✾ Nobody Compares – One Direction ✾

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Færdig
Siden 18-årige Melanie Clarkson’s mor tog afsted på turné med hendes band, har Melanie lukket sig selv inde i hendes lille lejlighed i London. Og som hun troede at hendes liv var ødelagt godt nok, støder hun en dag ind i drengen med de grønne øjne og krøllede hår fra One Direction. Men det ender med et stort skænderi, og hun får allerede et indre had på ham. Og hun er fast besluttet på at han skal bøde for det han gjorde. Men vil følelserne tage en stor drejning når han langsomt begynder at charmere sig ind på hende? Og vil hun gengælde det, eller ej? ○ Læsning er på eget ansvar ○

42Likes
48Kommentarer
4783Visninger
AA

20. 19

Tankerne fløj rundt i mit hoved. Sagde han lige det som jeg hørte han sagde. Sagde selveste Harry Styles, min ekskæreste, lige at han ikke var kommet over mig? Uden at tænke godt og grundigt om satte jeg mig om, hvilket fik Niall så fint til at ligge om på maven. Jeg kunne mærke alles blikke på mig, hvilket fik mig at bide i læben. 

Jeg mødte lynhurtigt Harrys blik som så forskrækket og.. bange på mig. "M-melanie?" stammede han lavt og kiggede hen mod Liam også på mig igen. "Hvad sagde du lige der?" sagde jeg lavt, men højt nok til at han hørte det. Jeg fik mig stablet på benene, og gik tættere på ham. Han kiggede ned i jorden og bed sig i læben, "Hvad sagde du lige der?" gentog jeg en anelse vredt.

"M-"

"HARRY FORHELVEDE!" skreg jeg højt og viftede med armene. Tårrende pressede så hårdt på, men det lykkes mig at holde dem inde. Tror jeg da. 

"Det var ikke menin-" 

"Hvad tror du?" spurgte jeg lavt og kiggede alvorligt på ham, til hans forsvar kiggede han på Liam kort, også på mig igen. Liam kan ikke gøre noget som helst lige nu Harry. 

"Hvad?" 

"Hvad tror du helt seriøst Harry?" spurgte jeg hårdt og kiggede vredt på ham, mens vandet samlede sig i min øjenkrog, og hvis jeg ikke tog fejl gjorde det også det i hans.

"Hvad mener du?" spurgte han forvirret. 

"Hvordan tror du jeg har det?" spurgte jeg og borrede mine øjne ind i hans, så han umuligt kunne fjerne dem, "hvordan tror du jeg har haft det i alt den tid? Tror du jeg nogensinde har kommet over dig?" 

"Du sagde sgu da til Niall i telefonen engang, at du var kommet over mig." 

"Og det troede du helt seriøst på Harry? Brug hjernen, jeg er fandme aldrig kommet over dig Harry! Aldrig! Jeg har fandme gået derhjemme og stenet jeres fucking videoer på youtube for at se dig smile! Jeg har savnet dig så fandes meget og jeg h-" 

En hånd blev lagt foran min mund og jeg skulle ligetil at bide til den, fordi jeg troede det var Louis, som prøvede at være sjov for at få løftet stemningen lidt, men da jeg fandt ud af hånden tilhørte Harry, lod jeg den omhyggeligt blive liggende. 

"Hvorfor har du aldrig sagt noget?" spurgte han lavt.

"Jeg troede du aldrig ville snakke til mig igen Harry. Zayn sagde jo alt var min skyld og je-" 

Jeg stoppede mig selv, da jeg så en tåre glide ned af hans kind og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. At se ham græde gjorde mig bare så fucking.. ja.. 

Men at endelig få sandheden ud foran ham, føles bare så rart. Bare det at han troede jeg var kommet over ham, gav mig lyst til at slå ham i panden og råbe at han skulle tænke sig om, men jeg forstod ham godt. Fordi hver gang Niall ringede dengang sagde jeg at jeg havde det fint, og var kommet over Harry, men det var jeg jo ikke.

