spurgte hun og prøvede at dæmpe sit grin. ”Jeg faaaldt”, sagde jeg og overdrev min tude stemme. ”Skal jeg puste?” spurgte hun sarkastisk. ”Ja”, sagde jeg og stak min bare fod i ansigtet på hende.  Hun skyndte sig at fjerne sit ansigt. ”Har du ikke en Louis-fyr du skal på date med?”, spurgte hun. Det var som om en alarm var startet i mit hoved, for et kort øjeblik. Jeg havde ikke engang tid til at fortælle Chelsea det ikke var en date. Mine mest bange anelser, blev til virkelighed. Klokken var halv tolv. Louis ville hente mig lidt i tolv. Det var da også tideligt på en lørdag.

Panik. Panik. Panik. ”Åh Gud”, sagde jeg opgivende, og fór op. ”Ham fyren der er bare en helt almindelig ven, han kan vel vente i ti minutter”, sukkede Chelsea. ”Sådan er jeg ikke”, konstaterede jeg. ”Klart”, sukkede hun. Jeg rev min løse t-shirt over hovedet, og forsvandt ud på badeværelset, hvor jeg redte mit hår igennem med den ene hånd, og børstede tænder med den anden. Mit hår var fuldstændig uglet, og var næsten umulig at få redt igennem. Det lykkedes dog til sidst. Jeg rodede irriteret mit propfyldte tøjskab igennem. Det var som om at alt mit pæne tøj, gemte sig. ”Kom frit frem”, sagde jeg irriteret. Chelsea træk i de samme i de cowboy shorts hun var kommet i, og begyndte at redde sit eget perfekte rødbrune hår igennem. Hun lignede allerede en der havde brugt timer på at shine sig op, og hun var lige stået op. ”Jeg hjælper dig”, sagde hun. ”Hvad leder..”

Det ringede på døren. Åh nej. Rød alarm. Panik. Jeg tror jeg var ved at besvime. ”Luk lige op”, befalede jeg Chelsea. ”Sure”, sagde hun og bevægede sig ud mod døren. Jeg rodede igennem mit tøj. Hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde smidt min hvide skjorte til vask. Jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder. Døren ind til soveværelset stod på klem. Jeg kiggede ud. Chelsea åbnede døren. Desværre, kunne jeg ikke se hendes reaktion. Louis kiggede afslappet, men forvirret på hende. ”Jeg må være gået forkert”, konstaterede han. ”Du…Leder efter Avery?”, spurgte Chelsea. Man kunne tydeligt høre hun var oppe at køre. Jeg skulle måske have forberedt hende på at det ikke bare var en tilfældig Louis. Det var Louis. Louis, som i Tomlinson. ”Uhm, kom ind!”, sagde Chelsea og viftede Louis indenfor.

Jeg kiggede ud af døren. ”Sorry”, mimede jeg og lukkede døren.
 

Jeg fandt en pastelblå tanktop, og valgte en lys denim nederdel til. Fordi jeg er født uheldig, matchede farven på mine converse slet ikke til tøjet. De var mørkerøde. Næsten bordeaux. Hvorfor købte jeg en efterårsfarve, når jeg vidste at jeg også havde tænkt mig at bruge dem til sommer? Jeg sukkede, og træk i dem. Mit hår blev sat op i en høj hestehale. Jeg havde ikke tid til andet.

Jeg skulle til at gå ud af døren, da jeg kastede et blik på spejlet. Det lignede at jeg ikke havde fået mere end 3 timers søvn den sidste måned. Suk.

Det ville være så meget nemmere hvis man bare kunne vågne op, og så ligne en million. Jeg fik dækket mine sorte rander under øjnene. Det var sikkert fordi jeg havde fået for lidt søvn.

Chelsea havde holdt mig sent oppe, og det samme gjorde arbejdet. Dog var jeg fuldstændig frisk lige nu. Ingen personer i hele verden var mere frisk end mig. Jeg havde nemlig noget at se frem til. Jeg lagde en lille smule mascara, og kastede mit spejlbillede et sidste blik, inden jeg trådte ud af døren. Både Louis’ og Chelseas opmærksomhed blev rettet mod mig. Jeg tør vædde med at de begge stod og tænkte på hvor dumme mine sko så ud til tøjet. Eller ikke. Jeg smilede af mig selv. Man skulle næsten tro Louis og jeg havde aftalt at vi skulle matche tøj.

