✾ Nobody Compares – One Direction ✾

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Færdig
Siden 18-årige Melanie Clarkson’s mor tog afsted på turné med hendes band, har Melanie lukket sig selv inde i hendes lille lejlighed i London. Og som hun troede at hendes liv var ødelagt godt nok, støder hun en dag ind i drengen med de grønne øjne og krøllede hår fra One Direction. Men det ender med et stort skænderi, og hun får allerede et indre had på ham. Og hun er fast besluttet på at han skal bøde for det han gjorde. Men vil følelserne tage en stor drejning når han langsomt begynder at charmere sig ind på hende? Og vil hun gengælde det, eller ej? ○ Læsning er på eget ansvar ○

42Likes
48Kommentarer
4719Visninger
AA

16. 15

Bare lyden af hans stemme, fik det til at løbe koldt ned ad min ryg. Hvad.. hvad ville han snakke med Zayn om? Eftersom Harry nok - ikke så svært at regne ud - er ret vred på Zayn efter i ved.. den episode. Jeg var mundlam, og vidste ikke hvad jeg skulle svare, sad bare og gloede på ham. 

Han sendte først Niall et underligt blik, hvorefter han forsvandt ud i stuen med telefonen op mod øret. Uventet og mod min vilje undslap jeg et hulk og kunne mærke tårrende rende ned af mig. Det er utrolig så svag jeg er blevet, over en person som jeg knap nok kender, og næsten lige har mødt. Desuden startede jeg med at hade ham, sådan helt bogstaveligtalt og nu . . . . nu kan jeg ikke leve uden ham. 

Jeg man mærke at jeg mangler ham.

Det store dybe hul, der er blevet borret i mit hjerte, er hans gravemaskines værk og fyldt det med sorg bagefter. Uden jeg kunne nå at blinke, var Niall ovre ved mig med armene omkring mig. Har jeg sagt, at han er min bedsteven nogensinde? Det er han virkelig. 

"Det skal nok gå," forsikrede han, men selv jeg kunne høre at han også var usikkert omkring det. Det eneste der kørte rundt i mit hoved, var hvad Harry og Zayn snakker om.

 

Zayns synsvinkel:


Den sædvanlige ringetone lød nede fra min lomme og straks steg min humør helt op til månen. Jeg skrevet til Perrie i nat, klokken halv fire eller der omkring, fordi jeg ikke kunne sove. Det eneste jeg tænkte på, var at jeg virkelig har været hende utro. Jeg har kysset en anden og det knuser virkelig mit hjerte.

Selvom jeg selvfølgelig godt kan lide Melanie som ven og finder hende.. ret meget tiltrækkende, så knuser det virkelig mit hjerte, at jeg bare har rørt ved en anden pige. Og Perrie stoler virkelig på mig, det har hun selv sagt. Og ligemeget hvor mange fans jeg kysser, på kinden, og alle de piger jeg skriver at jeg elsker dem, til dem og sådan, så har jeg sværret at det kun er Perrie jeg elsker.

Og det passer også, men hvorfor fuck kyssede jeg så med Melanie? 

Der må jo være et eller andet .. jeg savnede måske bare følelsen med nogle læber mod mine, da det er virkelig lang tid siden jeg sidst har set Perrie, fordi hun er på turné med hendes band Little Mix. Men det er vidst noget med, hun er omkring London i morgen, eller sådan noget, derfor har jeg skrevet til hende, om vi ikke kan mødes. Så har jeg tænkt mig at invitere hende på en romantisk middag i måneskindet med jordbær og chokolade - you know, alt det romantiske. 

For at virkelig bevise det er hende og kun hende. Selvom der går mange rygter - spørg mig ikke, hvordan fanden folk har opdaget det - om mig og Melanie på Twitter, med at vi har kysset og sådan, og hvis jeg kender Perrie nok er hun meget .. urolig om det, fordi hun bliver hurtigt misunderlig og sådan.. Men derfor har jeg tænkt mig at invitere hende på en daté, fortælle hende alt om mig og Melanie og virkelig sige face2face at det var en fejltagelse. Også må jeg vel bare håbe hun vil tro på mig.

