✾ Nobody Compares – One Direction ✾

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Færdig
Siden 18-årige Melanie Clarkson’s mor tog afsted på turné med hendes band, har Melanie lukket sig selv inde i hendes lille lejlighed i London. Og som hun troede at hendes liv var ødelagt godt nok, støder hun en dag ind i drengen med de grønne øjne og krøllede hår fra One Direction. Men det ender med et stort skænderi, og hun får allerede et indre had på ham. Og hun er fast besluttet på at han skal bøde for det han gjorde. Men vil følelserne tage en stor drejning når han langsomt begynder at charmere sig ind på hende? Og vil hun gengælde det, eller ej? ○ Læsning er på eget ansvar ○

42Likes
48Kommentarer
4723Visninger
AA

2. 1

Nu hvor du nærmest er blevet en del af mig, min hverdag og mit liv, synes jeg lige at jeg skal starte med at præsentere mig selv. Mit navn er Melanie Clarkson. Jeg er en 18-årig pige fyldt med energi og je-

 Eller.. Det var jeg. Mit liv har altid været perfekt, jeg har aldrig manglet noget. Min mor er en kendt sangerinde, derfor har vi aldrig rigtigt manglet penge.

Min far siger du? Han droppede min mor fra præcis to uger siden. Hun skulle nemlig på turné med hendes band, som kun består af mænd, og det blev min far ikke særlig glad for. Så han forlod mig, ligesom min mor, som valgte sit band frem for mig.

Siden min mor tog afsted på den lorte turné, har jeg lukket mig selv inde i min lille lejlighed i London. Det er ikke løgn, hvis jeg siger at jeg har levet af pizza, is og cola i nogle uger nu. Og desuden har jeg ikke været udenfor en dør siden min mor tog afsted.

Mit liv er lort.

Selvfølgelig overbeviste jeg min mor om, at det var okay hun tog afsted. Hvilket jeg sådan har fortrudt nu.

Jeg har ikke noget arbejde eller noget. Som sagt, har vi aldrig manglet penge, fordi min mor tjener millioner og min betaler huslejen og alt det der. Det kan godt lyde som om at jeg er fucking forkælet, men det er jeg også. Og det var det, der skræmte min bedsteveninde Alison væk.

Det der med penge, opmærksomhed og sådan steg mig til hovedet og jeg blev nærmest helt snobbet – forklare hun. Og så sød som jeg er, blev jeg fucking vred på hende, smed hende ud og jeg har ikke set hende siden. Og derfor valgte jeg at flytte til London, begynde forfra, væk fra alting.

Men det har selvfølgelig bare gjort det hele værre for mig at skride fra alting. Men det føles bare alligevel så rart, på en eller anden underlig måde. Jeg ved godt, at det bare er mig, der er underlig.

Faktisk har jeg overhovedet ikke hørt fra min mor siden hun tog afsted. Og jeg savner hende sådan. Det er helt ensomt at være alene. Men det er mit eget valg, jeg kunne sagtens havde blevet hjemme, og været sammen med Alison. Som jeg tvivler på, om hun overhovedet har holdt af mig, fordi jeg tror bare hun valgte mig på grund af pengene.

Og faktisk har jeg mødt mange kendte bl.a. Bruno Mars, Ed Sheeran, Justin Bieber, Demi Lovato, Selena Gomez og ja. Alle de kendte sangere i kender. Jeg er tit kommet med på den røde løber bare fordi jeg var seleveste Kelly Clarkson’s datter.

Selvom de alle et eller andet sted var ret snobbede og sådan. Men sådan er de kendte jo. Hver deres egen type. Tja. Hvad skal jeg sige til det?

Jeg rystede blidt på hovedet og rev tæppet af mig. Jeg sad inde i min stue og så fjernsyn, som er min hobby, det gør jeg hverdag, 24 timer i døgnet. Jeg rejste mig op og gik ind på mit værelse og fandt min telefon, som lå på min seng.

Jeg indtastede det sædvanlige nummer til det pizzeria, som lå tættest på. Eftersom jeg havde ringet til den hver eneste dag i nogle uger, kunne jeg nummeret i hovedet. Klokken var omkring 2, og jeg var så småt begyndt at blive sulten, fordi jeg ikke har spist morgenmad.

Irriteret smed jeg telefonen ned i sengen, fordi der var optaget, eller de havde lukket eller noget. Jeg sukkede højt. Hvad så nu? Jeg har intet mad i køleskabet, bortset fra en pizza der nok har lagt derinde i nogle uger nu, og den har jeg altså ikke tænkt mig at spise.

Så.. måtte jeg vel hente en.

Jeg gik med faste skridt ud i entreen, og fandt mine gamle slidte Converse frem, som jeg faktisk ikke har haft på længe, fordi jeg ikke rigtig har været udenfor en dør, i lang tid.

Jeg rev håndtaget ned og en kold brise gik mig i møde. Det var helt rart med noget frisk luft. Jeg fumlede med nøglen til min lejlighed og fik den endelig låst, også begyndte jeg at gå ned langs fortovet. Der var kun nogle få mennesker, ikke noget særligt.

Det var fredag, og de fleste sad nok hjemme.. ved.. deres familie. Suk.

