When the storm is over - 1D (+13)

Marylin Caron er 17 år, og mistede hendes mor da hun var 14. Marylin drikker sorgen væk, tager stoffer, og fester næsten hver dag. En dag møder hun en gruppe unge, som kalder sig for "The Stromers". The Stormers er toptrænet i at udspionere folk, og finde ud af deres værste hemmeligheder. De er nærmest hypnotiserende. Marylin bliver hurtigt tiltrækket af det frie, og spændende miljø, og bliver en del af "banden". Som Marylins første job, skal hun blive venner med det verdens kendte band, One Direction. Marylin skal udspionere de fem band medlemmer, og finde ud af om de skjuler noget. Men hvad sker der, når Marylin ikke kun bliver rigtige venner med bandet, og endda får følelser for en af band medlemmerne, Harry Styles, som også er gængældt? Nu skal Marylin vælge, om hun vil droppe Harry, og resten af bandet, og fulføre sit job, eller droppe The Stormers, blive sammen med Harry, og resten af bandet, og lægge fremtiden bag sig.
**Anstødende sprog, og scener kan forkomme i movellaen**

9Likes
8Kommentarer
1330Visninger
AA

12. Tvivlsom

Jeg kneb mine øjne sammen, imens jeg rystede på hovedet af mig selv. Jeg hadede virkelig det her. Da jeg kunne høre døren åbne, til drengenes "gardarobe", eller hvad det nu var, slog jeg min glade faccade op, og mine læber formede sig til det mest overbevisende smil, jeg kunne lave. Jeg kunne se håndtaget bevæge sig, og lidt tid efter stod Harry lige foran mig. Jeg nærmest lavede store øjne, da jeg fuldstændig havde glemt, hvad der var sket. Ellers jeg havd hele tiden skubbet tanken væk, og havde slet ikke forberedt noget. Selvom jeg jo havde aftalt det hele med ham...

"Øh hej", sagde han, og jeg fokuserede igen på virkeligheden. Jeg smilede til ham, som hej, og klappede ham for sjovt på brysten. "Monica!", sagde Niall, og kom over til mig, for at give mig et kram. "Hejsa", sagde jeg, og prøvede at lyde selvsikker, og glad. Jeg var ingen af delene, lige der.

Da jeg havde hilst på de andre, satte jeg mig ved siden af Niall i sofaen, imens de andre begyndte at snakke om koncerten. Jeg havde også været til koncerten, som faktisk havde været lidt bedre, end sidste gang. Stadig ikke min type. Tja... Jeg lyttede jo slet ikke til musik.

"Jeg er sulten!", udbrød Niall lige pludselig. Jeg kunne høre de andre komme med nogen irriterede lyde, inden Zayn rejste sig op. "Jeg skal alligevel også lige ringe", mumlede han, og gik mod døren, med Niall lige i hælene. Harry tog Nialls plads, så vi sad ved siden af hinanden. Liam og Louis var i den anden ende i lokalet, hvor de sad med deres mobiler, og slappede af. "Tak for sidst", kunne jeg høre en hviske i mit øre.

Indeni havde jeg lyst til at skære den største grimasse, men jeg var nød til at spille en anden person ligenu. "I lige måde", sagde jeg, med en lidt anstengt stemme. Jeg kunne mærke Harrys ånde imod min hals, hvilke fik mig til at bide mine tænder sammen. Jeg følte mig ikke så godt tilpas.

Jeg kiggede over på ham, og blev lidt forskrækket over hvor tæt på, han egentlig var. Jeg sendte ham et smil, hvilke han hurtigt gengældte. Hans øjne så lidt anderledes ud, og han lignede en, der godt kunne komme til at kysse mig, lige om lidt. Heldigvis blev jeg reddet af min mobil, der ringede, hvilke fik Harry til at læne sig lidt længere tilbage.

Jeg var også bange for at de andre, var ved at tro et eller andet, om os. Jeg tog min mobil op af min lomme, og så at det var Damon der ringede. "Jeg bliver nød til at tage det her", sagde jeg, og smilede undskyldende til ham. Jeg rejste mig op, og gik lidt væk, imens jeg svarede opkaldet.

"Hallo?", sagde jeg. "Hvordan går det?", spurgte Damon, som selvfølgelig lød selvsikker, og bestemt. "Hvornår er du begyndt at interresere dig om det?", spurgte jeg, med en drillende stemme. Det var jo hans job. "Øh", var det eneste han sagde, hvilke fik et smil frem på mine læber. "Lige meget", sagde jeg. "Det går fint, jeg er sammen med dem", jeg sænkede mig stemme en smule, da jeg sagde det sidste.

"Kan du kommer over til hoved kvarteret, når du er færdig?", spurgte han. Jeg blev lidt overrasket, da hans stemme lød mere anderledes, end den plejede. "Klart, hvorfor?", spurgte jeg, med min selvsikre stemme, imens jeg skævede over til Harry, som kiggede interreseret på mig. Jeg valgte at sendte ham et smil, for at vise at alt var fint.

