Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7880Visninger
AA

15. Drunk

”Det er Louis. Jeg kan ikke komme til telefonen nu. Efterlad en besked,” lød hans velkendte telefonsvarer igen.

Han havde ikke taget telefonen i to dage. Jeg havde endda taget ud til ham, men han havde ikke været hjemme, hvilket gik mig virkelig på nerverne.  Han var heller ikke på sygehuset, for Harry måtte ikke have nogle besøgere, hvilket egentlig også kunne komme ud på det samme, for han var bevidstløs. Lægerne sagde de ikke forstod det. Han havde været bevidstløs i et godt en uge, men han trak stadig vejret.

De sidste dage havde jeg meldt mig syg fra arbejdet, og eftersom jeg alligevel ikke kunne få fat på Louis, havde jeg valgt at tage på arbejde i dag. Mere for at få afledt tankerne lidt. Det var en lummer men overskyet dag.

Den fugtige luft, føltes næsten kvælende, og vejret havde en mærkelig reaktion på mit humør. Da jeg slog bagdøren til caféen op, ramte duften af kaffe mig med det samme. ”Godt at se dig igen, Avery,” hørte jeg en stemme bag mig. Jeg vente mig om, og så på Nichole, vores kok, som havde sagt det. ”Øhm ja,” sagde jeg, med tankerne et helt andet sted. Caféen var proppet, så jeg havde nok at lave. Jeg tænkte ikke, jeg gjorde bare tingene, ligesom ens morgenrutine.  En dame havde lige bestilt en kop varm kakao, da jeg lagde mærke til det regnede. Jeg vendte mig om, og indstillede maskinen til kakao, hvorefter jeg meddelte hende, at jeg ville komme ned med det. Mit blik blev rettet mod regndråberne der havde samlet sig på ruden igen, da en bevægelse fangede mit blik. Jeg stillede skarp med øjnene, og et sus kørte igennem mig, da jeg så det var ham. Det var Louis. Uden at tænke over det, banede jeg mig vej gennem bordene, og skubbede hårdt døren op. Han var gået forbi. ”Louis!” råbte jeg højt, så jeg sikrede mig han kunne høre mig. Han vendte sig forvirret om, og fik så øje på mig. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se hans tøj og hår var blevet vådt at regnen.

 Hvor lang tid havde han mon opholdt sig udenfor? ”Louis? Hvor har du været?” hørte jeg mig selv sige. Han lignede en der var et helt andet sted henne. ”Louis?” kaldte jeg og ruskede i ham, som om jeg prøvede at vække ham fra søvn. Hans øjne var blanke og tomme, og han lignede en der kunne falde i søvn, hvornår det skulle være. Jeg kiggede undrende på ham. ”Er du skæv?” spurgte jeg, selvom jeg godt vidste svaret.

Der var ingen tvivl. ”Åh gud” mumlede jeg, og hev ham i armen. Der var ingen der måtte se ham sådan her. ”Louis? Hvad har du taget?” spurgte jeg klart. Han trak på skuldrene og lagde armen om livet på mig. Hans tilstand gjorde mig utilpas, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle takle det. Jeg kaldte en taxa ind til siden, da det var den eneste nødplan jeg havde. Hans blik blev hårdt, og han kiggede surt på mig. ”Lad mig være.”

Jeg vidste godt han ikke var sig selv, men det ramte mig stadig. Hvem troede han, han var? Jeg havde aldrig set ham skæv. Ikke engang fuld. Han havde altid virkede så fornuftig i mine øjne. Jeg puffede ham ind i taxaen, og gav chaufføren hans adresse. Jeg rystede skuffet på hovedet, hvorefter jeg smækkede bildøren hårdt i. Han havde bare at takke mig i morgen.

 

*

Yderligere 2 dage gik der, og jeg havde intet hørt fra Louis. Jeg var så bekymret, og havde flere gange været tæt på at efterlyse ham ved politiet, men jeg vidste at det ikke ville se godt ud i pressen.  Jeg foretog mig endnu et opkald, men blev bare mødt af hans nu velkendte telefonsvarer. Den ringede ikke engang. Han måtte have slukket den. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad der gik af ham.

