Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7938Visninger
AA

12. Family dinner

Averys Synsvinkel: 

Jeg kyssede ham tilbage, og følelserne inden i mig eksploderede. Han var min. Jeg kunne mærke ham spænde i hele kroppen, da jeg valgte at udviklede kysset.
Blidt pressede han mig op af væggen, og kyssede mig igen.
Vi nærmest sprang fra hinanden, ved lyden af døren der gik op. Han sukkede lavt men irriteret, da tre drenge kom ind, en efter en. Havde de ikke lært at banke på?
”YOOOO,” råbte en lyshåret dreng, da han pludselig fik øje på mig, og virkede forvirret. Hans blik flakkede et par gange fra mig, til Louis.
”Skal vi komme på et andet tidspunkt?” spurgte han forsigtigt, mens de andre drenge gik ind. Louis kiggede spørgende på mig, for at høre min mening, men jeg trak bare på skulderne.
”Det er okay,” sagde Louis.
”Stålende,” udbrød en af de andre drenge.
”Det her er Avery,” sagde Louis og nikkede hen imod mig. Drengene kom hen til mig, og præsenterede sig en efter en. Hurtigt fandt jeg ud af at der var en Niall, Liam og Zayn, men jeg anede ikke hvem der var hvem.
”Nå men kommer hun så med til ’familie-hygge’ i morgen?” spurgte ham den sorthårede fyr, som vidst nok var Zayn.
Forvirret kiggede jeg på Louis, i håbet om han ville fortælle mig hvad det var. Men han kiggede ikke på mig, han kiggede bare på Zayn, som også kiggede på ham. Man skulle tro de drengene kommunikerede med øjnene, for pludselig kiggede de væk fra hinanden, og Louis kiggede på mig.
”Hva så?” spurgte jeg, og ventede bare på han ville sige noget. Jeg ville gerne vide hvad det var, og hvorfor Zayn troede jeg skulle med.
”Jooh, altså” han holdte en kort pause. ”Vi holder noget vi kalder ’familie-hygge’ i morgen, det er noget hygge med drenge, deres kærester og mig. Såå, måske du også vil med i morgen, så kan du lære drengene, Perrie og Danielle at kende. Hvis du altså vil?” nu var det hans tur til at kigge afventende på mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, selvfølgelig ville jeg med, men det var bare mange nye at møde på en gang.
”Det selvfølgelig helt okay hvis du ikke har lyst,” sagde Louis stille og kiggede ned i jorden. Stille smilede jeg bare, og rystede på hovedet. ”Nej selvfølgelig har jeg lyst. Hvis de andre altså vil have mig med,” sagde jeg.
Louis smilede til mig, og tog stille min hånd, hvorefter vi gik ind til de andre drenge.


                                                                                                                  ***
Dagen i dag skulle blive fantastisk. Jeg skulle møde alle drengene, og deres kærester.  Og for at være ærlig.. ja så var jeg pisse nervøs. Hvad nu hvis jeg sagde et eller andet dumt, eller spildte ud over mig selv. Alt kunne jo gå galt.

Jeg rev alt mit tøj ud af skabet, i håbet om at jeg kunne finde en eller anden sød bluse. Louis havde sagt jeg ikke skulle have alt for fint tøj på, da det jo bare var familie-hygge – som de så fint havde kaldt det.
Men selvom det ikke var det store galla, og jeg ikke skulle ligne en prinsesse, ville jeg gerne se bare lidt pæn ud. Så jeg havde bestemt mig for at tage stramme højtaljet sorte jeans på, og… ja den der søde bluse, som jeg ikke havde fundet endnu.

Klokken var halv seks, og jeg havde aftalt med Louis at jeg ville være ved ham klokken seks. Der var en anelse stres, hvilket ellers ikke lignede mig – så meget i hvert faldt.
Jeg gik en anelse i panik angående min trøje, og endte derfor med at tage en blomstret bluse, som kunne puffe lidt ud fra mine bukser. Så manglede jeg bare lidt make-up
 og mit hår. Ingen stres, slet ikke.
Stille gik jeg ud på badeværelset, hvor jeg bestemte mig for bare at tage lidt mascara på, da jeg så ikke havde så travl med håret. Hvad skulle jeg dog gøre med det?
Jeg havde ikke så mange valg, om hvad jeg kunne gøre, da jeg ikke ligefrem fra den mest kreative person, når vi snakkede om mit hår. Mine eneste tanker var, at jeg kunne glatte eller krølle det. Tankerne kørte hele tiden på, hvad Louis ville synes bedst om. Men da jeg var usikker, valgte jeg bare det der tog kortest tid, så jeg i det mindste kunne komme til tiden. 

Min mobil begyndte at bippe, da jeg stod med det varme glattejern i hånden. Var jeg sent på den? Var det Louis der ringede? Hundrede tanker kørte i gennem mit hoved, da jeg bare ikke kunne komme for sent til mit første møde med de andre drenge. Så da jeg kiggede på min telefon, og så en lille alarm klokke, kørte en lettelse igennem mig.
Jeg havde helt glemt at jeg havde sat alarm på, i tilfælde af at jeg skulle glemme tiden. Nogle gange var jeg lidt klogere, end de fleste troede – Hvis der overhovedet var nogle der tænkte over det. Okay totalt lige gyldigt emne.

