✾ Nobody Compares – One Direction ✾

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Færdig
Siden 18-årige Melanie Clarkson’s mor tog afsted på turné med hendes band, har Melanie lukket sig selv inde i hendes lille lejlighed i London. Og som hun troede at hendes liv var ødelagt godt nok, støder hun en dag ind i drengen med de grønne øjne og krøllede hår fra One Direction. Men det ender med et stort skænderi, og hun får allerede et indre had på ham. Og hun er fast besluttet på at han skal bøde for det han gjorde. Men vil følelserne tage en stor drejning når han langsomt begynder at charmere sig ind på hende? Og vil hun gengælde det, eller ej? ○ Læsning er på eget ansvar ○

42Likes
48Kommentarer
4818Visninger
AA

19. 18

I omkring de 10 akavede sekundter, hvor vores øjne borrede sig ind i hinanden. Jeg kunne mærke min mave vende og dreje sig på mange forskellige områder. Øjenkontakt med grønne øjne, som jeg så engang var så vilde med. Og problemet er bare, at det er jeg stadig, og jeg ved ikke hvordan fanden jeg skal håndtere det.

Jeg er ovre Harry, det er jeg 99% sikker på, men selvfølgelig skal der være den ene procent, hvor man er i tvivl, og det er den der er blevet trukket frem. Hvor er det typisk. Og det at han sagde mit navn uden den glade tone. Den dårlig samvittighed skyllede ind over mig, selvom det faktisk var hans skyld. Hvis han valgte at tro på mig, havde vi sat og kysset lige nu, eller sådan noget. Men han valgte at tro på løgnen. 

Vi stod der i den akavede tavshed, hvor ingen af os, vidste hvad vi skulle sige. Sandheden eller bare lade som ingenting. Jeg kunne ikke få mig selv til at lukke sandheden ud, selvom jeg havde lyst. Noget siger mig, at han har det på samme måde som mig, ellers ville han jo ikke græde.

"Harry jeg.." begyndte jeg, men stoppede mig selv, da et hulk forlod hans læber. Tvangen til at gå hen og kramme ham var så stor, men jeg prøvede så mest som muligt at skubbe den væk, fordi det var ikke det rigtige. Gå hen og kramme ham mens sandheden glider som et vandfald ud af min mund var ikke det rigtige. Det rigtige var at vi begge skulle over hinanden foralvor, og jeg er godt igang. Så mangler vi bare Harry.

"Hvad er der galt?" nok det lammeste (hvorfor minder det ord mig om lammesteg?) spørgsmål jeg nogensinde kunne stille, men jeg var mundlam. Noget andet end sandheden at sige var der ikke - og som sagt, så er det bedst hvis sandheden ikke skal opdages.

Hans blik mødte mig og hvilket fik mig til at bide mig hårdt i læberne. Minderne strømmede indover mig, sidst jeg så ham ked af det. Hjemme i min lejlighed, da han var kommet brasende mens jeg var igang med at sluge Zayn. Hans vrede stemme, hans tåre der gled ned af hans andsigt. At sidde og se ham så svag begravet i Louis' favn gjorde mig så.. trist.. det var ingengang ordet. Bange, skræmt, sorget, trist alt i alt følte jeg det var min skyld det hele, hvilket det også var i sidste ende. 

Fordi det var mig der begyndte på det pis med Zayn fra starten. Det var mig der lagde op til at kysse ham, og til mit uheld kom Harry. Det var min skyld, alt sammen var min skyld - så det var rigtig det Zayn havde sagt til Harry. 'Det var alt sammen hendes skyld.' og han havde ret.

Han sukkede lydløst mens han snappede efter vejret. Det var virkelig galt, han var virkelig ked af det - og jeg stod der og overhovedet ikke vidste hvad fanden jeg skulle gøre. Hvis jeg gik hen og trøstede ham, vil jeg bare få det dårlige og de gamle følelser vil blive vækket til live, hvilket jeg ikke vil lade ske.

Jeg er blevet knust denne ene gang, og jeg vil fortalt i verden ikke blive knust igen. Også hvis det bliver med den samme dreng, det kan jeg ikke bære. 

Harry er jo kendt som ham playeren - og derfor var min opfattelse så dårlig over for ham igen. Jeg husker tydeligt da jeg mødte ham første gang, da jeg mødte de (dengang) klamme grønne øjne og hårret der sad helt forfærdeligt. Jeg hadede han, og ville for alt i verden bare ønske han skulle forsvinde. Men følelserne tog overhånd og en flamme blev langsomt tændt, og vi kom sammen. 