Hvis ikke - så er jeg fandme på spanden. 

Men hvis jeg skrev alt til hende over mobil så var det for kikset - eller hvis jeg ringede. Alt i alt vil jeg bare gerne se hende igen og fortælle sandheden til hende, som en rigtig mand. Som jeg jo er. 

Eller det var jeg ihvertfald sidst jeg kiggede.

Ha.

Ha.

Hahahahaha

Jeg fiskede min telefon op fra lommen og et sus gik igennem min mave. Det var ikke Perrie - langt fra. Det.. det var Harry. Mit blik røg automatisk op på Melanie, som bare stod og smilede til mig, som om det var min mor der ringede eller sådan noget. Jeg kiggede en ekstra gang på skærmen, for at være sikker på, at jeg havde læst rigtigt, men der var ingen tvivl. Hazza lyste op på skærmen, også et billede af ham og mig.

"Det er Harry," mit blik fløj op fra skærmen på hende igen, hvor hendes smil fuldstendig var forsvundet. Jeg forstod hende, selvom jeg også selv har haft en ben med i spillet - ikke fordi det har været meningen vel, men fordi der skal til at kysse, og uheldigvis var jeg en af dem. 

Men jeg vil lyve hvis jeg sagde, at jeg fortrød det. Fordi Melanie er altså virkelig smuk og-

Jeg skubbede mig selv ud fra mine tanker, da jeg kom i tanke om, jeg hellere måtte tage telefonen inden det var forsent. Uden at sende de andre et eneste blik, gik jeg med faste skridt ind mod stuen med telefonen oppe mod øret. "Det' Zayn." 

"Ja, hvem ellers?" lød det koldt fra telefonen, hvilket fik hårende til at rejse sig. Jeg har aldrig nogensinde hårdt Harrys stemme så.. kold. 

"Hej Harry!" jeg prøvede at lyde glad, men det mislykkes ret meget. 

"Hvordan kunne du gøre det, Zayn?" Jeg havde set den komme. Hvad havde jeg også regnet med? At han ringede for at spørge hvordan det gik? Når han lige har grædt over noget jeg havde gjort igår? Nej vel? 

Selvom alt skylden ikke skal ligges over på mig, fordi Melanie har altså også været med til det her, og det var faktisk hende der startede det hele. Ikke? Jo det var. 

"Har-" 

"Du er min bedsteven forhelvede!" 

"Harr-" 

"Tænk at jeg engang har elsket dig.. Tænk at jeg lige har kaldt dig for bedsteven.. Hvem ved, hvad du om du også har gjort noget med Eleanor?! Du har sgu da din egen kæreste forfanden! Hende kan du sgu da kyss-" 

"Nu hører du kræfteme efter Harry!" råbte jeg vredt, men sænkende hurtigt stemmen, da jeg kom i tanke om de andre kun sad et rum væk, "du skal ikke ligge alt skylden over på mig.. Okay? Det var hende der lagde op til det!"


"Hvorfor skulle jeg tro på det?" 

"Fordi jeg er din bedsteven forfanden - vi har været bedstevenner siden.. ja, siden altid Harry. Du må virkelig stole på mig. Det var hendes skyld, havde du virkelig regnet med, at jeg gjorde det med vilje? Det kunne jeg aldrig gøre mod dig." 

Jeg bed mig usikkert i læben for at holde tårrende inde. Harry betød virkelig meget for mig, han var en af de bedste og kan bare ikke klare tanken om han er vred på mig. Ham kan jeg sgu ikke leve uden, man. 

"Er det sandt?" sagde han lavt efter nogle sekundters stilhed, "var det hele hendes skyld?" 

