Den tog hendes liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2013
  • Status: Igang
Sofie går til ballet, og er rigtig god til det. Men hun skal blive tyndere for at rykke op på et bedre hold. Hun udvikler hurtigt anoreksi, men hvor langt vil hun gå? Får hun det nogle sinde stoppet?
(Jeg har ikke selv skrevet teksten, men fundet den på nettet. Jeg syntes virkelig i fortjente at høre den)

6Likes
0Kommentarer
562Visninger
AA

1. Sofies liv.

 

Det her er ikke en historie om ulykkelig kaerlighed, venskab, politik eller musik, det her er en historie om at se doeden i oejnene. Det er min historie, mit liv, og min doed.

Jeg vil starte med at undskylde for min stavning, jeg bor i udlandet og kan derfor ikke skrive ae, oe og aa, saa det vil blive stavet paa den gammeldages maade.

Jeg har laest enormt mange af de der "skraek" historie om hvad anoreksi kan medfoere, set alle billederne af de omvandrende skeletter, og altid taenkt, det vil aldrig ske for mig. Og nu er jeg den som skriver "skraek" historien. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men haaber paa at min historie vil kunne hjaelpe, bare en, saa vil mit liv maaske ikke have vaeret forgaeves.

Min barndom var rimelig normal. Min mor og far var lige blevet gift da de fik mig, min mor var 19, min far 21. Jeg blev foedt d. 14. feb. 1989, i New York, New York, USA, og fik navnet Calanthia Valentina. Min mor droppede ud af college for at passe mig, mens min far fortsatte med skolen. Min mor blev gravid kort efter jeg var foedt, og det koerte ikke saa godt for mine foraeldre, min mor var traet af at gaa hjemme med mig, mens min far gik i skole og var sammen med hans venner. Min lillesoester, Acacia January, kom til verden d. 1. jan. 1990, og var min bedste ven fra den dag hun blev foedt! Min far dimitterede i sommeren 1990 med en grad i jura, og vi flyttede fra New York til Californien, hvor begge mine foraeldre fandt et job.
I aug. 1991 kunne mine foraeldre ikke laengere udstaa synet af hinanden, og bestemte sig for at blive skilt. Mig og min soester flyttede med min mor, og var hos vores far hver anden weekend.

Indtil jeg var 7 havde vi ikke saa mange penge, og vi levede meget sparsommeligt. Men i 1996 fik min far et job som advokat i et stort advokat firma, og det hjalp gevaldigt paa vores oekonomi. Men vi havde nu aldrig manglet noget, vores bedsteforaeldre forgudede mig og min soester, og vi fik altid lige det vi pegede paa. Det var ogsaa derfor vi kunne gaa til ballet, som vi startede til som henholdsvis 3 og 4 aar. Vi var vaeldig dygtig, og vores instruktoere var sikre paa at vi engang ville blive beroemte. Men at gaa til ballet er ikke ligefrem en dans paa roser, specielt ikke naar man er god til det, og ens instruktoere presser en. Min lillesoester stoppede da hun var 7, fordi hun ikke laengere ville bruge hendes tid paa at traene, men hellere ville have lov til at lege.
Men jeg holdt ved, jeg ville vaere beroemt, og jeg ville have at min familie kunne vaere stolte af mig. Saa jeg traenede 3-4 gange om ugen fra jeg var 8 aar gammel.

