Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
8001Visninger
AA

9. Change my mind

Jeg havde gjort noget, jeg ikke plejede at gøre. Jeg havde meldt mig pjække-syg fra arbejdet. Shame on me. Min ærlige grund var at jeg ikke ville risikere at støde ind i Louis. Jeg havde ikke nogen forklaring på, hvorfor jeg ikke havde svaret på nogle af hans opkald hele weekenden. Nu var det mandag, og jeg kunne ikke gemme mig i ret meget mere tid. Jeg kendte Louis nok til, at han nok snart ville komme herhen, for at lede efter mig.  Jeg vidste at han var bekymret, for det havde han skrevet til mig. Jeg ved godt, det var meget bitchy og tarvelig, ikke at svare. Jeg kunne bare ikke.  Louis’ navn lyste igen op på displayet, og jeg måtte indrømme, jeg havde lyst til at tage den. Skulle jeg tage den? Jeg savnede hans stemme. Meget endda. Det endte med at jeg lod være. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Min samvittighed blev mere og mere dårlig, for hvert bip telefonen gav fra sig. Jeg skyldte ham en forklaring, og ikke mindst, skyldte jeg mig selv en forklaring. Louis’ og mit kys var noget. Men jeg kunne ikke være en eller anden berømtheds kæreste, det kunne jeg bare ikke, lige meget hvor meget jeg kunne lide Louis. For det kunne jeg. Jeg kunne virkelig godt lide ham. Jeg skulle ikke have ladet ham kysse mig. Sikke en idiot jeg var. Og nu sad jeg her helt alene. Chelsea var taget af sted, og jeg var virkelig ikke i humør til andre veninder. I øvrigt, snakkede jeg ikke med mine andre veninder særlig tit. Der var engang hvor jeg var sammen med min jævnaldrene kusine, Gina. Vi kan lide de samme ting. Katte, Is, The Beatles. Men sidst jeg så hende var til en påskefrokost, og vi var altså i juni.

Displayet på min mobil lyste igen, og fortalte mig at jeg havde en ny talebesked. Det tog mig lang tid, før jeg fik mig taget sammen til at aflytte den. Det overraskede mig ikke, da Louis’ stemme lød. Hans ellers livlige stemme, lød anspændt. ”Hej Avery. Det er mig… igen. Vær sød at ring tilbage… Øhm… Ja. Vi ses.”

Min øjne fyldes med tåre, og jeg tørrede dem væk i en fart. Jeg var sådan en kujon.

Det her fungerede ikke. Jeg sad her i mit nattøj, og lavede intet. Jeg besluttede mig for at gå ind i mit soveværelse, for at få noget tøj på. Mit skab var egentlig utroligt rodet. Måske fordi jeg havde så meget tøj. Jeg brugte altså mange af mine penge på tøj. Mit tøj, blev nødt til at være behageligt. Jeg fiskede en blå ærmeløs skjorte frem, og fandt nogle jeans frem. Straks havde jeg smidt mig inde på sofaen, men skiftede hurtigt mening. Jeg burde ringe til Louis. Signalet her var dårligt, så jeg åbnede døren. Synet af en overrasket Louis, mødte mig. Panik. Gisp. Mon han har set mig? Måske kan jeg stadig nå at løbe?

Okay, han havde set mig. Jeg prøvede at få ro i kroppen, og fokuserede på ham. Hans øjne kørte fra mig, til mobilen i min hånd. Han kiggede såret på mig, og vendte ryggen. Gud, hvor var jeg en idiot. Jeg havde været så tarvelig, og havde det forfærdeligt med det. Stakkels Louis. ”Vent,” sagde jeg og tog fat om hans håndled. Han trak sin arm til sig, og nu var det min tur til at blive såret. Han kunne ikke bare ignorere mig på denne måde. Han vendte sig om, men fastholdt blikket på jorden. ”Sig noget,” sagde jeg stille. ”Du har fået mine sms’er.” konstaterede han. Jeg kiggede ned i jorden. Han sukkede og vendte sig om, for at gå. ”Louis vent. Det er jeg ked af,” sagde jeg stille. Han snurrede rundt, og vores øjne mødtes. ”Hvorfor har du ikke svaret, Avery? Hvorfor… Undgår du mig?” spurgte han. Jeg kiggede op.