Hans bukser var lavet af samme denim stof som min nederdel, og hans t-shirt var samme mørkerøde farve som mine converse. Louis smilede. ”Hey”, hilste han. Jeg hilste igen. Han gav mig et hurtigt elevator blik, som han vidst prøvede at skjule. Jeg fik det en del utilpas. Jeg så sikker hæsligt ud. Oh no, jeg lignede sikkert noget der var løgn.

”Du ser godt ud”, sagde Louis venligt.  Måske brugte han den der ironi, de også bruger i Mean Girls. Ved at fortælle folk at deres bluse, eller noget, er pæn og så slet ikke mene det. Louis brugte samme metode som Regina fra Mean Girls! Jeg var overbevist! Eller også havde jeg bare set for meget Mean Girls. Men hvis du ikke har set for meget Mean Girls, gav de 5 sidste linjer ikke mening, så øhm… Bare glem det. Jeg kom helt fra, at svare ham. ”Tak”, sagde jeg. Jeg skulle til at sige ’i lige måde’, ren høflighed you know, men kom fra det, da det nok ville virke sært. Eller ikke. Glem det. ”Det her er Chelsea. Min veninde”, sagde jeg til Louis. ”Bedste veninde”, indskød Chelsea hurtigt.

”Bedste veninde”, rettede jeg mig selv. Det så ud til at more Louis. ”Jamen, hej til Avery’s bedste veninde, Chelsea”, sagde Louis komisk.

Chelsea hilste igen, og hun havde helt julelys i øjnene. Det så rimelig komisk ud. Jeg smilede til Louis. ”Lad os smutte”, sagde jeg. Han nikkede. ”Vi ses, Chels”, sagde jeg hurtigt og forsvandt ud af døren med Louis. Jeg stod mere tæt på ham end nogensinde.

Han duftede utrolig godt af parfume. Armani hvis jeg ikke tog fejl. Jeg skyggede for solen med hånden, da vi kom ud i den friske luft. Det var en lun dag. Ikke kvælende, men heller ikke en smule for koldt. Selvom vi kun var i starten af juni, føltes det som slutningen af juli. Louis’ Porsche strålede hele gaden op, og jeg måtte indrømme at jeg var overvældet.

Hele hans verden var så langt fra min. Det føltes mærkeligt. Men Louis og jeg var alligevel ens. Født og opvokset op i England, med en almindelig skolegang, almindelige venner, og en almindelig familie, og Louis virkede meget nede på jorden. Jeg begyndte at spekulere hvor varmt hans bil egentligt måtte have det. Farven sort tiltrækker jo varme. Hvor lød det dog åndsvagt, selv i mit hoved. Godt jeg ikke havde sagt det højt.

Louis satte sig ind på førersædet, og jeg skulle lige til at tage bagsædet, da jeg kom i tanke om at jeg nok skulle sætte mig ind ved siden af ham. Jeg havde åbenbart kørt alt for meget taxa. Der sad jeg altid på bagsædet, ligesom da jeg var barn. Nu gjorde jeg mig selv pinlig berørt igen, og jeg havde ikke engang været sammen med Louis i ti minutter. Det skulle nok blive en hyggelig dag.

 

Jeg knugede lædersædet i Porschen, og bed mig bekymret i læben, imens Louis drejede skarpt ind ad en sidevej. ”Hvad er der galt?”, spurgte han og kiggede på mig. ”Louis! Øjnene på vejen, tak”, sagde jeg skarpt. Han smilede. ”Har du overhoved kørekort, om jeg må spørge?”, spurgte han drillende.

Jeg sank en klump. ”Det behøver man ikke have for at kunne regne det ud.”

Han trak på skuldrene. Bilen blev ved med at køre lidt fra side til side, og man skulle ærlig talt tro han var fuld. Jeg bed mig i læben igen. ”Nu gør du det igen”, konstaterede han.

”Hvad?”

