When the storm is over - 1D (+13)

Marylin Caron er 17 år, og mistede hendes mor da hun var 14. Marylin drikker sorgen væk, tager stoffer, og fester næsten hver dag. En dag møder hun en gruppe unge, som kalder sig for "The Stromers". The Stormers er toptrænet i at udspionere folk, og finde ud af deres værste hemmeligheder. De er nærmest hypnotiserende. Marylin bliver hurtigt tiltrækket af det frie, og spændende miljø, og bliver en del af "banden". Som Marylins første job, skal hun blive venner med det verdens kendte band, One Direction. Marylin skal udspionere de fem band medlemmer, og finde ud af om de skjuler noget. Men hvad sker der, når Marylin ikke kun bliver rigtige venner med bandet, og endda får følelser for en af band medlemmerne, Harry Styles, som også er gængældt? Nu skal Marylin vælge, om hun vil droppe Harry, og resten af bandet, og fulføre sit job, eller droppe The Stormers, blive sammen med Harry, og resten af bandet, og lægge fremtiden bag sig.
**Anstødende sprog, og scener kan forkomme i movellaen**

9Likes
8Kommentarer
1338Visninger
AA

4. Overvejelser

Jeg gik stille ud fra mit værelse, og smilede skævt til min far, der sad på sofaen, med hans computer på låret. "Godmorgen", mumlede jeg, og satte mig på en af læne stolene lidt væk fra min far. Han kiggede underligt på mig, og smilede så. "Klokken er halv et", sagde han, og kiggede igen ned på hans computer. "Far det er ikke sundt at have computeren på låret", sagde jeg, for at give igen. Min far rystede bare på hovedet, og blev ved med at kigge på skærmen.

Jeg lænede mig tilbage i stolen, og lukkede mine øjne. Jeg hade faktisk været oppe i et par timer, men havde været inde på mit værelse, hvor jeg altid havde et glas pernodiler, til min tømmermænd var blevet lidt bedre. Jeg havde overvejet meget det Casper havde sagt igår, men jeg var også kommet i tanke om at han sikker var ret fuld, og ikke mente det han sagde.

Alligevel havde jeg tænkt mig at ringe, da jeg godt kunne tænke mig at vide mere om The Stormers. "Du virker lidt fraværende", sagde min far lige pludselig, hvilke fik mig til at slå mine øjne op. "Hvordan det?", spurgte jeg en smule usikkert, og bed mig i inderlæben.

"Lige meget", mumlede han, og fnøs af sig selv. Jeg nikkede bare, og rejste mig op. "Jeg tror jeg går ind på mit værelse", sagde jeg lidt koldt, og begyndte at gå imod mit værelse. Jeg kunne høre min far sukke, inden jeg løb op af trapperne, ind på mit værelse, og forsigtigt smækkede døren.

Jeg tog min mobil frem, og skrev en besked til Cara. #Fik ikke sagt farvel! Sorry... Den der "gruppe" er et eller andet firma, som er meeeget hemmeligt:) Ses vi imorgen? M#.

#Tog hjem med en;) "Gruppen" lyder spændende! Jeg skal til fucking familie middag imorgen, men kan nok få nogen penge ud af mine far, så vi måske kan rocke et mere fancy sted:) C#.

Jeg smilede en smule af hendes besked, og bed mig i læben.

#Lyder fancy! Alt sammen! Undtagen familie middagen, ønsker dig al lykke, så du ikke dør! Så ville jeg være...#

#...Forever alone!#

#Nemlig:) Xo#

#Xo#

Jeg rejste, mig op og gik over til min taske, for at finde det lille facit kort, jeg havde fået igår. Jeg skulle rode min taske godt og grundigt igennem, før jeg kunne mærke et stykke pap, mod min håndflade. Jeg trak det lille kort op, og "The Stormer" kom frem med tykke bogstaver.

Nedenunder stod der nogen forskellige navne, og bag på nogen forskellige numre. Et nummer til at kontakte dem, søge om et "job", regner jeg med, og give et job.

Jeg tastede det første nummer ind på min mobil, og ringede op. "Hallo?", sagde en velkendt stemme. "Er det Casper?", spurgte jeg. "Ja". "Hej Casper det er-"

"Marylin. Har du tænkt over mit tilbud?"