 I samme øjeblik lyste displayet på min mobil op. Det var ikke et nummer jeg kendte, og for at være ærlig hadede jeg, at tage mobilen når jeg ikke kendte nummeret. ”Hallo?” sagde jeg ind i røret. ”Avery? Det er Liam.”

Jeg genkendte med det samme hans stemme. Jeg bed mig nervøst i læben, i frygt for det omhandlede Harry eller Louis. ”Hvad så?” spurgte jeg. Han tøvede. ”Er Louis med dig? Jeg kan ikke få fat på ham.”

Jeg bed hårdere fast i min læbe. ”Jeg er ikke sammen med ham. Han svarer heller ikke på nogle af mine opkald,” svarede jeg ham. En del af bekymringen sivede ud af mig, bare ved at dele det med Liam. ”Jeg bør nok tage hen for at se om han er i deres lejlighed,” sagde Liam stille. Jeg nikkede, hvilket var lidt latterligt, da han jo ikke kunne se det. ”Jeg mødte ham på gaden i mandags,” sagde jeg. ”Gjorde du? Hvad sagde han?” spurgte Liam ivrigt. Det så ud til Liam også havde været bekymret for ham.

 Jeg tøvede lidt, inden jeg startede med at tale. ”Ikke så meget. Han var påvirket af noget.”

Liam blev helt stille. Jeg blev et øjeblik i tvivl, om forbindelsen var røget. ”Påvirket på den måde?” spurgte han endelig. ”Ja,” svarede jeg stille. ”Vi bliver nødt til at finde ham.”

Liam tav igen. Det endte med at Liam kørte ned til lejligheden. Jeg lod mig glide ned af hoveddøren. Aldrig før havde jeg været så bekymret. Både for Harry og Louis. I det samme bankede der på døren, hvilket fik mig til at flyve op. Jeg åbnede forsigtigt døren, og blev mødt synet af Louis. Han havde det samme tøj på som i mandags, og jeg tvivlede på han havde vasket det siden. ”Louis?” hørte jeg mig selv sige. Hans øjne var trætte og matte, og tydelige sorte rander, sad klistret på under hans øjne. Jeg åbnede døren op, så han kunne gå ind, hvilket han benyttede sig af. ”Hvor har du været?” spurgte jeg ham. ”Inde i byen,” sagde han og vraltede hen mod køkkenet, hvilket afslørede hvor fuld han var. Han stak hovedet ind under vandhanen, og begyndte og drikke.

Jeg betragtede ham bare. ”Wow, jeg var tørstig,” mumlede han. ”Louis? Hvad går der af dig?” spurgte jeg irriteret. Han ignorerede mit spørgsmål og kiggede på mig, uden at sige noget. Jeg gloede afventende tilbage. ”Du er smuk,” udbrød han og lagde hovedet på skrå. Jeg løftede et øjenbryn. ”Du er fuld,” konstaterede jeg. Han fnes. ”Det ændrer da ikke på noget.” Jeg himlede irriteret med øjnene.

 ”Louis, du burde nok gå i seng,” startede jeg. Han nikkede. ”Kun hvis du sover med mig,” sagde han og smilede skævt. Jeg kiggede irriteret på ham. ”Der,” sagde jeg og pegede på sofaen. Han kiggede på mig. ”Fint så,” sagde han endelig. ”Fint så,” sagde jeg. Han sparkede sine sko af, og smed sig på sofaen. ”Du er lækker, når du er sur,” mumlede han og lukkede øjnene. Jeg lukkede døren bag mig, da jeg gik ind i mit lille soveværelse.

 Jeg valgte at skifte til nattøj, og skulle lige til at lægge mig ned, da jeg kom i tanke om Liam. Louis sov, så jeg kunne ikke ringe til ham. Derfor skrev jeg en sms til nummeret han ringede fra, om at Louis var her og sov. I morgen ville jeg for håbenligt kunne snakke med ham, uden han var påvirket af noget som helst.

_________________________________________________________

Hi Guysss! Hvad sker der med Louis? Hvad sker der med Harry? Kaos!

Jeg undskylder for det korte kapitel, men en trøst kan være at I få et mere kapitel meget snart!

xoxo Darlene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...