Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7893Visninger
AA

7. I dont want you to leave

Louis’ synsvinkel:

 

Jeg stirrede på tv’et. Det var ikke fordi jeg fulgte med på nogen måde. Jeg vidste bare ikke helt, hvad jeg ellers skulle lave.  Det var efterhånden blevet aftensmadtid, og jeg var egentlig ret sulten, men nu var det sådan, jeg havde en aftale med Harry, om at gå ud og spise, og det var lidt svært uden Harry. Han var stadig ikke kommet hjem fra sin tur med Avery. Tur med Avery. Det var bare så mærkeligt, men det havde jeg selvfølgelig ikke sagt. Eller måske var det ikke mærkeligt?

Måske var Harry og Avery venner, ligesom Avery og jeg var venner.

Men jeg havde kendt hende i lidt over 3 måneder, hvor Harry havde kendt hende i hvad? 4 dage? Jeg fattede aldrig hvordan den aftale var kommet på benene. Og hvorfor havde Avery spurgt Harry? Jeg sukkede irriteret. Det var bare irriterende. Jeg var irriteret. På Avery og Harry, og jeg vidste godt det ikke var fair.

Jeg havde ingen grund til det, men det var jeg, og det var der ikke noget at gøre ved. Hvor blev Harry egentlig af? Jeg overvejede stærkt at ringe til Niall, og spørge om han ville med i stedet. Jeg besluttede mig for at trække den lidt, og trak min iPhone op af lommen, for at gå på Twitter. Jeg gad ikke tweete noget, så jeg gik bare ind og fulgte nogle tilfældige fans. Jeg scrollede lidt ned af forsiden, og så efterhånden en del links til et billede.

Jeg valgte at åbne det, og det var ikke til at tage fejl af.  Det var Harry der krammede Avery. Man kunne ikke se hendes ansigt, men jeg kunne genkende hende på det lysebrune hår.

Nu ringede jeg altså til Niall. ”Hey Lou”, lød det i den anden ende af røret. ”Hej Niall. Uhm, jeg ville bare høre…Vil du med ud og spise? Jeg skulle egentlig have været med Harry, men han…Kan ikke nå det, så vil du med?”

Jeg kunne høre stemmer i baggrunden. ”Uhm, Liam og Zayn er her også, bare sådan du ved det,” sagde han. ”Hej Liam! Hej Zayn”, råbte jeg, i håb om at de kunne høre mig. ”Heeeeej”, kunne høre jeg høre svagt i baggrunden. Jeg smilede. ”Det er fint, har i tid?” spurgte jeg Niall. ”Sure,” sagde Niall. ”Så ses vi.”

I samme øjeblik gik døren op nedenunder. Jeg nærmest sprang op af sofaen, og gik ned af trappen. Harry og Avery kom ind af døren. ”Hey Lou,” sagde Harry stille og nikkede til mig. Avery kiggede hurtigt op på mig. Hun så irriteret ud, ligesom mig selv. Jeg blev nysgerrig.

Harrys mobil begyndte at bimle op. Uden et ord, tog han den, og forsvandt hen mod hans soveværelse. Jeg var stille. Hun var stille. Akavet stilhed. Jeg havde aldrig før hørt stilhed så højt. ”Hvordan gik det?” spurgte jeg stille. Avery kiggede ned i gulvet. ”Dårlig dag?” spurgte jeg og satte mig på trappetrinnet. Avery dumpede ned på pladsen ved siden af mig. ”Dårlig uge”, konstaterede hun. Stilheden ringede for mine øre, men jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg skulle sige.

Sommerregnen plaskede ned udenfor, og udgjorde en tåge i den ellers lumre luft. Det var ikke vores første regn denne sommer, og sikkert heller ikke vores sidste. Helt ærligt, Louis. Jeg sidder og koncentrerer mig om regn, efter Avery har fortalt mig, hun har en dårlig uge.

”Hvorfor…Er det en dårlig uge?” spurgte jeg stille og kiggede på  hende. ”Jeg har lige smidt en stor del af min løn efter 2 nye mobiler”, svarede hun. Jeg kiggede dumt på hende. ”Hvorfor har du dog købt to?”