Men flammen er slukket, der er blevet helt vand på den - den er blevet lukket med blæsten. Jeg kan ikke lide ham mere, jeg føler intet for ham. Men at sidde og se ham sådan der, og komme i tanke om det var min skyld, gør mig bare så utilpas, og det burde det jo ikke, hvis jeg ikke følte noget for ham mere. 

Det hele er så forvirrende, og tro det eller lad vær - men jeg er blevet i tvivl om flammen er blevet tændt igen. 

 


 

Og kom herned for at have verdens bedste ferie, nyde resten af tiden med mine bedstevenner, og hvad endte det med? Jeg sidder inde på værelset, smækkede døren fuldstendig, smed mig i sengen og et hulk undslap mine læber. Jeg havde sådan en stor tvang til at skrige. Skrige at jeg skulle dø, råbe at jeg ikke fortjener noget som helst. Det eneste jeg fortjener er enhver smerte.

Mit hoved snurrede rundt og jeg frøs som en sindssyg. Mit tøj var stadig vådt, hvilket gjorde hele sengen våd inklusiv mine dyne, men det var det mindste jeg kunne tænke på lige nu. Jeg var så i tvivl, hvilket jeg ikke burde. Vi føler intet for hinanden mere og sådan er det. Men hvorfor er det så svært at acceptere? 

Hvorfor har jeg sådan en tvang til at kysse ham og sige undskyld, mens jeg fortæller sandheden om jeg stadig elsker ham og savnede ham som en sindssyg. Fortælle at jeg aldrig var kommet over ham, bare sat derhjemme og gloet deres musikvideoer om og om igen. Smilet på hans læber i videoerne savnede jeg som en sindssyg. 

Hans berøringer, hans stemme, hans tryghed - jeg savnede bare ham. Savnede tiden hvor vi havde det perfekt, var sammen - der hvor jeg var lykkelig forelsket. Jeg husker tydeligt følelsen da jeg opdagede min forelskede havde samme følelser. Jeg husker glæden, krammet, kysset. 

Okay fint! Jeg kan ikke komme over ham! Okay? Ligemeget hvor meget jeg prøver, hvor meget jeg har løjet med, at jeg var kommet over ham, så kan jeg forhelvede ikke. Jeg elsker ham stadig, og flammen var aldrig gået ud. Aldrig.

Jeg savner ham så fandes meget, men kan ikke få mig selv til at gå ind til ham. Han er ked af det pga. mig. Det er mig der har været en idiot, og jeg burde gå ind og sige undskyld. Men han vil ikke høre eller tro på mig, det er sikkert. 

En svang banken på døren, fik mig til at tørre øjnene hurtigt i håb om, man ikke kunne se jeg havde grædt, men jeg vidste godt at min makeup lå nede på mine kinder, og det kan jeg umuligt nå at fjerne. "Kom ind," sagde jeg lavt og usikkert. 

Jeg havde brug for at være alene, men det umuligt i det her hus. Mon ikke også der er en inde ved Harry lige nu. 

Til mit held stod der en blondine i døren og kiggede bekymret på mig. "Melanie?" sagde han lavt og lukkede forsigtigt døren efter sig, derefter farrede han som en sindssyg hen til mig og lagde sig ned til mig. "Hvad sker der?" spurgte han bekymret, og trak mig ind til ham. Et hulk undslap mine læber og jeg var mundlam. Jeg kunne ikke snakke, vidste ikke hvad fanden jeg skulle sige.

Fortælle ham, at jeg aldrig nogensinde er kommet over Harry, kan jeg jo ikke.

Det her ødelægger det hele, jeg kom herned for at få det bedste ud af det med Niall, bare hygge os alle sammen og have det sjovt. Og perfekt, se hvad fanden der nu er sket. Jeg ligger og stortuder mens jeg allermest bare har lyst til at dø - heldigvis i Niall favn, hvilket gjorde mig ret rolig. 

Han var der forfanden altid for mig, og jeg elskede ham som en sindssyg. Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal gøre uden ham. Tanken om jeg ikke kommer til at se ham i et fucking helt år knuser mit hjerte fuldstendig og jeg er ikke på, jeg overhovedet lever, når han kommer tilbage igen. 

"Jeg er så tvivl Niall.." sagde jeg lavt, mens jeg puttede mig ind til ham. 

"Hvis det er det med Liam, skal du ikke tage dig af det. Han har sikkert man-" 

"Det er ikke det med Liam.." sagde jeg lavt og kiggede ind i hans bryst, selvom jeg kunne mærke han løftede hovedet lidt og prøvede at få øjenkontakt med ham, nægtede jeg - han skulle ikke se hvor svag jeg er, selvom det har han allerede.