Med et ikke helt glattet hår, var jeg nødt til at smutte. Jeg havde fem minutter til at tage over til Louis, og jeg var på gaden.
Halv løbende, kom jeg ud i den lumrevarme der var uden for. Uden nogen eller noget, begav jeg mig igennem byens gader. Selvom der langt fra var mørkt, virkede det hele stadig så uhyggeligt. Gaden var helt stille, og kun få person gik forbi ind imellem.
Lidt i min egen verden, gik jeg og kiggede ned i jorden. På gaden var kun mig, og en eller anden dude som gik lidt bag mig. Han havde gået bag mig det sidste stykke vej, og det var begyndt at skræmme mig. Til mit held lå Louis’- og Harrys, ham jeg havde nok glemt lidt- lejlighed, kun lige rundt om hjørnet.
Med hastige skridt kom jeg hen til lejligheden, og åndede lettet op, da kom ind i den genkendelige lobby, med det sorte marmor.

Jeg nåede kun lige at gå få skridt, før jeg kom til aftens første dilemma. Skulle jeg tage trappen, og være sund. Eller skulle jeg tage elevatoren, og så sikre mig ikke komme op og ligne en der lige havde løbet maraton? Jeg tror personligt at mit hoved gjorde alt, for at gøre denne aften dårlig. Jeg havde allerede et problem, og jeg var ikke engang oppe i lejligheden endnu.
”Hey Avery, skal du med op?” mit ellers så irriterende dilemma forsvandt, da en smilende Harry stod foran mig, og pegede på elevatoren. Kæft jeg følte mig som en tumpe, da jeg bare stod der, og gloede. Men det var lidt forsendt at lave om på, så jeg smilede bare stille, og fulgte efter Harry.
”STOP!” skreg jeg op, og slog til Harrys hånd, da han skulle til at trykke på knappen til deres etage.
”Hvad?” spurgte han forvirret. Danm  jeg kunne slå mig selv i hovedet, med en spade lige nu. Jeg havde lige stoppet ham, for at jeg selv kunne trykke på knappen, og så på sådan en dramatisk måde – tumpe.
Jeg forklarede ikke noget, trykkede bare på knappen, og smilede.


***

’Festen’ havde kørt rimelig godt, indtil videre. Alle havde været så søde overfor mig, og jeg havde ikke dummet mig – endnu.
Alle havde snakket til mig, og spurgt ind til ting om mig. Som om hvor jeg arbejde, og hvor mig og Louis mødte hinanden. Det gjorde mig så glad at vide, de godt kunne lide mig. Det var i hvert faldt, hvad Louis havde sagt til mig, et par gange i løbet af aften.
Der var dog en ting, der gik mig lidt på. Liams kæreste, hende Danielle, hun virkede ikke rigtig til at kunne lide mig. Hun havde kun lige sagt hendes navn, og så var hun gået igen. Ud over det, blev hun ved med at skule i min retning. Det lyder sikkert ikke som noget, men når man er ny i en gruppe, føles det ikke så fedt.
Min eneste måde at finde ud af om hun kunne lide mig, var ved at gå hen og snakke med hende.

Med nerverne uden på tøjet, gik jeg med selvsikkerhed hen mod hende.
”Hey, hvad så Danielle?” sagde jeg smilende, og satte mig ned ved siden af hende. Hun sagde ikke noget, men rullede bare med øjnene, og ikke ligefrem diskret.
”Hvad vil du?” spurgte hun, og kiggede nærmest ikke på mig. Fedt, det her beviste bare hun ikke kunne lide mig, men hvad var det lige jeg havde gjort?
”Hva…”
”Hey piger, hvad snakker i om?” Liam lagde en hånd på min skulder, og smilede til os. Jeg skulle til at flippe ud, og sige at hans kæreste af en eller anden grund ikke kunne lide mig, men Danielle kom mig i forkøbet.
”Vi snakker pige stof, du ved,” hendes onde blik som lå på mig før, blev til et alt for sukkersødt et, da hun kiggede på Liam.
”Det godt i hygger jer sammen,” grinede Liam, og gik så stille væk fra os igen, for at gå hen og snakke med Louis og de andre drenge.
”Vil du så fortælle mig hvad det er jeg har gjort dig?” spurgte jeg seriøst og ventede nu bare på hun gad svare mig. Hun trak kort på skulderne, og kiggede lidt ned i jorden.
”Jeg kan bare ikke lide dig,” What! Hun kendte mig jo slet ikke, hvordan kunne hun allerede dømme mig så hårdt.
”Men du kender mig jo slet ikke,” det gik mig en anelse på at hun ikke engang gav sig tid til at lære mig at kende, før hun dømte mig. Perfect, bedste start på det hele. 

____________________________________________________________________________

sååååå kom der endeligt et nyt kapitel:P 
Hvad skete der lige med det med Danielle, hvorfor er det lige hun ikke kan lide Avery?? Og hvorfor holder hun det skjult for Liam?? 
Håber i kunne lide kapitlet :P

-Freja Payne
 
P.s. Jeg har ikke fået ny med-forfatter, men vores alle sammes Spencer. har valgt at skifte navn til Darlene. Så der er stadig den samme der skriver:P - Synes lige i skulle vide det, så der ikke var nogle der blev forvirret :P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...