Jeg tøvede kort, jeg kunne sige ja også havde han vel tilgivet mig, men så bliver alt lortet lagt over på Melanie, som i forvejen har det af lort, og det vil jo ikke hjælpe på det, hvis jeg siger alt faktisk var hendes skyld - som det jo var. 

Men sandheden er det vigtigste - og nu må jeg altså lige tænke på mig selv.

"Ja Harry. Det var alt sammen hendes skyld." sagde jeg kort og kiggede ud af vinduet, hvor regnendråberne langsomt gled ned langs ruden. Typisk Englandvejr. "Det er jeg sgu ked af Zayn." hans stemme var endelig faldet til ro, og alt det kolde blev skubbet til side og den dejlige rare Harry stemme var tilbage.

Et lettet smil gled over mine læber, "er jeg tilgivet?" spurgte jeg med en drillende klang i stemmen. Han grinede svagt. "Self bro!" Jeg kunne mærke lettelsen kørte op gennem mig - endelig ret frækt, hvis 'lettelsen' var en person, ahaha - tanken om det med mig og Melanie er blevet skubbet til side og jeg har har Harry igen, er bare vidunderligt.

Nu mangler jeg bare det med Perrie, også er alt jo perfekt. 

Ikke?

 

Melanies synsvinkel:
 

"Hvorfor tager det så lang tid?" spurgte jeg for femte gang, eller noget i den stil. Mig og Niall sad og spiste .. eller Niall gjorde. Han havde ædt så mange rundstykker, at der kun var tre tilbage til mig og Zayn, men jeg har mistet appetitten. 

Jeg kan umuligt spiste - jeg vil bare gerne vide hvad fuck Zayn og Harry snakker om, selvom jeg selvfølgelig har en tanke og jeg er 99 procent sikker på, at den er rigtigt; Det med mig og Zayn, kysset og ja. 

Han ringer jo ikke og spørgere hvordan hans mor har det efter ... hvordan han så ud i går. Hans triste andsigt sidder fast bag mine øjenlåg, og hver gang jeg lukker dem, kommer han triste andsigt frem, og jeg får sådan en dårlig mavefornemmelse. 

Og det at det er mig der har fået ham til at se sådan ud - wow, lang sætning uden kommaer, selvom der sikkert skal være nogen - sårer mig bare endnu mere, og jeg har bare lyst til at dø.

Uden Harry er jeg ingenting. 

"Jeg ved det ikke," svarede Niall kækt, og jeg forstod ham godt, fordi han var ligeså blank som mig. "Jeg går lige på toilettet, jeg ved hvor det er." og med de ord sagt, forsvandt han ud i gangen hvor toilettet lå. 

Eller det lå ikke ude i gangen vel, men altså .. der er en dør til toilettet derude.. forstår i ? 

Ellers er det ligemeget, fordi han gik ihvertfald på toilettet, og det har han lov til, hvis han bare slår brættet ned bagefter. Jeg hader når drenge ikke slår brættet ned efter sig, det er så ucharmende og et fuldstendig no go. Puha. 

Mine tanker gled væk og alt stivnede i min krop, da jeg hørte en vred råben fra stuen; "Nu hører du kræfteme efter Harry!" og efter det, sagde han noget mere som jeg ikke kunne høre. Men helt ærligt, mig og Zayn har selv haft et ben med i det her spil, det er ingen hemmelighed..

Lydløst rejste mig fra den grønne barstol og gik hen mod døren til stuen, hvor Zayn sad inde. Tvangen til at bare høre liiidt var så stor, at jeg kunne kunne løbe fra den. 

Men lidt skader ikke, vel?

Men.. der tog jeg fejl.

Stor fejl.

"Ja Harry. Det var alt sammen hendes skyld." 

 

Endnu et kapitel udgivet på min fødselsdag. Ahahaha. :) Undskyld hvis det er kedeligt og kort, men det er bare blevet skrevet hurtigt. Nu vil jeg smutte ind til mine gæster igen. Ikke rettet.

♡ don't forget the like button ♡

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...