I 1998, da jeg var 9 aar gammel, fik jeg af vide af mine instuktoere at hvis jeg ville rykke op paa et bedre hold, skulle jeg tabe mig mindst 3 kilo. Det skal lige siges at jeg altsaa var 140 cm. hoej og vejede 30 kilo, hvilket er meget normal for en 9-aarig. Men selvfoelgelig ville jeg rykke op paa et bedre hold, jeg skulle jo vaere beroemt, saa jeg gik i gang med at tabe mig. Jeg startede med at skaere slik ud af min kostplan, men efter tre dage havde jeg stadig ikke tabt mig, saa jeg bestemte mig for at springe morgenmaden over. Der var altid enormt travlt hjemme hos mig om morgnen, saa min mor lagde sjaellent maerke til at jeg ikke spiste morgenmad, og hvis hun endelig gjorde, tog jeg bare et stykke frugt i haanden og sagde at jeg ville spise det i skolen, men som regel smed jeg det i den foerste skraldespand i skolen. Der skete stadig ikke meget med min vaegt, saa jeg bestemte mig for at skaere ned paa stoerrelsen af mine portioner, og motionere efter maden. Efter det raslede kiloene af mig, og jeg vejede endelig de 27 kilo som jeg skulle for at rykke op, og jeg var lykkelig.

Da de tre kilo var vaek, taenkte jeg at det ikke kunne skade hvis jeg nu tabte 2 kilo mere, saa ville jeg jo vaere meget lettere, og blive endnu bedre end alle de andre. Saa jeg forsatte med at spise mindre og mindre, og motionere mere og mere. Jeg var altid sulten, men sulten gjorde mig ligesom "hoej" det var noget af det mest fantastiske jeg nogen sinde havde oplevet. Min mor og far blev bekymrede over at jeg blev ved med at tabe mig, jeg altid var traet og at jeg naesten altid var svimmel, det var jo ikke normalt for en i min alder, og naar de spurgte mig om det, sagde jeg at jeg ikke vidste hvorfor. Saa min mor tog mig med til laegen for at finde ud af hvad der var galt. Jeg gennemgik en masse tests, men de kunne ikke finde noget galt med mig, saa min laege sendte os til en diaetist, saa hun kunne planlaegge en kostplan saadan at jeg kunne begynde at tage paa. Jeg var meget imod alt det hun foreslog, men var bange for at sige noget, saa jeg sad bare og nikkede.

Til aften fik vi noget af det der stod paa min nye kostplan, da der var serveret sad jeg bare og stirrede paa tallerknen, mens tanker floej rundt i mit hoved. Min mor blev ved med at sige, spis nu, men jeg sagde at jeg ikke var sulten. Vi sad og diskuterede i en halv time, foer jeg endelig tog en bid, og for hver bid blev min mor naesten noed til at tvinge den i mig. 2 timer senere var hun traet af at diskutere med mig, og jeg havde spist halvdelen af den mad der laa paa tallerknen, saa hun bestemte sig for at det var nok. I en hel uge var hvert maaltid saadan, jeg naegtede at spise, og hun sad og truede mig med diverse ting hvis jeg ikke gjorde, hun endte altid med at vinde, og jeg fik maden ned.
Jeg blev enig med mig selv om at det ikke var det vaerd at skulle skaendes med min mor ved hvert maaltid, og jeg begyndte at spise normalt igen. Men nogen gange kunne jeg slet ikke holde op igen, jeg spiste og spiste indtil jeg fik det daarligt. Hver gang efter et af mine "mad orgier" fik jeg det saa daarligt med mig selv at jeg blev noed til at goere noget for at skade mig selv, i starten var det bare noget som at slaa mit hoved, eller knytnaeve imod vaeggen, men saa begyndte jeg at sidde og kradse mig selv til blods, og endte med at skaere eller braende mig selv. Jeg hadede at jeg ikke kunne styre mig selv, jeg hadede ikke at have kontrol over tingene. Og jeg begyndte at tage meget paa. Balletten gik helt af helvede til, og mine instruktoere sagde at jeg blev noed til at tabe mig hvis jeg ville fortsaette. Saa da jeg en dag laeste i en af min mors modeblade om en pige med bulimi, blev jeg saa lykkelig at det slet ikke kan beskrives. Hvorfor havde jeg ikke selv taenkt paa det?! Hver gang jeg kom til at overspise kunne jeg jo bare gaa ud og kaste det op igen.

