✾ Nobody Compares – One Direction ✾

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Færdig
Siden 18-årige Melanie Clarkson’s mor tog afsted på turné med hendes band, har Melanie lukket sig selv inde i hendes lille lejlighed i London. Og som hun troede at hendes liv var ødelagt godt nok, støder hun en dag ind i drengen med de grønne øjne og krøllede hår fra One Direction. Men det ender med et stort skænderi, og hun får allerede et indre had på ham. Og hun er fast besluttet på at han skal bøde for det han gjorde. Men vil følelserne tage en stor drejning når han langsomt begynder at charmere sig ind på hende? Og vil hun gengælde det, eller ej? ○ Læsning er på eget ansvar ○

42Likes
48Kommentarer
4794Visninger
AA

8. 7

ikke rettet og undskyld hvis den er mærkelig opstillet.
----------------------------------------------

 

Det kan man da bare ikke ligesådan skrive! Altså.. Jeg vil på en måde gerne have han skal komme herover.. Men.. Jeg har bare brug for at være lidt alene.


I’m not home!

Ja, hvad skulle jeg ellers skrive? Ikke kom! Så vil jeg bare lyde plat. Jeg bed mig usikkert i læben, da jeg mærkede min telefon vibrere.

 

Do you think even I jump on it?
Last, and 3 minutes ago, when we talked were you when at home? xx
- Harry

 

Forhelvede da også! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Og hvorfor vil han komme nu? Jeg mener, det er da ikke så længe siden vi sidst har været sammen, også kommer jeg jo også i aften? Kan drengen ikke bare fatte at jeg gerne vil være lidt alene? Bare lidt.
 

 

Harry I come tonight.

Why are you here now?

 

quiet tiger. I need to talk to you, it's important.

- Harry

 

Can not wait for tonight? Harry, I need to be alone.   Irriteret smed jeg telefonen tilbage i sengen, og gik ind i stuen igen. Jeg orkede virkelig ikke ham lige nu. Mit indre had sneg sig langsomt frem igen. Jeg har brug for at være alene! Hvorfor kan han ikke bare forstå det? 

Jeg samlede den krøllede dyne op fra jorden og satte mig til rette i den brune lædersofa, hvor jeg derefter trak den køllige dyne over mig. Fjernbetjeningen lå på sofabordet, og jeg orkede ikke at hente den. Er du klar over hvor langt væk det sofabord er? Langt væk nok til at jeg skal fjerne dynen og kravle tværs over sofaen. Og orker jeg det? Nej.

Jeg er træt. Alt for træt til at orke noget som helst. Jeg har bare lyst til at æde pizza, se film og sove. Selvom jeg ved at jeg også kan gøre det henne ved drengene i aften fortrækker jeg bare at være alene. Og det må jeg hverken for Louis og Harry. Jeg ved ikke med de andre drenge. 



I det hørte jeg Justins sang spille højt inde fra mit værelse, det var telefonen. Eller medmindre der selvfølgelig er ånder, som tændte radioen. Men hey, de findes ikke. Irriteret besluttede jeg mig for at rejse mig, selvom der ingen tvivl var, hvem det var. Harry. 

Jeg gik hurtigt ind i soveværelset, hvor den lå og lyste op i mørket. "Hallo?" sagde jeg og satte mig på sengen. "Hvorfor svarede du mig ikke?!" vrissede han surt. Jeps, Harry.

"Ja undskyld, jeg sad og så fjernsyn." svarede jeg ligegyldigt og kløede mig akavet i håret. 

Der lød et højt suk, også var der ellers bare en ubehagelig akavet stilhed over os. "Er der mere du vil?" sagde jeg. 

"Jeg skal altså snakke med dig, Melanie.." 

"Kan det ikke vente til i aften? Harry, jeg har brug for at væ-"

"Du har brug for at være alene! Jeg ved det!" råbte han vredt. Hvis han ved det forhelvede, hvorfor fuck ringer han så? Han er for meget, og alt for mærkelig. "Harr-" 

"Jeg savner dig, okay?" sagde han lavt, "det er derfor jeg gerne vil hen til dig." 

Et sus gik igennem min mave, og jeg blev nød til at bide mig hårdt i underlæben for ikke at skrige. Han... han savner mig. Harry fucking Styles, min kærlighed, sagde lige at han savnede mig. 

"Please.. sig noget Melanie.." 

"Jeg.. savner også dig." tvang jeg frem. Jeg kunne mærke sommerfuglene fare rundt inden i mig. Og jeg fatter faktisk ikke hvad jeg egentlig har gang i. Forstil dig, din største kærlighed sagde han tog hjem til dig - ville du så ikke sige 'Ja tak, kom NU!' 

Hvorfor er jeg så, så kostbar? 

