The tide that left and never came back

En historie om mennesker, der bliver efterladt tvivlende på sig selv og alle andre. Ingen bliver nogensinde hele igen.

12Likes
23Kommentarer
331Visninger
AA

2. Forvirring

Vi var ikke ret gamle, da vi mødtes. Jeg husker det stadig. Du var en lille blond pige på omkring de 3-4 år. Du havde en blomstret kjole på, og jeg blev med det samme fanget af dit smil.

”Hej” sagde du med hovedet lidt på skrå. Efter det blev vi bedste veninder, og vi var det i mange år frem.

For det meste styrede du spillet, og jeg gav dig lov, fordi det bare var nemmest. Ingen af os ville have det anderledes. Det var os to mod resten af verden, ingen eller intet kunne skille os ad. Desværre ændrede det sig, da vi kom op i de større klasser i folkeskolen. Jeg bebrejder dig ikke noget, det må du ikke tro. Det var jo ikke din skyld. Det ved jeg nu.

Jeg tror, det var en dag i 5. klasse. Vi sad og spillede kort, 500, mener jeg. Da jeg fik øje på det, blev jeg forvirret. Jeg forstod det ikke. Hvorfor stod det der, og hvem havde skrevet det?

”Naja er en fed ko”, stod der. Lige der midt på bordet, hvor alle kunne se det. Det var ridset ind i bordpladen med en passer eller sådan noget. Det var som et stempel, der blev sat på mig. Skåret ind i huden på mig, så alle kunne se det. Jeg forstod det ikke. Var jeg tyk? Det havde jeg da aldrig tænkt over før, men det kunne da godt være? Det var en mærkelig følelse, der dannede sig inde i min mave. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finger på den.

Jeg spurgte dig, hvem der havde skrevet det. Og med et lydløst skulderkast sagde du bare: ”Det ved jeg ikke”. Og så spillede vi videre. Livet gik videre, men det sad fast. Ordene havde sat sig i min hud, på min tunge, på indersiden af mine øjenlåg lå de og holdt mig vågen om natten. Måske var jeg også lidt tyk, men der var da aldrig nogen, der havde sagt det til mig.

De efterfølgende uger gik jeg og spekulerede rigtig meget i det. Det var som om den sætning havde klistret sig fast til alt omkring mig. Overalt hvor jeg gik, så jeg blikke rettet imod mig. Hvorfor? Var det fordi jeg var tyk? Eller var det bare mig, der var underlig?

Jeg grinede dengang, det husker jeg. Men det gør jeg ikke længere. Jeg kigger bare ned i jorden, og skammer mig over, hvordan vi var overfor hinanden. Børn kommer ikke til verden for at være onde ved hinanden. Der er så meget ondt i verden i dag. De voksne i dag ser børn slås, skrive grimme skældsord til andre på skolens vægge, toiletter og på internettet. Der er ingen grænser for, hvor ondskaben stopper. Den ender aldrig. De kan ikke forstå det, og de bliver kede af det, fordi de ved, de engang selv, var de børn. Hvad blev der af den positive mentalitet, hvor man behandlede hinanden med gensidig respekt og ligeværdighed? Hvad er der blevet af vores børn? Forsvandt det i mylderet af travle hverdage og karrierejobs, eller gled den bare med tidevandet ud og vendte aldrig tilbage?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...