***
Jeg stod og ventede en eller anden vintage butik, på Candem markedet. Casper hade sagt at han, eller en anden ville mødes med mig der. Jeg hade ventet i nogen minutter, og da damen, i boden syntes det havde været lidt underligt, jeg bare havde ståer og kigget, havde jeg tilladt mig at kigge lidt på nogen forskellige ure, og halskæder.

Lige pludselig tog en hånd fat i min arm, og trak mig væk fra boden. Jeg lod et lille gisp forlade mine læber, og jeg fik øje på en mørkhåret dreng, med et markeret ansigt, mørke solbriller, en sort læder jakke, med en hvid tshirt inden under, et par mørke jeans, og nogen brune sko.

"Marylin Coran?", spurgte drengen, eller had man nu skulle kalde mig, og tog lidt hårdere fat i min arm. "Ja", sagde jeg med en smule frygt i min stemme. "Jeg hedder Damon. Casper kunne ikke nå at være her", sagde han, og slap hans greb en smule. "Hvor skal vi hen?", spurgte jeg, og prøvede at lyde så selvsikker som muligt.

Den såkaldte Damon stoppede op, og for første gang kunne jeg se hele hans ansigt, og ikke kun fra hans side. "Du ved godt hvor stærkt fortroligt det her er ikke?", spurgte han, med en halv kold stemme. Jeg nikkede ivrigt, rynkede mine bryn en smule. Damon sukkede kort, inden han igen begyndte at gå. "Godt så", sagde han, og slap hans greb helt. "Vi skal over til hoved kontoret, så du kan mødes med resten af 'The Stormers'", jeg nikkede bare, og stoppede op.

"Hvordan kan jeg vide det her ikke er et fup nummer?", spurgte jeg med en lidt kold stemme, og kiggede på Damon stoppe op. "Var det ikke mere mig der burde spørge dig om det?", spurgte han, og løftede det ene øjenbryn. Jeg trak bare på skuldrende, og begyndte at gå igen. "Vi har brug for kvindelige spioner", sagde Damon lavt, da vi igen gik ved siden af hinanden.

Jeg kiggede forskrækket på Damon. "Skal jeg være spion?", hvislede jeg, og lavede store øjne. Damon nikkede, og begyndte at gå hurtigere. "Hvis du altså vil", mumlede han. "Men hvad nu hvis jeg ikke vil, og i har gevet mig alt mulig information?", spurgte jeg, og prøvede at komme op på hans side. "Hvem ved? Det er aldrig sket før", sagde han, inden han igen tog fat i min arm, og drejde skarp til venstre.

Det skal lige siges vi ikke længere var på markedet, men gik i nogen lidt små gader, med få mennesker. Der var nogen huse, som så ret gamle ud, imens nogen af dem så luksuriøse, og nye ud.

Damon stoppede op foran et hvidt hus, som ikke så specielt gammelt ud. Måske 10 år? Han tog en nøgle frem, og låste tre forskellige låse op, inden vi kom ind i en stor, flot hal. Gulvet var af marmor, imens væggene var hvide. Der var nogen enkle borde rundt omkring, nogen kommoder, og tre døre.

Vi gik ind af den største dør, som førte os ind i en endnu større hal, delt op med bog reoler, og sådan nogen rum delere i en moderne stil. Det lignede meget en normarl arbejds plads. Damon smilede til et par folk, som kiggede op, fra deres skriveborde, imens han førte mig gennem hallen, ind i et lokale med noget der lignede udstyr, en gardarobe, og...

En masse våben.

"Det du lige har set er dem der arbejder. De er ikke spioner, og de ved ikke så meget om selve The Stormers. De tror vi sælger forskellige mærker, og sådan noget", sagde han, og begyndte at rode i gardaroben. Han gav mig et par små lårkorte kjoler, som fra mine øjne af, så ret dyre ud.

"Hvad skal jeg med en Stella Mcartney, Hermes, og Chanel kjole?!", spurgte jeg, og kiggede ned på de små dyrebare silke kjoler. Damon rystede på hovedet, og sukkede så. "Din, hvad kalder i det? Makeover", sagde han, og gik imod døren. Jeg fulgte med ham, og ud i hallen igen, hvor han gik over til en anden dør.

