Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7879Visninger
AA

17. Emotions

DET ER IKKE RETTET IGENNEM

 

Louis' synsvinkel

 

Som gaden blev mørkere, begyndte hallucinationerne at blive tydeligere og mere levende. Jeg havde gået rundt på gaden den sidste time, og for at være ærlig havde jeg ingen idé, om hvor jeg var mere. Det var heller ikke det der betød noget nu.

 Den lykkelige følelse havde indtruffet min krop, og varmede mig nu op fra top til tå. Jeg havde hele dagen ventet på denne følelse. Dog havde jeg håbet på en mere sløret tankegang, men tværtimod stod alting perle klart. Hvad der var sket, hvorfor jeg var her og hvorfor jeg ikke var mig selv.

 De efterhånden velkendte følelser var denne gang mange gange stærkere end de plejede. Jeg var startet blidt ud, men denne gang havde jeg købt noget lidt hårdere, hvilket min krop reagerede vildt på. Mine ben begyndte at føltes som gelé, og det var et spørgsmål om tid, før de ikke kunne bære mig mere.

Et større græsareal viste sig for mig, da jeg drejede rundt om hjørnet. Gaden var mennesketom, og kun få lys var tændte i vinduerne på bygninger omkring. Jeg havde den største lyst til at smide mig på græsplænen, men en klar stemme bagerst i mit hoved, blev ved med at fortælle mig jeg skulle lade være. ”Louis!”

Jeg vendte mig forskrækket om, ved lyden af hendes stemme, men hun var der ikke. Jeg kunne sværge at jeg havde hørt hende kalde på mig. Det var hende. ”Louis.”

Denne gang var jeg sikker. Avery kaldte på mig. De få råb engang i minuttet blev efterhånden til et hvert sekund.

Jeg hørte hendes lyse stemme kalde mit navn igen og igen. Mit blik gled hen over den mørke gade, men hun var ikke til at se. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at hun stod bag gadehjørnet, men hver gang jeg drejede rundt om hjørnet, kunne jeg høre hende igen ved det andet hjørne.

Som råbene blev højere, blev jeg mere og mere frustreret, og satte efterhånden i løb. ”Avery!” råbte jeg og håbede desperat på et svar. Henne ved det næste hjørne stod hun. Selvom her var mørkt, kunne jeg nemt se hende. ”Louis.”

Hendes klare stemme gav genlyd i mit hoved. Jeg satte igen i løb, for at nå hende, men i det øjeblik jeg rakte ud for at tage hendes hånd, var hun væk. Frustreret bankede jeg næven ind i den røde murstensvæg.

Jeg kunne ikke mærke nogen form for smerte. Jeg kunne ikke mærke noget som helst. Jeg var tom, og lige nu prøvede jeg at gøre op med mig selv om jeg havde det bedst med at føle mig tom eller fyldt med smerte, som jeg gjorde hver eneste morgen når jeg vågnede, og stofferne var ude af mit system.

 Jeg lod mig dumpe ned af murstensvæggen, og betragtede det mørkerøde blod der løb fra min næve.

 

Avery’s synsvinkel:

 

Tårerne strømmede ned af mine kinder, da jeg endelig valgte at gå hjem. Jeg var blevet på baren, helt chokeret over hvad jeg lige havde set. Louis kunne ikke være på stoffer. Det var slet ikke ham. Eller var det?

Jeg kunne slet ikke kende ham mere. Den måde han havde snakket til mig på. Det var som om det slet ikke var ham. Jeg forstod det ikke. Var det hans måde at være ked af det på? Jeg ville have været der for ham, hvis han ikke blev ved og ved med at skubbe mig væk. Det gav et sæt i mig, da min mobil begyndte at bimle op.

Da hans navn vidste sig på displayet, overvejede jeg stærkt at lægge på, men frygten for at han var i knibe, fik mig til at tage den. ”Ja?” sagde jeg ind i telefonen og afventede. ”Avery? Jeg har ingen idé om hvor jeg er.”

Hans stemme lød skrøbelig og slet ikke som den plejede. Jeg forholdt mig tavs og det samme gjorde han. ”Jeg hørte dig kalde,” udbrød han pludselig. ”Hvad mener du?” fløj det ud af mig. ”Du kaldte mit navn,” mumlede han. ”Louis, du må have hallucineret..”

”Jeg ved hvad jeg hørte!” råbte han. Jeg blev forskrækket over hans tonefald. Tårerne pressede sig på igen. Jeg sank en klump i halsen. ”Jeg ved ikke hvem du er mere,” peb jeg og lod tårerne komme til. Jeg kunne se for mig, hvordan han sikkert stod og bed sig i læben. ”Det ved jeg heller ikke,” mumlede han. Tårerne væltede ned af mine kinder, og jeg kæmpede en brag kamp for ikke at snøfte højt.

 ”Hvorfor gør du det her, Louis?” spurgte jeg med en overraskende stærk stemme. Han svarede ikke, men jeg kunne høre ham sige hans adresse, så jeg gættede på han havde fået fat i en taxi. ”Du fortjener så meget mere,” mumlede han. ”Jeg er ked af det.” Det var det sidste han sagde, inden han lagde på. En tung sten landede i maven på mig. Jeg følte ikke for at græde mere. Jeg kunne ikke græde mere.

Ikke en enkel tåre trængte sig på, men smerten var der. Jeg kunne mærke den i hele min krop. Og jeg var alene. Helt alene. Min bedste veninde var her ikke, min mor var her ikke. Jeg havde ingen. Ja, jeg kunne have ringet til Chelsea, men jeg ville ikke forstyrre hende på hendes ferie, og hun ville alligevel aldrig forstå det, og hvis hun endelig ville, så var jeg ikke sikker på, jeg ville have hende til det.

 Jeg havde stadig mobilen i hånden da den gav lyd fra sig igen. Jeg overvejede at kyle den langt væk, for jeg magtede virkelig ikke nogen lige nu, men på den anden side havde jeg ikke råd til en ny. ”Hallo?” mumlede jeg. ”Avery? Det er Liam.” Liam? Hvad ville han nu? ”Jeg kan ikke få fat på Louis, så jeg tænkte jeg ville gå til dig..” startede han. Jeg blev utålmodig. ”Hvad er der?”

”Jeg har lige fået en opringning fra sygehuset. De siger Harry er begyndt så småt at vågne..”

”Hvad?!” udbrød jeg. Det her var et mirakel. Harry klarede den. Han havde klaret den! ”Er han skadet?!” spurgte jeg ivrigt. ”Han vil komme sig. Ingen større skader, udover en del brækkede knogler.” Liams ord var som sød musik i mine øre. Det var noget jeg havde længdes efter at høre så længe.

___________________________________________________________

Hvad sker der nu? Harry ser ud til at klare den, men vil Louis også det?

Dramaaaa.

 

- Darlene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...