When the storm is over - 1D (+13)

Marylin Caron er 17 år, og mistede hendes mor da hun var 14. Marylin drikker sorgen væk, tager stoffer, og fester næsten hver dag. En dag møder hun en gruppe unge, som kalder sig for "The Stromers". The Stormers er toptrænet i at udspionere folk, og finde ud af deres værste hemmeligheder. De er nærmest hypnotiserende. Marylin bliver hurtigt tiltrækket af det frie, og spændende miljø, og bliver en del af "banden". Som Marylins første job, skal hun blive venner med det verdens kendte band, One Direction. Marylin skal udspionere de fem band medlemmer, og finde ud af om de skjuler noget. Men hvad sker der, når Marylin ikke kun bliver rigtige venner med bandet, og endda får følelser for en af band medlemmerne, Harry Styles, som også er gængældt? Nu skal Marylin vælge, om hun vil droppe Harry, og resten af bandet, og fulføre sit job, eller droppe The Stormers, blive sammen med Harry, og resten af bandet, og lægge fremtiden bag sig.
**Anstødende sprog, og scener kan forkomme i movellaen**

9Likes
8Kommentarer
1342Visninger
AA

5. Melodierne

"Det er anderledes, ikke?", kunne jeg høre Casper mumle. Jeg kiggede over på ham, og nikkede kort, inden jeg igen rettede blikket imod udsigten fra altanen. Jeg havde brugt det meste af dagen hos The Stormers, underskrive forskellige papire, høre en del om hvordan det hele forgik, og hvem jeg ville arbejde mest med.

Jeg havde fået mit første job!

"Jeg er glad for at du valgte at arbejde her", sagde Casper, og jeg vendte igen min opmærksomhed imod ham. Han pustede røgen ud af hans cigaret, inden han lod den falde ned, og lande på jorden, efter det 10 meter lange fald. Der var ingen mennesker. Det var gråt udenfor, og ved at blive sent.

"Jeg tror jeg bliver glad for det her sted", sagde jeg, og vendte mig helt imod Casper. Han løftede det ene øjenbryn, og smilede så. "Skal vi gå ind?", spurgte han, og åbnede døren til altanen, så vi kunne gå ind i varmen igen. Jeg nikkede og listede hurtigt ind i lokalet igen. Det lokale vi befandt os i, var noget der lignede en scene fra en film. Det var nærmest en hel etage, med alt der kunne ligne spion udstyr.

Det virkede helt naturligt for alle de andre, som bare rendte rundt, om måske røg en cigarret, drak et glas vin, eller bare sad og snakkede. Der var dog også nogen der hele tiden forsvandt ud på opgaver, eller skulle hjem. Folkene havde jo også familier, venner, og et liv ved siden af The Stormers. Det virkede som om alle havde to liv. Et normalt liv, uden nogen hemmelige opgaver, om spionage, salg af forskellige ulovlige ting, og så det liv hvor alle holdte sammen, hos The Stormers, hvor alle var frie, og ret søde, selvom det meste af det de lavede var ulovligt.

Ikke fordi det gjorde mig usikker! Jeg var vant til at bryde reglerne. At være ligeglad med alle lovene om stoffer, og alt det pis. Jeg begyndte jo at drikke, da jeg var 14! Jeg behøvede ikke at holde det hemmeligt, at jeg var i store problemer. Her hos The Stormers var alle i problemer. Problemer ingen gjorde noget ved, lagde mærke til, eller kunne mærke.

"Marylin", sagde en stemme, hvilke fik mig ud af mine tanker. Jeg fik øje på Damon i dør kammen, der smilede skævt til mig. "Vi har fundet dit første job", sagde han, og gjorde tegn til at jeg skulle følge med. Vi tog elevatoren ned til fjerde sal. Der var stilhed i elevatoren, men vi var der også kun i had, 20 sekunder?

Jeg fulgte med Damon ind i et møde lokale, hvor alle The Stormes sad. Da jeg kom ind i rummet, kiggede alle op på mig. Ingen smilede, men ingen så heller ikke sure ud. Jeg gik over til stolen, hvor mit navn stod på. Jeg sad for enden af det lange bor, så jeg kunne stirre lige ind i Damons øjne, 5 meter væk fra mig.

"Er du klar til dit første job?", spurgte Damon, og kiggede intrængende på mig. Jeg nikkede, og kiggede lidt rundt på alle menneskerne, der havde deres blikke rettet mod mig. "Er du fan af One Direction?", spurgte en af pigerne, med sort, langt hår, og en creme farvet kjole, der sad en smule stramt. Jeg rystede på hovedet, og kiggede spørgende på hende.

