Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1720Visninger
AA

11. -

 

Jeg vågnede ved at den kolde hånd aede mig på panden.

”Katinka, Katinka skat?”

Min mors stemme var som altid lys og gennemtrængende. Jeg rynkede på trynen og trak min dyne over mit ansigt.

”Katinka.”

”jaer?!”

Sagde jeg opgivende, og rev dynen halvt ned på gulvet.

”Har du slet ikke haft set den seddel jeg har lagt i køkkenet? Det var meningen du skulle købe ind skat.”

”Jo, jeg regnede ikke med at du ville komme hjem, jeg har ikke rigtig været sulten.”¨

”ikke rigtig været sulten?”
Hun rejste sig fra min sengekant, og stillede sig midt i værelset.

”Det er to dage siden jeg lagde den seddel og de penge. Skabene er helt tomme, Katinka… Du må da have spist et eller andet?”

”Jeg spiste et æble i går inden jeg gik i seng. Men jeg er træt mor. Må jeg sove nu?”

”Katinka, er du dårlig, er du syg skat?”

”Hmm.. Måske. Gå nu bare på arbejde, vi ses.”

”Så spis et eller andet ikke, og se at blive rask.”

”Jaja, jeg sover det væk. Vi ses.”

Jeg trak mine ben langt op under mig selv, lod mit hoved hvile på mine knæ, og, liggende sådan med dynen langt over hovedet faldt jeg i en dyb søvn.

Jeg vågnede flere timer efter. Jeg følte mig stadig træt, men jeg var ligeså tør i munden som Tharørkenen, så jeg valgte at stå op for at tage et glas vand.

Mine ben var øre, og alt på mig rystede. Smerten i mit hoved hamrede af sted, som 10 vilde heste. Jeg holdte med begge hænder om det store vandglas, og, grådigt, kastede jeg nærmest alt vandet ind i munden. Mere, jeg måtte have mere vand.

Jeg følte mig afkræftet, jeg følte mig forfærdelig lille, og gud hvor var jeg sulten.

Jeg tog det sidste stykke franskbrød, udhulede det, og smed skorpen i skraldespanden. Jeg havde svært ved at synke det, men ned kom det.

Jeg var blevet overlæsset med sms’er mens jeg havde sovet. Alle vidste det med min far nu, alle skrev til mig om det. Endnu en ting at mobbe mig med. Nu var jeg ikke bare den rige horerunge, nu var jeg pludselig ”ham der galningens datter.”.

”Fuck dem” tænkte jeg, og forsøgte at lade alle sms’erne prale af på mig, men det var svært. Det gjorde ondt indeni at være så hadet af alle. Det gjorde ondt at føle sig så håbløst alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...