Jeg vinder altid!

Dette er den stil jeg skrev til min dansk skr. terminsprøve. Jeg vil gerne have noget feedback på, hvad i synes om den og hvad jeg kan gøre bedre. Jeg har fået at vide, at det er barsk læsning, så hvis der er sarte sjæle, så spring videre til en anden movella. (:

4Likes
5Kommentarer
415Visninger
AA

1. Jeg vinder altid.

Råbene fra i morges genlyder for mit indre øre, som en CD der er gået i hak. Fede svin, møgso, klamme luder. Igen og igen, de kører rundt i mit hoved. De holder aldrig op. De vil ikke holde op. Jeg er den svage, den udstødte, den ingen kan lide. Jeg er offeret. Jeg har altid været offeret. Det var min dukke, der blev taget i børnehaven. Det var min cykel, der blev gjort nar af i tredje klasse. Det var min lyserøde stribe i det sorte hår, der blev nedgjort i sjette. Det var mine ar i ottende. Mine ar. De tynde, fine, lyserøde ar, som løber langs mine håndled, mine hofter, mine lår og mine ribben. De passer så fint ind, følger rundingerne på min krop, som en kvælerslange følger rundingerne på sit bytte. En kvælerslange, som aldrig slipper sit tag i mig igen. De er kvælerslangen, råbene er slangen. De vil kvæle mig, knuse mig, og de bliver ved lige indtil den dag, jeg bukker under. Jeg prøver at kæmpe imod. Men intet hjælper, når råbene fortsætter. De fortsætter, de giver aldrig op, ligesom en kvælerslange når den først har udvalgt sit bytte.

 

Hver dag er endnu en rejse. Jeg skal forbi milestenen, der fortæller mig, at jeg kan holde for i dag. Milestenen er min seng, når jeg lægger mig til at sove. Det er den, der fortæller mig, at min dag er omme. Det er den, jeg ser frem til at nå forbi, lige fra det øjeblik jeg står op om morgenen. Jeg vil sove det hele væk, men det må jeg ikke. Hver dag er en ny dag, hvor slangen har mulighed for at knuse mig. Det skal den, det er den måde, den overlever på. Det er den måde, de overlever på. Uden mig er de intet. De holder mig nede ved hjælp af slangen, jeg er for stærk til dem. De kan ikke klare mig uden slangen, men slangen vil ikke give slip på mig. Den holder mig fast, men på mit værelse, under dynen, kan den ikke nå mig. Det er derfor, at jeg så gerne vil sove det hele væk. Sikkerheden ligger i søvnen, fordi der er der ingen, som kan fange mig. Det er her, jeg mødes med alfer og feer, prinser og prinsesser, gamle, faldne krigere, der viser mig en helt ny verden. Det er dem, der har lært mig alting. Uden dem er jeg intet, ligesom slangen intet er uden mig. Der er ikke brug for mig mere. Jeg kan knuse slangen, hvis jeg knuser mig selv.

 

Jeg vil væk. Mor er ikke hjemme. Knivene i skuffen er så fristende. De skriger efter mig, de kalder. Ligesom pillerne i skabet ude på badeværelset. De piller, lægerne gav mig for et halvt års tid siden, og fortalte mor, at hun skulle gemme væk og kun give mig, når jeg fik et anfald. Mor har ikke låst dem inde, jeg ved godt, hvor de er. Hun er ligeglad, hun har opgivet mig. Alle har opgivet mig. Jeg vil væk. Pillerne kan føre mig væk. Knivene kan føre mig væk. De er de eneste, som altid har været der for mig. Det er dem, der har fjernet smerten, selv hvis det kun har været kortvarigt. De fjernede den, det er mere, end nogen anden kan prale af at have gjort eller prøvet på. De hjælper mig, når alting er mørkt. De er der for mig, når ingen andre er. Det har de altid været. De siger ingenting, hvisker ikke i al hemmelighed i krogene. De er trofaste og stærke. De er de, eneste jeg kan stole på, knivene og pillerne. De er de eneste, som stadig er der, når det er mørkt. Selv min skygge forsvinder, når det bliver mørkt nok. Jeg vil væk.