"Det er godt, for du skal spionere dem", sagde Casper, som stod bag mig. Jeg vendte mig en smule forskrækket om, og kiggede ind i Caspers spændte øjne. "Så jeg skal rende rundt og følge efter et verdens kendt band?", spurgte jeg. Jeg kunne næsten slå mig i hovedet, da jeg helt sikkert ikke skulle det.

Casper havde jo fortalt at jeg skulle spille en rolle overfor dem. "Nej, Marylin", sagde Damon. Jeg kiggede en smule irriteret på ham, men ænrede hurtigt mit blik, til et forstående et. Jeg brød mig ikke om Damon. Jeg brød mig ikke om hans blik, om hans måde at tale til andre på, og hans bestemmende personlighed.

Jeg brød mig ikke om ham.

"Du skal blive venner med dem", sagde en der vist hed Coraline, og smilede sødt til mig. Jeg gengældte hendes smil, og nikkede så. "Er du god til skuespil?", spurgte Damon. Jeg trak på skuldrende. Ja jeg var. Jeg havde fået 10 i drama, lige inden jeg droppede ud af skolen.

"Faktisk ja", sagde jeg, lidt efter, og rettede min ryk en smule. Et smil kom frem på Damons læber, men det blev hurtigt skiftet ud med et mindre et. "Du skal finde ud af om de har nogen hemmeligheder, som du så giver videre til mig, som så kan blie gevet videre til sladder blade, og alle de sociale medier", sagde han, og fangede mit blik.

Skulle jeg blive venner med et verdenskendt band, finde deres hemmeligheder, og så ødelægge deres liv? Jeg var normalt ikke typen der plejede at være hård, men var jeg nød til det, nu når jeg arbejdede for The Stormers?

"Hvornår skal jeg begynde?", spurgte jeg. Åh nej, hvad er det jeg roder mig ud i? "I aften, når de spiller koncert", sagde Casper bag mig. Jeg kiggede hurtigt på ham, og nikkede så. "Du får VIP billetter dertil, men du må ikke opføre dig som en eller anden dyg fan", sagde Damon. Jeg kneb mine øjne en smule sammen. "Jeg har jo sagt jeg ikke er fan af dem?", sagde jeg. Damon  nikkede bare, og kiggede lidt væk.

***

Jeg havde fået lov at tage en af mine kollegaer, som hun nu var med. Hun hed Melanie, og virkede sød nok. Eller hun havde fået at vide at hun skulle tage med, da det var lidt underligt at være alene til en koncert. Vi havde lånt en BMW, som man åbenbart kunne, når man arbejdede for The Stormers. Jeg havde en mørke blå kjole på, som sad stramt, og var sådan normal kort, til lidt over midten af låret.

Stylisten havde lavet nogen krøller, som fik mit hår til at se kortere ud, og hun havde lagt en let makeup, som bestod af foundation, pudder, blush, bronzer, en brun øjenskygge på hele øjenlåget, mascarre, og et lip stain, i en mørk rød farve. Jeg så virkelig godt ud, synes jeg.

Melanie havde normalt mørkt hår, ned til skuldrende, men havde fået exstensions i, en lidt mere vild makeup, og en rød, stram kjole på.

Vi sad i koncert salen, og One Direction spille deres nummer, Kiss You. Selv var det slet ikke min smag. Normalt hørte jeg noget mere rocket, eller slet ikke musik. Jeg brød mig jo slet ikke om musik, med mindre jeg var i dårligt humør, eller græd så meget, at jeg var nød til at sætte musik til, på mit værelse, for ikke at vække mistanke.

Koncerten var snart slut, så jeg havde valgt at lade som om jeg godt kunne lide musikken. Jeg kiggede hurtigt på Melanie, der lavede en grimasse, for at fortælle hun ikke brød sig om musikken. Jeg nikkede, og lod igen som om jeg kunne lide musikken.

Da koncerten var slut, havde vi fået lov til at komme backstage, fordi vi havde VIP billeter. Malanie skulle lige opdatere Damon, eller hvad man kan sige, så jeg gik derind alene. Jeg lod mine læber forme et smil, som helt sikkert var falsk. Men jeg synes selv det virkede ægte, da jeg kunne mærke det.

Jeg gik ind i det rum, jeg havde fået at vide de var i, og bankede let på døren. En usikkerhed bredte sig i mig, da jeg slet ikke havde tænt noget igennem. Jeg kom hurtigt på planen, at sige jeg var gået forkert, så udbryde at de var One Direction, spørge hvordan det var at være kendt, se hvordan de reagerede, og  opføre mig, som det så ud som om de kunne lide det.

