When the storm is over - 1D (+13)

Marylin Caron er 17 år, og mistede hendes mor da hun var 14. Marylin drikker sorgen væk, tager stoffer, og fester næsten hver dag. En dag møder hun en gruppe unge, som kalder sig for "The Stromers". The Stormers er toptrænet i at udspionere folk, og finde ud af deres værste hemmeligheder. De er nærmest hypnotiserende. Marylin bliver hurtigt tiltrækket af det frie, og spændende miljø, og bliver en del af "banden". Som Marylins første job, skal hun blive venner med det verdens kendte band, One Direction. Marylin skal udspionere de fem band medlemmer, og finde ud af om de skjuler noget. Men hvad sker der, når Marylin ikke kun bliver rigtige venner med bandet, og endda får følelser for en af band medlemmerne, Harry Styles, som også er gængældt? Nu skal Marylin vælge, om hun vil droppe Harry, og resten af bandet, og fulføre sit job, eller droppe The Stormers, blive sammen med Harry, og resten af bandet, og lægge fremtiden bag sig.
**Anstødende sprog, og scener kan forkomme i movellaen**

9Likes
8Kommentarer
1339Visninger
AA

11. Fortiden

Den skrå tekst er flashback.

 

"Hvad vil du?", spurgte jeg, med den mest blide stemme, jeg kunne bruge mod Damon. "Du bliver nød til at flytte hjem til din far igen", sagde han, med en ret så vred stemme. Jeg rullede med øjnene, og gav tegn til ham, om at han kunne komme indenfor. "Jeg er uenig", sagde jeg, og kiggede efter ham, gå ind i værelset.

"Jeg mener bare at jeg bedre kan arbejde, når jeg ikke behøver at, snige mig ud af vinduet", forsatte jeg, og kiggede over på ham. "Måske", sagde han tøvende, og lavede det der ansigt, som viste han tænkte. "Men ihvertfald skal du med til One Directions koncert i aften", sagde Damon, og gav mig noget der lignede en billet. "Super...", sagde jeg sarkastisk, og sukkede.

"Du bryder dig slet ikke om dem vel?", spurgte han, og kiggede lidt blidere på mig. Jeg trak på skuldrende, og bed mig i inderlæben. "De er vel okay", mumlede jeg. "Men deres musik stinker". Damon begyndte at grine lavt. Og hvis jeg husker rigtigt, var det første gang jeg havde hørt ham grine.

Et smil formede sig på mine læber, og jeg kunne ikke lade vær med at blive lidt gladere. Jeg følte en slags sejr. "Nå men jeg må smutte, kom over på hovedkvarteret klokken syv", sagde Damon med sin normale stemme, men sendte mig dog et lille smil. Jeg nikkede kort, og fulgte ham med mine øjne, hen til døren.

Dan han var gået igen, ånede jeg lettet ud, og satte mig på sengen. Jeg havde sjovt nok aldrig, set den side af Damon. Og det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide den. Den var vel bare anderledes.

Jeg overvejde kort, om det var en fælde, da Damon jeg var en god "spion". Han kunne sagtens bare spille høflig, for at få mig til at gøre et eller andet. Eller måske ville han bae vise, at han ikke kun er sten.

Vi håber på det sidste.

***

Jeg smuttede ud af elevatoren, og endte derfor i lobbyen. Jeg smilede hurtigt til receptionisten, inden jeg smuttede ud af hotellet, og styrede imod The Stormers hovedkvarter. Det var egentlig smart af mig, at vælge et hotel tæt på hovedkvarteret. Så behøvede jeg kun at gå i ti minutter, inden jeg stod udenfor den flotte bygning, hvor jeg arbejdede.

Jeg tog min taske over skulderen, og tog mine solbriller på, da det var ret solrigt udenfor. Jeg gik med hastige skridt imod TSH, som nu var forkortelsen af The Stormers hovedkvarter. Der var nogen få mennesker der kiggede på mig, med et anderledes blik. Enten var de hemmelige agenter, fra CIA, der ville anholde mig, eller kendte de mig som hende, der var i seng med Harry Styles.

Jeg sendte dem bare et smil, og slog min glade faccade op. Efter et stykke tid, stod jeg endelig foran TSH, og jeg åbnede døren, som førte ind til den store hal. Jeg hilste hurtigt på nogen af dem der var i hallen, inden jeg smuttede imod stylisten, for at kunne finde noget tøj.

"Hey", sagde jeg til stylisten, som smilede stort til mig. "Hvordan går det, Marylin?", spurgte hun, og kom over til mig. "Fint", sagde jeg, og gengældte hendes smil. "Jeg skal bruge et outfit, til en One Direction koncert i aften"; sagde jeg, og gik over til alle tøj stativerne. Stylisten var lige i hælene på mig, og var hurtig til at rode alt tøjet igennem.

"Aha", mumlede hun, og trak et par virkelig strame jeans frem. Jeg løftede det ene øjenbryn, og så på hedne, finde en ret flot cashmere sweater frem, i en lysegrå farve. Hun gik over til smykkerne, og fandt en statement halskade frem, i en masse flotte farver. Og til sidst fandt hun et par sorte stiletter, og en army grøn jakke frem.