 

Vandet omkring mig er rødt. Det er rødt af blod. Blodet flyder fra mine håndled, det flyder fra mine ribben, fra mine hofter, mine lår. Det danner smukke mønstre i vandet, som kan ødelægges bare ved brug af en finger. Én finger. Det er så skrøbeligt, ligeså skrøbeligt som alt andet i verden. Jeg er skrøbelig, slangen er skrøbelig. Den har ikke vundet, jeg har vundet. Jeg vinder altid. Jeg er den stærkeste. Det er ikke den, der har sendt mig på vej, det er mig selv. Pillerne gør mig døsig, er det en dør, jeg kan høre? Hvorfor kalder mor? Hvorfor er mor hjemme? Mor skal ikke være hjemme. Hun skal ikke se mig nu. Jeg er næsten væk, lad mig for Guds skyld komme væk inden hun kommer herind. Inden hun ser mine sko og undre sig over, hvorfor jeg ikke svarer. Det første sted hun vil kigge, er mit værelse, så vil hun kigge i stuen. Hun vil undre sig over, hvorfor mine sko står ude i entréen, men jeg ikke er nogen steder. Så vil det slå hende. Hun vil vide, at jeg er på vej væk. Trin ude på gangen, hun snakker med sig selv. Hun beroliger sig selv. Det er godt, så haster hun ikke rundt, men giver mig bedre tid til at nå at komme væk. Jeg kan næsten ikke holde mine øjne åbne nu, de er blevet så tunge. Bøtten med piller hjalp virkelig, hvorfor tænkte jeg ikke på dem noget før?

 

Trin ude på gangen igen, hun plejer at trampe hårdt, men nu lyder hun som en mus. En mus, som går skyer. Jeg kan næsten ikke høre hende, hun er så stille. Døren går op, og skriget forlader hendes hals. Eller er det sang? Det lyder fjernt, er det feerne, der synger? Velkommer mig til deres hjem? Mine øjne kan ikke fokusere mere, en skikkelse kommer nærmere, vifter med et eller andet, men jeg er ligeglad nu. Mit hjem venter mig, mine feer og min prins kommer til mig nu. Jeg er på vej. Jeg er der næsten, slangen giver op. Jeg kan se min prins, hvor er han smuk. Han virker så bekendt. Nej, vent. Det er ikke min prins. Hvor har jeg set ham før? Hvorfor står han og kigger på mig? Den bitre sandhed går op for mig. Hun har ringet til dem. Min mor har forrådt mig og ringet til dem, dem der påstår de kun vil mig det gode. De vil mig ikke det gode. Hvis de ville det, ville de ikke være kommet nu. De ville lade mig forlade denne verden, lade mig forlade slangen, men det gør de ikke. Det gør de aldrig, det er tredje gang, de stopper mig. Flår mig tilbage fra min verden og ind i deres egen igen. De giver bare ikke op, men det gør jeg heller ikke. De må da snart blive træt af, at holde et menneske i live, som slet ikke vil leve mere. Det kræver mere, end de lige tror. Slangen har givet op, så hvorfor gør de ikke det? Hvorfor skal det være så forbandet svært for dem at lade mig være?

 

Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandene rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser i de to ambulancefyre veksle blikket hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor! Helt tom i ansigt, hun er følelsesløs, hård som en sten. Hun kan ikke knækkes og det er min skyld. Jeg har formet hende, som en glaspuster former glas. Det er ikke første gang, det her sker. Men det er første gang, at hun slet ikke viser nogle former for følelser. Måske er det ved at gå op for hende, at hun ikke kan hjælpe mig mere? At hun skal lade mig flyve væk, ud af min krop, den skrækkelige belastning jeg har båret på de sidste 16 år? Lade mig flyve over verdenshavene, lade mig flyve over Afrika og se de springende gazeller? Være lige så fri som dem? Det er mit største og eneste ønske: frihed.

