Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7896Visninger
AA

18. Louis need our help!

Vi var blevet enige at vi alle ville tage ned til sygehuset, og være der for Harry når han vågnede. Derfor havde vi forsøgt at få fat i Louis, hele vejen ned på sygehuset. Men hver gang jeg ringede, gik den direkte til telefonsvareren. Jeg ville så gerne fortælle ham den gode nyhed. Men jeg havde på fornemmelsen, at han ikke rigtig ville snakke med nogle.


Da jeg endelig var kommet frem til sygehuset, fik jeg hurtigt fundet mig vej ned til Harry. Alle drengene var allerede der nede, klar til at være der for Harry når han vågnede. På nær Louis.

Jeg kiggede fortabt rundt i rummet, i tilfælde af at han stod et sted hvor man ikke lide kunne se ham. Men han var ikke til at se nogle steder.
Der var helt stille i det lille rum, og det eneste man kunne høre, var Harry der hostede ind i mellem. Han var stadig ikke helt vågen, men lægerne havde fortalt at, at han havde sagt noget tidligere - I ved lidt ligesom når folk snakker i søvne – og at det var et godt tegn.

En hånd lagde sig på min skulder, og det første jeg så da jeg vendte hovedet om, var en noget så bekymret Liam.
”Har du snakket med Louis?” Hans ord overraskede mig ikke på nogen måde. Han havde nok haft ligeså meget held med at få kontakt til Louis, som jeg havde – Hvilket vil sige ingen held, overhovedet.
Jeg rystede kort, og opgivende på hovedet.
”Heller ikke jeg. Men jeg har sendt ham en besked, hvor der står vi er her, og at Harry er ved at vågne. Så måske han kommer senere?” Så vidste Louis i det mindste besked. Så kunne han komme hvis, han kunne tage sig sammen til det.

Udover den korte samtale Liam og jeg havde, var der ingen der sagde noget. Alle sad i den ubehagelige stilhed, og ventede på at Harry skulle gøre et eller anden.

Stilheden fik mig til at side, og tænke på Louis. Det var så synd han ikke var her. Det kunne måske have hjulpet på hans humør. Det at han ville kunne se, at Harry var ved at have det fint, og at han nok skulle klare det. Louis var væk den dag, hvor hans bedste ven kom tilbage, efter alle troede han ville dø. Fyren som normalt var den mest glade, og hyperaktive, var nu helt nede, og skrabe bunden. Og han fortalte hverken folk hvad der var i vejen, eller hvorfor det gjorde ham ked af det.  

Da Harry begyndte at mumle et eller andet, forsvandt min opmærksomhed på Louis pludselig. Alles opmærksomhed blev lagt på Harry, og da han pludselig begyndte at flakke med øjnene, søgte de tre drenge over mod sengen. Jeg blev selv lidt i baggrunden, da jeg tænkte Harry nok helst ville se dem som det første. De var trods alt Harrys ”brødre”.


Glædes tåre pressede sig på, da Harrys øjne endeligt åbnede. Jeg havde virkelig brug for at Harry kom tilbage, måske kunne han hjælpe med Louis. Men det ville jeg ikke have ham til at tænke på nu, det måtte vente.
”Drenge?” Harrys stemme virkede svag, og en anelse forvirret, men det så ikke ud til at drengene lagde mærke til det. De udbrød alle ”Harry,” og krammede ham. Det var vidunderligt, at se dem alle så glade, og især vidunderligt at se Harry.
”Avery, du er her også. Kom her,” et smil kom frem på mine læber, og med tåre i øjne, gik jeg stille hen til ham.

Jeg lagde forsigtigt og glædende, mine arme omkring ham – som hvis han var meget skrøbelig.
”Er alt okay?” hviskede Harrys stille i mit øre. Men selvom han ville være sød, havde jeg det skidt med at det var mig der blev snakket om. Dette var den dag, vi alle skulle tænke på Harry, nu når han endelig var tilbage.
”Ja alt er fint. Hvordan har du det?” Jeg ville ikke fortælle ham om Louis, ikke nu, han var lige vågnet. Harry sendte mig et blik der sagde; vi kan snakke om det senere. Men jeg var slet ikke sikker på, vi ville snakke sammen senere.  Hvis mit og Louis’  forhold ikke blev bedre, var jeg ret sikker på det ville være akavet at snakke med dem.
”Jeg har det okay, tak. Bare lidt ondt i hovedet men ellers fint,” han smilede forsigtigt til mig, og kiggede derefter på drengene.
                                                                       ***

