When the storm is over - 1D (+13)

Marylin Caron er 17 år, og mistede hendes mor da hun var 14. Marylin drikker sorgen væk, tager stoffer, og fester næsten hver dag. En dag møder hun en gruppe unge, som kalder sig for "The Stromers". The Stormers er toptrænet i at udspionere folk, og finde ud af deres værste hemmeligheder. De er nærmest hypnotiserende. Marylin bliver hurtigt tiltrækket af det frie, og spændende miljø, og bliver en del af "banden". Som Marylins første job, skal hun blive venner med det verdens kendte band, One Direction. Marylin skal udspionere de fem band medlemmer, og finde ud af om de skjuler noget. Men hvad sker der, når Marylin ikke kun bliver rigtige venner med bandet, og endda får følelser for en af band medlemmerne, Harry Styles, som også er gængældt? Nu skal Marylin vælge, om hun vil droppe Harry, og resten af bandet, og fulføre sit job, eller droppe The Stormers, blive sammen med Harry, og resten af bandet, og lægge fremtiden bag sig.
**Anstødende sprog, og scener kan forkomme i movellaen**

9Likes
8Kommentarer
1323Visninger
AA

2. Fortabt

"Kan du stadig huske hvad der skete?", spurgte psykologen, og trommede med kugle pinden på blokken. I tror sikkert jeg lå, på sådan en lav, stor stol, imens psyologen sad på en normal stol. Sådan var det ikke. Vi sad på hver vores side af et skrivebord. I et lille kedeligt lokale. Grå væge, billeder af vandpytter, og skyer, i grå, og mørke nuancer, som ikke ligefrem får smilet frem på mine læber. De fik mere tårerne til at presse på.

"Hvordan skulle jeg nogensinde glemme det der skete?", sagde jeg spydigt, og kiggede utålmodigt ud af vinduet. Det regnede en del, imens skyerne matchede lokalet. Gråt, kedeligt, deprimerende. "Marylin, jeg prøver bare at forstå dig", sagde psykologen, som forresten er en dame, der hedder Cherry.

Cherry, pigen som boede i et kirsebær.

"Hvis du prøver at forstå mig, hvad med at forstå dette", sagde jeg, og rejste mig op, for at læne mig ind imord bordet. "Det her lort hjælper ikke, du hjælper ikke, og du forstår ikke en skrid!", sagde jeg bestemt, med en hård tone, og lænede mig en smule tilabage. "Marylin jeg ved godt hvordan du har det", sagde hun blidt, og smilede en smule til mig.

"Virkelig? Ved du hvor meget jeg hader det her lorte sted, og hvor meget jeg hader at blive behandlet, som en gammel, syg dame?", spurgte jeg, og kneb mine øjne sammen. Jeg havde gået til trettet psykologer i alt. Mest fordi jeg droppede dem. Jeg havde det med at flippe ud, første gang jeg besøgte en, bare for at komme væk.

Jeg skred fra stedet, og kom ikke tilbage. Min far troede stadig, jeg var til psykolog, når jeg var skredet. Så jeg havde måske 20 minutter til at tage nogen stoffer, tømme en flaske vodka, og måske skære i mig selv. Jeg kunne sagtens nå det. Jeg havde været øvet til det, i 3 år.

Lige siden min mor døde.

"Marylin hvorfor sætter du dig ikke ned, og får kontrol over dig selv?", spurgte psykologen sammenbidt. Jeg havde vundet. Jeg havde fået hendes pis i kog. Jeg havde fået hendes kontrol, ikke min egen.

"Jeg tror jeg går nu, Cherry", sagde jeg, og smilede falsk til hende. Jeg tog min taske over skulderen, tog et bolche fra den lille skål på bordet, og skred derefter ud af døren. Jeg kunne høre den såkaldte Cherry sukke, inden jeg smækkede døren i. Jeg standsede ved sekretæren, og stildte mig smilende foran hendes bord.

Hun kiggede op på mig, med et spørgende blik, og smilede så. "Kan du se om jeg har flere tider hos Cherry?"; spurgte jeg en smule høfligt, og gav hende mit sundheds kort. Hun nikkede kort, og kort efter kiggede hun op på mig igen. "Du har tre tider igen", sagde hun, og smilede til mig.

