Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1719Visninger
AA

12. -

 

 

Fred. Jeg ville have fred. Det var alt jeg ønskede på det tidspunkt, bare få lov til at være mig selv, og lave hvad jeg havde lyst til at lave.

Jeg tændte for bruseren, og lod vandet falde langsomt nedover min krop – håbede på måske at kunne vaske nogle af tankerne væk. Det var nytteløst. De kørte konstant rundt i hovedet på mig, og gjorde mig svimmel som havde de været dyrene på børnekarrusellen i tivoli.  

Jeg svøb det lilla håndklæde om mig, og tørrede nænsomt alle dele på min krop. Noget inde i mig fortalte, at der ville gå meget lang tid før jeg igen fik muligheden for at føle det bløde håndklæde mod min hud.

Jeg tømte pille glasset, og kiggede længe på de små aflange piller som de lå der i min hånd. Der var kun ni. Jeg rykkede til min mors kæmpe forråd af kosttilskud, og, som jeg havde troet og håbet, stod et uåbnet glas.

Jeg nød lyden af musikken der strømmede ud i rummet, mens jeg stille tog en pille ind i munden og sank den med lidt hjælp fra den whisky som jeg havde truet min mor med at drikke. To piller blev denne gang stoppet ind i min mund, hurtigere og mere afgørende. Sådan fortsatte jeg, skiftede ind i mellem tempo, ind imellem antal af piller. Ikke en eneste gang skænkede jeg resten af verden en tanke. Det her handlede om mig. Det handlede om at jeg havde fortjent fred.

Jeg slugte de sidste piller, og som et af de mange orange efterårsblade lod jeg min krop falde, og der lå jeg til jeg blev blæst væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...