”Ser nervøs ud”

”Det burde du ikke engang vide, hvis du holdt øje med din kørsel”, sukkede jeg og grinede. ”Nå, så det er dét, det handler om?”, spurgte han drillende. ”Du kører bare en anelse…” Jeg tøvede. ”Uregelmæssigt”

Nu var det Louis’ tur til at bide sig i læben. Det kunne være vores fælles hobby. ”Sorry”, sagde han og kørte faktisk meget forsigtigt resten af turen.

 

Vi nåede endelig lejlighedskomplekset, hvor han boede.  ”Jeg bor her faktisk sammen med Harry, men han er her ikke lige nu”, sagde Louis afslappet. Han kiggede lidt efter på mig. ”Ved du hvem Harry er?”, spurgte han. Harry Styles, vel?

Jeg tøvede. ”Harry…Styles?”, spurgte jeg. Louis nikkede. Nu lød jeg sikkert som en eller anden fangirl, som kendte alle deres mellemnavne, og alt muligt.

Jeg skulle bare have sagt, jeg ikke vidste hvem han var. Hvorfor sagde jeg ikke det? Hvorfor blev jeg ved med at gøre mig selv til grin. Det måtte snart høre op.

Men sandheden var at jeg ikke var One Direction fan. Jeg havde hørt ’Moments’ med dem, og det var faktisk det eneste, men jeg vidste godt hvem de var, selvfølgelig. Det gjorde alle 19-årige piger i London, om de var fans eller ej. One Direction var over alt. Men jeg elskede dog Moments. Det var faktisk en af mine yndlingssange, men hvis I kan huske hvad jeg sagde om ikke at virke som en fangirl… Så det holder vi mellem os. Vi gik ind i en halvstor lobby, som var udstyret med sort marmor på både gulv og vægge.

Louis førte mig over mod en elevator henne i hjørnet. Inde i havde den det samme sorte marmor, og det begyndte at blive en anelse uhyggeligt. Kendte arkitekten dog til andre materialer end sort marmor? Louis trykkede på en af knapperne, hvor der vidst nok stod 8. ”Det ville jeg have gjort”, sagde jeg og lavede en trutmund. Louis grinede. ”Undskyld, Avery. Du får lov til at trykke på knappen, en anden gang.”

”Så jeg glad igen”, sagde jeg. Ed Sheeran’s ’Drunk’ begyndte at komme ud af højtalerne i elevatoren. Hvor jeg dog bare elskede elevatormusik. ”Jeg elsker elevatormusik”, sagde Louis. Haha, tankelæser. ”Maybe I’ll get drunk again”, sang jeg. Jeg elskede Ed Sheeran’s musik. Louis havde vidst hans nummer! Måske kunne jeg stjæle hans iPhone imens han sov, eller noget.

Louis smilede, og kiggede på mig. ”To feel a little love”, sang han med. Elevatordørene åbnede, og førte direkte ind i lejligheden.

 Det første man mødte var en trappe, der førte op til næste etage. Hvis man gik til højre mødte man en moderne indrettet stue, og hvis man gik til venstre mødte man tre døre. Louis tog fat i min hånd, og trak mig med ovenpå. Endnu en stue kom til syne. Sofaernes farve matchede mine sko, og alle vægge undtagen én, var hvide. Her var indrettet, forholdsvis sådan jeg selv ville have gjort. Jeg kunne godt lide det. Nedenunder gik døren op. Jeg kunne høre en stemme, og selvom Louis sagde at han ikke var hjemme, formodede jeg at det var Harry. Louis kiggede forvirret op.

Jeg kunne høre at Harry begyndte at gå op af trapperne. Han talte vidst i telefon. ”Vent, jeg kan ikke høre dig. To sekunder”. Harry kom op for enden af trapperne, og et øjeblik kunne jeg sværge på at han var ved at falde ned igen. ”Louis! Du gav mig et chok”, brokkede han sig.

Louis kiggede bare uforstående på ham. Harry kiggede uforstående tilbage, og det manglede bare at jeg kiggede uforstående på dem. Denne her situation måtte have været rimelig sjov at kigge på, hvis man ikke var i den. ”Jeg troede ikke du ville være hjemme i eftermiddag”, sagde Louis. ”Jeg er også glad for at se dig”, sagde Harry sarkastisk. ”De sagde at de ville ringe senere. Tekniske problemer, eller sådan noget. Jeg er vildt sulten!”, sagde han og begyndte at sætte kurs mod køkkenet. Det var vidst først nu han lagde mærke til, jeg var her. Nu var det hans tur til at se forbavset ud. Han kiggede først på mig, og så på Louis.