 

Mens jeg ligger i hospitalssengen, og lader den kvalmende lugt af sygdom og død forurene mine lunger, kan jeg mærke slangen stramme sit greb om mig. Den er tilbage. Den tror, den har vundet. Var det måske i virkeligheden den, der sendte bud efter hjælp? Var det ikke min mor? Den har ikke vundet. Jeg vinder, jeg vinder altid. Mor er gået ned for at spise en bid mad i cafeteriaet på fjerde etage. Hun har ikke sagt et ord, ikke et eneste siden vi kom her. Hun forstår mig heller ikke. Det er ikke hende, der lever med slangen. Det er mig. Det er mig, som slangen er ude efter, det er mig, ingen kan lide, det er mig, denne verden hader. Det er altid mig, mig, mig. Ingen forstår min smerte ved at være her. At hver gang jeg trækker vejret, hiver ilten ned i mine lunger, så brænder det i stedet for at berolige. De forstår det ikke, ingen forstår det. Jeg er den lille, hjælpeløse pige med svovlstikkerne, ingen tager sig af mig. Mine knive er mine svovlstikker. Pigen døde, da hendes sidste svovlstik brændte ud. Jeg har ikke mine knive.

 

Jeg vil snart være væk, død og borte. Så vil slangen have tabt, og jeg vil have vundet. Jeg kigger rundt, der er ingen. Døren står på klem, og gennem den lille sprække er der intet at se, udover et par sygeplejesker der haster forbi fra tid til anden og lader som om, at det de har gang i, er det vigtigste i hele verden. Det skal være nu. Jeg kigger rundt, lader blikket glide over stolen i hjørnet, hvor mor sad. Betragter den grimme, hvide buket margueritter, som står på bordet ved siden af. Døren til det lille toilet i modsatte hjørne er så gammel, at den er ved at blive gul. På den væg lige overfor min seng er der et vindue, som jeg har ligget og stirret ud af de sidste fire timer. Fire timer i et helvede med væske og beroligende stoffer strømmende en af den ene arm og ud af den anden. Vil de tømme mig eller hvad? Tror de virkelig det vil hjælpe? Nej. Vinduet smiler til mig, skal vi gøre det, spørger det? Det er fristende. Jeg sætter mig op i sengen. Vinduet lokker. Jeg hiver nålen ud af venstre hånd og sætter den ned i vandglasset, der står på bordet. Den må vel kunne snyde den et stykke tid og holde den grimme biplyd væk, som advarer sygeplejerskerne om, at der er noget galt. Nålen i højre hånd flår jeg ud og smider i det halv tomme cola glas. Jeg går hen til vinduet og mine ben ryster hele turen derhen. Jeg er svag, jeg er skrøbelig. Et menneske det er, hvad jeg er. Et sølle menneske, som snart forlader denne verden. Jeg kigger ud af vinduet, under mig, kører bilerne rundt og dytter af hinanden. De er også mennesker. Vinduet kan åbnes. Jeg drejer håndtaget mod venstre og hiver til. Døren ud til gangen smækker lige så hurtigt, som jeg kan mærke den friske, kølige forårsbrise mod mine kinder. Det må have fanget nogens opmærksomhed. Jeg sætter mig op i vindueskarmen. Mine ben dingler i den frie luft. De ser blege og tynde ud i solens stråler, næsten spøgelsesagtige. Jeg kan hører stemmer ude på gangen, apparatet begynder at bippe. Folk nedenunder er begyndt at råbe op og pege op på mig. Snart vil jeg sikkert kunne høre sirener. Jeg lukker mine øjne og vender mit ansigt op mod solen. Jeg lader den varme mit ansigt en sidste gang. Jeg indånder luften, for første gang i lang tid brænder den ikke mine lunger op. I stedet gør den mig klar til den rejse, den ved, jeg skal ud på.

 

Døren bliver revet op, jeg vender mig om med et sæt. Min mor står i døren og kigger på mig. Hendes øjne afslører hende, hun er rædselsslagen. Jeg overvejer bare at springe nu, men det kan jeg ikke. Først må jeg fortælle hende det. Jeg sender hende et smil med tåre i øjnene og hvisker, jeg elsker dig. Hun løber ikke over mod mig, hun står bare og kigger på mig. Er hun lammet af angst? Nej, nu nikker hun. Jeg elsker også dig, hvisker hun tilbage. Hun forstår mig. Hun bakker ud af værelset, lukker døren, og jeg ved, at det er nu. Hun har givet mig lov. Vi skal begge videre bare hver vores vej. Vi vil mødes igen en dag. Jeg vender mig om igen, trækker vejret dybt, og skubber til. Jeg mærker luften mellem mine arme der, hvor mine vinger skulle have vejret. Jeg har vundet over slangen. Jeg vinder altid. I et kort øjeblik er jeg den frie gazelle. Jeg flyver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...