Jeg kunne høre hans åndene lettet ud, hvilket fik mig til at grine svagt. Mit humør var lige blevet hejst 100 meter op. Og nu er der ingen tvivl. Det skal nok blive en sjov aften med drengene. 

 


 

Så awesomme som jeg nu er, valgte jeg at gå - bemærk gå, fordi så sund er jeg nemlig, herhen i nogle rød-brun stribede natbukser og en stor hvid sweater - også selvfølgelig en varm jakke udover, da det jo er pisse kold udenfor. Men ja, da jeg stod foran skabet derhjemme havde jeg virkelig ingen idé om hvad jeg skulle tage på, så det blev det her super lækre og kreative tøj.

Og du tænker nok. Hooooooov, fejl hva? Drengene ringede jo tideligere idag og så var der en der sagde, at han ville hente mig. Men ved du hvad? Lige ingen jeg smuttede ud af døren ringede jeg til Niall og sagde at jeg gik, og han nåede ikke at svare før jeg havde smækket røget på igen.

Jeg trænger seriøst til noget lyst, og ikke mindst motion. Jeg har taget en del på siden jeg har spist så meget usundt. Faktisk meget, jeg er blevet ret buttet og sådan. Men det er nu ikke så slemt, og man ligger ikke rigtig mærke til det. 

Jeg skal begynde at løbe,

ja, så jeg kan få min gamle tynde forum tilbage. Okay, jeg skal begynde at løbe. Husk mig på det, okay? Ellers glemmer jeg det.

Og hvis jeg ikke havde en stor sweater under min jakke, så ville jeg havde begyndt og løbe derhen, men hvor fedt er det lige at komme derhen, også sveden render ned af ens pande og man stinker af helveds til? 

Det ville da være fucking tiltrækkende.

Så kunne Harry da ihvertfald ikke holde sig væk - det er 100 procent. Han ville da helt sikkert springe på mig, når han ser mig. Ahaha, selvfølgelig  Ahaha, jeg drømmer.

Og se - igen har Harry indtaget mine tanker. Det er begyndt at blive ret træls, at jeg kan forbinde alting med ham og jeg altid skal tænke på ham. Jeg er virkelig forelsket. Og det burde jeg ikke. Han er for god nok til mig. Og helt ærligt, det ville være for urealistisk hvis vi kom sammen. Hvor stor chance er det lige for det? 1 til en milion. 

Og den ene chance får jeg aldrig.

Jeg stoppede op og så mig omkring. Okay, hvor fuck er jeg? Og hvor dum kan man lige være.. Jeg kan jo ikke vejen derhen, og tager det ikke cirka en time for mig, at gå derhen?

Hvad fanden har jeg dog tænkt på.. Men mest, hvor helvede er jeg?

Det eneste lys var fra lygteplænernes svage lys, som lyste cykelstien op som jeg gik på. YOLO at jeg går på en cykelsti.

Jeg rev min telefon op fra mine super seje natbukser og skulle til at taste Nialls nummer ind, da jeg så jeg allerede havde fået en besked fra ham, eller hans nummer, om det var præcis ham der har skrevet det vidste jeg ikke. Indtil jeg så beskeden selvfølgelig.

 

You can not be the way!
Fuck, Melanie, you are gone?
- Liam

 

Liam? Aha. Det er vidst første gang jeg skriver med ham. Og.. wow. Han skrev fuck. Jeg troede aldrig jeg skulle se Liam Payne bande - det må jeg give ham, ny stil.

Hello Liam, how are you?
How it goes with me? Thank you very much, yes I go out on some fucking bike path,
and I have no idea where the hell I'm pregnant.

I can not see a damn thing. Help me.   

Mine hænder rystede af kulde, men det lykkes mig endelig at få skrevet det hele uden stavefejl til sidst. Hold da kæft hvor er det pinligt det her. Hvad vil de ikke tro om mig? Gard. Der gik ikke længe før min mobil lyste op i mørket, og viste Nialls navn.


As we know you. You are so clever babe!
Can you see a street sign or something? So I come.

-  Your Niall  


Selvom det jeg har ryddet mig ud i, er noget lort, så kunne jeg ikke lade vær med at smile stort over Nialls besked. Og der hvor han skrev Your Niall, orw hvor er han sød!

Okay, et vejskilt. Hvordan fanden finder jeg sådan noget lort herude, når jeg alligevel ikke kan se en fims? Irriteret gik jeg ud af beskeden og fandt app'en lommelygte. 

Det hvide skær fra lygten lyste det hele op, meget bedre end de fucking lygtepæle. Jeg kiggede mig omkring, hvor helvede er jeg? Her tror jeg sgu aldrig jeg har været. Jeg snurrede en gang rundt, og begyndte at gå tilbage. Hvor lang tid havde jeg lige gået, siden jeg pludselig kom herud? Og hvorfor fuck tænkte jeg ikke over hvor jeg gik istedet for bare at gå som den idiot jeg er. 