”Det her er Avery”, skyndte han sig at sige. Harry smilede. ”Hej! Harry” sagde han og gav mig hånden.  ”Hyggeligt at møde dig”, sagde jeg. Louis kiggede i alle andre retninger end på Harry. Harry kiggede med et løftet øjenbryn på ham, hvorefter han traskede ud mod køkkenet. ”Jamen, så lader jeg jer være alene”, sagde han drillende over skulderen.

 

Louis, Harry, og jeg var endt med at bestille pizza. Louis rejste sig straks fra bordet. ”Jeg vasker op”, sagde han. ”Brug for hjælp?”, råbte jeg spørgende efter ham, men det var egentligt ikke et spørgsmål. Harry fnes. ”Jeg har aldrig set Louis være så frivillig til at vaske op før”, sagde han. Et grin undslap mine læber. ”Forandring fryder”, sagde jeg og tog vores tallerkener i den ene hånd, samt pizza bakken i den anden. ”Avery, skal jeg ikke tage noget af det der?”, spurgte Harry. ”Jeg er vant til det”, svarede jeg ham og smilede. Han kiggede forvirret på mig.

 ”Hvad mener du?”

”Jeg arbejder som servitrice”, forklarede jeg. Han smilte. ”Aaarh” sagde han. Jeg smuttede ud i køkkenet, hvor Louis havde fundet en opvaskebalje frem, og var begyndt. Jeg skimmede hurtigt køkkenet. Alle pladerne udstyret med sort marmor, og jeg var ærlig talt ved at være godt og grundigt træt af sort marmor. Tsk.

Der var noget andet der vækkede min opmærksomhed: De havde en opvaskemaskine. Hvorfor vaskede Louis op når de havde en opvaskemaskine. Det gav ingen mening. ”Øh, Louis?”, spurgte jeg. ”Ja?”

”Hvorfor vasker du op? I har en opvaskemaskine”, spurgte jeg. Louis grinte. ”Ærlig talt, har jeg ingen idé. Jeg syntes det andet er sjovere lige nu”, sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at smile af ham. Jeg skubbede til ham med hoften, så jeg kunne overtage opvasketjansen. Han rykkede sig, og tog et viskestykke, hvorefter jeg begyndte at give ham de glas han havde nået vaske op. Han tørrede dem, og lagde dem på plads.

Sådan fortsatte vi lidt. ”Louis! De er jo slet ikke tørre, når du sætter dem ind!”, sagde jeg. Hans hånd fór ned i vaskebaljen, og sprøjtede op på mig. Jeg lukkede med det samme øjnene. Jeg smilede irriteret til ham, hvorefter jeg formede en skål med mine hænder, tog alt det vand jeg overhoved kunne, og smed det på ham. Louis skulle lige til at sprøjte på mig igen, da jeg brød ind. ”TIMEOUT! STOP! HOLD! PAUSE”, råbte jeg. ”Jeg har aldrig før hørt nogen bruge så mange ord, på så lidt tid”, grinte han. Jeg fnes, og begyndte at traske mig vej ned til toilettet. Jep, min teori var rigtig. Min mascara var begyndt at løbe.

Jeg tog noget toiletpapir, og prøvede at duppe det af. Louis kom ind lige efter. ”Sorry”, sagde han og kunne alligevel ikke lade være med at smile. Han smilte egentlig ret meget. ”Det er okay”, sagde jeg og tog fat i bruseren. ”Jeg får bare hævn!”

Louis skærmede for sit ansigt, da han vidste hvad der ventede ham. Jeg tændte bruseren direkte i ansigtet på ham. ”Aaaargh!”, råbte han, og prøvede at vende bruseren væk fra sig selv, og om mod mig.

