Over Again {1D}

19-årige Avery Swanson er født og opvokset i storbyen London. Hun er lige flyttet hjemmefra, og arbejder tit i en lille Café, for at kunne dække huslejen. En dag besøger boyband medlemmet ,Louis Tomlinson, cafeen. Inden længe er det blevet en vane for ham at besøge cafeen ofte. Avery begynder at brøde sig mere og mere om hendes nye ven, men en dag vender det hele rundt. Louis er ikke mere den person hun mødte i caféen, og hun er ikke den eneste der lader til at bemærke det..

106Likes
191Kommentarer
7893Visninger
AA

1. Are we friends?

Jeg tog fat om mit lysebrune hår, og satte det op i en høj hestehale, samtidig med at jeg marcherede ind i køkkenet på den lille cafe i midten af London. En lille cafe med én bar og få borde rundt omkring i lokalet.

Det var som om at den slet ikke passede ind, blandt de massive bygninger og butikker. Men den stod der. Det havde den gjort i alt den tid jeg havde boet i London, hvilket ville sige hele mit liv.
Nu havde jeg så fået arbejde her, og havde arbejdet her som tjener i et år. Siden da jeg blev myndig, og skulle til at betale husleje, da jeg flyttede ud. 

”Her dufter skønt”, sagde jeg og smilede til Jake, vores køkkendreng.

Jeg træk mig selv væk fra den skønne duft af porretærte. Hurtigt var jeg i gang med mine sædvanlige rutiner. Modtage bestillinger, servere kaffe, servere mad, tage imod bestillinger, servere kaffe.  Jeg kunne halvt slappe af, da her ikke var nært så mange. Her plejede at være mange flere folk, men det gik selvfølgelig allerbedst i ferierne, hvor vi havde en masse turister.

Jeg tog ud af bordet, ved en børnefamilie og var ved at lægge pengene i kasseapparatet, da endnu en kunde kom ind af døren.  Jeg kiggede op. Det var en fyr klædt i cowboybukser og en grå hættetrøje. Han havde trukket hætten helt op over hovedet.  Han begyndte langsomt at gå herhen imod mig, imens han trak hætten af.  ”En cafe latte tak”, sagde han og smilede. Jeg kiggede på ham. Han virkede meget bekendt.

Tankerne susede rundt i mit hoved, og jeg tænkte over hvor jeg havde set ham hende. Jeg indså snart at jeg stirrede, og rødmede genert. ”Øh, ja”, sagde jeg og vendte mig om. Jeg gik hen til kaffe maskinen og fik den indstillet rigtigt. Da maskinen begyndte at hælde kaffe ud, gik det op for mig at jeg ikke havde sat nogen kop under. Endnu mere pinligt. Hvorfor dummede jeg mig sådan nu? Jeg rev en kop til mig, hvorefter jeg fik den sat ind i indhakket i kaffemaskinen. Den stoppede da koppen var kvart fyldt. Jeg kiggede opgivende ned i koppen. ”Jeg må vidst hellere lave noget nyt”, sagde jeg sarkastisk. ”Undskyld.”

 ”Dårlig dag på arbejdet?”, grinede han.  ”Nej, nej”, forsikrede jeg ham. Pludselig gik det op for mig hvor jeg havde set ham før. Han havde vidst været med i X-factor. Ja, det var det! Jeg fulgte ikke specielt med i programmet, men jeg havde nogen gange ligget og set det om aftenen. Louis Tomlinson. Det var hans navn.

Louis’ mobil bippede, i det øjeblik jeg satte hans kaffe foran ham på bordet. Han tog den. Jeg gik hen til kassen igen. Louis rejste sig hurtigt. Jeg kiggede forvirret på ham. Han lagde en 5 punds seddel på bordet, og tog hans kop kaffe. Jeg blev endnu mere forvirret, og lignede højst sandsynligt en stor idiot. ”Ehm, undskyld? Du må ikke tage koppen med”, sagde jeg. Jeg var lidt led over at afbryde hans samtale. Louis kiggede på mig og så på koppen. Han smilede. ”Undskyld”, sagde han og kløede sig i nakken. ”Jeg kan hælde det over i et papkrus for dig, hvis du vil have det”, sagde jeg hurtigt. Han nikkede, og gav mig koppen. Jeg træk mine ærmer helt ned på hænderne, for at ikke brænde mig så meget på koppens varme glas, hvorefter jeg forsigtigt hældte kaffen over i et papkrus og puttede et låg på. ”Tusind tak”, sagde han da jeg rakte ham kruset. Hans stemme var fuld af varme. Jeg kiggede ned i jorden, og smilede svagt.

 

3 måneder senere:

 

Min mobil bippede. Irriterende bip, der blev ved og ved…

Hurtigt var jeg faldet i søvn igen, og den person der havde ringet var flere galakser væk. Den bippede igen, som en alarm. Den stressede mig, ligesom den irriterende ringetone på min gamle Sony Ericsson. Jeg satte mig hurtigt op i min seng, men faldt tilbage, da jeg blev svimmel. Min hånd søgte ud efter den. ”Jaaa?”, sagde jeg søvnigt.

”Avery, Kaylee er syg. Kan du tage hendes vagt klokken to?”, spurgte min chef, Shawn. Han var en rødhåret fyr, som tog sit arbejde meget seriøst. Jeg sukkede, og håbede på han ikke hørte det. Det her var jo min sov-hele-dagen-dag. Jeg magtede det altså virkelig ikke ligenu. ”To sekunder”, sagde jeg og holdt mobilen ud fra øret, for at kigge på klokken. 8:40. Fint, fint. Så kunne jeg bare sove end til klokken ti minutter i to, eller sådan noget.