Ret kompliceret...

Da jeg kunne se håndtaget bevæge sig, og døren åbnede, slog jeg hurtigt en glad faccade op. En mørk håret fyr, med brune øjne, en lidt mørk hud, og en ret vel trænet krop, åbnede døren, og kiggede spørgende på mig. Jeg smilede sødt til ham, og kiggede så lidt ind i lokalet.

"Undskyld jeg må have gået forkert", sagde jeg, og rystede på hovedet af mig selv.

Det hele var skuespil.

Drengen, som nok ar Zayn nikkede og skulle til at lukke døren, da jeg sjot nok gik i udbrud. "Vent lige, er i ikke...", jeg kunne se Zayn smile og nikke. "Jeg har denne her VIP billet", sagde jeg, og viftede med billetten. "Jamen kom da ind", sagde Zayn.

Jeg kiggede underligt på ham, og rystede på hovedet, idet to andre drenge kom til syne i døren. Den ene havde mørkt, kort hår, imens den anden havde lyst hår, og blå øjne. Liam, og Niall.

"Hvem er det her så?", spurgte Niall, og smilede høfligt til mig. Jeg grinede en smule, og fangede hans blik. "Jeg hedder Marylin", sagde jeg, og rækte ham hånden. Han tog smilende imod den. "Jeg hedder Niall", sagde han. Jeg nikkede, rystede hans hånd et par gange, inden jeg igen tog den til mig.

"Vil du ikke med ind?", spurgte ham der var Liam. Jeg bed mig kort i læben, og kiggede ud på gangen, hvor jeg fik øje på Melanie, som smilede til mig, og nikkede, da hun nok havde hørt hvad de havde sagt, igennem den mikrofon jeg havde på. Ret prof ikke?

Jeg nikkede, og gik tøvende ind i rummet. Der var ikke andre derinde, hvilke undrede mig ,da der burde være 5. "Hvor er de andre?", spurgte jeg, og sørgede for at gøre min stemme en smule mere flirtende end normalt. "De er vist ved at blive interviewet eller sådan noget", mumlede Zayn, og satte sig ned i en gul sofa.

Jeg lavede en mindre grimmasse, inden jeg fandt en ledig stol, ved et bord. "Ja, undskyld rodet", sagde Liam, og kløede sig i nakken. Jeg smilede bare til ham, og kiggede lidt rundt. På væggen overfor sofaen, hang der er et stort fjernsyn. Der var en halv lille bord, med nogen stole (der hvor jeg sad), og så lå der ellers bunker af tøj, tasker, sko (?), og andre underlige ting.

Jeg prøvede at finde ro i min krop, da jeg jo helt sikkert ikke kunne være ond imod sådan nogen høflige drenge, men jeg ved ikke helt om det lykkedes. Døren gik lige pludselig op, og to smilende, drenge - den ene med brune krøller, grønne øjne, og søde smilehuller, og en anden med brunt glat har, et sødt smil, og de sødeste øjne, kom ind.

De begge kiggede lidt overrasket på mig, da de endelig fik øje på mig, men smilede så. "Hvem har vi så her?", spurgte ham der vist var... Hvad hed han nu? Louis!

Jeg smilede sødt til ham, og prøvede at se afslappet ud. "Jeg hedder Marylin", svarede jeg. Han kiggede venligt på mig, inden den anden dreng stillede sig ved siden af ham, så jeg havde to drenges blikke på mig. Jeg rynkede usikkert mine bryn, men blev ved med at smile.

"Rart at møde dig, Marylin", sagde ham med krøllerne, som vist var Harry. Jeg smilede bare til ham. "Så er du en fan?", spurgte Niall, som egenlig havde været lidt stille. Jeg rystede blidt på hovedet. Igen havde jeg lyst til at slå mig i hoved, da jeg kunne mærke deres skuffede blikke. "Altså jeg kan virkelig godt lide jeres musik, men jeg er ikke det folk kalder en directioner", løj jeg, og kiggede seriøst på Niall, som jo havde stilt spørgsmålet.

Et smil kom frem på alle drengenes ansigter. "Det er jo også det vigtigeste", mumlede Zayn, så vi alle rettede vores blikke imod ham. Jeg kneb mine øjne sammen, men smilede så. Han havde vel ret...

"Nå Marylin nød du så koncerten?", spurgte Liam mig om. Jeg nikkede, og begyndte at grine. "Det er bare jeres navn", sagde jeg, og sukkede. "Hvad er der med det?", spurgte Harry. Jeg kiggede på ham, og fangede hans øjne, inden jeg rystede på hovedet, og fnøs af mig selv. "Ikke noget".