Da jeg havde gået op til femten minutter, og stadig ikke nået til noget som helst tegn på by, skilt eller noget blev jeg pisse nervøs. Hvis jeg ikke havde taget den sweater på indenunder, så havde jeg sikkert været død af kulde nu. Men så klog som jeg er nu er, tog jeg en på. 

Men mine natbukser til gengæld, de er nu okay tynde og stoffet er ikke specielt varmt. Perfekt valg, synes du ikke? Og hvorfor fuck valgte jeg at gå, istedet for at blive kørt. Hvis det ikke havde været for mit latterlige valg, sad jeg hjemme ved drengene lige nu og så film, mens jeg havde det varmt.

Jeg udbrød et højt suk, som nærmest gav genlyd af en eller anden mærkelig grund. Hvor fuck er jeg henne, siden luften pludselig giver genlyd? Jeg lyste med min telefon og opdagede at jeg stadig gik på den der fucking cykelsti.

Fra i dag af, så hader jeg cykelstier.

Hvor lange er de lige?

Sukkende begyndte jeg at gå igen. Mine ben var blevet ret ømme og trætte og jeg havde bare lyst til at ligge med ned og sove. Og mon ikke jeg snart går det, hvis jeg ikke finder et fucking skilt som fortæller mig, hvor jeg er henne.

Efter at havde gået i omkring 5 minutter, kom jeg til en slags park. Og hvad fanden laver sådan en herude, hvor jeg er? Her var tomt, og igen var det eneste der lyste det op var nogle få lygtepæle. Bænkende var rådne, græsset var nærmest helt brunt, ulækkert og fugtigt. Der var en gammel rusten legeplads - som faktisk virkede lidt skræmmende. 

Hvor helvede er jeg? 

Jeg bed mig usikkert i læben, og besluttede mig for at sætte mig lidt ned på en af bænkene, for at få en pause. Mine fødder var okay trætte. Jeg valgte en ud af de 5 og satte mig ned. Mon ikke jeg får klam røv af det her, men whatever.

Mine fødder faldt hurtigt i søvn, hvilket irriterede  mig. Lorte tidspunkt de skulle falde i søvn på. Og.. hvad er klokken egentlig. 

Jeg kiggede ned på min mobil og skævede. Snart 21. Forhelvede da også, jeg har jo gået i en evighed. Et sus gik igennem min mave, da jeg opdagede hvor mange beskeder jeg lige havde fået. Snart 78 beskeder fra Niall. Wow, søde da. 

Jeg kiggede en af dem. 
 

 

Melanie! Are you okay?!  

 

Og en til.


Melanie! Please answer!  


Jeg smilede af en eller anden mærkelig grund, selvom jeg ikke burde. De var pisse nervøsse. Og jeg måtte nok hellere få ringet til dem, eller går de sikkert helt amork. Jeg trykkede på den grønne knap, og de havde taget den på 0,5. 

"Melanie!" udbrød flere stemmer uroligt. "Hej med jer," sagde jeg rolig og smilede stort. "Forhelvede Melanie!" udbrød Zayn surt. "Vi har været pisse nervøsse!" hvæsede Liam, hvilket fik mig til at grine lydløst.

"Jeg er okay, men jeg ved ikke hvor fuck jeg er henne." 

"Overhovedet ikke?" spurgte Zayn. Jeg rystede på hovedet og der begyndte en stilhed over os. Indtil jeg indså de jo ikke kunne se jeg rystede på hovedet. Psh da også.

"Nej.. Jeg er i en eller anden gammel park, hvor alt er klamt." 

"Er der en legeplads?" spurgte Harry pludselig. Jeg blev helt varm inden i da jeg hørte hans stemme, men det hjalp stadig ikke, fordi jeg frøs som en sindssyg. 

"Ja?" 

"Er det ikke xxxxxxx?" Sagde han til en af de andre. (Xxxxxxx betyder lige navnet på parken, og så ukreativ som jeg er, kan jeg ikke finde på et sejt navn til en park. Men.. skal jeg prøve? Okay."  

Så tager vi den lige forfra.

"Ja?" 

"Er det ikke 100-meter-parken?" (Klapsalve, fordi jeg er så kreativ!) sagde han til en af de andre. "Hvad er det for en park?" spurgte Liam forvirret til Harry. 

"Jeg ved hvor den er.. Melanie?" 

"Ja...?" 

"Jeg kommer ud og henter dig, okay? Bliv hvor du er." Også blev der lagt på.