Vi var blevet smidt ud af lægen, da Harry havde brug for noget hvile. Så derfor havde jeg bestemt mig for at snakke med Liam. Måske kunne han hjælpe med Louis.
Så med faste skridt fulgte jeg efter Liam, og da vi kom udenfor, bestemte jeg det var tid.
”Liam, kan vi lige snakke?” Liam nikkede kort, og vi gik sammen lidt væk fra de andre drenge.
”Vi venter nede ved bilen,” Niall råbte kort efter os, og endnu engang nikkede Liam bare kort. Jeg kunne ikke helt finde ud af om der var noget galt, eller om han bare var sådan. Men det kunne også være lige meget lige nu, hvis der var noget måtte han jo sige det.
”Hvad så?” Liam kiggede afventende på mig, og virkede egentligt ikke rigtigt til at have lyst til at være her. Men lige nu ragede det mig en høstak! Vi var nød til at snakke om Louis, om han havde lyst eller ej. Det var jo også hans ven, og vi var nød til at hjælpe ham.
”Vi er nød til at snakke om Louis. Jeg,” jeg gik i står. Hvorfor det var svært for mig at fortælle ham at jeg så Louis tage stoffer? Han skulle jo vide det.
”Du hvad?” Liam så forvirret på mig. Jeg trak vejret dybt.
”Jeg så Louis tage stoffer i går,” Liams ansigts udtryk ændrede sig helt, og jeg kunne ikke rigtigt læse det. Jeg var i tvivl om han var sur, eller ked af det – eller måske en helt tredje ting.
”Er du sikker på det var det du så?” Han kiggede meget seriøst på mig, men det gjorde mig ikke utryg eller noget. Det eneste jeg tænkte var bare; Ja jeg er ret sikker, ellers havde jeg nok ikke sagt det vel? Men jeg følte ikke lige for at skændes med Liam, så jeg sukkede bare tung, og nikkede.
”Liam, vi er nød til at gøre noget. Vi må hjælpe ham,” denne gang var det min tur til at være helt seriøs. Jeg forventede virkelig at han var der for Louis, og ikke mindst mig. Jeg havde ligeså meget brug for hjælp, jeg var ikke sikker på jeg ville kunne tage presset, ved selv at hjælpe. Louis betød alt for mig, men hvis ikke han kunne tage sig sammen, var jeg ikke sikker på jeg kunne tage det.
Liam nikkede sig enig, og vi bestemte os for at går tilbage til bilen. De havde lovet mig, at de ville køre mig hjem, så jeg ikke behøvede tage en taxa.
Men et syn overraskede os begge, da vi kom tilbage til sygehusets indgang. Halvt væltende var Louis på vej ind ad døren, og vi satte begge i løb. Han skulle ikke der ind. Harry skulle ikke se Louis sådan, og Louis skulle ikke se Harry når han var helt væk.
”Louis?” jeg råbte efter ham, i håbet om at han ville stoppe, men han fortsatte. Liam løb hurtigere end mig, og han fik hurtigt fat i Louis arm. Men det var ikke en god idé.
Louis rev sin arm til sig, og vente sig vredt om. Jeg var henne ved dem nu, og Louis' blik skræmte mig.
”I skal ikke røre mig, jeg er nød til at se Harry!” jeg følte mig lille og ubeskyttet, da Louis blik stille dræbte mig. Jeg tog mig sammen, og gik et skridt tætter på Louis.
”Louis det må vente. Harry har brug for lidt hvile.  Vi kan besøge ham i morgen." Jeg tog stille hans hånd, og skulle til at gå, men han ville ikke. Han slap min hånd, og begyndte at gå i den modsatte retning af hvor bilen holdte. Jeg sukkede tung, og havde på fornemmelsen hvor han var på vej hen, og det var ikke rart at tænke på. 
_____________________________________________________________

Jaa!! Harry overlevede, og alle er glade. Eller ikke... Hvad tror i der kommer til at ske med Louis nu, går det helt galt, eller vender det hele nu?? 

Håber i kunne lide det! 

xx Freja Payne 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...