Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7974Visninger
AA

4. I have a surprise for you!

”Hjalp det lidt?” spurgte Louis efter lidt tid stilhed, og slap mig lidt. Jeg nikkede forsigtigt, med en vejtrækning der kørte med hundrede kilometer i timen. Jeg fik kuldegysninger, da Louis slap grebet om mig, og en kold vind, kom ind over mit våde tøj.
Louis lagde hurtigt mærke til det, og lagde sin arm tilbage om mig. Det hjalp lidt, men min krop rystede stadig. Jeg kunne stadig ikke styre min vejrtrækning, da jeg følte væggene komme mod mig. Det føltes som om elevatoren blev mindre, og mindre, og der blev mindre, og mindre plads. Jeg rejste mig med lynets fart op, og trykkede en million gange på nødknappen. Men der skete intet, og jeg kunne mærke tårerne presse på. Panikken kom op i mig, da jeg kunne mærke en hånd på min arm.
Stille trak Louis mig ned, og lagde igen armen om mig, og vuggede mig, mens han snakkede beroligende til mig.
Jeg rykkede mig længere ind til Louis, da jeg følte vi ikke kunne være der på den måde vi sad på. Væggene var lige ved min side, og om lidt ville vi blive mast. Vi ville dø herinde. Blive mast til døde.
”Hey, er du okay?” spurgte Louis om og kiggede forvirret på mig. Jeg rystede voldsomt på hovedet, og kunne næsten ikke trække vejret mere.
”Hey hey, slap af,” sagde han med en stille stemme lige ved mit øre, og vuggede mig stille frem og tilbage.
Man skulle næsten tro jeg var hans lille barn, som han skulle passe på. Normalt ville jeg bliver fornærmet over folk der behandlede mig som et barn, men lige nu var jeg så bange, at jeg ikke kunne tage mig af det.

Efter vi havde siddet og vugget i et godt stykke tid, blev min vejrtrækning endelig normal igen. Men det begyndte at føle lidt sært, at Louis sad og passede på mig, så jeg lænede mig lidt væk.
”Er du okay igen?” spurgte han forsigtigt og kiggede på mig med et smil på læben.
”Ja, det er lidt bedre nu,” sagde jeg forsigtigt og forsøgte at lyde selvsikker, da jeg ikke havde lyst til at virke svag. Men det gik bestemt ikke særlig godt. Og slet ikke med mit anfald, lige før. Tingene gik bare ikke, som jeg ville have dem til lige nu.

Da vi længe bare sad i stilhed, begyndte jeg at tænke på væggene, og det lille rum igen. Og min vejrtrækning skulle til at gå amok igen, da Louis vendte sig mod mig.
”Rolig nu,” sagde han stille, ”lad os snakke lidt sammen i stedet, fortæl lidt om dig selv. Så meget ved jeg jo ikke om dig.”
Jeg trak vejret dybt, men smilede så forsigtigt til Louis.
”Mh, hvad vil du gerne vide?” spurgte jeg forsigtigt, med en lidt forpustet stemme. Louis tænkte sig kort om, men smilede så, og sagde: ”Det du vil fortælle, måske noget om din familie?”
”Okay, der er ikke rigtig så meget at fortælle. Jeg er født og opvokset i London, og jeg er enebarn. Jeg har egentligt kun kontakt til min far, da min mor flyttede til Pennsylvania da jeg var helt lille, og ... blev der uden jeg rigtig vidste hvorfor. Da jeg gik ud af skolen mistede jeg kontakten til de fleste af mine venner, da jeg fik travlt med arbejde, da jeg jo gerne ville flytte ud. Faktisk alle, undtagen Chelsea. Hende og jeg var jo også venner før skole, da jeg mødte hende gennem min mor. Hvad med dig?” spurgte jeg og smilede forsigtigt.
”Mhh," han tænkte sig kort om. Men sagde så:"Jeg er født i Doncaster. Mine forældre er heller ikke sammen længere, de blev skilt da jeg var helt lille. Så da min mor giftede sig med en ny, overtog jeg hans efternavn, Tomlinson. Jeg har fire halvsøstre. Félicité, Charlotte, Daisy, Phoebe.
Ja, og som du så, er jeg flyttet sammen med Harry, efter x-factor. Det sådan mit liv har været,” sagde Louis glad, og smilede charmerende til mig.
Selvom det var lidt nederen at vi sad fast i en elevator, var det faktisk ret hyggeligt at snakke med Louis. Vi fik chancen for at lære hinanden lidt bedre at kende. Vi var alligevel ikke så forskellige. Jeg mener, vi er begge født og opvokset i England. Begge vores forældre er skilt, og i personlighed, virker vi også ret ens. Jeg er sikker på at vi nok skal blive gode venner, mig og ham. Man kan da håbe.

