Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1720Visninger
AA

6. -

 

”Katinka? Er du stadig oppe?”

Overraskelsen var tydelig at spore i min mors stemme da hun trådte ind i lejligheden, så at lyset var tændt, og hørte Beth Hart’s dybe stemme lyse hele stuen op, fra højtalerne i min computer.

”Gu fanden er jeg stadig oppe! Hvorfor skulle jeg sove? Når man sover, mor, så drømmer man, også vågner man op, og finder ud af at drømmene aldrig blive til virkelighed, også bliver man fandeme trist, okay? Hvorfor skulle jeg sove?”

Hun kiggede bebrejdende og overrasket på mig da hun trådte ind i stuen og så den næsten tomme vodka flaske.

”Jamen Katinka, du sidder vel ikke der og drikker alkohol? Også ren vodka?!”

”Det kan du kraftedme bande på jeg gør! Og ved du hvad, der er ikke en skid du kan gøre ved det.”
”Du taler ordentligt til mig lige nu!”

”Hvorfor skulle jeg? Der er alligevel ikke en skid du kan gøre, du har jo forfanden aldrig tid, vel?”

”Er det det, det her handler om, Katinka? At jeg har et vigtigt, godt og sikkert arbejde der sikrer at du får mad på bordet?”

”Sikkert arbejde mig i røven! Du ved det jo godt ikke? Selv min egen mor hader mig så meget at hun ikke engang gider være hjemme så hun kan kigge på mig!”

Jeg løftede glasflasken og bundede den sidste sjat.

”Nu havde jeg tænkt mig at åbne din Jack Daniels whisky, skal du have noget med, eller har du tænkt dig at stå der og se ud som om du lige har set et spøgelse resten af natten, eller hvad?”

”Katinka, hvad er det dog der sker med dig?”

”Mig? Jeg er skidefuld, hvad tror du selv?”

”Katinka…”

Hun satte sig ved siden af mig, begyndte at ae mig op ad armen.

”Du ved du kan fortælle mig hvis der er noget galt.”

Jeg fik tårer i øjnene, men skyndte mig at tørre dem væk.

”Gu kan jeg ej! Du er sgu ligeså røv ligeglad som alle andre.”

Sagde jeg, og skubbede hende væk fra mig. Jeg fik selv et chok over hvad jeg lige havde gjort, da hun pludselig lå på gulvet, men jeg sagde ikke noget, jeg hjalp hende ikke op, kold og kynisk, som jeg var lige i det øjeblik vaklede bare ind og lagde mig i min seng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...