Og det ved han nu, og det har fået ham til at græde. Jeg ved ikke om jeg skal tage det som noget godt, eller hvad? Er det glædetåre, eller er det hans had der har samlet sig til tåre? Jeg ved det ikke.

"Jeg har savnet dig Melanie.." 

Say fucking what? 

Jeg kiggede overrasket på ham, men et smil gled over mine læber. "Jeg har også savnet dig så helveds meget Harry." 

Med et pressede jeg mine læber mod hans. Den dejlige gamle varme fornemmelse af tryghed og glæde kørte op gennem min krop - og jeg måtte lige tænke en ekstra gang over om det her overhovedet var sandt. Jeg havde fået ham tilbage. 

En snak, nogle ord - sandheden, også fik jeg ham tilbage. Så hurtigt, så dejlig, så perfekt. Det hele skete bare så hurtigt, og jeg troede der skulle meget mere til, men nej.

 


 

"Det er fucking idag." mumlede jeg lavt og kiggede ned i sengen. En hånd blev lagt ovenpå min, og jeg mødte Harrys vidunderlige øjne, som smilede til mig. Ja det kunne øjne altså godt.

"Ja.." sagde han lavt og skævede. Selvfølgelig vidste han ikke hvad han skulle svare. Det var klart.

Men de her tre dage jeg har haft sammen med drengene var fantastisk. Jeg elsker dem alle mere end noget andet. Men klart den første nat var perfekt, fordi det var der jeg blev offentlig lykkelig igen, fordi det var der jeg fik min drømmeprins tilbage. I går, lørdags, havde vi ikke lavet andet end at bare slappe af hele dagen og nyde det tid vi havde tilbage sammen. Det var vidunderligt, og vi havde haft det så sjovt, at jeg faktisk helt har ondt i mine kæber af at havde grinet så meget.

Og nu er alting perfekt.

Eller næsten, fordi de skulle på turné snart, og jeg ved ikke hvad helvede jeg skal gøre uden dem. Jeg lukker mig sikkert inde i min lejlighed som før og glor film indtil der er gået et år. Men jeg burde tage mig sammen og minde mig om, jeg kommer til at se dem igen på et tidspunkt.

Det er deres arbejde og det kan de ikke bare sådan smutte fra, eller er de godt nok på spanden. I modsætning til mig som sagtens bare kan skride fra arbejdet i cafeen, hvilket jeg også har tænkt mig. 

Nu jeg har en kæreste, har jeg ikke just lyst til alle mulige mænd skal glo på mit billige tøj, som de gjorde sidste gang jeg var på arbejde. Men jeg er faktisk også sikker på, at jeg er blevet fyrret, fordi jeg skulle faktisk havde været på arbejde i fredags, hvor jeg skulle arbejde sent og i går, lørdag, skulle jeg også være der i nogle timer,

men jeg tog bare afsted uden af sige at jeg tog fri eller noget. Måske troede de at jeg var død eller sådan noget? 

Men faktisk kan jeg altid bare få et arbejde i Netto, det er også fint, og der tror jeg faktisk man får meget mere i løn.

Men jeg behøver faktisk ikke et job, fordi som sagt penge mangler jeg overhovedet ikke, og jeg orker nok overhovedet ikke at arbejde, når jeg bare vil tænke på drengene 24/7. 

Tanken om jeg ikke skal se min kæreste, bedsteven og de 3 andre vidunderlige drenge i et år, som sagt knuser mit hjerte og det har i efterhånden nok fattet nu, men sådan er det. 

Min mor skulle jo også afsted dengang, hvor hver gang hun spurgte om hun skulle blive hjemme eller noget i den stil, ville hun jo tage afsted selvom jeg sagde ja. Men jeg sagde godt nok også nej.

Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde skænket hende nogle tanker fortiden, fordi jeg savnede hende som en sindssyg. Men jeg har holdt lidt øje med hendes Twitter, hvor hun sommetider skriver at hun har det fint - og faktisk også skrevet et tweet til mig, om at hun savnede mig, hvilket gjorde mig utrolig glad.

Jeg troede hun havde glemt mig.

Men nej, selvfølgelig havde hun ikke det, hvilken mor ville dog kunne glemme sin egen datter? 