"Er det dét med Harry?" 

Et sus gik gennem min mave og skød dårlige fornemmelser op gennem min mave. Bare hans navn fik tårrende til at strømme ned af mig og bare det at Niall havde gennemskuet hvad der var galt.

"Hvordan vid-"

"Harry er helt uden af den.." forklarede han langsomt, hvilket fik alt inden i mig til at stivne fuldstendig. Jeg vidste ikke hvad fuck jeg skulle svare, eller gøre. Om jeg bare skulle græde endnu mere, grine, være ligeglad eller løbe ind og sige undskyld til ham. 

"Undskyld Niall.." sagde jeg usikkert og lagde armene omkring ham. Jeg kunne mærke han kiggede underligt på mig, "undskyld for hvad?" 

"Jeg har ødelagt vores ferie ved det her.. Undsky-"

"Nej du har ej, angel. Du er hos mig lige nu, og det kunne jeg ikke være mere glad for." 

Jeg smilede svagt over hans ord. "Jeg elsker dig virkelig Niall." sagde jeg og fik min ene hånd til at glide op under hans tshirt og nussede hans varme mave blidt. 

"Jeg elsker også dig, Mel." sagde han og kyssede mig forsigtigt i håret, som om han var bange for, at hvis han gjorde det for hårdt, ville jeg gå i stykker eller sådan noget. Var jeg virkelig så svag? Eller ... så skrøbelig? 

 


 

"Vil i så spille ludo nu?" brokkede Zayn sig og sendte Louis en underlig grimasse. "Det har vi snakket om før Zain." Louis udbrød i et stort grin over hans lille drilleri, men Zayn kiggede bare med ham på et surt blik, "hvad vil i så lave?" 

Vi sad alle sammen - bemærk alle sammen inklusiv. Harry - ude på terrassen og ikke vidste hvad fanden vi skulle få tiden til at gå ud. Eller de gjorde, jeg kunne sagtens sidde og kigge ned mod vandet, hvor mine tanker fløj rundt i mit hoved. Jeg havde allermest lyst til at være alene, men blev enig med mig selv i, at det var bedst jeg var sammen med dem - for om nogle få dage tager de afsted, også har jeg alt tid til at være alene.

Jeg sad på Nialls skød, med hoved på hans bryst, mens mine ben hvilede over mod Louis, som så ud som om han ikke rigtig lagde mærke til det, fordi han sad helt bukket over bordet mod Zayn, hvor de sendte underlige grimasser til hinanden. Derimod Harry og Liam sad bare ude på sidelinjen og kiggede ned i bordet og nogle gange på hinanden.

Stemningen var rent ud sagt akavet - alle vidste det med mig og Harry, at vi var helt ude af dem. Louis og Liam sad inde ved Harry og trøstede ham, hvor Niall sad inde ved mig, og senere kom Zayn så og lagde sig om på den anden side og holdte om mig. Så jeg lå faktisk med to drenge, normalt ville enhver pige elske det, men i mit tilfælde gjorde det mig bare nervøs. 

Jeg lå altså og puttede mig ind til Niall mens jeg lå front til ham og nussede hans bare under hans tshirt, og bag mig lå Zayn med hånden omkring min mave og bogstaveligtalt lagde i ske med mig. Jeg følte mig helt.. sådan.. en player.. luder agtig. 

Men jeg ved de begge gjorde det, for at berolige mig og selvom det ikke hjalp så meget, følte jeg mig ret tryg - så det hjalp en del.

Efter en halv time ude i vores små grupper af en slags, var klokken begyndt at blive mange.. altså der omkring 10 om aftenen, og først der havde vi bestilt pizza og spist den ude på terrassen, og nu sidder vi bare her med vores tomme pizzabakker foran os og glor. 

"Vi skal altså ikke ned og bade igen!" Zayn sendte Louis et ordenligt alvorligt blik, men det mislykkes stort da Louis faldt om af grin over hans forsøg og et grin undslap overraskende også mine læber. Louis kunne altid få ens humør til at stige en smule. 

Vi var faktisk alle sammen godt trætte, eller det kunne man mærke på stemningen, men jeg havde ikke lyst til at gå i seng, hvor jeg sikkert bare ville ligge helt fortabt inde i min seng og begynde at græde igen. 

Men ingen af os sagde noget med vi var trætte.

