Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1718Visninger
AA

4. -

 

”Ej, så tag den! lav koden om” Hun var ved at blive kvalt i sit eget grin.

”Noget hun ikke gætter.”

Johanne adlød, fnisende tog hun min mobil ud af hænderne på Sascha, der netop havde siddet og skildret med de sms’er jeg havde udvekslet med min mor.

”Katinka kommer nu!”

Jonas styrtede ind i klassen da han så mig på gangen.

”Læg den over på hendes bord, for fanden!”

”Jaja!”

Da jeg trådte ind i klassen følte jeg at alle stirrede på mig. Hvad sker der? tænkte jeg: jeg har jo bare været på toilettet.. Hvad er der med dem?..

Johanne sad og forsøgte at holde et grin inde. Jeg vidste det var mig, selvfølgelig var det mig de grinte af.

Min mobil lå stadig på mit bord, min taske stod hvor den hele tiden havde stået, min biologi bog var ikke smurt ind i noget klamt… Hvad fanden kunne det være?

 

 

Min mor havde ikke lagt nogen seddel i morges, det forekom mig mærkeligt, da det ellers næsten kun var sådan vi kommunikerede. Over mobilen, og med de små sedler der lå på bordet til mig om morgenen. Jeg ville ringe til hende i frikvarteret, bare for at høre hvordan hun havde det.

”Hvorfor virker det lort ikke?...”

Min mobil blev ved ikke at godtage min pinkode. Jeg huskede egentlig ikke at have slukket den.

”Så virk dog.”

Jeg vidste godt at mobilen nok ikke ville virke bare fordi jeg snakkede til den, men indimellem, ligesom når man spiller et spil, virker det bare som om det hjælper at tale til det der ikke gider samarbejde.

”Har du problemer, Katinka?”

Sascha, Astrid og Johanne stod foran mig. Jeg kunne pludselig mærke nervøsiteten. Angsten for at sige noget forkert, noget de ikke ville kunne lide at høre, sad solidt plantet som en stor, hård rund fodbold midt i min mave. Mit mellemgulv føltes ørt på en underlig måde, og jeg var helt sikker på at jeg skulle brække mig.

”hvad er der med dig? Er du både dum, døv OG stum, eller hvad fuck sker?”

”Det var bare…. Det var..”

Jeg blev afbrudt af Saschas hæse stemme:

”Prøv og hør hende… Hun stammer også!”

Jeg kiggede ned i gulvet, fokuserede på en sort prik på det ellers kridhvide gulv. Forsøgte at lade det hele prale af. Jeg lyttede overhovedet ikke til hvad hun sagde, jeg havde for travlt med at forsøge at se ligeglad ud.

”Katinka! Hvor døv var det lige du var? Hører du overhovedet ikke efter hvad jeg siger din lille kælling?”

”Jo, jeg… jeg…”

”Glem det, det er spild af tid det her piger, lad os gå et andet sted hen. Hyg dig med at få tændt den der, Katinka.”

Hvordan kunne de det? hvordan kunne de bare stå der og være så kolde? Hvordan kunne de bare gå på den måde? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...