”Jeg købte en. Så tabte jeg den, den blev kørt over på vejen, så jeg måtte købe en ny,” sukkede hun. Hvis det ikke lige var Avery, ville jeg have grinet. Jeg fik ondt af hende.  Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sagde det dummeste jeg nok kunne. ”Det er bare penge.”

Avery fastholdt sit blik på gulvet. ”Det kan du sagtens sige, Louis. Nogle gange føler jeg bare…Jeg kommer aldrig videre. Jeg kan jo ikke være servitrice for altid. Jeg kan ikke bo i den samme lejlighed altid. Det har jeg i hvert fald ikke lyst til… Det føltes bare som jeg sidder fast..”

Jeg afbrød hendes talestrøm. ”Hvad vil du gerne, Avery?”

Hun kiggede for første gang op på mig, hvorefter hun fæstnede blikket på gulvet igen.  ”Jeg har længe haft en drøm om at blive læge, men nu er jeg pludselig ikke så sikker”, sagde hun stille.

”Og hvad fik dig til at skifte mening?”

”Virkeligheden,” svarede hun kort. Jeg skulle til at sige noget, da hun fortsatte. ”Det tager omkring 7 år at uddanne sig. Det ville være ret umuligt for mig at læse og arbejde 24/7 samtidig.”

”Hvorfor flytter du ikke hjem imens du læser?” spurgte jeg forsigtigt. ”Jeg kunne virkelig ikke tænkte mig at bo hjemme som 26-årig”, svarede hun.

 

Jeg forstod hende egentlig godt. ”Undskyld. Jeg…Bare glemt det. Jeg tror jeg tager hjem nu”, sagde hun og rejste sig. Jeg ville ikke have hun skulle gå. Ikke nu. Bare ikke lige nu. Jeg greb fat om hendes håndled, og trak hende ind i et kram. Forsigtigt gengældte hun krammet. Hun var kold, og det undrede mig hun ikke frøs. Inden længe var det forbi, og hun havde viklet sig ud af krammet. Jeg lagde hovedet lidt på skrå, og kiggede på hende. ”Bliv,” sagde jeg. Hun sukkede. ”Vi ses, Louis.” Den gik ikke. Sådan var det bare.

 ”Hvorfor ikke, Avery? Du er her jo i for vejen.”

”Tro det eller ej, jeg har rent faktisk også et liv uden for at arbejde i caféen, så jeg har allerede planer for aftenen,” sagde hun. Jeg løftede øjenbrynet. ”Hvad skal du?”

Hun kiggede på sin ny købte mobil, for at tjekke klokken. ”Nogle venner fra folkeskolen kommer over…”

Jeg kiggede trist på hende. Avery gengældte mit blik, hvorefter hun bed sig i læben, og sagde opgivende: ”Så tag med?”

”Well… Okay,” sagde jeg og trak på skuldrene. Hun himlede svagt med øjnene, og jeg kunne ikke lade være med at smile over det. ”Så kom,” sagde hun drillende.

 

 

Averys synsvinkel:

 

Olivia og jeg hjalp hinanden med at tage ud af bordet, imens Louis, Chelsea og Jeremy snakkede. Jeg havde ikke fået sagt at vi blev flere i dag, og i øvrigt vidste Olivia og Jeremy heller ikke, jeg kendte Louis.

Ups ups. Jeg tror ikke Jeremy vidste hvem han var, men det gjorde Olivia. Ikke at hun freakede eller noget. Jeg spurgte hende heller ikke, men jeg kunne se det på hende. Hun blev også ved med at sende mig blikke, som jeg lod som om, jeg ikke havde set.

Anyway, der var kun en uge til Chelsea skulle på sin ferie. Hun skulle af sted alene, og turen gik til USA. Hun ville være hjemme igen 3. juledag, så som i nok kunne gætte, ville hun være væk i virkelig lang tid. Hun havde tænkt sig at rejse igennem en masse stater.

Også Pennsylvania, hvilket satte en helt masse tanker i gang. Selvom jeg godt vidste, at Pennsylvania var stort. Og jeg vidste ikke engang hvor i Pennsylvania min mor boede. Men jeg vidste i hvert fald at Chelsea skulle til samme land, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over det. Emneskift. Jeg var lidt ærgerlig over, Chelsea ikke ville være hjemme til jul. Hun havde tænkt sig at holde det hos nogle bedsteforældre i New York, hvilket jeg på ingen måde misundede hende for. Haha, løgn. Jeg ville højst sandsynligt komme til at holde jul med min far og hans familie, hvilket bestod af hans to søstre og hans mor. Nå, ja og så selvfølgelig mine 2 kusiner, Sophia og Gina, og de havde begge kæreste på, så de skulle måske også med.

