Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7878Visninger
AA

11. Kiss me like you wanna be loved

STEMNINGSMUSIK: Taylor Swift – You’re not sorry

Tårerne strømmede stadig ned af mine kinder, da jeg vinkede en taxa til side fra fortovet af. Jeg havde rodet tingene sammen for groft. Alt var ødelagt, og nu kom det hele bare til mig. Jeg ville ikke miste Louis, han betød så meget for mig. Det var nu jeg godt kunne bruge en bedste veninde, eller faktisk bare en eller anden.  Men Chelsea var væk. Jeg kendte stort set ikke min mor. Jeg vidste ikke engang om hun levede.

 

Jeg blinkede så tårerne der fyldte mine øjne, løb ned af mine kinder. En taxi holdte ind til siden, og jeg nærmest flåede døren op, og satte mig ind på bagsædet. Lige nu magtede jeg ikke at tage mig af det undrende blik fra taxa chaufføren. Havde han dog aldrig set nogen græde?!

Jeg gav ham mine adresse, for det var der jeg tog hen. Hjem. Hvor skulle jeg ellers gå hen? Jeg havde ikke rigtigt nogen.

Jeg tvang mig selv til ikke at græde resten af turen. Jeg hadede mig selv. For ikke at kunne bestemme mig, for at kysse Louis, og for at være forelsket ham.

I helhed hadede jeg bare alle mine handlinger. Jeg fortjente ham ikke, og det var i øvrigt også for sent nu. Han havde ladet mig gå, fordi jeg bedte ham om det. Han havde valgt at give op.

Jeg tørrede tårerne væk fra mit ansigt, og fortalte taxa chaufføren at han skulle vende om. Jeg skulle ikke hjem.

 

Louis’ synsvinkel:

Jeg smed irriteret min hue fra mig, da jeg trådte ind af døren til vores lejlighed. Jeg kaldte på Harry, men ingen svarede, så jeg gættede på at han ikke var hjemme, hvilket passede mig fint lige nu. At være alene.

Jeg smed mig irriteret på sofaen og greb som refleks ud efter fjernbetjeningen, hvorefter jeg tændte på en tilfældig kanal. Ikke at jeg havde tænkt mig at se det lige nu. Mine tanker kredsede om Avery. Jeg forstod hende ikke. Hun var bare virkelig svær at blive klog på, og jeg var efterhånden træt af at prøve. Hun ville ikke have mig, det måtte bare være konklusionen. Det var sådan det skulle være.

 Jeg gengav scenen der skete mindre end en halv time siden. Jeg havde forladt hende grædende, og jeg begyndte efterhånden at spekulere på om det var forkert. Gid jeg kunne glemme alt om hende. Det ville være så meget lettere.

Men jeg kunne ikke bare glemme hende. Jeg var forelsket i hende, og det faktum kunne jeg ikke lave om på, lige meget hvor gerne jeg ville.

Jeg for sammen ved lyden af den skingre dørklokke. Håbet på at det måske kunne være Avery var der et øjeblik, men jeg kom hurtig til fornuft. Hun havde valgt mig fra, og jeg havde ladet hende gøre det. Der var ikke mere at komme for. Jeg kom hurtigt op fra sofaen af, og begyndte at gå ned af trapperne. Det var da mærkeligt at Harry ringede på? Hvem kunne det næsten ellers være?

Jeg åbnede døren, og foran mig stod hun. Avery. Jeg havde en kæmpe lyst til at trække hende ind i et kram, men det var ikke sådan tingene stod til. ”Hej,” sagde hun. Hendes stemme knækkede over, og jeg kunne tydeligt se og høre hun havde grædt igen. Jeg kiggede bare afventende på hende. Hun begyndte at snakke igen, denne gang med mere kontrol over sin stemme. ”Jeg har tænkt”, sagde hun. Jeg kiggede afventende på hende, men besluttede mig for at det var tid til at sige noget. ”Det har jeg også”, sagde jeg. Hun kiggede på mig. ”Hvad har du tænkt over?” spurgte hun forsigtigt.