Og jeg måtte være i himlen.

For da han åbnede døren mødte mine øjne noget der lignede en frisør salon, bare meget større. Der sad en masse stylister, og kiggede smilende på mig, imens alt for mange tøj stativer stod på ræder rækker, bag en masse makeup borde, med enorme spejle. "Jeg henter dig om en time, hvor du møder teamet", mumlede Damon, inden han forsvandt væk fra døren, og efterlod mig alene i dør kammen.

"Kom dog ind, fjolle"; sagde en af stylisterne, som havde rødt krøllet hår, en mørk makeup, en pink kjole, der gik hende til knæene, og nogen sorte stiletter. Jeg vaklede ind i rummet, og kiggede mig lidt omkring, før to mænd, der helt klart lignede vagter, tog fat i mine arme, og førte mig over til en stol.

Jeg smilede taknemligt til vagterne, selvom jeg ikke helt havde set grunden i det de havde gjordt.

"Vi vil ikke ændre noget på dit look, da dine venner, og familie skal kunne genkende dig", sagde stylisten, og smilede sukker sødt til mig. "Vi vil ligesom bare give dig et til look, som du bruger når du er på arbejde".

Jeg nikkede kort, og smilede til stylisten. "Du er meget heldig, søde", sagde hun med hendes søde stemme. "Når piger som dig forlade dette rum, ligner de noget selv en milliader ikke kunne skabe", sagde hun, og begyndte at fjerne min makeup.

Så jeg kunne måske ligne nogen af dem fra festen?

***

Ind til videre virkede alt helt fint. Jeg havde fået ordnet negle, studset mine hår spidser, fået en fantastisk hår kur, en ansigts behandling, massage, og guava juise imens. Jeg havde prøvet en masse dyre outfits, jeg ikke kunne have haft råd til på et års lomme penge, jeg havde endda fået en ny taske, fyldt med ting og sager.

Damon kiggede stolt på mig, da han kom til syne i døren. "Perfekt", sagde han. Jeg kiggede ned af mig. Jeg havde et par Deisel jeans på, i en mørk denim farve. Som overdel havde jeg en slags tshirt på, som nærmest struttede ud for neden, i sort. Jeg havde en statement halskæde på i sølv om guld, og et par matchende øreringe.

Som sko havde jeg et par sorte støvletter, med nitter på hælen, og op. Mit hår var blevet krøllet let, så jeg havde bølger, og så var det blevet tuperet, så det var lidt størere end normalt.Min makeup var ret enkel, med et tyndt lag foundation, en mat bronzer, en frisk blush, eyeliner, mascarre, og en lipstain i en plum farve.

Jeg gik over til Damon, efter jeg takkede stylisten, og forsvandt ud af døren. Og selvom det ikke lød som noget specielt, det jeg havde på, så alle tingene virkelig dyrebare, og glamourøse ud. Det var nærmest festligt, med på en enkel måde. Jeg glædede mig virkelig meget til at ligene en meget ung, tiltrækkende, karriere kvinde, med penge pungen i orden!

Ja min selvtillid var lige blevet meget større!

Vi gik igen igennem hallen, og ud i den anden hal, som lige pludselig var helt fyldt op. Jeg bed mig lidt i læben, da jeg så alle de glamourøse mennesker, der sad rundt omkring bordene, og kiggede spændt på mig. Jeg fik øje på pigen, fra festen af, som smilede til mig.

Selvom alle pigerne lignede nogen, der jo så så godt ud, at de nærmest ejede hele verden, kunne man helt klart se på deres blikke, at de ikke var bitchet, eller snobbet. De alle virkede så ægte, trods de var spioner.

På en eller anden måde følte jeg mig velkommen, og hjemme.

Jeg fik øje på Casper der sad, og smilede til mig. "Allesammen, det her er Marylin", sagde Damon. Det så ud som om der var ca. 20 mennesker i hallen. Og jeg kunne slet ikke forstå at nogen så smukke, og stil fulde kunne have sine egne regler, og leve så frie.

Men der er jo så mange facadder hos alle mennesker, ikke?

___________________

Movellaen er ikke rettet.

Xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...