"Gider du slette dem?", spurgte jeg, inden jeg igen tog mit sundheds kort, og gik igennem vente værelset, og ud af udgangen. Det første der mødte mig, var den kolde, bidende luft. Jeg kunne mærke regn dråberne i mit hår, og da jeg var ca 5 merer væk fra psykologi centeret, eller hvad de kaldte stedet, fjernede jeg den kolde, ligeglade facade.

Jeg lod tårene flygte fra mine øjne, og jeg lod hulkene forlade mine læber. Jeg lod alle følelserne komme ud. Alt det jeg havde holdt ind, imens jeg havde været hos psykologen. Jeg ved ikke hvorfor, men det var som at være i helvede, at fortælle et fremmede menneske, om end problemer.

Jeg gik helt alene på den store gade. Folk var entenpå arbejde, i skole, eller hjemme, fordi det pissede ned. Derfor kunne jeg bare græde, så meget jeg ville. Jeg behøvede bare at tage hjem, hvor min far nok var, tage et bad, og gøre mig klar til i aften. Jeg havde i ret bestemt rutine.

Ingen skole. En smule lektier. Sove. Mad. Fest.

Hver dag.

***

Jeg listede mig ind af døren, snøftede kort, og fjernede mascarreren under mine øjne. Jeg tjekkede mig hurtigt i spejlet, og fik tvunget et smil op på mine læber. Jeg rettede mig mod stuen, hvor min far nok var. Jeg gik stille derind, og sørgede for at gøre mit smil stort, så min far ikke vækkede mistanke, om at jeg havde grædt.

"Hey", sagde jeg, og dumpede ned i sofaen. Min far kiggede op fra sin avis, i læne stolen, og smilede så til mig. "Hej pus", sagde jeg, inden han rettede blikket imod avisen igen.

Jeg var en meget blandet person. Jeg kunne nogen gange være sød, og høflig, andre gange en bitch, ligesom hos psykologen, andre gange vildt følsom, og trist, eller vred, deprimeret, og ond. Når jeg var påvirket af stoffer, var jeg en mellemting, af alle tingene.

Måske sådan sjov, sød, underlig, deprimerende, og en smule bitchet.

"Gik du fra psykologen?", spurgte min far efter lidt stilhed. "Har hun da ringet?", spurgte jeg en smule trist, og kiggede ned på mine lår. "Næ, du er bare tideligt hjemme"; svarede han.

Jeg havde helt glemt mine stoffer! Jeg bed mig i læben, og kiggede imod min taske, hvor der lå en vandflaske med vodka i, og mine stoffer. Hvordan kunne jeg glemme stofferne?

"Jeg vil ikke gå til flere psykologer", sagde jeg, og rejste mig op. Jeg begyndte at gå imod trapperne, op til mit værelse. "Men pusling det er ikke noget du bestemmer", sagde min far efter mig. Jeg ignorerede ham, og smuttede hurtigt over, og tog min taske, inden jeg gik op at trapperne.

"Marylin", kaldte mig far. Men jeg slog min kolde faccade op, og ignorerede ham igen. Jeg åbnede døren ind til mit værelse, og satte mig i sengen. Jeg overvejede kort, og jeg skulle tage vodkaen, eller stofferne.

Jeg valgte dog at gemme dem til senere, når jeg skulle til fest. Jeg var nok en af dem, der faktisk kunne kontrollere, hvor meget jeg tog, og hvornår. Jeg kaldte det en gave, fordi jeg ikke kendte andre der kunne det. Jeg var vel bare anderledes.

Jeg gik ud på mit værelse, og tog mit tøj af. Jeg tændte for vandet, og listede ind under bruseren. Vandet var stadig en smule kold, men det irriterede mig ikke. Min krop var allerede is kold.

Da vandet var blevet varmere, kom jeg dybere, og dybere ind i mine tanker. Hele episoden fra dengang min mor døde, gik som altid igennem mig. Jeg plejede at hade at bade, fordi jeg altid kom i tanke om det. Men det var nødvendigt med et bad hver dag. Så jeg tænkte på ulykken hver dag.

Selvom det er 3 år siden.