***

"Godt klaret", sagde Malanie smilende, da vi stod ude på parkerings pladsen, hvor bilen holdte. Jeg smilede taknemligt, og gik imod bilen, som var nogen meter væk. Jeg havde været inde hos dem i måske 45 minutter, fordi de skulle videre, men de var dog blever, for at være sammen med mig.

Jeg fik deres alles telefon numre, og for at være ærlig ville dette både blive nemt, og pisse sært. Det ville blive nemt, fordi jeg faktisk synes de er søde, og godt vil være venner med dem, og derfor ikke behøver at spille en eller anden underlig rolle, men det ville være svært at udspionere sine "måske" venner, og muligvis ødelægge deres liv, hvis jeg nu fandt nogen hemmeligheder om dem.

Så jeg havde aftalt med mig selv, at tænke på mine behov. Jeg havde ikke brug for venner. Jeg havde jo Cara. Jeg havde ikke brug for nogen der troede, de kunne hjælpe mig, eller ville høre om mine problemer. Jeg havde ikke brug for nogen, der bekymrede sig om mig. Derfor var Cara perfekt.

Hun så mig som en hel normal person, uden problemer.

Jeg satte mig på forsædet, imens Cara satte sig på føresædet. "Var det ikke kedeligt, at stå derude?", spurgte jeg, da Cara startede bilen. Hun smilede til mig, og rysteder på hovedet. "Jeg holdte jo øje, og skulle jo også lige være sikker på at der ikke skete et eller andet, da første jo altid er svært", sagde hun, med blikket rettet imod den mørke vej.

"Men hvad lavede du ellers?", spurgte jeg. Jeg tænkte nemlig jeg havde brug for så mange tips og tricks, som muligt. "Du ved snakkede med vagten, for at få mulige informationer, kiggede nogen papire igennem, lod som om jeg var en syg fan", mumlede hun, og slog en latter op. "Deres musik var hæslig", sagde hun grinende, og jeg nikkede.

"Hvilke musik hører du normalt?", spurgte Cara, og lod endelig hendes blik ligge på mig, i et sekundt, eller to, inden det igen var rettet mod vejen. "Jeg hører ikke musik", sagde jeg hurtigt, og kiggede ned på mine hænder, som hvilede på mine lår. "Aldrig?", sprugte hun, og kiggede chorkeret på mig, da vi holdte for rødt. Jeg rystede på hovedet, og lod mit blik falde på lys krydset.

Da det endelig blev grønt, efter noget det havde føltes som en evighed, sukkede Cara, og trykkede ned på speederen, så vi i hastig fart kørte igen. "Hvad med dig?", spurgte jeg, og kiggede over på hende. Hun fnøs lavt, og smilede kort. "Det er meget forskelligt", sagde hun. "Mest Green Day, og Snow Patrol", mumlede hun, og smilede stort. "Underlige kunster navne", mumlede jeg.

Cara grinede kort. "Det er band navne", rettede hun mig. Jeg smilede lidt idiotisk. Selvfølgelig var det det. "Du skulle til at lytte til deres musik", mumlede Cara, inden hun holde ind på en bekendt parkerings plads. Det var en parkerigs plads, meget tæt på mit hus. "Du kan bare aflevere kjolen imorgen", sagde Cara. "Hvorfra ved du hvor jeg bor?", spurgte jeg overrasket. "Vi er professionelle, Marylin", sagde hun, og smilede til mig. Jeg nikkede bare, og tog min taske. "Tak for i afen", sagde jeg, og gengældte hendes smil.

"I lige måde", sagde hun, inden jeg åbnede bildøren, og forsvandt ud af bilen. Cara begyndte at køre, lige da jeg havde smækket døren, så jeg stod helt alene på parkerings pladsen. Det tog måske 2 minutter at gå over til mit hus, men jeg forstod ikke helt, hvordan det var jeg blev sat af her.

Måske fordi jeg ikke måtte blive set sammen med mine nye kollegaer foran min familie. Måske fordi jeg ikke måtte vække mistanke. Måske fordi Cara skulle skynde sig til et andet job, eller hjem?

Jeg begyndte at gå, og svingede min taske over hovedet. De sidste par dage havde jeg ikke skænket min mor de største tanker, hvilke var meget nyt for mig.

Det var vel en rigtigt dejlig fordel ved The Stormers, da det jo startede, da jeg begyndte at kende dem.

Det må jeg håbe.

_______________

Endelig ville Movellas lade mig få et cover på:)

Endelig et kapitel hvor One Direction var med.

Hvad synes i om Marylins syn på musik,

og hvad synes i om Melanie?

Tror i de bliver veninder?

Xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...