Jeg nikkede smilende til hende, og tog imod outfittet. "Perkeft", sagde jeg, og smuttede over i prøve rummet, for at prøve outfit. Jeg tog mit tøj af, og skulle til at tage jeansne på, da mine øjne fik øje på arene på mit lår. Jeg satte mig på den lille stol, i prøve rummet, og kiggede lidt nærmere på arene. Jeg havde fuldstændig glemt alt om at skade mig selv. Jeg havde slet ikke skadet mig selv, siden The Stormers.

Jeg lod mine fingre glide over arene, imens jeg studerede dem nærsomt. Jeg kunne huske hvornår jeg havde fået det største ar. Det havde jo været den værste dag i flere måneder. Jeg...

Jeg trådte ind af døren, og tørrede tårene væk fra min kind. Men det var lige meget, for endnu et hulk forlod mine læber. Det var nu tre måneder siden min mor var død. Jeg var for første gang i skole, efter ulykken. Jeg havde troet alle ville være hos mig, og at mine venner stadig var hos mig, og at folk ville tage hensyn til mig. Men en masse var sket på 3 måneder. Leila, som aldrig rigtig havde været min veninde, havde fortalt hele skolen, at jeg havde mistet min mor, og at hun begik selvmord.

Jeg ved ikke hvad der var værst! At hun løj overfor alle, om min mor, eller at hun slet ikke tog hensyn til mig, og løj om min mor. Jeg ved ikke hvad forskellen er, jeg kunne bare ikke klare det. Og det værste var på den måde, alle havde været onde imod mig. "Er du ligeså syg som din mor?", havde Leilas bror, Chad sagt. De to personer havde altid været efter mig, og de ændrede sig ikke engang, når jeg havde mistet min mor.

Ingen havde snakket med mig. Folk havde bare kigget på mig, snakket om mig bag min ryg, og selv mine venner, havde bare kigget på mig. Jeg havde brugt 6 timer i skolen, hvor jeg havde været alene. Og det var ikke bedre, da alle fik øje på arret i min pande, til idræt.

Jeg ved ikke hvordan jeg skulle klare endnu flere år, når jeg ingen venner havde. Jeg måtte vel ende alt det her. Jeg kunne ikke klare denne her verden! Min mor var død. Min far arbejdede hele tiden, for at komme væ fra sorgen, mine venner var væk, og jeg blev mobbet, fordi min mor var død. "Marylin", jeg havde mest af alt lyst til at komme væk.

Jeg gik ud i køkkenet, og fandt et glas med piller, en saks, og en flaske rød vin frem. Jeg havde tre skæbner. At skade mig selv. At begå selvmord. Eller at blive fuld. "Marylin". Jeg tog saksen med op på mit værelse, da jeg havde taget de andre på plads igen. Jeg låste døren til mit værelse, og tog mine shorts af.

Jeg kiggede ned på mit lår, og bed mig hårdt i læben ind je-

"Marylin er du okay derinde?", jeg blev trukket ud af mine tanker, og først der kunne jeg smage noget salt i min mund. Græd jeg? "Ja, jeg skulle bare skrive en sms", sagde jeg, med en meget usikker stemme. Jeg tog hurtigt jeansne, og resten af outfittet på, og kiggede mig i spejlet.

Jeg så egentlig virkelig godt ud. Men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på fortiden. Jeg havde faktisk fået det meget bedre. Dengang havde jeg grædt hele dagen, skåret i mig selv flere gange om dagen, drukket mig fuld, og overvejet selvmord hver dag.

Jeg havde det meget bedre nu.

Ikke godt, men bedre.

Jeg tørrede mascararen væk, fra min kinder, og smilede til mig selv. Jeg gi ud af prøve rummet, hvor stylisten stod. "Jeg er god", sagde stylisten for sjovt, og blinkede til mig. Jeg grinede kort af hende, og nikkede. "Det er du"; sagde jeg. Jeg kiggede på uret, og fandt ud af at jeg skulle være til koncerten om en halv time,

"Jeg smutter nu", sagde jeg, og samlede hurtigt mit gamle tøj, i en bunke ved mit bord Heldigvis ville det ikke tage særlig lang tid at køre over til koncerten, som startede om en time. Men jeg havde fået at vide, at jeg skulle være der en halv time før, da jeg skulle mødes med drengene, inden de gik på scenen.

Jeg havde aftalt det med Harry, efter Damon var gået. Jeg havde selv ikke meget lyst til det, men det var jo en del af mit job. Jeg skyndte mig ind på Damons kontor, hvor han sjovt nok var. "Kan jeg låne BMW'en?"; spurgte jeg, da han kiggede op på mig. "Hvilke af dem?", spurgte han. "Jeg har kun nøgler til den sorte"´, svarede jeg. "Jamen værsgo så", sagde han. Jeg smilede hurtigt til ham, inden jeg gik ud til bilen.

Nu skulle det bare overstås.

____________________________

Undskyld jeg ikke har skrevet i et stykke tid.

Kapitelet er desværre ikke rettet:/

Xxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...