Jeg kom lidt væk fra mine egne tanker, og tilbage til virkeligheden, hvor jeg opdagede Louis sad og gloede på mig. Forvirret smilede jeg til ham, og han kiggede hurtigt ned i jorden. Jeg grinede lidt af ham, men satte mig så over til ham. Mit tøj var godt nok tørt nu, så jeg frøs ikke rigtigt længere. Men jeg var træt, og tænkte han måske var meget rar at sove opad.
Louis tog hans arm om mig, og jeg lagde mit hoved på han skulder. Han nussede stille min skulder, og der gik ikke særlig længe før at jeg var helt væk.


”Louis..?” sagde jeg bekymret og kiggede skræmt på ham, da elevatoren stoppede op. Rolig kiggede Louis på mig, og trykkede på nødknappen, men intet skete.
Panikken inden i mig blev værre, og jeg ville skrige, men kunne ikke. Louis snakkede roligt til mig, og forklarede at Harry nok skulle finde os.
”Eller også tror han at du bare valgte at blive over ved mig, og sove. Det kan han jo ikke vide,” sagde jeg og var så bange for at vi skulle dø. Igen trykkede Louis på knappen, men det vidste sig hurtigt at være en dårlig ide. Det gik mindre end et sekund, før elevatoren med alt sin fart, faldt ned mod jorden. Jeg skreg op om hjælp, da vi ramte jorden med et stort BANG, og alt blev sort.
Jeg blinkede svagt med øjnene, da jeg så en.. en.. en KAT. Katten kom lige i mod mig, og skreg så: ”OW.”


Jeg vågnede op med et set, efter den mærkeligste drøm i mit liv.
Jeg rykkede vildt med Louis da jeg opdagede elevatoren kørte, og ud af højtalerne spillede Heart Attack. Ja det forklarede jo kattens lyd, i min drøm. Jeg rystede kort på hovedet af mig selv.
”Louis! Elevatoren kører!” sagde jeg begejstret og rystede igen i ham. Louis åbnede stille øjnene.
”Hvad er der?” spurgte Louis og kiggede træt på mig, hvorefter han satte sig lidt op. Virkelig, hørte han ikke det jeg sagde, og kunne han ikke mærke det. Vi bevægede os! Elevatoren kørte!
Inden jeg nåede at svare på hans spørgsmål, stoppede elevatoren op igen, og døren åbnede sig. Louis vendte sig hurtigt om, og kiggede ud af elevatordøren, hvor en høj lidt kraftig man i uniform stod. Med en lidt ældre dame, i baggrunden. De stod begge bare og gloede på os, som om vi var et eller andet klamt der lå i elevatoren.
Jeg skulle lige til at komme med en ond kommentar, da jeg opdagede ”vagt” skiltet der sad på manden jakke, og lod så hver. Jeg kunne heller ikke rigtig tillade mig at være ond, nu når de fik mig ud af elevatoren.

Jeg kom pludselig i tanke om Chelsea, jeg skulle jo have været hjemme ved hende. Hvad var klokken, nu?
Desperat kiggede jeg rundt i rummet efter et ur, men opgav hurtigt, da der ikke var noget. Hvordan kan de ikke have et ur? De havde alt andet i den her bygning, men ikke et ur. Jeg sukkede lydløst, så måtte jeg jo spørge om det, og være hende der brød ind midt i det hele.
”Øm, undskyld ... Er der nogle der ved hvad klokken er?” spurgte jeg forsigtigt og kiggede skiftevis på Louis, til damen, til vagten. De kiggede alle sammen på mig.
”Kan du ikke bare selv kigge på klokken?” spurgte vagten og pegede om på et kæmpe ur, der var lige bag ham. Seriøst, havde det været der hele tiden. Jeg følte mig som den største tumpe, eftersom jeg ikke havde set det. Jeg mener, det fyldte jo nærmest hele væggen.
Jeg kiggede stille ned og rødmede, da de alle begyndte at grine af mig. Jeg tror godt de kunne se på mig, at jeg ikke havde set det. De begyndte alle sammen at snakke nu, men jeg fulgte ikke rigtig med i hvad de snakkede om.
Igen kom jeg tilbage til Chelsea – hvordan kunne jeg blive ved med at glemme hende, hun er jo min bedste veninde. Jeg kiggede igen på det store ur, og så til min store overraskelse, at klokken var seks om morgen.  Jeg skulle have været hjemme for flere timer siden, nu sidder Chelsea sikkert alene der hjemme.
Hurtigt tog jeg fat i Louis arm, og fik ham trukket med op.
”Vi er nødt til at tage hjem nu, Chelsea er stadig hjemme ved mig,” sagde jeg hurtigt og trak Louis med ud af lejligheden.
Jeg kunne kort lige høre Louis sige tak til vagten, da jeg løb ud i hans bil. Selvom jeg havde det lidt skidt med at skulle ud og køre med Louis igen, var jeg nødt til at komme hjem.
Jeg havde lidt på fornemmelsen, at han ikke kørte bedre af at jeg stressede ham. Og det vidste sig hurtigt at jeg havde ret.