Men jeg tabte mig ikke, for jeg spiste jo stadig normalt, og kastede kun op naar jeg havde et af mine mad "orgier". Og jeg besluttede mig for at jeg jo ligesaa godt kunne kaste op hver gang jeg havde spist. Og selv om min vaegt igen begyndte at gaa ned, var jeg ikke tilfreds. Jeg var frustreret over at jeg ikke kunne kontrollere mig selv, og bare lade vaer med at spise, det var det jeg ville, jeg ville have den foelse tilbage, den foelse som gjorde mig "hoej". Men det var ikke saa nemt som foerste gang, og det tog mig ca. et halvt aar at vende tilbage til mine gamle vaner. Jeg spiste naesten ingenting, det jeg spiste kom op igen, og jeg motionerede som en gal. Mine instruktoere var meget tilfredse med min indsats, og roste mig altid. Min familie var derimod bekymrede. Jeg var 11 aar, 148 cm. hoej, og vejede 24 kilo. Jeg var undervaegtig.

Jeg kom igen til laegen, denne gang en anden, og han stillede diagnosen anoreksi. Han mente at jeg sagtens ville kunne blive rask med terapi, og at jeg ikke behoevede at blive indlagt, eller droppe balletten. Jeg startede nogen dage efter hos en psykolog, som aldrig foer havde haft en patient med en spiseforstyrrelse.
Terapien hjalp ikke meget, jeg blev ved med at tabe mig, og fik det vaere og vaere. Da jeg i juni 2000 besvimede mens jeg var til ballet, blev jeg indlagt med en vaegt paa 18 kilo. Det hospital som jeg blev indlagt paa havde ikke nogen speciel afdeling for spiseforstyrrelser, saa jeg kom paa den boerne psykiatriske afdeling. Jeg naegtede at spise den mad som blev serveret, og efter to dage fik jeg lagt en sonde, som jeg fik "mad" igennem. Men saa snart sygeplejersker og laegen var vaek, trak jeg sonden ud, det var enormt smertefuldt, men det var i mine oejne lagt bedre end at blive fed. Efter at have udfoert det trick et par gange, endte jeg med at faa en sygeplejerske til at holde oeje med mig 24/7. Jeg maatte ingenting.
Hvis jeg skulle nogen steder blev det i en koerestol, for ikke at komme til at forbraende kalorier. Naar jeg skulle paa toilettet eller i bad blev det med en sygeplejerske i rummet. Det var et sandt helvede.

Efter at have vaeret paa hospital i 4 uger, var jeg parat til at give op. Hvert eneste vaagne minut taenkte jeg paa hvordan jeg kunne slippe ud derfra, den eneste udvej var at jeg tog paa. Saa jeg kom frem til den konklusion, at jeg jo bare kunne spise, og tage det paa som de ville have mig til, og naar jeg saa kom ud derfra, kunne jeg tabe det igen. Det var ikke saa nemt som jeg havde troet. Det var en haard kamp for mig ved hvert maaltid, men jeg begyndte langsomt at tage paa igen.

4 maaneder senere blev jeg udskrevet, men en vaegt paa 30 kilo. Min mor havde bestemt sig for at vi skulle flytte, hun var bange for at hvis jeg kom hjem til det jeg kendte ville jeg bare faa det vaere igen. Saa turen gik til Danmark, hvor min mor er fra. Min lillesoester ville ikke med, hun syntes ikke at det var fair at hun skulle flytte vaek fra alle sine venner, og alt det hun kendte, det var jo mig som var syg, saa hun blev boende hos min far.