Der gik flere minutter som føles som timer, før jeg hørte en råben bag mig "Melanie?" Hurtigt sprang jeg op fra den klamme bænk, og min røv var blevet helt brun, så det ligner jeg har skidt i bukserne. Hvis en af dem kommentere det s-

"Harry?" jeg afbrød mine egne tanker, og ja det er muligt for mig. Swag to me! 

Men hvor fanden er han henne? Det eneste jeg kunne høre var hans stemme, og skridt tættere på mig. Men det var bare så fucking mørkt. "Hvor er du?" spurgte jeg forvirret.

Burde jeg være urolig, når han ikke svarede, men skridtene kom tættere på mig. "Harry, hvor helvede er du?!" sagde jeg nervøst og kiggede mig rundt. 

"Slap af.." lød en stemme som var overraskende tæt på, men jeg gengældte den hurtigt og blev lettet. Harrys. "Hvad fanden tænkte du på Melanie? Vi var pisse nervøsse." Jeg snurede rundt engang og endte med et stort smil på læberne da jeg stirrede direkte ind i de smukkeste grønne øjne. 

Det famlede hurtigt da jeg så alvoren i øjne og bed mig usikkert i læben. "Jeg er tyk, jeg skal have motion, men mine tanker tog overhånd, og jeg vidste ikke hvor fuck jeg gik hen.." indrømmede jeg.

"Tyk?" gentog han. Jeg nikkede svagt og kiggede ned i jorden. Det var så akavet det her. 

"Melanie.." Jeg kunne mærke hans varme, dejlige hånd finde vej ned til min. "Du er ikke tyk." Og der buuuuuuuuuuuuum, de startede farven i mine kinder og jeg kunne ikke være mere glad end nu. Min kærlighed sagde jeg ikke var tyk. 

"Tak.. Harry." sagde jeg lavt og kiggede ned på min hånd, som Harry så sødt holdt om. 

"Melanie!" udbrød han overrasket. "Du fryser jo som en sindssyg!" Jeg løftede mit blik og kiggede op i hans øjne. Jeg nikkede svagt, fordi det var jo rigtigt. Og Harry, hvis du ikke snart får mig hen til drengene, falder jeg om af kulde. 

"Kom her," sagde han, og inden jeg kunne nå at blinke eller noget havde han trukket mig hen til sig. Han lagde armene omkring mig og delte hans kropvarme, hvilket fik en god varm mavefornemmelse skudt op i mig. Efter at havde stået i hans favn i bare to minutter, havde jeg det allerede dejligt varmt igen og  tak søde Harry for det.

"Bedre?" sagde han og trak sig lidt ud, så han kunne se mig i øjnene. Jeg kiggede hurtigt og ivrigt selvom det sikkert så ret sindssyg ud. Han sendte mig et stort charmende smil, som jeg ikke kunne lade vær med at gengælde. 

"Skal vi se at ko-" 

"Nej.." afbrød han lavt og kiggede ned i jorden. Okay, hvad?

"Hvad?" spurgte jeg forvirret og løftede det ene bryn. 

"Melanie.. Jeg.." begyndte han, mens han blik stadig var limet til jorden, som faktisk var ret ulækker. Der lå skrald og alt muligt lort, føj føj føøøøøøøøj. 

"Jeg ved du det måske er lidt pludselig og.. jeg vil bare sige undskyld." 

Forvirret løftede jeg det ene bryn, hvilket fik ham til at kigge på mig og begyndte igen; "Undskyld for det med fansene tidligere idag. Jeg lover at vi nok skal få den date" - der sprang lige af glæde. Han kaldte det en date! - "en anden gang." Jeg bed mig hårdt i inderkinden for ikke at skrige. 

Jeg smilede svagt til ham, som han gengældte før han gik tættere på mig, og satte mit hår på den ene side om bag det ene øre, og kiggede mig dybt i øjnene. Hans grønne øjne borrede sig ind i mine, hvilket gjorde mig ret nervøs og usikker, men jeg valgte at 
ignorer det. 

Jeg bed mig usikkert i læben. Da hans blik pludselig flakkede ned på mine læber, gav det et sus i hele min mave. Han gør ikke det, han tror han gør.. Vel?

Og før jeg vidste af det, mærkede jeg hans bløde læber mod mine.

 

Undskyld ventetiden! Her har i et nyt kapitel og jeg ved ikke om den er kedelig eller noget! 

Skal på ferie, så der kommer nok ikke mere før på fredag. Undskyld undskyld. Tilgengæld kan du læse nogle af mine andre færdige movellaer. ^^ 
Skal nok begynde at skrive videre, når jeg kommer hjem! Det lover jeg :) TUSIND TAK FORDI DU LÆSER! xx

♡ don't forget the like button ♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...