***

Jeg åbnede forsigtigt døren, og satte mig ind i den. "Hvordan var skolen?", spurgte min mor, og smilede venligt til mig. Jeg lænede mig over til hende, og gav hende et kram. Jeg gengældte hendes smil, og satte mig ned igen. "Fin nok", svarede jeg, og tog min sele på. Min mor nikkede, og startede bilen. Jeg tog hurtigt mine høre telefoner på, da jeg ikke orkede snak. Jeg var træt, havde lige været i skole i 8 timer, og ville bare hjem i bad.

Jeg hørte ikke musik. Jeg hørte aldrig musik, når jeg havde høre telefoner i. Jeg var vel ikke musik typen... Jeg havde dem bare på, når jeg ikke orkede folk. Lydene blev ikke kun mindre, men folk troede jeg ikke var til stede. Jeg havde en undskylding, hvis jeg ikke svarede, og kunne altid ignorere folk.

Jeg lukkede mine øjne i, da søvnmanglen bredte sig i mig. Det var mandag. Den værste dag i hele ugen. Jeg kunne høre min mors mobil ringe. Hun sukkede irriteret, og tog den. "Hallo?", sagde hun, imens hun fokuserede på vejen. "Nej, David, jeg har fri, spørg en anden", sagde hun irriteret, og svingede kraftigt. Hun dyttede et par gange, efter en eller anden bil, og svarede på et eller andet spørgsmål.

"Du kan altså ikke tvinge mig på arbejde igen!", sagde hun , og bremsede hårdt. Min mor er altid sød, men flipper meget nemt ud på hendes chef. Især når "jeg ikke kan høre det, fordi jeg har høretelefoner på".

"Mor du kø-", jeg blev afbrudt at et skrig  der forlod min mors læber, og lidt efter blev jeg slynget lige ind i hoved lænet, ind i ruden, og i airbagen. Jeg ville skrige. Det ville jeg virkelig. Men jeg var løbet tør for ord.

Lige pludselig var alt sort.

***

Jeg slukkede for vandet, og vred mit hår. Istedet for at gå ud af brus kabinen, stod jeg og åndede lettet ud. Tankerne var væk. Minderne. Billederne. For det meste var det bare lys glimt. Men jeg kunne huske vad der skete.

Jeg trådte ud fra bruseren, og tog en håndklæde om mig. Jeg lod mit våde hår falde ned, langs min ryg, ned til min tajle. Jeg havde langt, lyst hår. Det var naturligt glat, selvom jeg plejede at krølle det, hvis jeg skulle noget.

Jeg kiggede mig selv i spejlet, og fik øjne på de mørke render under mine øjne. Jeg lod min pege finger glide over de mørke render, og videre op til mit ar, i panden. Aret fra dengang. Det der ændrede hele mit liv, fra en rart, trygt liv, til et liv, med stoffer, druk, fester, angst, stress, og alt for mange dårlige minder.

Med mine ord: Et liv i helvede.

Jeg gik ind på mit værelse igen, og åbnede døren til mit skab. Jeg fandt en sort, stram, og kort kjole frem, men nitter på skulderene. Jeg fandt mine sorte lak stiletter frem, og en cardigan, til når det blev koldt.

Også selvom det allerede var koldt. Jeg åbnede skuffen, hvor mit hættetrøjer lå i, og rog fat i en sort én, men en kæmpe lomme. Jeg lod mine fingre liste ind i lommen, og tage fat i de stoffer der lå derinde. Jeg sørgede for kun at tage e pose, da jeg allerede havde en i tasken.

Jeg gik over til min taske, hvor jeg lagde 30 pund i, stofferne, og nogen ekstra penge til en taxa. Jeg tog fat i vandflasken, med vodka i, og tog en tår, inden jeg tog mit undertøj på, og gik tog håndklædet om mit hår.

#Tager til den sædvanlige klub, joiner du mig?#, skrev jeg til min eneste veninde, Cora. Det var ikke fordi folk ikke kunne lide mig. Jeg havde det bare med at skubbe dem fra mig.

Alle undtagen Cora.

______

I lost it

I don't know where i am

i found my self in hell

last time i was gone.

______

Historien er desværre ikke rettet:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...