I sep. 2000 flyttede mig og min mor ind i en lille lejlighed paa Noerrebro, som mine mors foraeldre havde skaffet. Og jeg startede i 7. klasse. Jeg ved godt nu at min mor gjorde det hun troede var bedst for mig, men at flytte til et nyt land, hvor jeg ikke kendte nogen, og ikke engang talte sproget, var ikke det som jeg havde brug for. Jeg vendte hurtigt tilbage til mine gamle madvaner, men var denne gang bedre til at skjule det. Min mor havde travlt med sit nye arbejde, og fik hurtigt en kaereste som hun ogsaa brugte meget tid paa. Saa hun lod mig vaere i fred, og lagde ikke saa meget maerke til mine madvaner. Hun troede jo jeg var rask.

Jeg laerte hurtigt dansk, og klarede mig rimelig godt i skolen. Men jeg fik ikke rigtig nogen venner. Folk var soede nok, og proevede altid at faa mig med til fester og med i byen osv. men jeg havde ikke tid til venner, jeg havde nok i min spiseforstyrrelse. Den optog alt min tid, og mad var det eneste jeg taenkte paa.

I foraaret 2001 blev jeg igen indlagt, denne gang paa en speciel afdeling for spiseforstyrrelser. De var uddannet til at hjaelpe os, og de var ikke saa nemme at narre. Efter 3 maaneder gav jeg op, og indvilgede i at spise og tage paa. Og efter 8 maaneder blev jeg udskrevet. Jeg havde faktisk faaet det bedre, jeg havde stadig mange tanker omkring min vaegt og om mad, men jeg spiste nogenlunde og kunne nogenlunde holde min vaegt paa 38 kilo. Jeg begyndte at faa nogen venner, maaske ikke de bedste af slagsen, de var rimelig fucked up, lidt ligesom mig. De drak meget, nogen af dem tog ogsaa stoffer, jeg begyndte ogsaa at drikke en del, men holdt mig dog fra stofferne.

I maj maaned 2002, var jeg paa besoeg hos min far i et par uger. Og der skete den stoerste tragedie af alle. Min elskede lillesoester begik selvmord, hun var kun 12 aar.
Hele min verden faldt sammen, og jeg havde saa ondt inden i. Jeg begyndte igen at skaere i mig selv, men det var ikke nok, det fik ikke smerten til at gaa vaek. Jeg begyndte at tage stoffer, jeg ville ikke foele noget, jeg ville ingenting. Kokain var mit fortrukende, i starten var det kun i weekenderne, men det blev hurtigt til hver dag. Jeg kunne ikke komme igennem en dag uden mit coke, og en af de "dejlige" sideeffekter var at jeg ikke var sulten, og ikke havde lyst til mad. Kiloene begyndte endnu engang at rasle af mig, jeg lagde egentlig ikke rigtig maerke til det, det eneste der betoed noget var at jeg havde mit coke. Min mor var i stor sorg over min soester, og havde ikke overskud til andre end hende selv, saa hun lagde ikke maerke til noget. Foerst da jeg endte paa hospitalet efter at have taget en overdosis heroin, blev min mor opmaerksom paa mit problem, og fik mig indlagt til afvaenning.
Jeg blev afvaennet, men jeg kunne ikke klare alt den sorg, saa jeg vendte endnu engang tilbage til det jeg kendte, anoreksien. Og saa var jeg ellers tilbage i den onde cirkel.
Fra jeg var 13 til jeg var 16 var jeg indlagt yderligere 5 gange paa grund af min anoreksi, jeg svingede mellem 30 og 55 kilo i de 3 aar, for det meste laa den i den lave afdeling. Og hver gang jeg blev udskrevet vendte jeg tilbage til mine gamle vaner. Nogen dage oenskede jeg virkelig at blive rask, men det ukendte skraemte mig, det var svaert at skulle bryde et moenster, og jeg hadede at have mad i mig, bare tanken kunne faa mig til at flippe totalt ud. Min mor og jeg skaendtes konstant, det eneste vi kunne snakke om var mad, og det endte altid i et kaempe skaenderi. Saa da jeg i sommeren 2005 var paa besoeg hos min far, bestemte vi os for at det ville vaere bedst hvis jeg flyttede ind hos ham.

