Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1735Visninger
AA

5. -

 

Der var ingen af dem der havde talt til mig i tre dage. Tre dage var jeg blevet ignoreret. Tre dage havde jeg ikke eksisteret. Jeg havde, i tre dage, været et spøgelse, en levende død, ikke andet end en glemt sjæl. Var det sådan det skulle være fremover?

 

Mit blik stivnede. Mit hjerte hamrede af sted. Min krop blev pludselig tung, og jeg følte en dyb trang til at græde, men af en eller anden grund ville gråden ikke komme længere end til min hals, og der sad den, som en voksende klump, i hvad der føltes som timer.

”For alle der hader Katinka Andreasen.”

Jeg blev ved med at lade mine øjne kører over facebook gruppens navn. 33 likes, og den var oprettet for en time siden. Jeg kørte ned for at se hvad der var skrevet.

”Denne side er for alle os der af den ene eller anden grund hader denne lille bitch! Like, like, like, for jeg ved vi er mange ;)”

Jeg lod mine fingre kører over skærmen, og billedet af mig selv. Jeg smilede stort på det, og holdte armen om en anden piges skulder. De havde sløret hendes ansigt, men jeg vidste det var Astrid. Det var fra engang i 7. klasse hvor vi var på lejrtur med klassen. Jeg led af spiseforstyrrelse, dengang, og åd, og åd, og åd, og åd, og hold kæft hvor var jeg fed. Billedet var fra 2 uger før jeg kom på julemærkehjem.

Jeg skyndte mig ind på min egen profil og sammenlignede med mit profilbillede. Der var egentlig ikke den store forskel, udover frisuren. Jeg kiggede længe på de 2 billeder, og huskede den kommentar Jonas havde skrevet til billedet på min hade side:

”hold kæft, hun er så fucking fed! Jeg får kvalme!”

 

Jeg satte computeren fra mig, og gik med tunge skridt ud mod spejlet, lod mine hænder glider ned over min krop, mens jeg kiggede på mig selv. ja, den var sgu god nok. Min mave var for tyk, mine bryster var for små, min røv, eller mangel på samme, var så flad at det var klart ingen drenge gad mig. Jeg mødte mine egne øjne der i spejlet, og en vrede, et had til mig selv, som ikke var til at mistolke blussede op i mig.

”Du er ikke andet end et nul. Et nul. Ikke andet, Katinka.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...