Og jeg sad seriøst og tænkte på jul midt i Juni. Hahahahahahaha, nej okay. Ærlig talt vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre når Chelsea smuttede. Jo, jeg havde andre venner, men Chelsea var altså bare min bedste veninde, og sådan en er lidt svær at undvære.

I hvert fald hvis man er vant til at have en. Og nu skred hun bare. Ej, jeg syntes selvfølgelig det var fedt hun skulle på den tur. Men jeg havde alligevel et arbejde at passe. Jeg lagde bestikket i opvaskemaskinen, men egentlig gad jeg ikke helt at rydde op lige nu, så jeg besluttede mig for at gå ind i stuen til de andre. Olivia og Chelsea sad og snakkede sammen. Det samme gjorde Louis og Jeremy.

Jeg satte mig ned ved siden af Louis, og kørte en hånd gennem håret. ”Hvad er samtale emnet?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Sko,” svarede Chelsea mig. Jeg kiggede hen på dem. ”Hvilken slags sko?”

”Jeffrey Campbell.”

”Lita?”

”Nemlig.”

Jeg sukkede. Jeg kunne ikke fordrage den slags sko. For høje til mig. Jeg kunne godt gå i hæle, men ikke på 13 cm.   Anyway, det var ikke ligefrem en samtale jeg gad. Forever alone mig. Gad egentlig godt have en kat. Eller en hund. Eller et marsvin. Ej, faktisk gad jeg ikke have et marsvin. For de kunne ikke gå rundt på gulvet, og sådan. Og man måtte godt have kæledyr i denne lejlighed. Jeg burde så meget købe en kat eller hund.  Men så skulle det ikke være en hunhund, for jeg magtede altså ikke lige hunde-babyer. Bare så ingen er i tvivl, vidste jeg godt det hed hundehvalpe, men hunde-babyer lyder så meget sødere.

Men jeg gad bare heller ikke have en kat, for de kom bare med mus og døde ting. Adr badr. Det gik ikke. Så kunne jeg jo få en hanhund. Den skulle hedde Toby! Ligesom ham fra Pretty Little Liars! Jeg havde faktisk ikke set Pretty Little Liars i lang tid. Det var for dårligt! Det var Louis’ skyld. Han tog meget af min tid. Shame on you, Louis.

Efter lidt tids tænken på hunde og Pretty Little Liars, afbrød Olivia. ”Skal vi ikke tage hjem Chels?” spurgte hun. ”Jeg smutter også nu,” sagde Jeremy og sluttede sig til dem. Jeg fik sagt farvel til dem alle, og inden længe var de ude af døren. Bahahahaha, de forlod mig alle sammen. Undtagen Louis. Tihihi. Han var sød. Og faktisk ok (meget) pæn. ”Jeg burde også gå nu.”

Forræder! ”Okay,” sagde jeg og fulgte ham til døren. Jeg stod lidt og betragtede ham fra dørkarmen. Pludselig vidste jeg hvordan, han havde haft det tidligere i dag. Jeg ville ikke have, han skulle gå. Han var typen, man kunne være sammen med 24/7, og stadig ikke blive træt af. ”Vi ses,” sagde han og smilede svagt. ”Hvornår?”

Asdfghjkl. Jeg kunne ikke lade være. ”Snart,” svarede han. ”Det lover jeg.”

_______________________________________________________________________________________

 

Så kom det næste kapitel endelig. Jeg beklager det har taget sin tid. Havde en del problemer med at skrive dette kapitel. Ved ikke helt hvorfor, var bare tom af idéer. Ved godt det ikke var så langt eller spændene, men i kan se frem til noget spænding i allerede næste kapitel ;)

Btw. Har i husket at se traileren? ♥

Hvem ser i helst Avery sammen med af alle personerne?

Ikke flere spørgsmål for nu. ♥

 

Kyskys Spencer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...