"Bare for at opdatere mig, hvor det ikke forgår over en mobil", svarede han, med en faktisk lidt usikker stemme. "Er du okay?", spugte jeg, da han virkede lidt underlig. "Ja", sagde han bestemt. "Farvel", kunne jeg høre ham mumle, og et sekundt efter havde han lagt på. "Ja, vi ses", sagde jeg, selvom han havde lagt på.

Jeg lagde mobilen ned i min lomme igen, og gik over til Harry igen. "Hvem var det?", spurgte han, med en lidt bekymret stemme. Han troede sikkert jeg havde et forhold, med en eller anden. Og så med Damon? Det ville være den sidste person, jeg ville have et forhold med. Han er så... Selvsikker. Ikke selvglad, men selvsikker.

"Min... far", løj jeg, imens jeg satte mig ned. "Okay", sagde Harry, med et lille smil.

***
Jeg parkerede bilen, og hoppede ellers ud af den, med min jakke i hånden. Jeg låste hurtigt bilen, imens jeg gik imod bygningen. Jeg forstod stadig ikke helt, hvorfor Damon ville have vi skulle mødes. Det var jo aften, og de fleste var taget hjem, for at leve deres "normale" liv.

Jeg låste mig ind, og gik ellers over til Damons kontor. Der var halvmørkt i det meste af bygningen, og jeg var ikke helt sikker på at Damon ville være her. Jeg bankede forsigtigt på døren, og der gik ikke særlig lang tid før, den blev åbnet, og Damon stod foran mig.

Jeg sendte han et smil, og gik ind af døren, da han gav tegn på at jeg skulle komme ind. Jeg satte mig på hans læder sofa, da jeg ikke rigtig orkede at sidde på en stol. Hvorfor ved jeg ikke, jeg var bare virkelig træt.

"Så hvad skal jeg?", spurgte jeg, imensj eg lænede mig tilbage i sofaen. Klokken var ca 8, om aftenen, og jeg var ret sulten, selvom jeg havde fået noget mad, sammen med drengene. Jeg var ikke så sulten, at min mave rumlede, men jeg kunne bare godt mærke, at jeg var ved at blive sulten, hvis man kan sige det sådan...

"Øh... Hvordan gik missionen?", var det eneste han sagde. Jeg grinede kort, imens jeg kiggede over på ham. Han så lid usikker ud, hvilke slet ikke var normalt, når det galdt ham. Og han virkede ikke så bestemmende, som han plejede at være. Ikke fordi jeg ikke brød mig om det. Jeg syntes det var... sødt.

"Fint", sagde jeg, og sendte ham et smil. Jeg ved ikke helt om det var en faccade, eller hvad det var. Der var lidt stilhed, og hvis jeg så rigtigt, lignede det, at Damon nærmest prøvede at læse mig. Han kiggede ihvertfald på mig. Jeg rejste mig op, og kiggede lidt underligt på ham.

"Ud med sproget", sagde jeg, og kiggede afventende på ham. "Hvad mener du?", spurgte han. "Klokken er otte, du spørger mig hvordan missionen gik, når du kan spørge mig om det imorgen, du er usikker, og vil have at vi skal mødes her, hvad sker der?", spurgte jeg. Han så lidt forvirret ud, hvilke jeg også selv var.

"Jeg ville vel bare vide hvordan du... har det?", svarede han, imens han gik et skridt tættere på mig. Mine øjne blev en smule større, og jeg bed mig i inder læben. "Og hvornår er du begyndt at ville vide, hvordan jeg har det?", spurgte jeg, med en stille stemme. Han gik endnu et skridt tættere på mig, hvilke gjorde mig ret nervøs.

"Siden du begyndte at interessere mig", svarede han. Jeg ville have gået et skridt bagud, da han kom endnu tættere på, men jeg var som limet til gulvet. "Interesserer jeg dig?", spurgte jeg, med en langsom, forvirret stemme. Damon kiggede mig direkte i øjnene, og først nu fandt jeg ud af, hvor flotte hans øjne egentlig var. De var store, og brune, og så med et glimt.

"Jeg...", jeg bed mig i læben, og prøvede at kigge væk, selvom det var ret svært. Jeg havde virkelig lyst til at skride lige nu, og så forsvinde til Mexico, hvor jeg kunne leve som en der lavede falske pas, eller noget. Men et eller andet fik mig til at blive. "Du... Hvad?", spurgte Damon, med en stemme, som jeg ikke kunne tyde.

Han gik et skridt tættere på mig, så der ikke var mere end 10 centimeter, imellem os. Jeg sagde ikke noget, men begyndte at føle mig utrolig lille. Det var sikkert derfor jeg ikke gjorde noget, da jeg kunne mærke nogen læber imod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...