”Jeg kunne spørge dig det samme” sagde jeg neutralt. Hun nikkede langsomt.

Jeg indså at jeg var barnlig, ved at fortsætte samtalen på denne måde. ”Kom ind. Så kan vi snakke,” sagde jeg og smilede svagt til hende. Mest i høflighed, for jeg var ikke glad lige nu. Jeg var pænt meget nede.

Hun tøvede lidt, men gik så ind. Hun begyndte straks at tale igen, da hun gik ind af døren. ”Louis, jeg gider ikke trække det her ud eller noget. Jeg kan virkelig godt lide dig…” sagde hun og stoppede sin talestrøm. Jeg kiggede op på hende. ”Men…Jeg ville bare ønske vi kunne starte forfra”, sukkede hun.

 ”Hvad er det du prøver at sige?” spurgte jeg hende. Jeg var virkelig forvirret. Det eneste der stod klart i mit hoved, var at hun muligvis ville give mig en chance. Det lød da sådan. Eller gjorde det

Hun sukkede, og jeg kunne se tårer trænge sig på hos hende igen. ”Ville du nogensinde kunne give mig en chance?” spurgte hun.

Jeg blev forvirret over hendes spørgsmål. Burde det ikke være omvendt? Og så gik det op for mig.

Det var mig der skulle give chancer ud. Det var mig der var blevet såret. Ikke hende, og alligevel i sidste ende.

Det hele kom langsomt til mig, og et øjeblik blev jeg i tvivl om jeg overhoved ville det. ”Har du nogen anelse om hvor meget du har rodet rundt med alt?” spurgte jeg.

”Jeg ved det godt. Og jeg er virkelig ked af det, det er jeg.”

”Hvad fik dig overhoved til at skifte mening?”

”Jeg indså vel bare at…Du er vigtigere end det faktum at jeg ikke vil være en offentlig person. Og hvis vi to bliver til noget, så bliver jeg det, og det ved vi begge godt. Men det er ikke det der betyder noget”, sagde hun.

Jeg fastholdt mit blik mod jorden. ”Sig noget”, bad hun mig. Jeg lænede mig frem mod hende, og pressede mine læber mod hendes, velvidende at denne gang ville jeg ikke fejle.

Hun kyssede mig tilbage, og følelserne inde i mig eksploderede.  Hun var min nu. Jeg blev fyldt af en varm følelse, da hun udviklede kysset.  Jeg pressede hende blidt op af væggen, og kyssede hende igen.  Vi nærmest sprang fra hinanden, ved lyden af døren der gik op. Jeg sukkede irriteret, og betragtede Niall, Zayn og Liam der kom ind. En efter en. De bankede aldrig på, og det kom de aldrig til. ”YOOOO,” råbte Niall og fik med det samme øje på Avery.

Hans blik flakkede fra hende til mig. ”Skal vi komme på et andet tidspunkt?” spurgte han forsigtigt, mens de andre drenge gik ind. Jeg kiggede hen på Avery, som bare træk på skuldrene. ”Det er okay”, sagde jeg. ”Strålende” udbrød Liam.

”Det her er Avery” sagde jeg og nikkede hen mod hende. Drengene begyndte at præsentere sig selv. Hvis vi skulle blive til noget, kunne drengene og hende ligeså godt lære hinanden bedre at kende.

 

________________________________________________________________________________

 

Heiiiiiii! c: Nånådada! Bliver Louis og Avery alligevel til noget? Det ser sådan ud.

Jeg vil gerne undskylde for det korte kapitel. Jeg syntes at det var et passende sted at stoppe, så det er der jo ikke helt noget at gøre ved. Dejligt I stadig hænger ved! Kommentar gerne hvad I håber der kommer til at ske!

xxxx Spencer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...