Bilen svingede med hurtigt fart rundt om et hjørne, lige før vi kom til min lejlighed. Jeg forstod slet ikke jeg stressede ham sådan egentligt. Altså hun har været alene i flere timer nu, hun klarede nok et kvarter mere.
”Så nu kan du komme ind til Chelsea,” sagde Louis med en glad stemme da vi holde ude foran min lejlighed. Han skulle til at stige ud af bilen for at åbne døren for mig, så sød som han var, men jeg stoppede ham før han nåede det.
”Louis, jeg er virkelig glad for at du gad køre mig hjem, selvom det var stresset. Og tak fordi du hjalp mig i elevatoren,” jeg skulle bare kort fortælle ham at jeg var glad for at han hjalp. Det var nødvendigt for mig at han vidste, at jeg ikke ville ignorere det han gjorde.
Jeg blev forskrækket da Louis lænede sig frem mod mig, jeg havde ikke lyst til at kysse ham eller noget. Vi var jo bare venner, og havde først lige lært hinanden at kende. Men jeg blev meget lettet, da han bare ville give mig et kram.
”Jeg er her altid til at hjælpe dig,” sagde han glad og skulle til at gå ud af bilen igen, for at åbne døren for mig. Men igen stoppede jeg ham.
”Det sødt af dig, men jeg kan godt selv komme ud af en bil,” grinede jeg og tog fat i dørhåndtaget. Louis grinede bare af mig, sagde farvel og kørte så, da jeg var oppe ved min opgangs hoveddør.
Døren til min lejlighed var ikke låst, og jeg gik derfor ud fra at Chelsea stadig var der. Jeg listede ligeså stille der ind, da klokken stadig ikke var særlig mange, og hun sikkert sov.
Det var helt stille i lejligheden, og der var ingen Chelsea at se. Jeg listede ind på mit soveværelse, for at se om hun havde lagt sig i min seng. Det gjorde hun. Helt pakket ind i min dyne, og med hovedet mod mit vindue. Hun sov ret tungt, og jeg ville ikke vægge hende. Så jeg listede mig bare stille ind, og tog, uden at kigge, noget andet tøj og smuttede ud igen.
Men blev ret overrasket, da jeg så hvad jeg havde taget. Det kunne jeg sgu da ikke tage på!
Jeg havde taget en helt gul nederdel, og en blå strik trøje. Opgivende kiggede jeg rundt i lejligheden, for at se om der ikke lå et eller andet, jeg kunne tage på i stedet, og blev overlykke da jeg så min jumpsuit, lægge på bordet lidt længere væk.
Jeg trak stille den blå jumpsuit på, og lagde mig så i sofaen. Bare for at slappe lidt af. Det var ikke helt nemt at slappe af i en elevator.
Jeg lukkede kort øjnene, da jeg var ret så træt, og faldt ret hurtigt i søvn.