Da Louis var omkring 10 gange stærkere end jeg, lykkedes det. Han fik plasket mig godt og grundigt til, og til sidst var jeg dyngvåd, hvorimod han var sluppet med vådt hår. Jeg satte mig ned på badeværelsesgulvet og lænede mig op af den kolde kant på badekarret. ”Louis? Ved du hvad klokken er?”, spurgte jeg. Han kiggede på sit armbåndsur. ”Kvart i elleve”

Jeg panikkede. Stakkels Chelsea. Jeg skulle have skrevet. Hvorfor skrev jeg ikke til hende?! Nu hvor jeg tænkte over det… Hvor var min mobil egentlig? Jeg rodede begge mine lommer igennem, men ingen mobil. ”Hvad så?”, spurgte Louis nysgerrigt. ”Min mobil er væk, og det er altså ret sent. Jeg må hellere komme hjem til Chelsea”

”Men hvad med din mobil?” spurgte han.

”Øhm, sig til hvis i finder den, ikke? Jeg har ikke helt tid til at lede efter den.”

Louis nikkede. ”Jeg kører dig hjem. Vil du låne noget tøj? Ellers har jeg et håndklæde i bilen, fra sidste gang jeg var ude og surfe?”

”Det lyder fint med håndklædet”, svarede jeg. Louis og jeg gik nedenunder. ”Farvel, Harry”, råbte jeg.

Ærlig talt anede jeg ikke hvor han var. Den her lejlighed var virkelig stor, og jeg havde ikke engang set halvdelen af den. Jeg kunne høre ham svare, lige inden vi lukkede døren. Jeg var stadig sammen med Louis, men samtidig glædede jeg mig til næste gang vi skulle være sammen. Det havde virkelig været hyggeligt.

Han var sådan et afslappet selvskab at have. Sådan havde jeg også følt det i caféen, og selvom jeg følte at jeg kendte ham godt, var der stadig så mange ting vi ikke vidste om hinanden. Jeg vidste godt hvor han var født, og sådan nogle basis ting, men jeg havde også lyst til at finde ud af mere om ham, og jeg vidste at der kun var én måde at gøre det på: Bruge mere tid med ham.

Vi befandt os i elevatoren igen. ”Så, nu må du trykke”, sagde han og pegede på knappen. ”Fingrene væk”, sagde jeg og klappede hans hånd. Jeg trykkede, og elevatoren begyndte at køre ned af. Det gav et ryk i elevatoren, efter få sekunder. Så kørte den videre, og så stoppede den hårdt op igen. Sådan blev den ved, end til den stoppede brat op igen. Louis og jeg så bekymrede på hinanden. Jeg forventede at den ville køre videre, men nu var den stoppet. Stoppet helt. Åh gud. Den kunne ikke gå i stå. ”Louis?...”

Han trykkede på alarmknappen, men intet skete. Heller ikke inden for de næste 5 minutter skete der noget. Jeg panikkede. ”Har du telefon på dig?! Åh gud, hvad gør vi?”

Jeg var fuldkommen hysterisk nu. Louis rystede på hovedet. ”Okay, Avery. Rolig. Øhm, måske finder Harry ud af at jeg ikke kom tilbage.” Han prøvede helt klart at berolige mig, men det virkede ikke.

”Eller også tror han at du bare valgte at blive over ved mig, og sove. Det kan han jo ikke vide.” Jeg var virkelig bange, og jeg begyndte at få virkelig meget kvalme. Jeg havde altid haft lidt klaustrofobi, og det her ville blive helt ulideligt i længden. Louis kunne vidst godt se på mig, hvor utilpas jeg var. ”Avery, det skal nok gå”, sagde han.

Jeg lod mig glide langsomt ned på gulvet. Louis satte sig ved siden af mig, og sådan sad vi i stilhed. Det begyndte at blive virkelig koldt. Mit tøj var stadig vådt, og klæbede sig nu til min hud. Det var ikke ligefrem fordi at elevatoren hjalp med at holde på kropsvarmen. Mine tænder begyndte at klapre. ”Det-et koldt”, fik jeg fremstammet. Louis lagde armen rundt om mig, og trak mig ind til sig.

Det hjalp ikke det store, men mine tænder stoppede med at klapre efter lidt tid, og jeg begyndte at vænne mig til tanken om at skulle sove i en elevator.

______________________________________________________________________________

Det var ikke så godt, hva?

Hvad syntes i om det tredje kapitel?

Lidt længere end sædvanligt, som nogen også havde efterspurgt :)

- Spencer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...