Vi turrede nok ikke at indrømme det, eftersom klokken kun var 10, eller det ved jeg ikke, men det kunne jeg godt forstille mig. 

"Vi kan spille fodbold?" forslog Zayn, men vi rystede alle sammen på hovederne, bestemt mig, jeg hader fodbold - bare alt slags sport kan jeg ikke fordrage. Selvom det ville være godt at dyrke noget motion, løb jeg jo derhjemme hver uge og jeg har allerede tabt mig og er ret tilfreds med min størrelse igen - så nu kan jeg sagtens spise usundt igen. 

"Skal vi ikke bare gå i seng?" forslog Liam og kiggede undrende rundt på os alle. Vi nikkede langsomt og rejste os, selvom jeg lige sad i en perfekt stilling hos Niall, som jeg nok aldrig finder igen. Suk, trist, snøft.

"Hey!" udbrød Louis pludselig og sendte os alle et lumsk smil, hvor vi ellers var på vej ind i huset. "Lad os sove nede på stranden! Kom nuuuuu!" han kiggede på os alle med gigantiske hunde øjne, som vi ikke kunne se nej til.

 

 

Selvom jeg allermest havde lyst til at ligge oppe i det varme hus i den dejlige store bløde seng lå jeg lige nu nede på stranden, på sandet med en dyne trukket over mig, som var våd i forvejen, fordi jeg var våd sidst jeg bruge den - ikke misforstå, men det var .. ja.. i husker vel nok.

Så hyper agitig Louis nu var, var han ude i vandet sammen med Zayn hvor de løb efter hinanden skreg og grinede. Og jeg burde være med derude som et minde forlivet, for at have det sjovt, i ved. Men istedet lagde jeg bare og skævede til dem. At sove i måneskinnet havde jeg nu aldrig prøvet før. 

"Fryser du?" lød det bag fra mig, og jeg rullede op på den anden side, hvor jeg pludselig lå front med Niall som sendte mig et sødt smil. "Nej, det er pisse varmt," sagde jeg ironisk, hvilket fik ham til at grine. "Du har helt blå læber, den hopper jeg ikke på." Han rykkede sig tættere på mig og løftede min dyne, så han kravlede ind. Bagefter lagde han også hans dyne over os, så vi faktisk havde dobbeldyne. Smart, ikke? 

Jeg puttede mig ind til ham, og lagde armene omkring ham, mens jeg nød tiden og hans kropvarme. Jeg var faktisk ligeglad hvad de andre drenge ville tænke om os, fordi vi er bare venner, bedstevenner, og ikke mere end det. Men jeg elsker at have en, som jeg kan stole på og ligge sammen med - det er fantastisk. 

Forhelvede hvor jeg elsker ham, og det ved i godt.

"SE NIALL OG MELANIE!" lød det ret langt væk, men jeg kunne sagtens genkende Louis' stemme. "Hvor er de søde!" udbrød Zayn og klappede i hænderne. 

Jeg lå begravet hen tæt på Niall, mens mine øjne hvilede sig lukkende, og hvis jeg ikke tager fejl, var hans øjne også lukkede. Jeg kunne mærke hans svage vejrtrækning og hans mave løftede sig op og ned, hvilket betød at han sov. Hvor var han dog sød.

Det blev mumlet noget fra Louis ude i vandet, hvilket fik Zayn til at grine stort. "Hvad fanden er det i siger?" lød der pludselig en vred stille lidt længere væk. Et sus gik gennem min mave og jeg bed mig usikkert i læben ved lyden af hans stemme igen.

"Hvad?" lød det forvirret fra Zayn.

"Harry, hvor skal du hen?!"

"Harry!"

"Harry?!?"

Hvad fanden skete der? 

"Du sagde jo at du var komm-"

"Nej Louis, men se lige det der! Tror du forhelvede jeg kan holde ud og se på det der pis?!" det det hårdt fra Harry og jeg kunne mærke hans blik i nakken. Hv.. Hvad sker der?

"Du sagde at du var kommet over hende Harry, du sad jo og sagde at hun skulle skride afhelvedstil. Hvad sker der man?" Jeg kunne høre Louis svage stemme. Også blev der tavs. Bølgerne sneg sig ind på stranden og ud igen, og det var faktisk den eneste lyd der var man kunne høre. Bølgerne. Også i mit tilfælde en svag snorken fra Niall, men den var så lav, at det nok kun var mig der kunne høre den.

"Jeg er jo forhelvede ikke kommet over hende Louis. Hvad fanden tror du selv?!"

 

♡ don't forget the like button ♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...