Jeg var rimelig opsat paa at nu ville jeg blive rask, jeg ville have mit liv tilbage. Saa jeg blev frivilligt indlagt paa en behandlings klinik for spiseforstyrrelser. I starten gik det rimelig godt, det var haardt, men jeg var villig til at kaempe for det. Jeg blev meget deprimeret, og begyndte paa anti depressiv medicin. Jeg gav endnu engang op, jeg var traet af at skulle kaempe mod mine tanker, jeg var traet af det hele. Saa jeg blev "smidt ud" fra behandlings centeret, fordi en af reglerne var at man selv ville vaere der, og var villig til at blive rask, og det kriterium opfyldte jeg ikke laengere.

Lidt over en maaned senere endte jeg paa hospitalet fordi jeg blev ved med at besvime, jeg gennemgik en masse tests for at se hvordan mit helbred havde det. 3 dage senere, havde jeg et moede med overlaegen og min far. Han sagde: "Callie, der er ikke nogen nem maade at sige det her paa, saa jeg kan lige saa godt sige det lige ud. Din krop er meget oedelagt, dine organer fungerer ikke laengere som de skal, du har knogler som en paa 80, og dit hjerte kan snart ikke klare mere. Du vil aller hoejest have 3 maaneder tilbage at leve i!"
Min far begyndte at graede, jeg kunne ikke fatte hvad han lige havde sagt, det kunne ikke passe, jeg er kun 16, jeg skal da ikke doe. Men han sagde sandheden, min krop var ved at give op efter mange aars underernaering.

Nu sidder jeg her, lidt over en maaned senere og skriver min historie. Jeg er 16 aar gammel, og om to maaneder er jeg hoejst sandsynligt doed. Det tog noget tid foer jeg kunne forstaa at jeg er ved at doe, men nu har jeg vaennet mig til tanken, og er ved at afslutte de ting som jeg skal have afsluttet. Jeg er ved at planlaegge min begravelse, tage stilling til om jeg vil braendes, eller begraves i en kiste. Jeg er ved at sige farvel til mine venner, og min familie. Og saa er jeg ved at skrive min historie. Det her er en forkortelse, og mange detaljer er undladt, men det forklare i korthed om hvordan jeg er endt som jeg er. Hvordan en simpel slankekur kan ende galt. Hvordan denne her sygdom kan oedelaegge ens liv, og tilmed ende det. Det her er ikke en fiktionel historie, jeg ville oenske det var, men den er virkelig.

Hvis jeg sagde jeg ikke var bange, ville jeg lyve, jeg er bange, meget bange. Jeg er bange for ikke at vaagne op i morgen, jeg er bange for det der vil ske naar jeg er doed. Findes saadan en ting som himlen og helvede?! Eller er der bare ingenting?! Der er ingen som kan besvare alle mine spoergsmaal, jeg maa bare vente og se hvad der sker. Min frygt for doeden bliver overskygget af hvor ond jeg har for min familie, og mine venner, det er dem som skal leve med min doed, ikke mig. Jeg hader mig selv for al den smerte som jeg har paafoert dem, og al den smerte jeg vil paafoere dem med min doed. Jeg ville give ALT for at kunne gaa tilbage i tiden, og aendre mit liv. Men det kan jeg ikke! Det eneste jeg kan goere er at skrive min historie, og haabe paa at den vil paavirke nogen, saa de ikke ender som mig. Jeg ved at den hoejst sandsynligt ikke vil, men jeg vil haabe paa at den goer, hvis min historie kan hjaelpe bare en, har det vaeret det vaer!

Jeg har altid vidst hvilke konsekvenser anoreksi har, men har aldrig troet det ville ske for mig. Nu er det sket. Jeg er 16 aar gammel, 168 cm hoej, og vejer 32 kilo. Jeg tog kampen op mod anoreksi, og jeg tabte..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...