En illusion [one-shot]

En kort historie om at miste noget andet end det sædvanlige; en illusion af sig selv.

4Likes
1Kommentarer
498Visninger

1. En illusion

Man kan miste mange ting. Nogle ting mister man hurtigt. Mælketænder for eksempel. Det gør ikke ondt. I hvert fald ikke så tit. Og det er i hvert fald ikke noget man er ked af i længere tid. Måske nærmere lidt stolt. Viser stolt det nye mellemrum i gebisset frem for Gud og hver mand. Og der kommer jo en ny tand ud. Så det gør ikke ondt.

Så er der sådan noget som ens mødom. Det er lidt ligesom med mælketænder, men så alligevel ikke. Der skal et valg til for at miste den. Om det så er en selv eller en anden der træffer det valg. For nogle gør det ondt, for andre ikke. På nogle gør det fysisk ondt, andre har mentale smerter over på. Det kommer an på omstændighederne, men langt de fleste har ikke livslange ar over at miste deres mødom.

Så er der de langt mere smertefulde tab. Venner, familier, kæledyr, kærester. Hvad enten man mister dem til døden, til andre eller bare mister dem, så gør det ondt. På sådan en helt speciel måde.
Hvis man bare mister dem, så ønsker man dem al det bedste på deres videre færd. Man bliver sørgmodig, lidt vemodig, men også... Glad på en stilfærdig måde. For de er der jo stadig.
Hvis man mister dem til andre, så gør det mere ondt. Det gør ondt at se en anden der, hvor man selv plejede at være. Men med tiden vil man komme over det. I hvert fald i de fleste tilfælde. Og så vil eventuel vrede også blive erstattet af en sagtmodig glæde og vemod over, hvad der var, men ikke er mere.
Hvis det er til døden man mister nogen, er det en helt anden form for smerte man mærker. Der er stadig smerte, vrede, vemod, men der er sjældent glæde. Det hele er lidt mere skarpt. Der er ikke en eneste chance for at få personen tilbage. I hvert fald ikke i dette liv. Man kan ikke ønske det bedste på vegne af den mistede person. Man har ingen anelse om, hvad der er sket med personen. Om vedkommende er i Himlen, Helvede, er ophørt med at eksistere eller noget helt andet.

Men det er rent faktisk ikke den slags tab jeg vil snakke om i dag. Jeg vil snakke om tabet af en illusion af sig selv.


For præcis et år siden i dag, viste min klasselærer mig en dødstrussel efter skoletid. Den var skrevet på et stykke A3 papir med en grøn tusch. Jeg kan stadig den nøjagtige ordlyd.

Freja...
Din fede so
Jeg pisse fucking hader dig.
Hvis jeg får muligheden slår jeg dig fucking ihjel

Jeg blev vist ret stille, for min lærer spurgte en smule nervøst om hun havde handlet rigtigt ved at vise den til mig. Jeg svarede ja. Det var trods alt mere nådigt end at få det af vide af ens klassekammerater. Da jeg gik hjem den dag, havde jeg en underlig fornemmelse i maven. Ikke fordi jeg på nogen måde troede, at pigen der havde skrevet det (skal vi ikke kalde hende G?) egentligt ville slå mig ihjel. På den måde var jeg ikke bange. Det føltes bare så... Forkert.

Min årgang havde lige været på skitur og den sidste aften var jeg kommet en smule op at skændtes med G. Eller nærmere... Hun fortalte, at hun havde nogle personlige problemer. Jeg prøvede at trøste en af hendes nye veninder og fik sagt noget lidt forkert. Det resulterede så i, at G kom ind og skreg en del af mig.
Dagen efter tog vi som sagt hjem og vi havde efterfølgende nogle dage fri. Jeg skænkede ikke skænderiet mange tanker og troede sådan set, at det var det med hensyn til den hændelse. Så var det så, at vi kom i skole igen og min klasselærer viste mig den grønne skrift på A3 papiret...

