✾ Nobody Compares – One Direction ✾

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Færdig
Siden 18-årige Melanie Clarkson’s mor tog afsted på turné med hendes band, har Melanie lukket sig selv inde i hendes lille lejlighed i London. Og som hun troede at hendes liv var ødelagt godt nok, støder hun en dag ind i drengen med de grønne øjne og krøllede hår fra One Direction. Men det ender med et stort skænderi, og hun får allerede et indre had på ham. Og hun er fast besluttet på at han skal bøde for det han gjorde. Men vil følelserne tage en stor drejning når han langsomt begynder at charmere sig ind på hende? Og vil hun gengælde det, eller ej? ○ Læsning er på eget ansvar ○

42Likes
48Kommentarer
4795Visninger
AA

15. 14

"Harry je-" begyndte jeg lavt, men blev hurtigt afbrudt af en vred vrissen; 

"Hvad fanden har du gang i Melanie?!" gentog han vrissende, hvilket fik det til at løbe koldt ned af min ryg. Og ja, hvad fanden havde jeg gang i? At kysse med hans bedsteven, og alligevel tro det er okay, det går jo aldrig. Han ville jo opdage det på et tidspunkt. 

"Harry v-" forsøgte Zayn.

"Du holder bare din KÆFT Zayn!" hvæsede han hårdt af ham, hvilket fik mig til at skæve. Oh no, jeg vil for alt i verden få dem til at blive uvenner. Nej, bare nej.

"Hvordan fuck kunne du gøre det?" hviskede han lavt, mit blik mødte hans som var fulde af sorg og smerte, og jeg tager ikke fejl, hvis de også var helt blanke.

En dårlig fornemmelse kørte op gennem mig, og jeg havde fortjent den. Jeg fortjener alt slags smerte lige nu. 

"Har-" Han rystede på hovedet, hvilket fik mig til at stoppe. Tårrende pressede på, og lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke holde dem inde. Det var yderst umuligt. 

Han sendte mig et dræberblik, inden han forsvandt på vej ind til stuen. Jeg udbrød et hulk, hvilket fik Zayn til at kigge forvirret på mig. Ja, hvorfor fanden tror du jeg er sådan her Zayn? Man kan jo ikke ligefrem være glad, når ens kæreste er pisse sur på en! 

Faktisk var det dig, der startede det her med Zayn.

Du holder bare din kæft! 

"Harry!" råbte jeg efter ham, efterfuldt af endnu et hulk. Jeg gik med faste skridt ind mod stuen, hvor det første der faldt i min synsvinkel var Harry der sad med hovedet begravet i hans hænder, og Louis der støj ham på ryggen, men Niall og Liam sad på hug ved siden af ham. Da jeg kom ind, sendte de mig alle, undtagen Harry, et dræberblik.

Jeg skævede. Perfekt, nu hader de mig alle sammen. "Harry.." sagde jeg lavt og gik tættere på ham, men blev hurtigt stoppet af en rasende Liam som havde taget hårdt fat om mine skuldre og langsomt skubbede mig bagud. "Lad ham være alene," sagde han lavt, men man kunne stadig høre vreden i hans stemme.

"Jeg vil snakke med ham!" skreg jeg højt og vriftede med hænderne, men det hjalp overhovedet ikke. "Vi tager hjem nu," Liam vendte ryggen til mig, for at se på de andre, som nikkede langsomt. Harry udbrød et hulk, hvilket gav mig et stik i hjertet. 

Jeg hader at se ham sådan, høre ham sådan - og det værste er, at det er pga. mig. Det er mig der har gjort det dér ved ham. 

Det er det jeg ikke kan tage. 

Forhelvede, det eneste jeg fortjener nu, er at dø. 

Jeg fortjener ikke at leve mere - jeg er et forfærdeligt menneske. 

"Nej!" udbrød jeg, "vil i ikke nok blive?" 

Liam rystede bestemt på hovedet, selvom jeg han stod med ryggen til ham, kunne jeg tydeligt se hans vrede andsigt for mig. 

Det hele er noget pik lort. 

"Kom Harry," sagde Louis lavt til ham, imens han forsøgte at hjælpe med at få ham op, hvilket lykkes til sidst. Med Harrys hoved begravet i hans ene skulder, gik de sammen ud i gangen med Liam og Niall i hælende. Dem alle uden at sende mig et eneste blik. Jeg har ødelagt det hele. 