Jeg smilede stort til Harry, som langsomt var begyndt at tage hans bukser på, men jeg afbrød mig hurtigt, ved at sætte mig ovenpå ham. "Er du nu sikker på det?" drillende jeg og hev lidt i hans nakkehår. Han sendte mig et skævt smil, hvorefter han svang mig om i sengen og lænede sig ind over mig, så vores læber mødtes i et blidt kys. 

 

 

"Jeg kommer til at savne jer så forfærdelig meget," sagde jeg lavt og lod mit blik glide over de 5 drenge som stod og smilede sødt til mig. Og ja, selv Liam - efter mig og Harry var kommet sammen igen, jubibibiibibibibiibibibiiiiiiiiiiiiii, havde han endelig fået nosser nok til at snakke til mig. 

"Vi kommer også til at savne dig Mel," forsikrede Zayn og sendte mig et sødt smil, som jeg gengældte. 

"Men det her er ikke et farvel," sagde Louis alvorligt, og var faktisk overrasket over han kunne blive så alvorlig. Ligefør i bilen havde han skreget, grinet og alt muligt. Faktisk var det en hel fantastisk hjemtur, vi havde det så sjovt. 

Jeg kiggede undrende på ham, men han smilede bare stort igen, "nej, vi kommer jo til at ses igen." Sagde Zayn og lagde en hånd på Louis skulder. 

"Det håber jeg," sagde jeg lavt og kiggede ned i jorden. Jeg kunne mærke blodet stige til hovedet, hvilket egentlig var ret mærkeligt, det plejer aldrig at ske, når de alle kiggede på mig, det var vel normalt for mig, hvis 5 lækre drenge stod og gloede på mig.

Og en af dem var min kæreste. Tiihihihihiihih. <3

Nej okay, sandface Melanie. Koncenter dig. Du skal sige ordenligt farvel til dem, for om lidt skal de køre til lufthavnen. 

"Jeg kommer til at savne jer så meget." sagde jeg lavt og mens tårrende løb ned af mine kinder. Louis lavede et lille awww og var henne med armene omkring mig. "Vi kommer også til at savne dig," sagde han og aede mig på ryggen.

Efter nogle sekundter trak jeg mig ud, og sendte ham et ordenligt smil, før jeg gik videre til Liam også Zayn. Også.. Niall.. Tårrende havde samlet sig hans øjne og de var helt røde. "Skat da," sagde jeg og sendte ham et sødt smil. Jeg havde aldrig set ham græde før.

"Jeg kommer til at savne dig så meget Melanie.." sagde han lavt og trak mig ind til sig. Jeg nød de sekundter jeg havde i hans favn, fordi den kommer jeg hundrede procent til at mangle i alt den tid... i ved..

Jeg trak mig ud og kyssede ham på kinden. "Du betyder så meget Nialler. Skriver hverdag!" Han kiggede og aede mig på kinden og sendte mig et sødt smil.

"Ja nu håber jeg også, at jeg må skrive hverdag." Harry sendte mig et ordenligt stort smil, men tårrende samlede sig bare endnu mere i mine øjne. Jeg skal ikke se ham .. i så lang tid.

"Det skal du også!" sagde jeg hurtigt og kiggede alvorligt på ham.

"Bare rolig babe, jeg ringer og skriver hver eneste dag. Du slipper nemlig ikke af med mig. Jeg kommer tilbage." sagde han sødt og trak mig ind til ham i et stort kram. "Jeg kommer til at savne dig så meget." 

"Jeg  kommer også til at savne dig," svarede han og kyssede mig i håret. Jeg trak mig ud for at kigge i hans øjne, "jeg elsker dig, ved du godt det?" Han smilede sødt til mig, "og jeg elsker dig prinsesse." 

Han pressede sine læber ind mod mine, til et kys fuld af følelser. Hold kæft, jeg kommer til at savne det. Men jeg er sikker på, at det ikke bliver det sidste møde nogensinde. Fordi jeg slipper nemlig ikke af med ham, og det er jeg så utrolig lykkelig over.

 

From hate to love. <3
 

♡ don't forget the like button ♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...