”Louis vi kan ikke være sammen,” sagde jeg og kiggede ham i øjnene. Skuffelsen lyste ud af ham, og det var virkelig et pinefuldt øjeblik. ”Hvorfor?” spurgte han. Jeg tøvede. Hvor var det naivt at tro, han bare ville sige ’Okay’ og gå sin vej.

”Vores verdener er alt for forskellige, jeg…”

”Det passer ikke. Avery, intet kommer til at være anerledes fra før. Udover at vi er sammen,” afbrød han mig og kiggede håbefuldt på mig. Jeg havde aldrig afvist en fyr på den her måde før, og det var virkelig forfærdeligt.

Jeg var stille. Han var stille. Stilheden ringede for ørene af mig. ”Det går ikke, det..”

Han afbrød mig igen. ”Er det her fordi du er bange for at tingene skal ændre sig, eller fordi du ikke har det på samme måde?” spurgte han. Hans spørgsmål kom meget bag på mig. Selvfølgelig følte jeg på samme måde, ellers havde jeg aldrig kysset ham tilbage. Det vidste han da. Eller gjorde han ikke?

”Louis jeg føler på samme måde, det ved du..” sagde jeg stille.

Han sukkede. ”Ikke nok. Så ville du ikke have tvivlet.”

Jeg vidste han havde ret, det havde han. Men jeg kunne lide ham meget. Det kunne jeg, det hele var bare gået så hurtigt. Jeg havde ikke indset det før end uge siden, og det her var bare for meget for mig. ”Louis… jeg”

”Jeg respektere dit valg… Men hvis du ændrer mening så…”

Han stoppede med at tale, og forsvandt ud af døren til opgangen. Alt i mig sagde jeg skulle gå efter ham, men jeg var fastfrosset til jorden. Jeg stod bare der og betragtede ham gå væk. Vores blikke mødtes kort, inden han satte sig ind i sin bil.

Jeg lod mig selv dumpe ned på trappetrinnet. Denne dag kunne bestemt ikke blive værre. Jeg havde garanteret lige begået mit livs største fejltagelse.  Fyre som Louis skulle man lede længe efter, men det var sådan her det var nødt til at være. Jeg havde virkelig svært ved at få min mening på plads.

 

*

2 uger senere

 

Her stod jeg så. Foran Harry og Louis’ lejlighed. Fordi jeg savnede Louis forfærdeligt meget. Jeg havde indset hvor meget han egentlig betød for mig, og det at vi ikke snakkede sammen, kunne jeg ikke holde ud. Manden ved disken lod mig bare fortsætte hen til elevatoren, så jeg gættede på at han kunne genkende mig. Det sorte marmor i elevatoren fik mig til at smile, og jeg blev mindet om første gang jeg var hjemme ved Louis. Det hele var ens, udover at Louis ikke var med mig nu, og det var ikke Ed Sheeran der kørte som elevator musik. Elevatoren åbnede, og tøvende gik jeg hen mod døren til deres lejlighed.  Jeg bankede forsigtigt på, og begyndte at vente. Og vente. Og vente. Der var vidst ingen. Lige da jeg vendte mig om for at gå, blev døren åbnet. Til min skuffelse, var det ikke Louis der åbnede. Harry stod i døråbningen. ”Hey..” startede jeg. ”Hey” hilste han. Jeg skulle til at sige noget, da han åbnede munden. ”Han er her ikke” sagde Harry. Gadvide om han vidste hvad der var sket.

 

Jeg nikkede. ”Vil du sige til ham, jeg har været her?” spurgte jeg stille. Han nikkede. ”Farvel så” sagde jeg, og prøvede på ikke at lyde ked af det. ”Vi ses,” sagde han. Det her fik jeg så intet ud af. Og hvad var det lige præcist jeg prøvede at få ud af det? Jeg var forvirret. Forvirret over mig selv. 
_____________________________________________________________________________________

 

-Spencer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...