Faktisk er jeg ikke sikker på, hvor jeg går hen, fordi pizzaen plejer altid at komme til mig, og nu skal jeg åbenbart komme til den. Måske skulle jeg bare havde ventet, og ringet igen senere?

 Nej, jeg har godt af noget luft.

Jeg blev helt lykkelig og klappede seriøst stort i hænderne, da jeg fik øje på et pizzeria. Og der var lys i vinduerne, så den var åben. Jeg løb nærmest hen til den og rev døren op. Duften af pizza gik mig i møde. Jeg fik nogle blikke, da jeg gik igennem hele butikken. Men jeg var seriøst sulten.

Jeg sukkede stort, da jeg fik øje på den lange kø. Jeg får så fucking dårlig tålmodighed, når jeg er sulten. Også får jeg ondt i hovedet. Æhæhæ.

Endelig blev køen mindre og mindre og der stod nu kun en mand foran mig. Som tog en evighed om at bestille. Også skulle han have omkring seks pizzaer.. Jeg havde lyst til at råbe irriteret af ham, men lod være. Det var nok ikke så smart.

Da han ENDELIG var færdig med at bestille og få de fucking pizzaer, blev det min tur. ”Hvad skulle det være?” spurgte pigen bag disken. Jeg smilede falsk til hende, ”Nummer 38.” Den havde jeg fået hver gang, og den er altid god. Det er en salatpizza med kebab. Så lidt sund har jeg da været, ”Og en cola.” tilføjede jeg, da jeg så, at man kunne købe colaer herinde. Uh ja, en kold cola kunne jeg godt bruge lige nu.

 Hun nikkede langsomt. ”135 kroner,” sagde hun. Dyrt lort. Jeg ryddede i min lomme og fandt min pung frem. Ikke fordi jeg ikke havde råd til det, men seriøst. 135 kroner for en pizza og en mellem cola? Hm.

Jeg gav hende 200 kroner, tog imod byttepengene. ”Den er klar om lidt,” Jeg nikkede langsomt og blev stående. Der var ikke nogen bag mig, så jeg behøvede vel ikke at flytte mig. Pigen forsvandt ind i et eller andet rum, og hvis jeg ikke tog fejl, var det nok køkkenet, badeværelset eller et eller andet.

Da der var gået 15 lange minutter, kom pigen tilbage med en pizzabakke og en cola. Jeg tog hurtigt imod den, sendte hende det sidste smil, inden jeg begyndte at gå hen mod udgangen. Jeg er seriøst liderlig efter den pizza der.

Jeg rev ned i håndtaget, og med et blev den åben, selvom jeg ikke havde trukket i døren eller noget. Det skete nærmest i slowmootion, der hvor døren smækkede ind i hovedet på mig, så jeg tabte både min pizza og min cola, som nu flød på jorden inde i den lorte pizzeria.

”Forhelvede,” hvæsede jeg, da min røv landede ramte jorden, med et højt bum. ”Fuck!” udbrød en hæs drengestemme. ”Undskyld!”

”Ja, det kan du da sagtnes sige!” vrissede jeg irriteret og rejste mig op. Jeg rettede kort mit tøj, før jeg kiggede op og mødte nogle grønne øjne. ”Det var sgu da ikke min skyld!” vrissede han surt. Jeg gav ham kort elevatorblikket. Sorte bukser, sort hættetrøje med huen over, så han skjulte nogle af hans brune krøller.

Harry Styles.

Ja, jeg ved godt hvem han er. Ham der fra One Direction. Min mor har tilbudt mig at møde dem, men jeg sagde pænt nej tak. Hvis jeg skal være ærlig er de bare 5 idioter, på lykkepiller med damer rendende i røven. Og ham Harry er den værste.

”Ikke din skyld?!” vrissede jeg irriteret. Det var sgu da hans skyld det her! ”Hvad sker der?” lød der pludselig bag ham. Oh no, ikke andre fra One Direction, vel?

Harry rykkede sig lidt, og derefter kom 4 andre drenge til syne i døren. Det er faktisk ret pinligt det her. ”Oh.. Harry, hvad fuck har du gang i?” grinede ham med den stribede trøje. Louis, right?

”Hendes mad!” udbrød en irsk accent pludselig, hvilket tilførte ham den blonde dreng Niall Horan. Han maste sig mellem Harry og Louis, og satte sig på hug foran min pizza, som lå og var fuldstændig ødelagt. Salaten flød ud over hele gulvet, og pizzaen var røget ud af pizzabakken. ”Hvad fanden har du gjort Harry?”

Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Hvor er han dog sød. ”Du har ødelagt hendes mad!” udbrød han og rejste sig op og kiggede strengt på Harry, som bare rystede på hovedet og smilede af ham. ”Det var hendes skyld.”

Vreden skyllede op i mig. ”Min skyld?!” hvæsede jeg. ”Det var sgu da dig, der gik ind i mig!” Selvom det faktisk var døren.. Men ja.. Fuck det.

”Vel var det ej!” hans smil forsvandt og vreden steg i hans øjne, hvilket irriterede mig endnu mere. Den dreng er for meget. ”Hold nu kæft,” udbrød Niall, ”Fuck om hvem det var, vi giver en ny pizza? Okay?” Han sendte mig et sødt smil, som jeg ikke kunne lade vær med at gengælde.

 

 

♡ don't forget the like button ♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...