Ødelagt de bedste venskaber jeg nogensinde har haft - og den bedste kæreste. Kan ikke klare det. 

"Drenge!" råbte jeg og gik efter ham, men blev hårdt skubbet tilbage af Liam. Fucking idiot man! 

"Lad mig nu forhelvede snakke med ham!" skreg jeg og udbrød et hulk, da tårrende gled ned af mine kinder. 

"Du holder dig langt væk fra ham!" truede han, "aldrig nogensinde kontakt ham igen! Er det forstået?" 

"Det skal du fucking ikke bestemme Liam!" skreg jeg.

"Jo det skal jeg! Bare lad vær med at kontakt nogen af os igen. Vi gider fucking aldrig at se dig igen!"

Sorgen kørte op gennem mig, og jeg skulle lige bruge to sekundter på at opfatte hvad han egentlig havde sagt. Jeg måtte aldrig kontakte dem igen, de hader mig, de vil aldrig se mig igen. Jeg har mistet dem. 

"Slap nu lidt af Liam.." lød det lavt fra Niall, jeg skævede til ham og havde allermest lyst til at sende ham et taknemmeligt smil, men det ville nok ikke være så smart, i det her tilfælde - selvom jeg virkelig havde lyst. Niall er min bedsteven, og jeg håber.. virkelig ikke, at jeg skal miste ham. 

"Se hvad fanden hun har gjort ved Harry!" han pegede hen mod Harry, som stadig stod i Louis favn, mens Louis kæmpede med at få hans sko på. "Tag nu en slapper, seriøst.. Se hvad fanden i gør ved hende!" råbte Niall højt, hvilket af en eller anden mærkelig grund gjorde mig helt blød om hjertet. Han beskyttede mig. Jeg elsker ham.

"Hvilken side er du lige på?" Liam øjne var ved at springe af vreden og det var hans stemme også. 

Niall tavs, og jeg forstod det. Han ville umuligt vælge mig fremfor drengene, de har jo været ve-

"Lige nu.. hendes." 

Jeg kiggede overrasket på ham, men han sendte mig bare et svagt smil, som gjorde mig roligere. Fatter ikke lige, at han valgte mig fremfor drengene. Det er utroligt. 

"Så vælg Niall!" hvæsede Liam og sendte Niall et dræberblik, "det er os eller hende!" 

"Slap nu af Liam!" sagde Zayn overraskende roligt.

"Du er sgu med i det her lort Zayn!" Hvorfor fuck var Liam så fucking sur? Jeg har ikke gjort ham noget! 

"Ja Liam.. Seriøst, relax.." lød det ovre fra Louis, som nok havde fået begge Harrys sko på. 

Harry. 

Liam sendte dem alle et forvirret vredt blik, sikkert fordi han havde regnet med de var enige med ham, og med et fnøs havde han forladt bygningen, med sine sko og jakke i hænderne. "Harry, kom." ved hjælp fra Louis og Zayn, fik de Harry op af stå, selvom Harry hurtigt vred sig ud fra Zayn greb.

Han så helt smadret ud, hans øjne var helt røde, men mon også jeg så sådan ud. Uden nogle ord, havde de forladt min lejlighed og smækkede døren hårdt efter sig, og først der brød jeg bogstaveligtalt sammen. Hulkende fløj ud af mig og jeg havde det elendigt. 

"Hvorfoooooooor?" skreg jeg, i ved, på den der dramatiske måde, hvor man skriger med tårrende i øjnene og bagefter gemmer ens andsigt nede i ens hænder.

"Sshhh." Sagde Niall roligt og slog armene omkring mig, mens han forsigtigt vuggede mig frem og tilbage. Han var seriøst den bedste af de bedste. Tænk at han lige havde svaret sin bedsteven siden.. lang tid, igen, for min skyld. "Det skal nok gå," hviskede han lavt i mit øre. 

Vel vil de ej gå.

 


 

Jeg slog langsomt øjnene op, og blev blændet af en solstråle som havde bevæget sig over mig andsigt, ved hjælp af den lille revne i gardinerne. Jeg sukkede højlydt og satte mig op. Allerede der, kunne jeg mærke hvordan jeg var helt fugtig omkring mine øjne. Jeg havde grædt mig selv i søvn.

Grædt over jeg har mistet min eneste ene. 

Harry. 

Jeg har været sådan en stor idiot, det indrømmer jeg gerne og også at det hele er min skyld. Men jeg vil forhelvede bare gerne snakke med ham. Men det må jeg ikke for hans 'far' Liam. 