G havde skrevet beskeden i vores store frikvarter inde i hendes klasselokale. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om det overhovedet. Men det var der andre der havde, eftersom G havde ladet beskeden ligge at flyde på et af bordene. Hun havde vist ikke tænkt sig at vise den til mig overhovedet, men ville åbenbart heller ikke smide den ud. Måske ville hun have de andre til at vende sig mod mig. Jeg ved det ikke, jeg fik aldrig mulighed for at spørge.
Men i hvert fald besluttede to af drengene fra hendes klasse tilsidst at vise beskeden til vores lærer, som så sener viste den til mig. Jeg ved ikke, hvor mange af mine kammerater, der så beskeden før jeg gjorde. Sandsynligvis langt over halvdelen, og dem de ikke så den, har nok fået det fortalt af venner lang tid før jeg overhovedet blev klar over, at papiret eksisterede.


Jeg modtog aldrig flere trusler, der var aldrig nogen der valgte mig fra eller angreb mig på baggrund af den besked, der skete kort sagt ikke rigtig mere. Så hvorfor kvalificerer jeg det så som "at miste" vil du måske spørge?
Men jeg mistede noget, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg mistede noget i samme øjeblik, jeg så den besked. Jeg mistede en helvedes masse selvværd, men det er blevet genopbygget, så det er faktisk ikke så meget det jeg mener. Det er noget større, noget mere uigenkaldeligt. Jeg mistede en illusion om mig selv.

Jeg havde aldrig troet, at nogen faktisk ville komme til at hade mig eller bare tro, at de hadede mig. Jeg vidste da godt, at det måske ikke var alle der brød sig lige meget om mig, at nogen nok ikke kunne lide mig overhovedet. Men hadede? Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forventet det. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg kunne vække så store negative følelser hos en anden person. Jeg var jo ikke specielt provokerende, jeg snakkede ikke ondt om nogen, jeg gjorde ikke noget, som kunne retfærdiggøre en sådan følelse.
Og det chokerede mig voldsomt. Jeg mistede en del af det grundlag jeg havde bygget mig selv op på. Jeg skulle jo være sådan en person som alle kunne lide! Det var en del af mit image! At være en smule gennemsigtig, men venlig og sød. Ikke skildre for meget med de der store særheder og meninger. Bare være til og måske lade stå til. Men pludselig var det væk. Og jeg kan aldrig få den illusion tilbage.

Det tog mig omkring et halvt år at komme over tabet af den illusion. Det var først rigtigt da vi fik sommerferie og G forsvandt ud af mit synsfelt, at jeg havde tid til at "hele". Da vi startede i skole igen efter ferien, var hun startet på efterskole. Jeg har set hende nogle gange siden. Utrolig akavet!

Nu er der som sagt gået et helt år og jeg tænker stadig ofte på den grønne skrift, men det gør ikke ondt på samme måde. Jeg har givet slip på den illusion om mig selv. Jeg bilder mig ikke længere ind, at alle skal kunne lide mig. Dem der betyder noget for mig, kan godt lide mig. Og resten? Resten må tænke, hvad de vil. Jeg opfører mig selvfølgelig stadig anstændigt overfor alle, men jeg nærer intet håb eller tro om, at de alle sammen kan lide mig. Og ved I hvad? Det er fantastisk! Det er fantastisk at være ligeglad med, hvorvidt man er inviteret med til de populæres fest eller om nabokonen synes man har dårlig tøjsmag.
Jeg bekymrer mig stadig om min fremtræden, selvfølgelig gør jeg det! Jeg vil ikke virke stødende eller gøre nogen vildt forlegne. Jeg vil stadig gerne gøre et godt indtryk, det er bare ikke så vigtigt. Det er ikke en livsnødvendighed, at alle skal kunne lide mig.
Jeg mistede den illusion om mig selv, men jeg fik så meget mere i sidste ende!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...