Den Kære Familie


3Likes
0Kommentarer
300Visninger
AA

1. Mareridt

Jeg stod med hænderne begravet i opvaskebaljen og skrubbede løs på den store gryde, hvis sider var delvist dækket af størknet kødsovs, som kun modvilligt lod sig opløse i det snavsede sæbevand.

"Hvorfor har du ikke skyllet den af?" spurgte jeg mor, der lå på sofaen under et uldtæppe med en fugtig klud på panden. Hun så meget lille ud i sin udslidte pyjamas, men jeg kunne ikke finde så meget som en dråbe medlidenhed til den ynkelige skikkelse, der lå i fosterstilling på den gamle lædersofa.

"Jeg har jo sagt det skat... Jeg fik voldsom migræne," mumlede mor. Hendes stemme drævede så mærkeligt, når hun var syg. I dag fik den blot raseriet til at bølge endnu stærkere gennem kroppen.

"Og hvem havde du så tænkt sig, skulle gøre det?" hvæsede jeg, før jeg fortsatte uden at give hende så meget som et sekund til at svare: "Din ældste datter, selvfølgelig! Hun er der jo altid  til at løse dine problemer!"

Jeg hamrede gryden ned i baljen, så skeerne i bunden klirrede og vandet skvulpede ned over af skabslågerne og ud på køkkenbordet med de fedtede pletter.

Mor lagde klagende begge hænder på panden og stønnede dybt.

"Kæreste skat, jeg er syg og har sovet elendigt. Er du ikke sød at dæmpe dig lidt?" mumlede hun lidende, som om det var hende, der fortjente en undskyldning.

"Gu' er jeg ej sød at dæmpe mig lidt," brølede jeg. "Her har jeg gået hele dagen og vasket tøj, mens Lisa og Tobias rev hinanden i håret, og så har jeg endda lavet aftensmad, så du kunne lægge der og sove, men skal jeg fortælle dig noget? Arbejdet laver ikke sig selv, mor! Og du kan ikke engang skylle en enkelt gryde af, næh nej, jeg skal bruge hele aftenen på at skure den med en svamp, så den er ren i morgen, når jeg skal lave mad til Lisa, Tobias og min stakkels, syge mor!" Jeg smed i raseri viskestykket ned i baljen og trampede gennem stuen med kurs mod mit værelse.

"Vent, Sif," bad min mor sagte, og jeg stoppede på stedet og vendte mig om, stadig med raseriet bankende i blodet. Mor trak vejret dybt et par gange, før hun smilede blegt og tøvende rakte en hånd ud mod mig. Jeg flyttede mig ikke en tomme. Hvidglødende raseri fik mit hjerte blod til at dunke, og det sitrede i hele kroppen efter at lægge hænderne om hendes tynde hals og bare klemme...

"Her i familien hjælper vi hinanden..." begyndte hun forsigtigt, stadig uvidende om den buldrende vrede, hendes ord vækkede i mig. Jeg for hen til hende og måtte bide tænderne sammen for ikke at skrige af hende. Da jeg først begyndte at tale, kom ordene ud i bitre, hvæsende stød.

"Du skal ikke sige et ord om ansvar, din uduelige kælling. Du har ikke hjulpet med en skid, siden du fik den dumme migræne. Du er undskyldning for dig selv, mens jeg  render rundt og passer dit hus og dine børn. Hvor ynkeligt er det ikke lige? Hvis det ikke var for mig, så ville I alle tre rådne op i det her hus, før du ville kunne tage dig sammen til at løfte en finger!"

Jeg havde lyst til at storme ind på mit værelse og smække med døren, så det rungede i hele huset, men jeg var nødt til at besinde mig, selvom tårerne prikkede i øjenkrogene og raseriet brusede rundt i min krop som en tornado. I stedet vendte jeg om på hælen og gik hen til håndvasken, flåede viskestykket op og vred det, før jeg med fornyet styrke skrubbede løs på den beskidte gryde.

Da jeg havde sat det hele ind i skabet og tørret vasken og bordet af, sank jeg udmattet sammen på en af spisebordsstolene. Mor lå på sofaen med lukkede øjne, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at hendes vejrtrækning var meget dybere og mere skrattende, når hun sov. Hun turde bare ikke tage diskussionen, den dumme kælling.

Jeg rakte ud efter min skoletaske og fik trukket matematikbogen og kladdehæftet op på bordet. Mine øjenlåg føltes tunge som sten, og jeg sad længe og faldt i staver over det første stykke, mens blyanten tegnede mønstre på papiret. Til sidst gav jeg op og lagde med et suk det hele ned i tasken og lynede den godt til.

Da jeg hørte forsigtige skridt i gangen, tvang jeg smilet tilbage på mit ansigt og vendte mig om på stolen.

"Sover mor?" hviskede Lisa, der stod i døråbningen ind til stuen i sin hvide natkjole med uglet, lyst hår og store, blå øjne. Hun var seks år gammel, men havde stadig et buttet babyansigt, der var noget så bedårende. Jeg havde derimod arvet fars leverpostejfarvede, tjavsede hår og grå øjne, samt mors spinkle, knoklede krop.

"Ja," hviskede jeg, men mine skridt var ikke så forsigtige, som de burde være, da jeg gik hende i møde og tog hendes lille, fedtede hånd i min.

"Hvorfor kan du ikke sove?" spurgte jeg.

"Mor kom ikke ind og krammede mig godnat, som hun havde lovet," snøftede Lisa. Hun tørrede snottet af i ærmet, hvorefter hun trak vejret dybt et par gange for at stoppe hulkene, der rystede hendes lille krop.

"Mor er blevet syg igen," forklarede jeg langsomt.

Lisa så bekymret på mig. En lille rynke formedes mellem de store øjne.

"Hvor syg?" spurgte hun langsomt.

"Ret syg, men det er ikke farligt. Hun har bare brug for at ligge ned."

Jeg satte mig ned på hug og tørrede forsigtigt tårerne af hendes buttede kinder med den ene hånd, mens jeg knugede hende ind til mig.

"Jeg siger godnat til dig i aften, er det okay, Lisa?" spurgte jeg, mens jeg gav hende et trøstende klem med den ene arm.

"Okay," mumlede hun modvilligt.

Jeg rejste mig og holdt godt fast i hendes ene hånd, mens vi gik tilbage til hendes værelse, hvor Tobias lå i sin seng og sov dybt. Jeg havde faktisk allerede puttet dem, men Lisa havde det med at holde sig vågen, hvis mor havde lovet at komme ind til hende. Nu kravlede hun op i sengen og puttede sig under den tykke dyne. Jeg rakte hende bamsen, Laura, og rettede på hendes pude. Hendes øjne var allerede ved at falde i.

"Hvad hvis jeg får mareridt?" mumlede hun halvt i søvne, mens hendes ene hånd knugede min. Jeg sad på kanten af hendes seng og mærkede den knage under min vægt.

"Det gør du ikke," lovede jeg.

"Men hvad nu hvis?" insisterede hun, nu lidt mere vågen.

"Så kan du komme ind til mig," hviskede jeg med et lille smil.

Jeg gav hendes lille hånd et sidste klem, før jeg bøjede mig ned og kyssede hendes pande.

"Godnat, Lisa," hviskede jeg, i det jeg slukkede hendes natlampe og rejste mig for at lukke døren ind til værelset, hvor mine to, små søskende sov sødt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...