Idiot. 

"Er du vågen?" Jeg gav et spjæl fra mig, da jeg først nu opdagede at jeg ikke lå selv i sengen. En træt blondine lå nemlig ved siden af mig med et svagt smil på læberne. Niall. Han havde blevet her og sovet, sammen med Zayn fordi de havde skændes lidt med drengene igår, og nok bare skal give dem lidt tid. Og desuden sagde de, at de gerne ville være der for mig. 

Og det gjorde mig helt varm omkring hjertet. 

De er så fucking søde. Selvom mig og Zayns forhold stadig var sådan liiiiiiiiiiidt.. akavet. Men han er tilgivet fordi han bogstaveligtalt valgte mig frem for hans andre 3 bedstevenner. Jeg ved godt, at det var mig der på en måde lagde op til lortet, men alligevel er han tilgivet. 

"Ja," sagde jeg og tvang et smil frem, som bare blev til en mærkelig grimasse, og Niall gennemskuede den. "Det skal nok gå.." sagde han og trak mig ind til ham. Jeg puttede mig ind til han, med en hånd på hans brystkasse. "Nej." sagde jeg lavt og bestemt. 

Mine øjne begyndte langsomt at blive fugtige, men jeg gjorde intet ved det. Jeg kunne intet gøre, bare tanken om Harry fik mig til at græde. Jeg savner ham så forfærdelig meget. 

Efter at havde lagt i Nialls favn i omkring de femten minutter hvor der bare bare en behagelig stilhed over os, besluttede vi - eller det gjorde Niall - at vi skulle ud og have noget at spise. Selvom jeg ikke var sulten.

"Du skal altså have noget, Melanie.." 

Jeg rystede bestemt på hovedet, "jeg fortjener ikke mad." 

Han sukkede højlydt og gik tættere hen mod mig. "Jo du gør. Zayn er nede ved bageren for at købe nogle rundstykker, og han køber også en til dig." Jeg sukkede lavt og skævede, jeg havde ingen appetit. 

Det eneste jeg vil have, er Harry. 

Jeg savner hans favn, ikke fordi Nialls var dårlig eller noget, men jeg føler mig bare så special i Harrys, også den tryghed han giver mig. Det er fantastisk. Jeg savner hans læber og berøringer. Jeg savner alt i alt bare ham.

Tårrende løb ned af mig og en underlig tvang til is steg op i mig. Is og tudefilm, det er det eneste der vil hjælpe.

Eller.. ingengang det vil hjælpe. Intet vil hjælpe - udover Harry.

Men han hader mig så fucking meget.

"Han hader mig Niall.." Sagde jeg lavt, hvilket fik Niall hurtig til at trække mig hen til mig i et stort behageligt kram. "Nej han gør ej," fastslog han, selvom jeg selv kunne høre tvivlen i hans stemme. Ingen af os var sikre, men jeg har da lov til at tro. 

"Så er jeg hjemme!" lød det højt ude fra gangen, Niall kyssede mig blidt i håret, inden han trak sig ud, for at gå ud i gangen, for at tage maden fra Zayn. Han er ivrig efter mad - forstående. 

Selv jeg er begyndt at blive ret sulten.

Da han kom tilbage med den brune pose i hånden smed han den på køkkenbordet og begyndte at rydde alle skabene og skufferne igennem, "skærebrættet er i den nederste skuffe til højre fra komfuret," jeg sendte ham et drillende smil, hvilket fik min humør til at stige en smule. Han lavede en underlig psh-lyd og rev et blåt skærebræt op og lagde det på bordet. 

"Knivende står lige foran dig," forklarede jeg, og igen lavede han den der lyd. 

"Hey Mel!" Zayn sendte mig et forsigtigt smil, som jeg gengældte med et ordenligt stort et. "Hey!" sagde jeg og vi blev vidst begge overrasket over glæden i min stemme. 

Lidt har mit humør da steget lidt siden sidst. Men idag skulle jeg bare slappe af sammen med Zayn og Niall. Ikke? 

Nej, det skulle jeg åbenbart ikke.

For med et ringede Zayns telefon - iPhone 5 i sort - og han skævede da han kiggede på skærmen. Hans blik flakkede mellem mig og telefonen. Jeg sendte ham et skævt smil selvom det ikke hjalp.

"Det er Harry." 

 

Får jeg et like for at publicere et kapitel på min fødselsdag? ;) xx

♡ don't forget the like button ♡
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...