Da jeg snakkede igen, lød min stemme overraskende entusiastisk. ”Ja, selvfølgelig. Øhm, klokken 2? Jeg kommer.” sagde jeg. ”Fantastisk. Vi kan begynde at snakke om lønforhøjelse, Avery”, sagde han og lagde på. Jeg smilede. En lønforhøjelse ville være skønt. Så kunne jeg få opgraderet min mobil. Det var en Nokia, med gaffa tape hen over bagklappen, som kunne falde sammen hvornår det skulle være.

Min far, som også boede i byen, sagde altid at jeg skulle sige til hvis jeg manglede noget, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville hellere tjene dem selv. Min mor boede i Pennsylvania. Hun forlod min far og jeg da jeg var fire, og jeg har aldrig fundet ud af hvorfor.
Altså jeg havde spurgt ind til det, men min far blev altid så trist når jeg kom ind på emnet, så jeg lærte at holde min mund. En dag vågnede jeg bare op, og så var hun væk. ”Mor er ude og rejse”, havde jeg fået afvide, men hun kom aldrig tilbage.
Min bedste veninde, Chelsea, var datter af min mors tidligere veninde her fra London. Hun mindede mig tit om at jeg havde min mors brune øjne.

 

Jeg kom tilbage til virkeligheden. Nu var jeg jo alligevel vågen. Jeg rejste mig forsigtigt op, for ikke at blive svimmel igen. Min mave rumlede. Jeg havde ikke fået aftensmad i går aftes, da jeg havde været så træt. Det var mig der havde lukket i cafeen, og jeg faldt omkuld i min seng, da jeg kom hjem.

Nogen gange syntes jeg at det var for meget. Arbejdet. Jeg brugte hele lørdage på jobbet, men så måtte jeg minde mig selv på hvorfor jeg gjorde det. Jeg smuttede fra det lille soveværelse, ind i stuen. Stuen var moderne indrettet, men stadig personlig. Chelsea og jeg havde indrettet dem sammen. Mit lille tv stod inde i soveværelset, så der var ikke et i stuen. Væggene var hvide og pyntede med hjemmelavede malerier, sofaen var rød og på sofabordet lå der en rodet bunke magasiner, som jeg aldrig orkede at rydde op. Jeg traskede ud i køkkenet, og slap heldigvis for at lave mad. Der var stadig nogle cornflakes.

 

Jeg kørte en klud henover disken i cafeen. Louis traskede ind i cafeen. Jeg smilede svagt. Han var begyndt at komme her stort set hver dag, fra den første gang han kom. Jeg kendte alt til rutiner, så jeg kunne godt følge ham. Jeg brød mig virkelig godt om ham. Han var sjov at være sammen med, og man skulle ikke anstrenge sig.

Selvom jeg arbejdede samtidig, nåede vi altid at snakke sammen, og han vidste rent faktisk hvad jeg hed.
I dag havde han ikke nogen hætte på. Der var ikke noget der dækkede for hans kastanje brune hår. Caféen var næsten tom, hvilket var mærkeligt, da vi plejede at have mange kunder i weekenderne. ”Hey”, sagde han. ”Hej”, svarede jeg og smilede, imens jeg hældte noget kaffe op i et papkrus.

Louis satte sig helt oppe foran ved baren. Jeg satte papkruset foran ham. Han kiggede på det. ”Oh, jeg regnede med at blive her den her gang”, sagde han og hentydede til papkruset, i stedet for glas koppen. Jeg vendte mig om for at proppe nye sugerør ned i beholderen. ”Bare til nødstilfælde”, sagde jeg og grinte. Han smilede, og vidste godt hvad jeg hentydede til. Der var stille imellem os. ”Hvor tit arbejder du her egentlig?”, spurgte Louis. ”Det burde du da af alle personer vide”, sagde jeg sarkastisk. Han fnes. ”Fuldt tid i hverdagene, omkring fire timer i weekenderne…Faktisk er det forskelligt. Det kommer an på om jeg bare har set noget jeg bare eje”, sagde jeg og lavede grin med måden jeg sagde det på. ”Det er lang tid”, sagde han. ”Hvad med dig selv?”, spurgte jeg og vedholdt blikket på sugerørene. Louis var verdenskendt musiker. Lidt ironisk han snakker om at jeg havde et hårdt job.

”En Cappuccino, tak”, sagde en lyshåret pige. Jeg nikkede, og indstillede kaffemaskinen igen, hvorefter jeg gav hende kaffen. ”Det er et flot armbånd”, sagde Louis da pigen var gået ned til sit bord. Jeg kiggede på det. Chelsea havde givet mig det i tredje klasse. Hun havde vidst købt to af dem i Spanien. De skulle have været brugt som venindearmbånd, men hun tabte hendes dernede, så det var kun mig der endte med at have et. Jeg ved ikke hvorfor jeg kan huske den slags.

”Tak, jeg har fået det af en ven”, sagde jeg og blev pludselig genert. Mine fingerspidser legede lidt med perlerne på det. Jeg kunne se at Louis tænkte over noget. Jeg kiggede spørgende på ham. ”Er vi venner?”, spurgte han. Jeg går ud fra at han var kommet til at tænke over det, efter min kommentar om armbåndet. Jeg nikkede.

_______________________________________________________________

Det var så første kapitel. Hvad syntes i om det? :)

Ris & Ros?

- Spencer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...