”Avery! Er du hjemme!?” jeg vågnede af Chelseas meget højrystende råb. Træt satte jeg mig op, og nikkede til hende, da hun stod overfor mig med et kæmpesmil.
”Hvornår er du lige kommet hjem? Og hvordan gik det med Louis? Og..”- ”Hey, et spørgsmål af gangen” Jeg nåede kun lige at stoppe hende, inden hun vil komme med nogle alt for mange spørgsmål, som jeg ikke gad til at svare på.
Men jeg var så sød at svare på det to første spørgsmål.
1. Jeg var kommet hjem for cirka et kvarter siden
2. Det gik fint, vi hyggede os.
Jeg virkede måske lidt kold over for hende lige nu, men jeg var bare så træt. Det eneste jeg havde brug for lige nu, var noget mad, og så bare noget hygge med min bedste veninde. Men et eller andet sagde mig at Chelsea ikke rigtig havde de samme planer, for hun stod og gloede på mig, med et meget lumskt smil.
”Hvorfor kigger du sådan på mig?” spurgte jeg og følte mig en smule utryg ved hele situationen. Chelsea kom ned og satte sig ved min side. Åh, det var seriøst sådan noget man altid så en mor gjorde, når hun skulle have en vigtig snak med hendes datter eller søn. Var der sket noget, ville hun nu fortælle mig et eller andet skidt. Forvirret og bange, sad jeg bare og gloede på Chelsea.
”Jeg har en overraskelse til dig, den kommer om 15 minutter,” sagde hun glad og smilede stort, så man kunne se hendes flotte hvide tænder.
15 minutter, det var sgu ikke langt tid, og jeg sad i jumpsuit, så jeg håbede ikke vi skulle ud.
”Og hvad er det så?” spurgte jeg og var faktisk ret nysgerrige, da jeg ikke lige kunne komme i tanke om noget vi har snakket om, der kunne bringe en overraskelse med sig.
”Jeg sagde jo det var en overraskelse,” og med de ord rejste hun sig, og gik ud i køkkenet. Hvad kunne hun finde på? Bare det noget godt.
Jeg sad længe bare i sofaen, og tænkte over hvad hun kunne finde på. Men jeg kunne bare ikke komme i tanke om noget. Hvad lavede hun egentligt lige nu? Jeg rejste mig fra sofaen, for at gå ud til hende i køkkenet. Men nåede kun lige at gå tre skridt, da det ringede på døren. Forvirret gik jeg ud for at åbne døren, da jeg ikke mindes jeg havde inviteret gæster. Og blev meget overrasket, da jeg åbnede, og der stod to mennesker som jeg ikke kendte, en dreng og en pige.
”Hej,” sagde jeg glad og kiggede på den drengen der stod der. Han var faktisk ret lækker, hans lyse hår strittede lidt til alle sider, og så havde han en tætsiddende bluse på, så man kunne se hans sixpack.
”Hej Avery,” sagde pigen glad og kom ind og gav mig et stort kram. Da pigen trak sig lidt væk igen, smilede jeg lidt akavet til hende, og gav hende et hurtigt elevator blik. Hun var en ret køn pige. Hun havde flot mørkebrunt hår med krøller. Også havde hun en rigtig flot form, som hun vidste meget frem, i den tætsiddende kjole.
Forvirret kiggede jeg på Chelsea, da hun kom ud til os. Jeg forstod intet, hvem var de her mennesker, og hvorfor krammede hende den ene mig.
”Avery, det her er Olivia Miller, og Jeremy Parker. Dem fra skolen,” sagde hun glad og pegede på Jeremy og Olivia. Kort tænkte jeg mig lidt om. Jeg kunne ikke huske dem, men det var jo også langt tid siden, jeg sidst havde snakket med nogle fra solen. Efter lidt tids tænkning kunne jeg faktisk godt huske dem. De havde bare ændret sig meget siden den gang.
Jeremy, var dengang en lille lidt nørdet fyr med briller, og Olivia en lidt buttet pige i drengetøj.
Pludselig kunne jeg høre dem alle sammen grine, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad de grinte af. Jeg løftede det ene øjenbryn, og kiggede nu bare forvirret på dem.
”Du stener bare, ret sygt lige nu,” grinede Jeremy og kiggede sødt til mig. Det her var lidt sært, nogle mennesker jeg ikke havde set i flere år, stod nu i døren til min lejlighed.  Hvilket fik mig til at tænke på, burde vi ikke invitere dem ind? Lige som jeg havde tænkt det, spurgte Chelsea, om de ikke ville med ind. Hun må være tankelæser.
Jeg vidste dem glad rundt i min lejlighed, og glædede mig til at se hvad dagen ville bringe. 
___________________________________________________________________________________________________

Ked af at dette kapitel ikke blev så spændende, men regner med det hele snart vil blive sat i gang.
Nå men hvad synes i om hele episoden med elevatoren, og hvad med Jeremy og Olivia?

Mange tak til alle der nu læser vores historie, det betyder meget :D
Spencer og jeg har en drøm om at komme på side 1 over de populæreste i denne måned, og nu er vi der!! Nu skal vi bare lidt længere op, men det er så fedt!! 
Elsker jer virkelig! <33 
- Freja Payne 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...